Seeking Jadelyn | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Færdig
De troede hun var død, men det hele var bare en løgn. Hun flygtede, flygtede til Miami, skiftede identitet og startede hendes nye liv. Bag hende havde hun fortid, hun bare ville glemme, hvilket var hele grundlaget for, at hun flygtede fra den lille by Holmes Chapel. Idag finder man hende i Miami's natteliv. Hendes flugtplan gik fuldstændig efter hendes hoved, lige indtil der pludselig, et år senere, står et alt for velkendt ansigt, lige foran hende. Et ansigt, hun aldrig troede, hun skulle se igen og pludselig sætter det hele over styr, som hendes nye verden og identitet krakelerer stykke efter stykke og hendes forældre har fundet ud af, at deres elskede datter, alligevel ikke er død. Men vigtigst af alt: Vil Jadelyn nogensinde komme hjem igen?

49Likes
16Kommentarer
2700Visninger
AA

10. "Giv mig den chance"

JADELYN

 

"Hvad laver han her?" Efter jeg havde hørt døren klikke i til et ansigt, jeg ikke havde set et par måneder, var Aiden straks over mig. Jeg kunne ikke andet end at smile lidt af det, det var på en måde sødt, at han var så overbeskyttende. Han kendte som sagt til alt, der var sket. Jeg tror aldrig, jeg har haft sådan en god ven før. 

Lige udover Harry.

"Øhm..." Startede jeg ud og bed mig blidt i underlæben, inden jeg begyndte at gå op imod mit værelse, med Aiden ved min side. "Han... Ville undskylde" Jeg magtede egentlig ikke rigtig at snakke om Harry nu, det gjorde jeg bare ikke rigtig for tiden, han var fortid, han skulle ikke komme her mere. Desværre kunne jeg se tilbage på det og sige, at sidste gang han fandt mig, ville han jo heller ikke ligefrem lade mig være alene. Når Harry først havde sat sig for noget, var det svært at lave om på. 

"Hvorfor det? Han har ikke en skid at skulle ha' sagt" Det var tydeligt, at vreden blussede op i hans kinder, da jeg smed mig ned i min seng og Aiden begyndte at pakke både is, skåle og skeer frem. Det var typisk Aiden, han havde alt med, selvom han udemærket godt vidste, at vi selv havde den slags. 

Det måtte være en form for sygdom.. 

Ikke at jeg havde noget imod det, det kunne bare også godt være en form for fornærmende nogle gange. 

"Aiden, slap af, han ville bare... Du ved" Jeg satte mig op i sengen og tog imod skål og ske med is i, inden jeg stak skeen ned den himmelske æble is og tog en bid. 

"Jeg kan bare ikke forstå det, Jade, han afslørede dig!" Aiden satte sig ned ved siden af mig og spiste livligt af hans is, hvilket kun var endnu et tegn på, at han var vred. Når Aiden var vred, spiste han i dobbelt tempo. For at være ærlig, så det mega sjovt ud. 

"Kan vi ikke snakke om noget andet?" Spurgte jeg hurtigt og stak endnu en skefuld is ind i munden. Den is... Uf. Aiden så straks undskyldende på mig med hans store hundeøjne, inden han pludselig stillede skålen fra sig og igen gik hen til sin taske. Han sagde intet, han gav sig bare til at rode efter noget. Det fik mig til at stoppe med at spise og blot betragte hans bevægelser, som han hev en pakke op af tasken og rakte den til mig, som jeg hurtigt tog imod med store øjne. 

"Den er til dig" Sagde han med et sødt smil. Jeg nikkede og så først en smule uforstående på ham og så ned på gaven. Det var ikke så tit jeg fik gaver, jeg havde ikke fødselsdag, det var ikke jul, så jeg kunne egentlig ikke se grunden til, at jeg skulle ha' nogen gave. 

Jeg gik lige så stille igang med at pakke den op, hvilket jeg havde helt dårlig samvittighed over, for den var pakket virkelig flot ind. Jeg lagde papiret ved siden af mig og kom til en sort æske, cirka på størrelse med en kvadratformet skotøjsæske. Jeg åbnede den forsigtigt, lagde låget ved siden af mig, sammen med alt det andet og fik øje på en virkelig smuk, sort kjole. Jeg tog den hurtigt op af æsken, imens jeg havde et stort smil omkring mine læber. Jeg lagde hurtigt kjolen ned igen, satte æsken fra mig og overfaldt Aiden i et stort kram, så han væltede ned i sengen. Med alle andre, ville det være akavet at gøre, men Aiden var bøsse og min bedste ven, så det gjorde vel ikke noget. 

Vi gav jo også hinanden små kindkys, det var hyggeligt. 

"Tusind, tusind tak! Den er virkelig smuk" Udbrød jeg og slap ham hurtigt igen. En mild latter tonede ud af hans smalle læber, imens han hurtigt kørte en hånd igennem hans blå hår. 

"Er du sikker, den kan godt byttes hvis det er" Jeg rystede hurtigt på hovedet og tog pakken i favnen. 

"Den er helt perfekt! Men må jeg spørge, hvorfor jeg har æren af denne kjole?" Et dæmpet grin forlod mine læber, som Aiden hurtigt trak på skuldrene. 

"Jeg tænkte, vi kunne tage ud i aften, bare lige ned på den lokale" Han smilede stille og roligt til mig, imens han satte sig i skrædderstilling. "Og så så jeg også, hvordan du betaget kiggede på kjolen i vinduet forleden" Hans læber lyste op i dagens hidtil største smil, da ordene forlod hans mund. 

"Hvor er du sød" Sagde jeg med et lille smil, inden jeg rejste mig fra sengen, tog æsken med kjolen i hænderne og stillede forsigtigt hen på mit skrivebord, inden jeg tog skålen med min is i hænderne igen. "Men jeg ved ikke, om jeg må... Du ved, mine forældre er ikke så glade for sådan noget" Jeg lod mit blik faldne en smule, som jeg moste den lille sjat is, der var tilbage. 

"Jeg har snakket med din mor, hun syntes det er en god ide. Jeg har lovet at passe på dig" Sagde han med et så mandigt smil, han overhovedet kunne præstere, da jeg så op på ham og mine øjne lyste op af glæde. 

"Passe på mig? Hvem var det, der nær havde faldet hele vejen ned af rulletrapperne i centeret forleden?" Spurgte jeg med et drilsk smil og spise det sidste af min is, inden jeg stillede skålen fra mig på gulvet. En rødlig farve blussede op i Aidens kinder, hvilket blot fik mig til at smile. Han havde nær faldet hele vejen ned af rulletrapperne i shoppingcenteret forleden, fordi hans snørebånd var gået op, og han har det lidt med at falde over sine egne fødder. Så hvis det ikke havde været for mig, kunne Aiden ha' brækket ryggen nu. 

 

HARRY

Jeg smækkede døren i til Liams lejlighed, da jeg gjorde min entre. Det var måske lidt kraftigere, end det havde været meningen. Vreden, sorgen og alle de følelser, jeg langt fra kunne beskrive, boblede op i mig lige nu. Jeg var taget hen til Jadelyn for at snakke med hende, jeg var utrolig ked af det jeg havde gjort, men jeg kunne bare ikke forlade hende, hun var i fare, når hun var i Miami. Jeg kunne ikke tage hjem, velvidende om, hvor den savnede Jadelyn Parker befandt sig, det kunne jeg bare ikke. Jeg kunne ikke efterlade hende til mennesker, jeg ikke kender, og som garanteret kunne finde på at stikke hende i ryggen hvert sekund, udnytte hende og hvad ved jeg. Jeg gjorde det, fordi jeg elsker hende. 

Men alt det, har jeg formået at ødelægge nu. Hvis vores forhold ikke var ødelagt før, så var det det i i hvert fald nu.

Jeg lod min jakke lande på gulvet, hvor jeg bare lod den ligge, totalt ligeglad, inden jeg gik ind i stuen, hvor Liam befandt sig, og smed mig ned i hans sofa. 

"Jeg tænkte nok, det var dig" Sagde han med et dæmpet grin, inden han skruede lidt ned for volumen på fjernsynet og flyttede sit blik hen på mig. Liam vidste udmærket godt, det var mig. Han havde nok heller ikke ladet sin dør stå ulåst, hvis det ikke var fordi, jeg havde overnattet hos ham den sidste uges tid. Der var, stadigvæk, alt for mange journalister og paparazzier , ved min egen lejlighed. Det var utroligt så desperate, de kunne være, selv efter to måneder. "Noget nyt?" Han vendte sig interesseret hen imod mig , imens han foldede sine hænder sammen. 

"Ikke andet end, at hun stadigvæk ikke kan fordrage mig" Jeg tog mig opgivende til hovedet og lod mit blikke ligge stift rettet imod fjernsynsskærmen, der lige nu slog over på de lokale nyheder. Noget, der ikke plejede at rage mig en bjælde, men som jeg lige nu følte mig tvunget til at se på. Mine øjne havde selv magten over det.  

"Stadigvæk?" Jeg kunne høre en undren i Liams stemme, inden han rejste sig fra den sofa han sad i og gik hen til køkkenet, der var åbent, så stuen og køkken hang sammen. Jeg nikkede, hvilket han jo nok ikke så, så der måtte vel mere til end det. 

"Hun svarer jo ikke på hverken tweets, opkald eller sms'er" Jeg lod et opgivende suk forlade mine læber og kneb mine læber hårdt sammen. Liam kom gående ind i stuen igen, hvor han satte en bakke med noget frugt og kiks på bordet. Jeg greb hurtigt ud efter en banan, da jeg kunne mærke min mave rumle. Det var også logisk nok, jeg havde endnu ikke indtaget et frokostmåltid og klokken var over fire om eftermiddagen. 

"Det er måske heller ikke så fedt for hende, at du deler det med hele verden" Liam trak på hans skuldre og smilede bedrevidende til mig, på en sød måde, så han ikke virkede arrogant. Liam var også alt andet end arrogant, han var en af de sødeste mennesker, jeg nogensinde havde mødt. 

"Måske" Mumlede jeg en del utydligt, men det så alligevel ud til, at Liam fangede den. "Tror du virkelig ikke, at der er noget som helst, jeg kan gøre?" Liam trak forsigtigt på skuldrene, da jeg så over på ham, inden han slængede benene op i den sorte lædersofa. 

"Har hun nogle venner? Altså, nogle virkelig tætte venner?" Jeg rynkede panden en smule, inden jeg forsigtigt rystede på hovedet. Nok ikke, hvad jeg viste af. Jadelyn havde aldrig været typen, der havde ekstremt mange venner og efter hun var kommet tilbage, ved jeg, at der er en del, der har taget afstand til hende, hvilket jeg virkelig ikke forstår. Venner skal være der i alle situationer, de skal hjælpe, være til at stole på, få en til at smile, når man føler sig nede. Selv når man har lavet en kæmpe brøler, vil venner altid være der og støtte dig. Det beviser vel også i sidste ende, at de veninder og venner som Jade nu havde, åbenbart ikke var rigtige venner. Pludselig lyste der en pære over mit hoved, selvfølgelig ikke i virkeligheden, men ja, i ved jo hvad jeg mener. 

Der var da ham der den blåhårrede fyr, der kom, da Jade var ved at smide mig ud. Nu ved jeg jo heller ikke, hvor tætte de er, men det er nok den eneste, jeg lige umiddelbart kunne komme i tanke om. 

"Altså... Da Jade var ved at smide mig ud, kom der en eller anden fyr med blåt hår. Han er nok den eneste, jeg lige umiddelbart ville kunne sige. Jeg ved så heller ikke, hvor gode venner de er" Jeg trak forsigtigt på skuldrene og betragtede Liam få en ide. 

"Okay, du er forelsket i Jade, ikke?" Spurgte han. Pludselig følte jeg, at jeg var til et slags forhør, på den måde Liam satte sig på og kiggede på mig. Han havde tilsyneladende fået en ide. Jeg nikkede forsigtigt. Jeg var forelsket i Jade, det var jeg virkelig. Jeg ville bare ønske, at de følelser var gengældt. "Okay, jeg har en ide..." 

 

 

 

Efter jeg havde hørt Liams ide og en timevis lang søgning efter ham den blåhårrede fyrs nummer, havde vi endelig fundet frem til, at han hed Aiden Watters og jeg havde også mobilnummeret på ham. Jeg stod og trippede lidt fra den ene fod til den anden, nervøs for, om Aiden ville tage telefonen. Jeg havde virkelig brug for, at han gjorde det. Han var nok det led, der gjorde, at det her kunne fungere i og med, at Jade stolede på ham - håbede jeg. 

"Det er Aiden" En lys stemme tonede sig frem i røret og fik mig til at springe op fra mit lille koma, som jeg var døset hen i. Jeg lod et lettet suk forlade mine læber, inden jeg rettede på telefonen, for at svare. 

"Hej Aiden, det er Harry, jeg har brug for din hjælp" Jeg kunne høre en lang stilhed i den anden ende af røret, inden jeg hørte nogle knirkende fodtrin, hvilket kun gjorde mig lettet over, at han ikke havde lagt på, men hans mangel på ord, gjorde mig lidt mere nervøs. 

"Hvorfor skulle jeg hjælpe dig?" Spurgte han langt om længe, måske ikke lige det svar, jeg havde håbet på, men det var da altid noget, at han ikke havde smækket røret på i det samme, som han havde ført første stavelse af mit navn. 

"Fordi du er den eneste, som Jade stoler på" Jeg lod mig læne op af den væg, jeg stod ved, og stak den hånd jeg ikke brugte til at holde mobilen med, ned i min bukselomme. 

"Jeg har altså ikke nogle planer om at stikke hende i ryggen, ligesom du gjorde" Avs, den gjorde ondt. Aiden var virkelig en mand af ord, og han stod vidst Jade nærmere, end jeg lige havde regnet med. 

"Please, jeg har virkelig meget brug for din hjælp. Du vil heller ikke stikke hende i ryggen, jeg vil bare ha' hende tilbage. Du har slet ingen anelse om, hvor meget jeg holder af hende og hvor ked af det, det gør mig, at se hende trist." Jeg sank den klump, der havde samlet sig i min hals, da situationen pludselig blev mere følsom, end jeg havde regnet med. 

"Elsker du hende, elsker du hende virkelig? Kan jeg stole på, at du ikke vil gøre hende ondt igen?" Spurgte han efter en lang tavshed. Jeg nikkede, men kom hurtigt i tanke om, at han ikke kunne se det. 

"Ja, jeg elsker hende og jeg lover, at jeg aldrig nogensinde vil gøre hende ondt igen" Svarede jeg i en blid tone. 

"Så fortæl mig, hvad jeg skal gøre"

 

JADELYN

Mine forældre havde for en gangs skyld, faktisk ladet mig tage GPS'en af min ankel. De ville vel vise mig den tillid og jeg havde ikke i sinde at bryde den.

Aiden kom langt om længe ind på mit værelse igen, efter han havde forladt det, da hans telefon ringede med et skjult nummer på displayet. Jeg rettede lidt på den sorte kjole, som Aiden havde givet mig. Den var stropløs, sad stramt ved brystet og løsere ned omkring kroppen, indtil midt på lårene. Den havde nogle ubeskriveligt smukke detaljer oppe ved brystet og passede perfekt til mit sorte hår, der i denne situation hang i nogle løse krøller ned over mine bryster. 

"Hvad syntes du?" Spurgte jeg med et forsigtigt smil. Aidens læber lyste straks op, da han så mig og lavede en bevægelse med sine arme, der viste, at han syntes jeg var smuk. Den havde han brugt adskillige gange og jeg kender ham også efterhånden så godt, så jeg ved, hvad alle hans underlige træk betyder. 

"Du er virkelig smuk" Han gik hen til mig og lagde forsigtigt hans arme omkring mig i et varmt, uventet knus, inden han slap mig igen. Aiden var ikke en typisk bøsse, han var en smule mere maskulin på visse punkter og på andre, var han totalt piget. Han var et unikum. "Er du ellers klar?" Spurgte han. Jeg nikkede hurtigt til hans spørgsmål, som jeg en sidste gang studerede mit spejlbillede og godkendte aftenens look, der bestod af den sorte kjole, kilehæle med sorte stropper og en lys, træfarvet hæl, en enkel makeup og mine sorte slangekrøller. 

Klokken havde efterhånden passeret syv, dagen var fløjet afsted og jeg glædede mig til at tilbringe en hel aften i Aidens selskab. Jeg glædede mig nu også til at få lidt alkohol indenbors, det var efterhånden lang tid siden, så da min mor havde givet mig lov, kom det virkelig som et kæmpe chok for mig i bogstavligste forstand. 

Aiden nikkede, som vi gik ud fra mit værelse og ned af trapperne, hvor jeg hurtigt sagde farvel til mine forældre, da min far var kommet hjem fra arbejde, tog min jakke og skyndte mig derefter ud sammen med Aiden, hen til hans bil. Jeg åbnede bildøren, satte mig ind og klikkede min sele, inden jeg lod et stort smil passere mine læber. Det var længe siden, jeg havde følt mig så fri. 

"Hva' så prinsesse, klar?" Jeg nikkede hurtigt, hvilket Aiden hoppede med på, inden han skruede lidt op for radioen og kørte ud fra grunden og ud på den grå asfalt. En svag mørke havde lagt sig over London, nu befandt vi os også i starten af Oktober måned, så det var vel rimeligt nok. Trods det, var det faktisk ikke specielt koldt. Jeg var bare lykkelig for, at det ikke regnede, som det ellers gjorde en del her i London. Det var en af de fede ting ved Miami, det regnede næsten aldrig, men når det så også først gjorde, så regnede det ekstremt meget. 

"Hvem var det egentlig, du snakkede med?" Spurgte jeg og vendte min opmærksomhed imod Aiden. Han holdt bare sit blik stift rettet ud af ruden, og sagde ingenting. Han spændte i hans hænder, da de blev helt hvide på rettet. Det fik mig til at rynke panden en lille smule og sende ham et spørgende ansigtsudtryk. "Er der noget, du ikke har fortalt mig?" Spurgte jeg med et skævt og en smule drillende smil. Han rystede hurtigt på hovedet og slap igen af i hans hænder, eller bare muskler for den sags skyld. 

"Nej... Det var bare... En" Han stemme knækkede en smule over, hvilket kun gav mig trang til at drille ham lidt mere. Jeg havde på fornemmelsen, at han måske havde fået en kæreste, man ved jo aldrig. 

"Er han lækker?" Spurgte jeg med et skævt smil og lagde mit hoved let på skrå. Aiden rystede forsigtigt på hovedet af mig, inden han lod et dæmpet grin forlade hans læber. 

"Jade søde skat, jeg har ikke fået en kæreste. Det var bare min søster, der ringede" Jeg nikkede forsigtigt, men inderst inde vidste jeg, at han sad og løj for mig og om hvad, det skulle jeg nok finde ud af. 

 

 

 

Aiden stoppede pludselig bilen, få ti meter fra den centrale park. "Hvorfor stopper du her?" Spurgte jeg forsigtigt og så undrende hen på Aiden. Han så hen på mig med et stort og hemmelighedsfuldt smil. 

"Jeg vil lige vise dig noget i parken, du kan bare gå i forvejen, så finder jeg lige et sted at parkere" Jeg klikkede undrende mig sele op og rettede lidt på min jakke. 

"Nu efterlader du mig ikke, vel?" Spurgte jeg og hævede drilsk det ene øjenbryn. Selvfølgelig ville han ikke forlade mig, det kunne han aldrig finde på. Han lod bare et grin passere hans læber, det samme gjorde jeg, inden jeg stod ud af bilen og lod mine kilehæle remme brusstenene. Igennem de halvmørke ruder, kunne jeg se Aiden skrive et eller andet på sin mobil, inden han vinkede til mig og satte gang i bilen, for at finde en parkeringsplads. Jeg trak lettere undrende på skuldrene, inden jeg krydsede den tomme vej. Her var næsten ikke et øje at se, hvilket var en smule underligt. Det var da trods alt søndag aften, men folk festede måske ikke om søndagen? Det var nok heller ikke det smarteste for mig at gøre, jeg skulle nemlig på arbejde i morgen. 

Jeg nåede arealet, der var dækket med grønt græs. Stjernerne var ved at skyde frem fra himlen og blandede sig med lyset fra lejlighedsruderne. Det var en smule fugtigt, men alligevel dejlig friskt. Jeg valgte at gå lidt længere ind i pakken, imens jeg koncentrerede mig om at knappe den første knap i min jakke. Pludselig var der en, der prikkede mig på skulderen, så jeg næsten fòr helt op til skyerne. Jeg vendte mig forskrækket om og havde egentlig regnet med, at det var Aiden, men foran mig stod ingen ringere end Harry.

Jeg sank en klump, der havde samlet sig i min hals, inden det gik op for mig, at jeg bare stod og stirrede. "Hvad laver du her?" Fik jeg spyttet ud, så Harry blottede hans hvide perlerække af tænder. 

"Ventede på dig" Svarede han hemmelighedsfuldt. Jeg skød begge øjenbryn i vejret og nikkede uforstående. 

"Jeg ventede faktisk på en anden -"

"- Aiden?" Afbrød Harry mig. Jeg nikkede undrende over, han kendte hans navn. "Han kommer ikke. Jade, det var mig han snakkede med i telefonen. Jeg blev nød til at ha' hans hjælp for at kunne få dig herud" Jeg rystede forvirrende på hovedet. Var Aiden en del af det her? Åh jeg sværger, at når jeg får fat i den luskebuks, så vil han fortryde det. 

"Hvad vil du Harry?" Spurgte jeg i et opgivende tonefald. Selvfølgelig ville Harry ikke lade mig være alene, det kunne jeg vel ha' sagt mig selv. Han var alt for stædig.  

"Please Jade" Sagde han bedende. Hans smil var falmet en smule og han så istedet overbevisende på mig. "Giv mig den chance"

 

 

Wup wup, hvad tror i? Vil Jade smutte, eller vil hun give Harry den chance, som han i så forbandet lang tid har prøvet at få fat på?

Så har jeg desværre også en dårlig nyhed, og det er, at Seeking Jadelyn meget snart er slut, snøft :( Dette her er andet sidste kapitel, og så vil der også være en lille epilog og en efterskrift. 

LAD MIG HØRE JERES TANKER DERUDE! ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...