Seeking Jadelyn | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Færdig
De troede hun var død, men det hele var bare en løgn. Hun flygtede, flygtede til Miami, skiftede identitet og startede hendes nye liv. Bag hende havde hun fortid, hun bare ville glemme, hvilket var hele grundlaget for, at hun flygtede fra den lille by Holmes Chapel. Idag finder man hende i Miami's natteliv. Hendes flugtplan gik fuldstændig efter hendes hoved, lige indtil der pludselig, et år senere, står et alt for velkendt ansigt, lige foran hende. Et ansigt, hun aldrig troede, hun skulle se igen og pludselig sætter det hele over styr, som hendes nye verden og identitet krakelerer stykke efter stykke og hendes forældre har fundet ud af, at deres elskede datter, alligevel ikke er død. Men vigtigst af alt: Vil Jadelyn nogensinde komme hjem igen?

49Likes
16Kommentarer
2682Visninger
AA

6. "Jeg elskede dig Jade"


Hvad er meningen overhovedet med mandage? Personligt, så kan jeg slet ikke se fidusen i dem, de er der jo bare. En kedelig mandag, hvor alle skal tidligt op, på arbejde, skole eller hvad folk nu ellers går og laver. Havde det stået til mig, så var den hæslige ugedag blevet afskaffet for længst. Men så er det jo der, at man indser, så ville tirsdag bare blive den kedelige dag, som alle er trætte af, derfor, kan man ikke fjerne mandage. 

Jeg havde faktisk ikke så meget at give mig til, på sådan en halv kedelig, grå mandag. Ikke andet end at være ved at pisse i bukserne over, at politiet hele tiden kommer tættere på mig. Jeg burde flygte, men jeg var lænket til det her sted. Desuden, så nyttede det ikke at flygte fra ens problemer, lige med undtagelse af det her. Det var et rimlig stort problem. 

Jeg lå bare i min ny redte seng og gloede op i det hvide loft. På sådan en mandag, var der ikke ret meget arbejde. Der var kun kasinoet, der blev flittigt besøgt, hver dag. Jeg havde egentlig ikke nogen særlig tjans i aften, jeg skulle bare rende rundt og sørge for, at folk brugte deres penge.  

Jeg satte mig op med et suk og gik med slentrende skridt, hen til mit sminkebord, hvor jeg lod mig dumpe ned på stolen og lod mine knyttede hænder støtte mit hoved, med albuerne på bordet. Man var begyndt at kunne se de mørke udgroninger i toppen af mit hår, hvilket vel betød, at jeg snart skulle ha' det farvet igen. Men lige nu kunne alt egentlig være ligemeget. 

Politiet var på sporet af mig og synes at komme tættere og tættere på, for hver dag der går. Nyhederne har altid et eller andet at supplerer op med og nu har de fandme også fundet ud af, at jeg befinder mig her i Miami. 

Jeg havde nær sprunget helt op i loftet, da nogen bankede på det smalle kældervindue. Jeg sank hurtigt en klump og kunne allerede mærke nervøsiteten. Hvad nu, hvis det var panserne? Hvad hvis de havde fundet mig? 

Jeg rejste mig forsigtigt op og listede mig hen til ruden, hvor jeg fik øje på ingen ringere end Harry. Han smilede stort til mig, da han så mig og gjorde tegn til, at jeg skulle åbne vinduet. Faktisk, så havde jeg ikke lyst til at åbne vinduet. For min skyld, så kunne han lige så godt bare blive ude i regnen, han er jo allerede gennemblødt. 

Desværre er jeg meget letpåvirkelig, så jeg gik hen til vinduet og stillede mig let på tær, så jeg kunne åbne vinduet for ham. Han møvede sig ind og landede på mit gulv med et bump, så jeg blev nød til at tysse på ham, hvilket han blot grinede af. 

"Harry, hvad fanden laver du her? Hvordan fandt du mig?" Spurgte jeg hurtigt og gik hen og låste min dør, så der ikke lige pludselig kom en brasende ind, for her vader man bare ind og ud hos hinanden. 

"Jeg blev nød til at se, om du var okay" Jeg lod et blidt suk forlade mine læber. 

"Hvordan fandt du mig? Hvordan vidste du, jeg var her?" Harry trak på skuldrene og kørte en hånd igennem hans drivvåde hår. 

"Jeg måtte jo prøve alle vinduerne, desuden fortalte du jo, at i befandt jer her på hotellet, så kælderen var det første og mest indlysende sted, jeg ville lede" Jeg rullede med øjnene af ham og rakte ham et håndklæde fra mit skab. 

"Fint, nu har du tjekket til mig, nu kan du gå igen" Sagde jeg ligeud og koldt, inden jeg vendte mig imod ham igen med krydsede arme. 

"Høre, Jade; Politiet er på sporet af dig, de er så tæt på at finde dig, hvorfor ikke bare overgive dig, komme tilbage til dit gamle liv, du havde jo et godt liv" Jeg slog irriteret ud med armene og kørte træt en hånd igennem mit hår. 

"Fordi jeg ikke vil tilbage! Okay, du fatter det bare ikke, gør du vel? Ja, jeg havde et godt liv - på ydersiden. Alle ville bestemme over mig, bestemme hvad jeg skulle gøre, hver gang jeg kom hjem med en dårlig karakter, kunne jeg se skuffelsen malet i deres øjne. De ville ha' jeg skulle læse jura, medicin og hvad fanden det nu ellers var, men det gider jeg ikke! Jeg kan ikke klare, at folk skal bestemme over mig, jeg ville være pole dancer, de holdt min drøm tilbage, her udlever jeg den -"

"- Du går jo i seng med mænd for penge!" Afbrød han, hvilket kun fik mit pis mere i kog. 

"Jeg er ikke en luder Harry! Jeg er pole dancer, kan du ikke fatte det? Jeg har aldrig gået i seng med nogen for penge, jeg danser" 

"Nej, måske fatter jeg det bare ikke, men i mine øjne havde du alt, hvad har du her? Jade jeg..."

"Gå Harry" Sagde jeg hårdt og vendte mig væk fra ham, jeg kunne ikke se ham i øjnene, han fattede ikke mine valg, han kunne ikke se, hvad jeg gerne ville og jeg elskede det jeg lavede nu, så var det hans egen skyld. 

"Men..." Hørte jeg ham forsigtigt sige. 

"Gå" Beordrede jeg. Jeg kunne fornemme hans blik, der lå i nakken på mig, jeg kunne høre hans skridt imod vinduet og kunne kort tid efter mærke den kolde vind, der susede ind i rummet, hvilket var tegn på, at Harry havde åbnet det. 

"Jeg elskede dig Jade" Var det sidste han sagde, inden jeg kunne høre vinduet smække i. Jeg var ikke hurtigt nok, da jeg vendte mig om, var han væk. Jeg kunne mærke de små tårer i mine øjenkroge, der forsigtigt pressede sig vej frem og løb ned af mine kinder. Hans ord var ikke virkelige for mig. Elskede han mig? Det har han aldrig sagt noget som helst om. 

Jeg kunne mærke en svag rysten i hele min krop, inden jeg faldt sammen på gulvet og lod tårerne få frit løb. Han elskede mig? Jeg kunne ikke forstå det... 

Pludselig lagde mine øjne sig på et hvidt stykke papir, der lå på gulvet. Et brev, han må have efterladt det, tabt det med vilje. Jeg rejste mig forsigtigt op og rakte ud efter det, imens jeg forsøgte er kontrollere mine tårer. Jeg dumpede ned på min seng og lod mine smalle fingre åbne brevet, inden jeg trak et hvidt stykke papir op. Det var fra Harry, det kunne jeg se på håndskriften. Utroligt nok, var brevet ikke lige så gennemblødt som resten af ham havde været. Han havde nok haft det inde i jakken. 

"Kære Jadelyn, eller Jade, som jeg altid har kaldt dig. 

Jeg skriver det her brev til dig, egentlig for at lægge det på din grav. Hvis du var klar over, hvilken smerte jeg går igennem, da jeg fik meddelt, at du ikke havde klaret det, det var... Et mareridt, nok mit værste mareridt, der blev til virkelighed. Jeg føler virkelig, at jeg aldrig har haft muligheden for at fortælle dig, hvad jeg føler for dig. Og nu er du død... Ordene er hårde for mig at sige, selv svære at skrive. 

Jeg ville ønske, du stadig var her, du var den eneste person, jeg kunne snakke om alt med. Du har altid været der for mig, jeg har altid været der for dig. Vi har været igennem alt sammen og jeg ville virkelig ønske, at vi stadig kunne være sammen. Jeg ville dø for at se dit smil igen, hører dit grin, bare røre dig... Ting, jeg aldrig nogensinde vil kunne opleve igen. 

Nu vil jeg bare sige det til dig: Jade, jeg elsker dig. 

Jeg havde håbet, jeg en dag kunne mande mig op og sige det til dig face to face, men det har jeg været for svag til. Jeg var bange for, at du måske ikke følte det samme for mig. Nu har jeg slet ikke muligheden for at spørge dig, jeg havde håbet, vi skulle være sammen for altid. 

Sådan skulle det åbenbart ikke være. 

Jeg håber virkelig, du har det godt, der hvor du er nu. Himlen har fået en ny og helt igennem fantastisk engel. 

Din forevigt: Harry" 

Jeg kunne mærke hele min krop ryste, da jeg lagde brevet fra mig. Det var ikke et brev af nyere dato, han havde skrevet det kort efter min død og havde tænkt sig at give det til mig nu, hvor jeg bare afviste ham koldt. Han havde følelser for mig og efter hvad jeg kunne læse, var det stærke følelser. 

Tårerne, jeg ellers havde fået kontrol over, styrtede igen ned af mine kinder, da jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Hvad havde jeg dog gjort? 

 


 

"Du ser godt ud i dag!" Jeg smågrinede lidt af Candys kommentar, inden jeg samlede nogle af de tomme glas sammen og stablede dem op på min bakke.

"Gjorde jeg ikke det i går?" Spurgte jeg med et snedigt smil, så hun udgav en eller anden forfjamsket lyd og hjalp til med glassene. Klokken var godt og vel fire, hvilket betød vi havde lukket kasinoet for cirka en halv time siden og nogen skulle jo gøre rent, og idag havde mig og Candice fået den ære (mærk ironien) 

"Du ved hvad jeg mener" Hun tørrede et par stole af, inden hun vendte sig hen imod mig igen. "Hvem havde du besøg af i går?" Jeg rynkede forsigtigt panden og kneb mine læber hårdt sammen.

"Er du den eneste, der hørte det?" Spurgte jeg desperat, da jeg virkelig ikke håbede på, at nogen som helst havde hørt mig og Harrys skænderi igår. Hvis Jack havde hørt det, var jeg så død. 

"Relax dear, Jack høre intet, han var vidst ikke engang på hotellet igår" Hun trak hurtigt på skuldrene og fortsatte med hendes rengøring og nysgerrige blik i min nakke. "Nååår, hvem var det så?" Hun vred kluden op og fangede mine øjne, så jeg umuligt kunne undgå dette emne. Jeg blev nød til at svare hende, men hun var vel også min bedste veninde, så det ville da ikke skade, ville det? 

"Øøøh..." Startede jeg ud og stillede et par glas mere ned i opvaskemaskinen. "Harry" Sagde jeg hurtigt og håbede faktisk inderligt på, at hun ikke havde hørt det, men hendes ansigtsudtryk sagde noget komplet andet. 

"Harry!? Er du skingrende skør? Han kan da ikke bare komme her, tænk hvis han sladre? Hvordan ved han overhovedet vi er her?" 

"Candy, han kan holde på en hemmelighed, han har ligesom ikke afsløret mig endnu, vel? Og... Så aner jeg ikke, hvordan han fandt frem til kælderen, han er ikke så dum som han ser ud til" Et dæmpet grin forlod mine læber samtidig med, at jeg smækkede lågen til opvaskemaskinen i, så det gav en lille genklang i det gamle lokale, som jeg var rimlig sikker på, var hjemsøgt. 

"Så siger vi det" Hun trak på skuldrene og hældte rengørings vandet ud i vasken og hang kluden over vandhanen, inden hun vendte sig imod mig igen. "Men se det i øjnene Jade, han vil altid hellere ha' dig hjem i sikkerhed, end at lade dig gå igen" Og med de ord vendte hun rundt på hendes høje stilethæl og kort tid efter, forsvandt hun ned af trappen til kælderen. Hendes ord havde sat sig dybt i mig, så min kæbe faktisk rystede en smule. Hun havde jo ret. Han ville jo altid hellere have mig hjem i sikkerhed, hvor han kunne være sammen  med mig, end at miste mig igen. 

Hvor havde jeg dog været dum, hvordan kunne jeg overhovedet tro, at han kunne holde på det? Med mindre han er komplet åndsvag, vil han jo sige det og det må jeg forhindre. 

Jeg bed mig hårdt i underlæben og bandt en knude på skrældeposen, inden jeg gik imod udgangen, for at smide den i containeren. Jeg lod den store glasdør glide op, inden jeg med hurtige skridt gik om i baggården og åbnede låget til containeren, hvor jeg lod skraldeposen dumpe ned og forsigtigt lukkede lågen i efter mig. Jeg vendte mig om med et tungt suk, hvor jeg fik øje på en mørk skikkelse godt og vel ti meter væk fra mig. 

"Hvem der?" Spurgte jeg hurtigt og kunne mærke mit hjerte, der pumpede hårdt i mit bryst. Den mørke skikkelse tog et skridt frem, så lyset nåede hans ansigt. 

"Kan du slet ikke kende mig, Jadelyn" Luke. Mit hjerte gallopperede derudaf, da han tog forsigtige små skridt hen imod mig og kort tid efter, var mindre end en meter fra mig. "Jeg har ledt efter dig" Han lod hans fingre strejfe min kæbe, så hele min krop rystede. Sidst jeg så ham, endte det virkelig ikke godt. Han var stamkunde på kasinoet og så sig åbenbart forelsket i mig og da jeg afslog ham blev han så vred, at det endte det ud i, at kasinoet blev til en skydebane, to showpiger og tre uskyldige blev dræbt. 

"Hvor kender du mit navn fra?" Spurgte jeg med rystende stemme. 

"En lille smule research, Kitty, det havde jeg jo massere af tid til i fængslet" Sagde han med et snedigt smil. 

"Hvorfor er du allerede ude?" Spurgte jeg hurtigt. Han burde først være ude om lang, lang tid. 

"Det er en lille hemmelighed" Sagde han med et lumsk grin, så han blottede den gule tandrække. "Jeg kender din identitet, Jadelyn, jeg ved, at dit rigtige navn ikke er Kitty Montgomery, men Jadelyn Faith Parker" Han tog et skridt tættere på mig, så hans krop snittede min og hans hånd forsigtigt kørte op og ned af min hals. 

"Hvad vil du?" Spurgte jeg hurtigt og kunne mærke de små tåre, der pressede sig sin vej frem, som jeg med en smule selvkontrol, kunne holde tilbage. 

"Jeg ville færdiggøre det, jeg ikke fik gjort sidst og hør nu godt efter: Enten hjælper du med mig, undgår at blive afsløret overfor hele den verden, der leder efter dig og du undgår, at nogen bliver dræbt. Eller jeg afslører din identitet, dræber dig og alle, du holder af" Jeg kunne mærke mit hjerte pumpe hurtigere og hurtigere, hvis det overhovedet var muligt. "Når ja, og jeg vil personligt sørge for at gøre det lige foran dine øjne, og jeg tror vi starter med Harry" Det gav et sæt i mig, da han nævnte Harrys navn. 

"Lad ham være" Hvæsede jeg og få sekunder efter, slyngede en lussing imod hans kind, så han hurtigt trak sig væk fra mig. Jeg løb, så hurtigt jeg overhovedet kunne, hen til glasdøren, hvor jeg kunne komme ind og i sikkerhed, men den var låst. Hele min krop rystede, da jeg kunne se Luke komme tættere. Jeg bakkede et par skridt, inden jeg løb igen. 

"Du må hellere stoppe!" Råbte han efter mig, men jeg blev ved med at løbe, lige indtil jeg mærkede noget tage fat om min albue og slyngede mig imod nærmeste mur og fik mig til at udgive et højt hvin. "Jeg sagde det jo" Jeg tog mig forsigtigt til hovedet og kunne mærke blod. 

"Hvad vil du?" Hulkede jeg og havde ikke længere kontrol over mine tårer. De fik bare frit løb. 

"Du har noget, som jeg vil ha' - en halskæde" Jeg så lidt forvirret på ham og holdt hånden oppe ved mit hoved. "En halskæde med et kors, hvor der står en sætning på latinsk i bag" Min halskæde, hvad vil han med den?

"Hvad skal du bruge den til?" Hulkede jeg.

"Det rager ikke dig, du får til imorgen, eller jeg vil personligt sørge for, at alle du elsker, vil blive dræbt, en efter en"

"Jeg har ikke den halskæde!" Udbrød jeg, hvilket fik ham til at træde lidt tættere på mig og derved pressede mig op ad muren. 

"Hvor er den?" Spurgte han hårdt.

"Jeg ved det ikke, jeg har ikke haft den i over et år" Det var løgn, jeg vidste udmærket godt, hvor den halskæde var. Harry, jeg havde givet den til Harry. 

"Du lyver, og du får til klokken 16, ikke senere, ikke før, ellers ved du, hvad der kommer til at ske. Du er der med den halskæde på Sct. Pierres hotel, værelse 215 - på slaget" Og med de ord, trådte han væk fra mig og efterlod mig alene. Mine øjenlåg blev tunge, mine hulk højere og min smerte i hovedet tog til, inden alt omkring mig blev tåget og kort efter, helt mørkt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...