Seeking Jadelyn | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Færdig
De troede hun var død, men det hele var bare en løgn. Hun flygtede, flygtede til Miami, skiftede identitet og startede hendes nye liv. Bag hende havde hun fortid, hun bare ville glemme, hvilket var hele grundlaget for, at hun flygtede fra den lille by Holmes Chapel. Idag finder man hende i Miami's natteliv. Hendes flugtplan gik fuldstændig efter hendes hoved, lige indtil der pludselig, et år senere, står et alt for velkendt ansigt, lige foran hende. Et ansigt, hun aldrig troede, hun skulle se igen og pludselig sætter det hele over styr, som hendes nye verden og identitet krakelerer stykke efter stykke og hendes forældre har fundet ud af, at deres elskede datter, alligevel ikke er død. Men vigtigst af alt: Vil Jadelyn nogensinde komme hjem igen?

49Likes
16Kommentarer
2678Visninger
AA

8. "Jeg stolede på dig!" (short chapter)


Kirkeklokkerne ringede i det fjerne, klokkerne, der i dette tilfælde signalerede død. Candices død, eller Adalia, som hun rigtigt hed. Jeg kunne ikke andet end at bebrejde mig selv. Jeg var ikke mødt op til hendes begravelse, jeg havde stået udenfor kirken og gemt mig bag et træ. Sorgen borede sig ind i mit tomme hjerte, da jeg så Adalias forældre komme grædende ud fra kirken. 

Adalia havde vist mig et billede af dem, hvilket var grunden til, at jeg kunne kende dem. De var bare blevet ældre at se på. De havde mistet deres datter og nu set hende ligge død i en sort kiste. 

Jeg følte, at jeg havde svigtet hende, da jeg rejste mig op med øjenene proppede af tårer. Jeg havde råbt og råbt efter hjælp, men det var som om, at ingen hørte mig, der var intet jeg kunne gøre, så jeg løb. Jeg bebrejder mig selv så utrolig meget, jeg føler, at det hele er min skyld. Hvis jeg havde haft de penge, havde Luke måske ikke skudt hende. Det var min skyld, at hun var blevet involveret i alle disse problemer - følte jeg. 

Jeg skulle ha' været hos hende til det sidste, men jeg var for svag og stak af i håb om, at nogen ville finde hende. Det gjorde de, ringede til politiet og fandt efterfølgende ud af, at pigen var den forsvundne Adalia Davis fra Seattle. 

Det havde kørt en hel del i medierne, det var over alles læber og alle begyndte at sammenligne mig med Adalia. Det havde også ført til en masse kriminelefterforskning af diverse natklubber og andre steder i hele området, hvor Adalia blev fundet. Jeg sad bare og ventede på, at de ville finde frem til os. At de ville finde frem til, at der opholdt sig en masse forsvundne piger her, i kælderen på en af Miami's populæreste kasinoer.  

De skulle nok finde frem til os, det var stensikkert. 

Jeg satte mig ned på hug foran Adalias grav og lagde det bundt blod røde roser, som jeg havde hugget fra en blomsterbutik. Der var heldigvis ikke nogen, der opdagede noget, så havde jeg været på den. Jeg havde bare ikke rigtig råd til at købe dem, da jeg ikke havde arbejdet ret meget på det seneste pga. af... Alt. 

Jeg lod et par tårer trille ned af mine kinder, som jeg hurtigt tørrede væk og lod mine øjne hvile på gravstenen. Jeg aner ikke hvorfor Adalias forældre havde valgt at begrave hende her i Miami og ikke i hendes hjemby, men det havde de altså. 

Jeg sank den klump der havde samlet sig i min hals og tegnede et hjerte i jorden foran gravstenen, hvor jeg indeni skrev et A+J

Udover, at der var problemer nok i forvejen, havde politiet også fundet ud af, at mig og Adalia havde en forbindelse til hinanden, da Adalia bar den halskæde jeg havde givet hende, med et billede af os to, hvor vi var i sådan en photomaskine ting dims. Derfor havde de også fundet ud af, at jeg havde farvet mit hår blond. De var lige på nakken af mig.

 

"Jadelyn!? Jadelyn Parker?" Jeg rejste mig hurtigt op og så mig over skulderen, hvor jeg fik øje på to høje, muskuløse fyre, iført uniform. "Bliv hvor du er, vi gør dig ikke noget" Sagde de. Jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigere. I ren refleks vendte jeg hurtigt om og begyndte at løbe. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, imens jeg kunne høre dem råbe mit navn og, at jeg skulle stoppe. Til mit held var det tåget og jeg var i rimlig god form pga. min poledancing. 

Jeg løb og løb, indtil jeg nåede kasinoet. Jeg skyndte mig om til baggården og hoppede ind af mit åbne vindue. Mit åndedrag var i små, hurtige træk, som jeg smed mig ned på min seng og lod mit blik ligge i loftet. 

Jeg havde nær sprunget helt op i loftet, da jeg hørte en banken på mit vindue og Harry kort tid efter, stod inde på mit værelse... Bare Harry, det var bare Harry. 

"Hvad laver du her? Er du klar over, hvor meget jeg er på skideren?" Spurgte jeg imens jeg rejste mig op og slog ud med armene. 

"Jeg ved det, men jeg blev virkelig nød til at se dig, inden jeg rejser tilbage til London i aften" Jeg lod mit blik flytte sig fra gulvet og op i Harrys bekymrede, grønne øjne. 

"I aften? Allerede?" Harry nikkede forsigtigt og gik et skridt tættere på mig. 

"Og så... Undskyld fordi jeg kyssede dig" Han rykkede en smule nervøst på sig, så jeg lod et forsigtigt smil glide over mine læber. 

"Det er okay Harry..." Hans smil blev større og det tændte en gnist i hans øjne, da jeg lod ordene forlade mine læber. 

"Jeg skulle også hilse fra drengene" Sagde han med et skævt smil og et skuldertræk, hvilket fik mig til at give mig selv et mentalt gok i hovedet. "Bare rolig, jeg har fortalt dem det hele" Sagde han beroligende og trådte et skridt tættere på, imens han holdt øjenkontakten. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi stod sådan, da Harry forsigtigt tog sin hånd op til min hage og løftede den lidt op. "Hvis jeg kysser dig nu, vil du så løbe væk, som du gjorde sidste gang?" Spurgte han med et dæmpet grin. Jeg rystede forsigtigt på hovedet og lod hans læber møde mine. Han trak sig forsigtigt væk fra mig og lagde et lille smil på hans læber. 

"Det var vel et farvel?" Spurgte jeg forsigtigt og bed mig blidt i underlæben. 

"Det var et vi ses" Sagde han med et skævt smil og forsigtigt hoppede ud af vinduet og vinkede til mig. Jeg tog en dyb indånding og lod mig falde sammen på sengen. Jeg anede hvad jeg skulle gøre i forhold til, hvad jeg skulle stille op. 

Hvorfor skulle alt være så skide besværligt?

 

 

Jeg aner ikke, hvor lang tid, der gik, efter Harry var smuttet ud af vinduet, og Jack flåede min dør op, nærmest helt panisk. Jeg var lige faldet til ro og var ved at falde ind i god søvn, som jeg ikke havde fået i pænt lang tid efterhånden. 

Pisse irriterende.

"Jadelyn? Du bliver nød til at løbe, nu! Politiet vil ind, de vil finde dig, hvis du ikke løber!" Sagde han panisk, men alligevel lavt for at sikre sig, at ingen andre end jeg, kunne høre det. Jeg rejste mig hurtigt op og nikkede uden nogen form for protest, jeg var bare glad for, at han ville "beskytte" mig på den måde.  

Jeg var hurtigt ude af det lille vindue, som jeg utallige gange havde brugt som en genvej, når jeg ikke ville ha' at Jack skulle finde ud af, jeg sneg mig ud. Jeg kneb hårdt læberne sammen og løb ud fra den baggård man var i, når man havde knebet sig ud af vinduet. 

Jeg stoppede op i bag en container med et dunkende hjerte imens mine tanker hele tiden prøvede at fokusere, men de var fuldstændig i vildrede. 

Nu finder de dig, det er ude med dig Jade, tænkte jeg. 

Ganske rigtigt, som Jack havde sagt, vrimlede politimændene ind på kasinoet. Det var der jeg så mit snit til at rejse mig op og begynde at løbe, så det gjorde jeg. Jeg begyndte at løbe ned af gaden, et par huse længere nede, drejede jeg skarpt om hjørnet og stødte direkte ind i en høj, muskuløs fyr. 

Mit blik gled panisk ned af ham og til min skræk opdagede jeg, at han var iført uniform. "Jadelyn Parker?" Spurgte han alvorligt med sin mørke stemme og tog fat om mine arme, inden han låste et par håndjern fast om mine håndled. Jeg prøvede at vride mig ud af hans greb, hvilket egentlig lykkedes meget godt, da han ikke havde ordentligt fat omkring mig. 

Han lagde sine muskuløse arme omkring mig igen og sagde nogle ting til mig, som jeg ikke rigtig opfattede. Kun, at han talte ind i sin mikrofonsdims og efter lidt, kom flere politimænd til syne. Jeg stoppede med at kæmpe imod og lod mig overgive til frygten og sorgen, der straks overmandede mig og tårerne, der begyndte at trille ned af mine kinder. 

Betjenten førte mig hen imod de mange politibiler, der stod parkeret og blinkede kraftigt, da jeg pludselig fik øje på Harry, få ti meter væk fra mig. Betjenten stoppede op, imens Harry gik hen imod mig og få sekunder efter, stod under en meter væk fra mig. 

"Undskyld Jade, det var for dit eget bedste" Hviskede han. Pludselig slog det klik for mig, det var Harry, Harry havde fortalt det hele, han havde afsløret mig! Jeg vidste, jeg ikke kunne stole på ham. 

"Dig!" Råbte jeg vredt og prøvede at vriste mig ud af betjentens favn, ved at prøve at slå efter Harry, hvis jeg altså ikke havde håndjern på. "Vor ku' du! Jeg stolede på dig!" Var det sidste jeg formåtte at råbe efter ham, inden betjenten nærmest smed mig ind i bilen. 

Jeg var sorget, oprevet, jeg kunne ikke rigtig beskrive mine følelser lige nu, men jeg følte mig forrådt overfor den mand, jeg var begyndt at elske. Den eneste, jeg nogensinde havde stolet 100% på.

Han havde forrådt mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...