Never Again- Divergent FF

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2014
  • Opdateret: 3 apr. 2014
  • Status: Igang
*DELTAGER I DIVERGENT FANFICTION KONKURRENCEN* Det er et år siden Jeanine Matthews døde. Der er stadig krig, men Tris er overbevist om at hun, Tobias og Riley er i sikkerhed. I fælleskab med Marcus, har hun skjult Divergenter fra alle faktioner. Men hvad hvis Jeanine slet ikke døde?"

1Likes
0Kommentarer
399Visninger
AA

4. Glemt

"Tori!" Skreg en velkendt stemme, der skar sig igennem Toris hoved, og forstyrrede hende midt i at tage en slurk af det nye G33- Power, som de kaldte det. Hun rejste sig med et suk, gemte den lille beholder i sin lomme og gik ind til sin leder. Hun ville slet ikke være her. Hun ville være fri af Jeanine og fri af stofferne. Og en flugtplan var allerede ved at tage form i hendes hoved.  "Ja?," svarede hun med det mest oprigtige smil hun kunne finde frem.  Jeanine rejste sig og gik med faste skridt hen til en stor skærm, der viste et billede af nationen. 

"Jeg stoler faktisk ikke på Ronald," konstaterede hun med en underlig piget stemme. Tori kiggede undrende på hende og ventede på at hun skulle forklare yderligere. "Nej faktisk, så tror jeg slet ikke jeg vil betro ham opgaven. Jeg vil degradere ham." Tori fugtede sin læber. Jeanine var høj. Ligesom hende selv. Men Tori tænkte i det mindste klart, og lød (forhåbentlig) som sig selv. "Hv-hvad mener du med det?" Hun kiggede ned på sine fødder og pillede ved sin Intelligentsiaring. Det var en idé Jeanine havde fået med den begrundelse, at det vil bekræfte jeres loyalitet, men Tori mistænkte hende for at være så sjældent ædru, at hun ikke kunne se forskel på sine egne folk og fjender. 

"Men selvom krigen er godt igang, er jeg stadig svag." Det gibbede i hende, da hun udtalte ordet. Tori kunne godt forstå hende. Hun ville heller ikke selv kunne lide at nedgøre sig selv. Det var hvad en Intelligentsianer var opdraget til, og det havde hængt på hende siden hun kom tilbage fra De Frygtløse. Selvophøjelsen. Jeanine afbrød hende. 

"Ronald skal ikke dræbe Prior, eller nogen af de andre. Det vil jeg overlade til en med mere ansvar." Hun smilede til Tori, som nu begyndte at blive også bange. Hun ville ikke dræbe Tris. 

"Hve- hvem?" Spurgte hun stille og bandede sig selv væk, for at have stammet. Jeanine brød ud i en høj latter men kom straks til sig selv igen, med et alvorligt blik.

"Dig. Du, der kender hende og kender hendes taktikker. Det er da åbenlyst ikke?" Hun smilede og afslørede et hvidt tandsæt. Tori begyndte at ryste. Helt oppe fra hendes hovedbund til tåspidserne. Hun tog krampagtigt fat i sin arm i et forsøg på at holde sig i ro, så Jeanine ikke fattede mistanke. Hun smilede svagt, mens hun holdt tårene tilbage. "Jeg skal nok gøre det," lovede hun og gjorde sit bedste forsøg på at se troværdig ud. Hun ville ikke dræbe Tris. Det var helt sikkert. Og Jeanine kunne se det på hende, det var  hun også sikker på. Men nej. Jeanine kiggede taknemmeligt på hende og vendte sig så om igen. Tori kom i tanke om stofferne. Det var derfor. Stofferne gjorde Jeanine mere blød og distræt. Det var hendes svage punkt. Og Tori ville udnytte det. Hun pressede tårene tilbage og lod så Jeanine snakke om, hvad overvågningskameraerne viste mens en flugtplan langsomt tog form i hendes hoved.

 

"Hvor er hun?!"

"Jeg har ingen anelse!" Ronald løb forvirret rundt og prøvede at få styr på sine tanker. 

"Vi fremskynder planen. Hun skal dræbes, inden hun afslører os til Divergenten. Og siden du ikke tør, din slapsvans,  må jeg gøre det selv. med det samme."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...