Seeking Jadelyn | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Færdig
De troede hun var død, men det hele var bare en løgn. Hun flygtede, flygtede til Miami, skiftede identitet og startede hendes nye liv. Bag hende havde hun fortid, hun bare ville glemme, hvilket var hele grundlaget for, at hun flygtede fra den lille by Holmes Chapel. Idag finder man hende i Miami's natteliv. Hendes flugtplan gik fuldstændig efter hendes hoved, lige indtil der pludselig, et år senere, står et alt for velkendt ansigt, lige foran hende. Et ansigt, hun aldrig troede, hun skulle se igen og pludselig sætter det hele over styr, som hendes nye verden og identitet krakelerer stykke efter stykke og hendes forældre har fundet ud af, at deres elskede datter, alligevel ikke er død. Men vigtigst af alt: Vil Jadelyn nogensinde komme hjem igen?

49Likes
16Kommentarer
2702Visninger
AA

3. "Han giver da heller aldrig op..."

Mørket lå stadig over Miami og det var vel fordi, at klokken ikke var ret mange. Jeg havde bare lægget og vendt og drejede mig hele natten og jeg anede ærlig talt ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Mine forældre havde fundet ud af, at jeg var i live, at jeg ikke var død. De leder efter mig og det er ikke ligefrem fordi, at de ikke har nogen penge, så de har garanteret også hyret en eller anden agent eller noget. Det ville ikke komme bag på mig, hvis de havde. 

Og pga. min uro, befandt jeg mig lige nu aller øverst på denne enorme bygning, helt oppe på taget. Her sad jeg nogen gange, hvis jeg havde brug for at tænke eller på en eller anden måde, havde brug for at være alene. 

Her var dejlig fredeligt og udover mig, var der kun Candy, der vidste, hvordan man kunne komme herop. Nu boede der heller ikke så mange af os her, cirka en 10-15 stykker og vi havde allesammen en grund. Vi opholdt os faktisk ulovligt, men vi havde endnu ikke prøvet et politibesøg, da de bare troede, at det her var et sted som alle de andre. 

Men det var det ikke, lang fra. Det her var et sted, hvor man kunne søge hen og ulovligt få skiftet sin identitet, hvis Jack godkendte det. Det gjorde han somregelt, hvis han var sikker på, vi ikke løb af med det eller på en eller anden måde var "undercover" Vi skulle kunne bevise det, men det var heller ikke så mange der kendte til dette lille sted, kaldet "Plaza's undercovers" 

De fleste var kunnet kommet her, fordi Jack havde stødt på dem, et eller sted, hvor de havde været fuldstændig lost, sultne og bare i bund og grund havde brug for noget hjælp. 

Det var også sådan, jeg kom hertil. Det regnede og jeg søgte ly i deres baggård, da Candy fandt mig og tog mig med til Jack. Jeg husker det tydeligt. 

Men her, jeg har bestemt intet at klage over. Jeg gør det, jeg hele tiden har drømt om - jeg dyrker min livsstil, som jeg ikke kunne formå at gøre det derhjemme i den lille by, jeg kom fra. Grundlaget for hele min flugt, er en lang historie. Det var en spontan beslutning, som jeg langt fra har fortrudt. Jeg har det præcis, som jeg altid har ønsket det, hvilket i nogens øjne virker grotesk eller langt ude, for hvordan, som pole dancer og show girl, kan man have det liv, man altid har drømt om? 

Det er en lang historie, der er svær at forklare, men jeg har det som jeg vil ha' det og så må folk respektere det eller lade hver. Jeg er egentlig ligeglad, så længe jeg selv er glad. 

Det blev lysere og lysere udenfor, som solen stod højere og højere på himlen. Bilerne begyndte forsigtigt deres morgentrafik i Miami's gader og klokken var nok ikke meget mere end otte. Det var tidligt, alt for tidligt og jeg burde egentlig ligge og sove lige nu. Jeg ved jo ikke, hvornår jeg kommer i seng igen. Det ved man aldrig, nogen gange arbejder man flere døgn i streg, andre gange arbejder man næsten ikke. Det svinger meget og jeg har da prøvet at være her på de travle dage. Jeg fik næsten ikke noget søvn i en hel uge. 

Men når det så er sagt, så må jeg vel hellere til at komme tilbage. Jack får et flip, hvis han opdager, at jeg ikke er der, når han går sin daglige morgen runde. 

Med lette og elegante skridt, smuttede jeg ned af trappen og ind i bygningen, inden jeg småløb ned til kælderen, hvor mit værelse lå. Kasinoet og natklubben lå på stueetage og vores værelser lå i kælderen for intet skulle blive opdaget. Det er næsten ligesom Anne Frank, her er nazisterne bare blevet skiftet ud af politiet i stedet for. 

Jeg skyndte mig ind på mit værelse, igennem mit vindue og nåede næsten kun lige at lægge mig i sengen, da døren gik op og Jack stak hovedet ind. "Godmorgen Kitty, sådan som det ser ud idag, så har du fri indtil i aften" Jeg nikkede hurtigt og Jack lukkede døren efter sig, men den blev kort tid efter åbnet igen af Candy. Hun gik hurtigt ind på værelset og gik og satte sig i fodenden af min seng. 

"Godmorgen" Sagde hun, hvilket fik det til at trække lidt i min ene mundvige. "Har du sover godt?" Spurgte hun og gik med langsomme skridt hen til mit sminkebord og studerede hver og en lille ting, som hun faktisk altid gjorde. Det var vel bare hendes ting, på en eller anden måde. 

"Mhm.. Fint, tror jeg" Jeg slog dynen væk fra mine ben og gik hen til vinduet, som jeg hurtigt åbnede, så der kunne komme noget frisk luft ind, det var ikke specielt stort, da vi jo befandt os i kælderen, men stort nok til, at man kunne smutte ind og ud. Jeg aner ikke, hvordan jeg havde båret mig ad, men jeg havde formået at lukke vinduet igen efter mig, da jeg satte mine fødder på værelset igen. "Hvordan ser dine arbejdstider ud idag?" Spurgte jeg og satte mig op i vinduskarmen. 

"Lidt ligesom igår, jeg har fri hele dagen, men skal arbejde i aften, så derfor tænkte jeg -" Startede hun ud og gik hen til mit klædeskab, som hun hurtigt åbnede og hev min lyserøde sommerkjole ud og kastede hen til mig, som jeg kun lige greb med nød og næppe. Det havde altså været en dyr kjole. "- At vi kunne shoppe i dag, det er så lang tid siden, vi har gjort det" Jeg nikkede kort og sendte hende et lille smil. Jeg havde stadig ikke fået gårsdagens løn, så den kunne jeg vel godt bare snuppe på vejen. Huslejen, træningen og maden vi spiste her, var nemlig gratis, så derfor gik de fleste af mine penge til tøj, sko, showtøj eller sminke. 

"Okay, lad os det - 10 minutter" Candy sendte mig et stort smil og nikkede, inden hun forlod værelset for selv at klæde sig på. Siden hun havde kastet den lyserøde kjole hen til mig, kunne jeg næsten gætte mig frem til, at hun ville ha' mig til at tage den på. 

 

 

Jeg var rimlig sikker på, at der altså ikke var gået ti minutter endnu, da Candy stak hovedet ind og allerede var klar. Klokken var kun lidt over ni, så de fleste butikker var ikke åbne endnu, men det var nu også meget hyggeligt, bare at gå og snakke. Vi befandt os lige nu på Miami Beach, en af de smukkeste strande jeg nogensinde har oplevet. Allerede på denne tid af morgnen, var der fuld af menneskeliv. Store som små løb og legede i sandet og pjaskede rundt i vandet. 

"Nåååår, er der noget specielt der skete på arbejdet igår?" Jeg flyttede mit blik fra det glinsende blå hav og hen på Candy. Grunden til, at jeg kaldte hende Candy, der var kæle navnet for Candice, og ikke Adalia var, at Candy havde været her, lige fra jeg flyttede ind og jeg havde altid kendt hende som Candice, så derfor faldt det mig mest naturligt at kalde hende Candy eller Candice i stedet for Adalia eller Ada. 

"Ikke rigtig, ikke andet end Patricks daglige scorerutine" Jeg lod et dæmpet grin forlade mine læber, som Candy var fuldt med på og lod nogle små fnis slippe ud. 

"Han giver da heller aldrig op..." Mumlede hun og smilede forsigtigt ned i sandet. 

"Når ja, så er der også... Louis" Sagde jeg hurtigt og slog mine solbriller ned. 

"Louis? Som i Louis Tomlinson? Hvad laver han her?" Spurgte hun. Hun kendte min historie og kendte til alle tingene i bag, så hun vidste udemærket godt, hvad jeg havde haft med de drenge og mit forhold til dem. 

"Gid jeg vidste det, men han var ikke alene. Niall var der også og det eneste jeg tænker på er, hvis de var der, hvad forhindre så ikke, at Harry også er her og når det så er sagt, så ved han sikkert også, at jeg ikke er død og Harry kan kende mig, selvom jeg har fået den her make over. Han har altid kendt mig og kender mig helt ind til benene!" Okay, det kom ud i en lang køre og jeg håber virkelig, at Candy bare fik lidt med af min lange talestrøm. 

 

"Jeg kan ikke fatte det!" Jeg greb hurtigt fat i avisen foran mig og tyrede den ind i væggen, med al den fart og styrke, jeg overhovedet kunne præstere, inden jeg sank sammen på sengen igen og begravede mit ansigt i mine hænder. De bitte små tåre, løb forsigtigt ned af mine kinder. 

Jeg var oprevet. Jeg vidste ærligtalt ikke, hvad jeg skulle gøre med mig selv i dette øjeblik. Jade var i live, hun havde løget, flygtet... Forladt os alle sammen tilbage i troen om, at hun var død. 

Og jeg aner virkelig ikke, hvordan og hvorfor hun gjorde det. Hun havde jo ikke noget at være bange for, hendes forældre har altid givet hende alt, hun havde nogle fantastiske veninder. Jeg var knust, da jeg fandt ud af, at hun var død, hvilket hun så åbenbart ikke var alligevel... Jeg kan ikke få det til at hænge sammen, hvorfor skulle hun dog gøre det? 

"Harry, er du okay?" Louis lagde hans hånd forsigtigt på min skulder og jeg nikkede modvilligt. Jeg var ikke okay. Jeg havde savnet hende af hele mit hjerte, hun havde altid været min bedste veninde, en, jeg kunne fortælle alt og gøre alt med. Jeg havde følelser for hende og pludselig blev de revet væk, da jeg fik meddelt, at hun var blevet involveret i en bilulykke og ikke klarede det. 

Hvorfor skulle lægerne lyve? Det gjorde de heller ikke. Jeg kender ikke hele historien, men sådan noget må læger da ikke gøre, må de? "Jeg forstår det bare ikke... jeg forstår ikke, hvordan hun kunne gøre det" Jeg rystede stille på hovedet og tog en dyb indånding, inden jeg så op på Louis. "Hvor er hun? Hvor er Jade nu? Hun kan være alle steder..." Louis trak blidt på skuldrene. 

"Jeg forstår det heller ikke" Louis rystede forsigtigt på hovedet. Det var helt klart, at han var ligeså forvirret som jeg. Louis og Jade var også gode venner, hun var gode venner med allesammen. Hun havde det generalt godt med allesammen, hun havde alt og derfor forstår jeg det virkelig ikke.

"Hvor var i egentlig i går aftes? Dig, Niall og Liam" 

"På en club der hedder Plaza - det var faktisk meget hyggeligt. Vi skulle jo prøve at finde en pige til Niall, men der var ikke rigtig nogen -" Louis trak på skuldrene. Vi havde længe prøvet at finde en pige til Niall, men generalt også bare til mig. Ikke af kæreste potentiale, men bare som en veninde, for at få tankerne hen på noget andet, siden Niall havde et ret slemt break up forleden. "- Jo, der var faktisk en, men jeg tror mere hun er din stil" Louis så hen på mig, så jeg rynkede min pande en smule. 

"Okaaay... Hvordan så hun ud?" Spurgte jeg undrende.

"Hun stod i baren, blond hår, blå øjne, elegant, venlig - nu ved jeg ikke, om det bare fordi, det var hendes job. Hun kunne faktisk godt ligne lidt Jade i ansigtstrækkene og hendes kropsbygning. Ja, lige bortset fra hår og øjenfarven" Jeg nikkede forsigtigt og pillede lidt ved mine negle. 

"Hvad var hendes navn?" Spurgte jeg. 

"Kitty" Sagde Louis hurtigt "Vi kan tage derhen i aften og se, om hun er der igen?" Jeg rystede forsigtigt på hovedet. 

"Ikke i aften, imorgen måske" Louis nikkede. "Jeg har brug for at slappe lidt af" Louis nikkede og rejste sig fra sengen. 

"Okay, jeg siger til de andre, at du ikke skal forstyrres" Jeg nikkede med et takkende smil som Louis gengældte, inden han forlod mit værelse.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...