Seeking Jadelyn | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Færdig
De troede hun var død, men det hele var bare en løgn. Hun flygtede, flygtede til Miami, skiftede identitet og startede hendes nye liv. Bag hende havde hun fortid, hun bare ville glemme, hvilket var hele grundlaget for, at hun flygtede fra den lille by Holmes Chapel. Idag finder man hende i Miami's natteliv. Hendes flugtplan gik fuldstændig efter hendes hoved, lige indtil der pludselig, et år senere, står et alt for velkendt ansigt, lige foran hende. Et ansigt, hun aldrig troede, hun skulle se igen og pludselig sætter det hele over styr, som hendes nye verden og identitet krakelerer stykke efter stykke og hendes forældre har fundet ud af, at deres elskede datter, alligevel ikke er død. Men vigtigst af alt: Vil Jadelyn nogensinde komme hjem igen?

49Likes
16Kommentarer
2681Visninger
AA

2. "Hvad hedder du?"


Lyset havde efterhånden overtaget Miami - nattelyset. Eller som mange andre kalder det; Nattelivet. Det var jo efterhånden ved at være lidt sent og jeg havde alt for travlt. Jeg skulle være oppe i baren om ti minutter og jeg havde ikke engang krøllet mit hår endnu. Nu er det heller ikke fordi jeg har det tykkeste hår, man stadig, at glatte hår alene er ikke altid det, der er det letteste. 

"Fem minutter" Jack stak hovedet ind i mit værelse, hvilket afslørede mig kun i undertøj. Men jeg var egentlig ligeglad, det var efterhånden en vant til for mig, så det ragede mig ikke så meget. Det er jo også bare ligesom at være på stranden om sommeren, jeg kan ikke forstå forskellen. 

Alle piger er så pjevsede med, om drenge ser dem i undertøj, men ligeså snart de er på stranden, så kan de godt flashe lidt hist og her, fordi "det er jo en bikini" bradr, jeg kunne brække mig. Jeg nikkede hurtigt og Jack lukkede døren efter sig. Jack var ham der styrede os stakkels tøser på klubben, der ikke havde noget liv. Eller, jeg havde jo et liv, det her var mit liv og jeg var glad for det, som det var. Jeg havde jo i bund og grund selv valgt det og det gav gode penge. 

Jeg droppede at krølle mit hår, da jeg simpelthen ikke havde tid til det, og her, der skulle man være de anviste steder til tiden, ellers gjorde man bare sig selv rimlig upopulær. Og da jeg i aften havde tjansen som bar pige, så var det ekstra vigtigt jeg var der til tiden. 

Jeg trak den lille kjole ned over min krop og for at være ærlig, så kunne jeg ligeså godt slet ikke ha' haft den på. Den var utrolig lårkort og havde en dyb v-udskæring i ryggen. Jeg puffede mit hår en smule op, rettede på min makeup og trådte ned i et par sorte stiletter, jeg lynhurtigt ville få ondt i fødderne af. Men det var der egentlig ikke noget at gøre ved, det var en hård branche, som jeg inderst inde brændte for. Jeg elskede det jeg lavede og i nogens øjne virkede jeg måske billig, men det her var min passion og jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad de sagde. 

Desuden, så gikjeg ikke i seng med folk, jeg var pole dancer. 

Da jeg var tilfreds med mit udseende, forlod jeg det lille rum, kaldet mit værelse. Som jeg bevægede mig længere og længere ned af den smalle gang og flere og flere piger kom myldrende forbi mig i deres lette påklædning, blev musikken højere og højere og til sidst var bassen så tydelig, at jeg næsten allerede havde hovedpine. 

Vi befandt os på et kasino ved navn Plaza med tilhørende hotel. Kasinoet og natklubben åbnede om aftenen og allerede et minut efter dørene var blevet åbnede, strømmede der allerede festglade mennesker ind. 

Jeg gik om i bag baren, hvor jeg skulle tilbringe en del af min aften, inden jeg blev skiftet ud. "Kitty!" Jeg hørte nogen kalde på mig, Kitty, det var mit dæknavn, kunstnernavn om man kunne sige det sådan. Jeg blev kaldt Kitty af alle, da jeg havde bildt alle ind, at jeg hed Kitty. Kun få kendte til min hemmelighed, heriblandt Candice og Jack. Det er vidst også de eneste. 

Mit blik landede på en herre sidst i tyverne. Han var stamkunde her og jeg var rimlig sikker på, at han var ludoman. Han brugte i hvert fald flittigt sine penge på alle de spillemaskiner, som man alligevel ikke havde nogen som helst chance for at vinde over, alligevel. 

Det var en af de mange hemmeligheder - man kunne ikke vinde. De var der kun for at trække penge ud af folk, så de blev mere og mere desperate for at vinde i dem og satsede flere og flere penge. 

Men sådan var det, ærgeligt for alle de dumme mænd, der allesammen - i hvert fald stamkunderne -  har opdrevet en kæmpe gæld ved at spille her fast, hver aften. Nogle af de eneste spil man kan vinde i her, er dem man selv laver eller kortspillene. 

Ellers bruger de kun pengene på escortpigerne og på at være ludomaner. 

"Halløj Patrick" Hilste jeg. "Hvad skulle det være?" 

"Det sædvanelige" Smilede han flirtende, så jeg forsigtigt smilede tilbage til ham. Han ragede mig virkelig en skid, jeg syntes han var ulækker, men det kunne jeg jo ikke stå og sige til ham. Det var ikke det, der var mit job. Jeg miksede den sædvanelig drink sammen til Patrick med ekstra alkohol, som han ville ha' hver gang. Jeg vendte hurtigt rundt på hælen og stillede den foran ham. "Nååår, så du er i baren i aften?" Spurgte han flirtende og tog en slurk af sin drink. Jeg nikkede hurtigt. 

"Det ser sådan ud, ikke?" Smågrinede jeg og tog imod pengene, som Patrick langede ind over disken. "Og du er i byen i aften?" Spurgte jeg lidt efter. Det var egentlig ikke et spørgsmål jeg behøvede at stille, for han sad jo lige foran mig og så var det heller ikke ligefrem fordi det var noget nyt, at han var her. Han var jo stamkunde og brugte alle de penge han ikke ejer, på at spille. Ikke underligt, han ikke har en kæreste. 

"Det er vel ikke noget nyt" Grinede han dæmpet og stillede det halvtomme glas ned på bordet igen, efter at ha' taget en ordentlig slurk. "Får jeg et show i aften?" Spurgte han charmerende, hvilket blot fik mig til at fnyse lidt af ham. Det fik han aldrig, men han blev ved med at prøve. Han havde vidst lidt et crush på mig, eller, det var rimlig tydeligt. Candice havde også engang fortalt mig, at han havde spurgt hende, hvad koden til mig var. 

Jeg lavede show for folk, men jeg gik aldrig i seng med dem, hvilket jeg vidste, var det Patrick pønsede på. Desuden, så har han ikke en særlig rar adfærd, når han er for fuld. 

Jeg lod et lille suk forlade mine læber, inden jeg tørrede et par glas af og stillede dem på plads. "Plejer du det?" Patrick rystede irriteret på hovedet. "Når, men jeg har travlt, jeg kan ikke sludre med dig hele tiden" Jeg havde jo mit job at tage mig til og det var altså ikke kun at snakke med Patrick, hvilket også var det, jeg virkelig helst ville være fri for. 

"En tequila" Hørte jeg pludselig en lys stemme sige, men for mørk til at være en pige. Jeg vendte min opmærksomhed imod en fyr i starten af tyverne, brunhåret og grøn grå øjne. Eller, det var i hvert fald hvad lyset i rummet gjorde dem til. Jeg nikkede hurtigt og tog et glas, som jeg lynhurtigt fyldte med tequila. "Hvad er dit navn?" Spurgte han, hvilket fik min bevægelse til at stoppe og min krop til at stivne. Jeg vidste godt, hvem der sad foran mig. Louis Tomlinson, ven med Harry Styles. En Styles, jeg kender alt for godt og hvis Louis er her, hvem siger så ikke også, at Harry er her. 

Pointen i det her er bare, at Louis kender mig. Han kender mig som Jadelyn, Harrys bedste veninde, døde veninde. Han kender mig ikke som Kitty, pole danceren, og da han spurgte om mit navn, var jeg utrolig bange for, at han kunne genkende mig. "Øhm, Kitty" Svarede jeg hurtigt og sank den klump, der havde samlet sig i min hals, som jeg fuldførte bestillingen ved siden af Louis. 

"Kitty..." Louis smagte lidt på ordet, inden han tog en tår af sin tequila. "Du ligner bare en jeg kender... Kendte" Sagde Louis hurtigt, hvilket jeg rystede svagt på hovedet af. 

"Det er umugligt" Louis nikkede og bundede glassets indhold, inden han stak mig nogle penge. 

"Ja, hun er jo død" Mumlede Louis, men højt nok til, at jeg kunne høre det. 

"Det er jeg ked af -" Mere nåede jeg ikke at sige, før en lyshåret fyr stod i bag ham og gav ham et klap på skulderen. 

"Kommer du mate, vi skal videre" Louis nikkede og rejste sig fra barstolen. Da den lyshårede fyr, som jeg kendte som Niall Horan, sagde de skulle videre og tydeligvis ikke havde lagt mærke til mig, lettede det en tung sten fra mit hjerte. 

"Vi ses Kitty, det var hyggeligt at møde dig" Jeg nikkede svagt og trak lidt i den ene mundvige, inden jeg betragtede ham forlade natklubben sammen med Niall. Hvad laver de her? Hvad laver de her, i Miami!? Jeg troede jeg kunne være fri for dem, jeg troede, det var sidste gang jeg havde set dem, men fandme nej. 

Det her er ikke godt, slet ikke godt. 

Okay, slap af Jadelyn. 

Tag en dyb indånding. 

Arbejd videre. 

Der er jo ikke nogen der siger, at de kommer tilbage igen. Desuden, så var det jo ikke Harry, det var bare Louis og Niall og Niall lagde nærmest ikke mærke til mig alligevel. 

 


 

Endelig! Jeg smed hurtigt mine stiletter, lige så snart jeg var kommet ind på mit værelse. Det havde faktisk ikke været en særlig travlt aften og jeg fik fri allerede klokken tolv, så det var egentlig bare luksus. Jeg lod den lille kjole glide over min krop, inden jeg trak t-shirten over mit hoved og satte mit hår op i en rodet knold, da det bankede på døren. 

"Kom ind!" Råbte jeg og gudskelov, til mit store held, var det bare Candice. Hun havde vidst haft fri i aften, så hun havde vel bare ventet på, at jeg også fik fri. Der er jo ikke så meget at lave her, når man altså ikke arbejder. 

Det var heller ikke alle, der boede her, men nogle få stykke af os gjorde. Det var for det meste os der havde det som et fast job, eller som mig, der ikke havde andre steder at være. Jack tog også piger ind og optrænede dem, hvis de fx var løbet hjemmefra eller lignende. Han sørgede for at få ændret vores navn, givet os nye pas og farve vores hår. Jeg havde forhen brunt hår, men det var nu blevet blond, hvilket jeg havde det helt fint med. Jeg syntes det klædte mig. 

Candice selv, var stukket af hjemmefra. Hendes mor var alkoholiker og var vidst ikke så sød ved hende. Faren har hun aldrig kendt, men hun har bare altid bildt mig ind, at det var et One Night Stand der gik galt og hendes mor opdagede det forsent til, at der kunne gøres noget ved det. 

Candice var naturligt sort håret, hun havde spanske rødder, men hendes hår var blevet farvet mørke rødt og hun havde fået blå kontaktlinser, ellers ville hun være for genkendelig. Hun hed førhen Adalia, Adalia Bocelli, men gik nu under navnet Candice Jenner. 

Candice trådte ind på mit værelse og lukkede omhyggeligt døren efter hende. "Gudskelov du har fri, jeg aner ikke, hvad jeg skal slå tiden ihjel med" Smågrinede hun, som jeg stod og fjernede min makeup.

"Så snak med mig" Jeg så mig hurtigt over skulderen og sendte Candy, som jeg kaldte hende, et hurtigt smil, inden jeg vendte tilbage til mit spejl og fjernede den sminke, der havde dækket mit ansigt hele aftenen. Jeg tog de blå kontaktlinser ud, så mine avokado grønne øjne kom til syne og lukkede den lille æske, så de ikke blev væk. 

"Det var også det jeg kom for" Candy satte sig ned på min seng, imens jeg gik rundt og rodede lidt op i alt mit rod. "Har du set den nye udsendelse i fjernsynet?" Jeg vendte min fulde opmærksomhed imod hende, imens jeg lagde en trøje sammen og rystede på hovedet. 

"Nej, det tror jeg ikke. Jeg har haft ret travlt de sidste par dage" Candy rakte ud efter min fjernbetjening og tændte for fjensynet. 

"Det hedder De forsvundne børn og du er med" Jeg vendte mig rundt i en lynhurtigt bevægelse og stirrede brat på Candy. ​

"Hvad? Men, jeg er jo død, jeg er jo ikke forsvundet" 

"Faktisk..." Startede hun ud, inden hun rejste sig fra sengen og gik hen til mit natbord, hvor gårsdagens avis lå og kastede den til mig, så den landede foran mig, med forsiden opad. "- Dine forældre betalte nogen for at grave din kiste op og opdagede, at den var tom. De gik efterfølgende til hospitalet og fandt ud af, at du var blevet udskrevet en time efter de havde sagt forvel til dig. Jade, de ved, at du lever" Hendes ord gav genklang i mit hoved, men de passede. Det stod sort på hvidt på avisens forside og i baggrunden kørte mysteriet om den forsvundne Jadelyn Parker. '

De vidste, jeg var i live. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...