Seeking Jadelyn | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Færdig
De troede hun var død, men det hele var bare en løgn. Hun flygtede, flygtede til Miami, skiftede identitet og startede hendes nye liv. Bag hende havde hun fortid, hun bare ville glemme, hvilket var hele grundlaget for, at hun flygtede fra den lille by Holmes Chapel. Idag finder man hende i Miami's natteliv. Hendes flugtplan gik fuldstændig efter hendes hoved, lige indtil der pludselig, et år senere, står et alt for velkendt ansigt, lige foran hende. Et ansigt, hun aldrig troede, hun skulle se igen og pludselig sætter det hele over styr, som hendes nye verden og identitet krakelerer stykke efter stykke og hendes forældre har fundet ud af, at deres elskede datter, alligevel ikke er død. Men vigtigst af alt: Vil Jadelyn nogensinde komme hjem igen?

49Likes
16Kommentarer
2678Visninger
AA

5. "Nej vi... Vi har altid bare været venner"


Jeg trippede lidt utålmodigt i den kø jeg stod i indtil prøverummet, jeg var den sidste i køen og den var altså rimlig lang, men jeg kunne ikke opgive. Jeg skulle prøve den kjole, en let, hvid og elegant kjole. Tankerne kørte hurtigt rundt i mit hoved, men endte hele tiden på en speciel person. En person, der synes dukke op overalt. Jeg har været fri for ham i over et år nu, og så vælger han fandme at dukke op på min arbejdsplads og han kunne selvfølgelig kende mig under alt makeuppen og den anden hårfarve. Desuden, så havde jeg glemt mine kontaktlinser, hvilket var pænt irriterende. Harry var irriterende og jeg gik desperat rundt og virkelig håbede på, han ikke ville sladre til nogen. Men come on, han må ha' en meget god grund, hvis han ikke sladre. 

"Jamen hej, Kitty" Jeg så mig forskrækket over skulderen og så direkte ind i et par grønne og alt for genkendelige øjne. 

"Forfølger du mig?" Spurgte jeg hårdt og sank den klump, der havde samlet sig i min hals. 

"Ikke ligefrem, du befinder dig bare alle steder, hvor jeg befinder mig" Han trak på skuldrene med et lille smil og stak hans hænder ned i sine lommer. "Jade, må jeg ikke lige snakke med dig, det er vigtigt" Hviskede han, hvilket fik mig til at rulle dramatisk med øjnene og ryste stift på hovedet. 

"Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle snakke med dig. Så vidt jeg ved, så har du en del fans, der ville dø for bare at udveksle få ord med dig, så mon ikke du skal bruge din tid på dem i stedet" Harry grinede dæmpet, hvilket irriterede mig grænseløst. 

"Så det er sådan vi leger" mumlede han snedigt, inden han lænede sig let hen imod mig. "Mon ikke hele verden er utrolig nysgerrige for at finde ud af, hvor den forsvundne Jadelyn Faith Parker befinder sig, huh?" Han trak sig lidt væk fra mig og så på mig med et dominerende smil. Jeg smed irriteret min kjole fra mig på stativet og måtte opgive min plads i køen. Harry smilede fjoget og tilfreds, inden jeg fortsatte ud af butikken sammen med ham - modvilligt. 

"Harry, jeg har ikke tid til det her, jeg er ikke Jadelyn mere, jeg er Kitty" Harry rullede blot med øjnene, inden han lagde sin hånd på min øvre ryg og trak mig med ind på en tilfældig cafe. Jeg fulgte modvilligt med ham, da jeg ikke ville risikere noget som helst, men tro mig; Jeg havde allermest lyst til at løbe min vej. 

Harry fandt et bord til os, hvor jeg satte mig ned med et højlydt suk og gav mig til at pille ved mine negle. Jeg kunne mærke hans blik ligge på mig hele tiden, hvilket var rimlig uhyggeligt og han havde vidst ikke lige i tankerne at sige noget, så måtte jeg vel bare selv tage initiativet. 

"Hvad vil du?" Jeg så op fra mine negle og lænede mig forsigtigt ind over bordet, imens jeg førte en eller anden form for øjenkontakt med Harry. 

"Jeg vil vide sandheden" Nærmest hviskede han. Han fortrak ikke en mine, sad bare og stirrede på mig. 

"Der er ikke noget at fortælle, ikke andet end, at jeg blev skide træt af mit tidligere liv og nu forsøger at opbygge et nyt og det gik også helt fint, indtil du dumpede forbi -"

"- Er i klar til at bestille?" En tjener stod foran os og studerede mig og Harry. Jeg ved ikke med ham, men jeg havde ikke tænkt mig at svare. 

"To kopper latte" Svarede Harry, hvilket fik mig til at rulle lidt med øjnene i smug. Han kendte mig for godt og det var virkelig en ulempe. 

"Ellers andet?" Jeg kunne ud af øjenkrogen se Harry ryste på hovedet og tjeneren forsvinde. 

"Hør Jade, jeg -"

"- Ved ikke en skid! Kan du ikke bare lade mig være i fred, og lade mig leve mit nye liv?" Harry lod et suk forlade hans læber, inden han rystede på hovedet. 

"Jeg troede du var død" Han toneleje havde fuldstændig ændret sig. Det var fuld af følelser, han virkede oprevet. Det fik mig til at se hen på ham, inden jeg bed mig blidt i underlæben. 

"Det var jeg" Sagde jeg forsigtigt, hvilket fik Harrys blik til at hæve sig og igen se ind i mine øjne. "Det er en lang historie.." Jeg sank en lille klump og betragtede Harry, der bed sig blidt i underlæben. 

"Jeg har massere af tid?" Jeg lod et dæmpet grin forlade mine læber, inden jeg igen lænede mig lidt ind over bordet. 

"Jeg var død. Jeg kørte galt. Det eneste jeg husker er små billeder lige fra da ulykken skete, og så da jeg vågnede... Jeg tog en spontan beslutning, da lægen fortalte, at de troede jeg var død, at det var et mirakel jeg overlevede. Han ville ringe til mine forældre, men jeg sagde, jeg selv ville gøre det. Istedet ringede jeg til en taxa og blev udskrevet fra hospitalet en time efter. Jeg flygtede" 

"Men... Hvorfor... Hvordan vidste, at du  lig lå i den kiste, jeg mener, dem der skulle lægge dig derned, det... Jeg forstår det ikke" Jeg rystede stille på hovedet. 

"Jeg kendte nogle fyre, bestak dem, de sladrede ikke, sagde mit lig var i kisten" Harry nikkede og det så ud som om, hele hans puslespil, pludselig blev samlet. "Men Harry, jeg ved godt, at hele verden leder efter mig, men jeg ønsker ikke at komme hjem, jeg elsker at være her, jeg elsker mit job. Vil du ikke love mig, ikke at sige noget?" Harrys øjnede fangede mine, inden han nikkede og dermed fjernede en stor sten fra mit hjerte. 

"Det lover jeg - hvis jeg må komme og besøge dig" Mit blik faldt en smule, inden jeg forsigtigt rystede på hovedet. 

"Harry, det er for risi -" jeg blev afbrudt af tjeneren, der kom og stillede vores kaffe. Harry takkede, hun smilede og forsvandt igen. " -risikabelt. Tror du ikke, at medierne kan tænke så langt. De vil sende nogen ud og følge efter dig, når du render ind og ud og er sammen med den samme pige hele tiden. Det er for risikabelt. De må ikke finde frem til mig." Sagde jeg alvorligt. "Det kan ødelægge det hele. Det vil ikke blot gå ud over mig, men hele hotellet, hvis de opsnuser noget -" jeg lænede mig lidt ind over bordet. "- Vi bor der ulovligt, Harry" hviskede jeg og lænede mig tilbage igen. 

"Du kan stole på mig" sagde han forsigtigt og noget i hans blik, mente det. Jeg havde kendt Harry siden vi var små, så jeg tror på ham. Tror på, at han kan gøre det her for mig. "Det er bare svært. Jeg kan endelig se dig igen, være sammen med dig, nyde dit selskab, og så må jeg ikke" Harrys ord fik mig til at udslippe en dæmpet fnisen, inden jeg tog den varme kop op til mine læber og drak noget af det sorte, dampende indhold. 

 


"Hvor har du været?" Jeg nåede knap nok at åbne døren til mit værelse, før Candy var helt oppe i fjæset på mig. "Jeg har været så bekymret!?" Udbrød hun og gik frem og tilbage i mit værelse. Med et undrende blik, gik jeg hen og smed min taske i min seng og stod ud af de stiletter, der havde pint mine fødder hele dagen. 

"Hvad mener du? Jeg har bare været ude og shoppe lidt" Jeg trak forsigtigt på skuldrene. 

"Er du klar over, hvor urolig jeg har været? Jeg har været så bange for, du måske var blevet taget af strisserne" Jeg skød straks brynene i vejret og dumpede ned i min seng. 

"Had mener du?" Candy lod et dybt suk forlade hendes læber, inden hun rakte ud efter min fjernbetjening og tændte for fjernsynet, på 24H News. 

"Det - Jade, de ved du er i Miami, de har opsporet, du købte en billet til flyet" Jeg sank en klump, der havde samlet sig i min hals, inden jeg lyttede godt efter til fjernsynet. Hvorfor skulle det hele blive så besværligt nu? Hvorfor skal det hele krakelerer sådan?

"Men, hvordan? Jeg, jeg brugte jo et andet navn" Candy trak forsigtigt på skuldrene. 

"De har set dig på videoovervågningerne og udspurgt forskellige mennesker, der arbejder der eller har arbejdet der, indenfor det seneste år. De fandt så frem til en, hende der betjente dig, de gik ind i systemerne og fandt efterfølgende ud af, at du tog flyet til Miami" Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, som en hel masse tanker fløj igennem mit hoved. For helvede alligevel. 

 


"Hey, hvor har du været?" Jeg åbnede døren til mig og drengenes gigantiske hotelsuite og blev mødt af fem spørgende ansigter. De havde tydeligvis været igang med at snakke om et eller andet, da jeg kom brasende ind og afbrød dem. Jeg smed min jakke over en tilfældig stol og kørte frustreret en hånd igennem mit allerede ulede hår. 

"Ude" Svarede jeg kort og hurtigt, inden jeg fortsatte forbi dem og ud til det lille køkken, hvor jeg i en desperat bevægelse åbnede køleskabet og lod mit blik skimme hele vejen ned, men der var intet, som jeg lige kunne se mig selv proppe i munden, så jeg lod det glide i igen, og blev til min store forskrækkelse mødt af de samme fire ansigter, der stadig så spørgende på mig. 

"Du virker en smule... Forvirret" Sagde Liam. Kunne de ikke bare lade mig være for en gangs skyld? Jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med nogen lige nu. For at være ærlig, så ville jeg bare være mig selv. "Er det hende? Har du hørt a -" Liam skulle til at snakke videre, da vores dørklokke pludselig ringede. Jeg ved godt, det er latterligt, men et lille håb inde i mig sagde, at det var hende. En tanke jeg hurtigt smed væk igen, da jeg åbnede døren og så to høje, muskuløse fyre iført uniform. Politi uniform. 

"Harry Styles?" Spurgte den ene, så jeg forsigtigt nikkede. Var der sket Jadelyn noget? Havde hun spurgt efter mig? Drop det Harry, hvis de havde fanget hende, havde hun nok siddet på flyet på vej tilbage til London. "Må vi komme ind? Vi har noget, vi meget gerne vil snakke med dig om. Noget, om din veninde, Jadelyn Parker" Jeg sank den klump, der havde samlet sig i min hals og trådte et skridt til siden, så de kunne komme ind. 

"Har i fundet hende?" Spurgte jeg en smule frustreret og lukkede døren efter dem. Drengene stod i døråbningen og så forvirrede på os, lige indtil de to uniformerede mænd, vendte sig imod dem. 

"Må vi gerne snakke alene med Mr. Styles?" De nikkede hurtigt og lukkede døren efter dem, som jeg efterfølgende gik hen og satte mig i sofaen foran betjentene. "Som sagt, så drejer det sig om din forsvundne veninde, Jadelyn Faith Parker"Jeg nikkede hurtigt og foldede uroligt mine hænder sammen. 

"Vi ved jo, at i altid har haft et meget tæt forhold. Har i nogensinde været mere end venner?" Betjenten skrev nogle ting ned, imens den anden udspurgte mig. 

"Nej vi... Vi har altid bare været venner." Svarede jeg kort. Noget i mig brændte efter at fortælle, hvor Jadelyn var, så jeg kunne få hende hjem, men noget andet fik mig til at holde på hendes hemmelighed, som hun havde bedt mig om. Jeg kunne ikke svigte hende. Ikke nu, selvom hun i bund og grund havde svigtet mig. 

"Vi er kommet frem til det, at Jadelyn tog flyet hertil Miami få timer efter hendes andmodende forsvinding. Siden du kendte hende så godt, har du så en formodning om, hvor hun kunne befinde sig?" Jeg rystede på hovedet. Løgn. Jeg vidste, hvor han befandt sig, lige præcis, hvor de skulle lede. "Slet ikke?" Jeg rystede igen på hovedet. "Noget andet er - hvad laver de her i Miami?" Jeg så lidt undrende på dem. 

"Jeg holder ferie sammen med drengene" Begge betjente nikkede. 

"Har du måske set eller hørt det mindste til Jadelyn? Ville du tro, hun kunne finde på at skifte navn, måske udgive sig for at være en anden?" Jeg trak forsigtigt på skuldrene. Jeg havde lyst til at svare dem, ordentligt, men jeg var bange for, jeg ville røbe noget. 

"Det ville være oplagt, ville det ikke? Jeg mener, hun kan vel ikke gå under samme navn, når hun er efterlyst? Og hvad tæller for, hun stadig befinder sig her, i Miami?" 

"Hints fra anonyme, der synes at have set en pige, der lignede hende meget - for meget"

 

Wow, tusind tak!

Seeking Jadelyn har allerede over 20 favoritlister, elsker jer for sygt, tusind tak!

Det ville gøre mig endnu mere glad, hvis i lige gad tage et smut op til den lille, grønne like-knap og evt. lige bruge èt minut på at smide en kommentar :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...