Seeking Jadelyn | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Færdig
De troede hun var død, men det hele var bare en løgn. Hun flygtede, flygtede til Miami, skiftede identitet og startede hendes nye liv. Bag hende havde hun fortid, hun bare ville glemme, hvilket var hele grundlaget for, at hun flygtede fra den lille by Holmes Chapel. Idag finder man hende i Miami's natteliv. Hendes flugtplan gik fuldstændig efter hendes hoved, lige indtil der pludselig, et år senere, står et alt for velkendt ansigt, lige foran hende. Et ansigt, hun aldrig troede, hun skulle se igen og pludselig sætter det hele over styr, som hendes nye verden og identitet krakelerer stykke efter stykke og hendes forældre har fundet ud af, at deres elskede datter, alligevel ikke er død. Men vigtigst af alt: Vil Jadelyn nogensinde komme hjem igen?

49Likes
16Kommentarer
2677Visninger
AA

11. "Du kan ikke blive ved med at flygte"

JADELYN

Et træt støn forlod mine læber, inden jeg blinkede hurtigt med øjnene et par gange, og et højt gab forlod mine læber. Jeg førte forsigtigt min ene finger op til min øjenkrog og fjernede søvnen, der sad og knugede sig fast til min øjenhule, inden jeg slog øjnene helt op. 

Først opfattede jeg slet ikke, hvor jeg var henne, indtil den første tanke fòr igennem mit hoved.

Jeg var i hvert fald ikke hjemme.

Forvirret satte jeg mig hurtigt op og lod mit blik glide rundt i rummet, hvor det til sidst landede på en sovende Harry ved min side. Jeg lod et gisp forlade mine læber, inden jeg modvilligt lod mit blik glide ned af min krop, min nøgne krop. 

Hårdt bed jeg mine tænder fast i min underlæbe, som alle minderne kom til mig fra gårsdagens hændelser. Harry havde dækket op i parken, jeg havde givet ham en chance, mest af alt fordi, at Aiden bare var skredet fra mig. Den lille lus. Nej okay, jeg elskede Aiden. Som en ven, som min bedsteven. 

Harry havde givet mig champagne, jeg var nok blevet lidt mere fuld end hvad godt var, og så var vi åbenbart endt her, et sted jeg ikke aner, hvor er, men som jeg ville gætte på, var hans lejlighed. 

Fuck i helvede Jadelyn!

Hvorfor, hvorfor!?

Kunne du ikke bare give Harry en chance, uden at ende med at knalde med ham!

Jeg var ikke forelsket i Harry, jeg var ikke forelsket i Harry, jeg var ikke.. 

Harry lod et lille støn forlade hans læber, hvilket fik min krop til at stivne, inden jeg langsomt flyttede mit blik over på ham.

Puha, han sov stadigvæk. 

Det var sørme heldigt for dig, Jade. 

Jeg slog langsomt og forsigtigt dynen væk fra min nøgne krop, inden jeg begyndte at fumle ud efter mine trusser, der lå lige ved siden af sengen. Jeg rejste mig langsomt op, men stoppede brat, da gulvet udgav en knirkende lyd. Jeg kiggede forsigtigt hen på Harry, der til mit held bare sov videre. 

Med en dyb indånding, fik jeg fundet min BH og taget den på. Så manglede jeg kun min kjole, men hvor fanden var den henne? Jeg lod mit blik studere rummet, imens jeg med langsommeskridt, bevægede mig listende rundt. Mit blik lande på det sorte stof, der var tilhørende min kjole, henne ved Harry. 

Fuck. 

Jeg sank den klump, der havde samlet sig i min hals, inden jeg listede hen for at få fat på den. Harry udgav et grynt, inden han rørte på sig og mumlede et par ord, for at vende sig rundt og sove videre. Mit hjerte pumpede hårdt i mit bryst, som jeg fumlende fik hevet min kjole ned over mig og listede hen imod døren, som jeg forsigtigt åbnede, trådte ud og langsomt lukkede i efter mig. 

"Jadelyn?" Mit hjerte hoppede højt op i brystet på mig, som jeg i en hurtigt bevægelse vendte mig rundt og blev mødt af et par lysebrune øjne, der tilhørte Liam. Hvad lavede han her?

"Hvad laver du her?" Spurgte jeg lavt. Han smilede sit skæve smil til mig, inden han kort kløede sig på hagen. 

"Jeg bor her, men dig derimod, kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad lavede her?" Det vidste han udmærket godt, den lille luskebuks. 

"Liam..." Sukkede jeg. "Det ved du godt" Jeg rynkede hurtigt på panden, hvilket fik ham til at undslippe et dæmpet grin. Pludselig hørte jeg nogle gå rundt på gulvet i rummet bag mig, hvilket var mit signal. "Øh, ved du sådan cirka, hvor jeg befinder mig?" Spurgte jeg forhastet og lyttede konstant til den fumlen, der forgik i værelset bag mig. Liam sagde mig adressen og på 0,5 var jeg hurtigt ude af døren, med mine sko i hænderne, som jeg havde grebet på vejen. 

Ligeglad med alle de blikke folk sendte mig, skyndte jeg med ud til vejen. "TAXI!" råbte jeg og viftede med armen, som en eller anden idiot. Til mit held blinkede taxaen ind og jeg fik hurtigt sat mig ind på bagsædet, fortalt ham adressen og var så afsted. 

 

Få ti minutter senere, stod jeg ude foran den træfarvede hoveddør. Jeg ville egentlig finde min nøgle frem, da det gik op for mig, at jeg havde glemt min jakke ude ved Harry og Liam. Og Liam... Hvis det var Liams lejlighed, hvad lavede Harry så der? De boede måske sammen?.. Narh, det tror jeg ikke. Mental lussing til dig Jade. Hvis Harry har et værelse i Liams lejlighed, så må det da være fordi de bor sammen. 

Og der gik det det så op for mig, at mine nøgler lå i min jakke. Pis også. Jeg gav mig til at bande højlydt og skulle lige til at tage i håndtaget, da nogen på den anden side indhentede mig og et velkendt ansigt, stod foran mig. Brandon, bedre kendt som min fætter, men hvad fanden laver han her? 

Når ja, han kom og skulle overnatte et stykke tid, fordi hans forældre skulle skilles. Hvor er du klog Jade. 

"Jadelyn" Sagde han med et stort smil. "Det ser ud som om, det er din lykkedag" Sagde han flabet og flyttede sig fra døråbningen, så jeg kunne træde ind. Jeg valgte bare at himle med øjnene af ham og mumle et jeg er også glad for at se dig. 

"Sover de andre?" Spurgte jeg, hvilket nok var lidt for tidligt, da jeg gjorde min entre i køkkenet, hvor mine forældre sad og spise morgenmad. Brandon undlod at svare mig, men gik i stedet hen til sin plads og begyndte at spise af det toastbrød, han havde liggende på tallerkenen. 

"Hej skat, havde du en hyggelig aften?" Spurgte min mor. Jeg nikkede bare, hvilket fik Brandon til at undslippe en fnisen. Helt ærligt, manden er altså 18 år, han behøver vel ikke at fnise som en skolepige? 

"Vidst lidt mere end hyggelig" Mumlede han imellem de to bider, han tog af sit overristede, chokoladebelagte toastbrød. 

"Hvad hentyder du til?" Spurgte min mor forvirret og så henover hendes læsebriller og hen på Brandon, der bare trak på skuldrene. 

"Jeg kan kende bollehår, når jeg ser det" Sagde han højt og tydeligt, hvilket nær havde fået min far kvalt, da han fik noget brød galt i halsen. Min mor så med stirrende øjne hen på mig, hvilket jeg valgte at ignorere og bare se skarpt hen på Brandon, der sad og morede sig over sin kommentar. I må endelig ikke misforstå mig, jeg holder virkelig meget af Brandon, vi er som søskende, han er den bror, jeg aldrig fik. Det er vidst også grunden til, at han kunne lukke sådan en kommentar ud. 

"Hvabehar?" Spurgte min far og så først fra Brandon og så op på mig. "Hvor har du sovet hende i nat?" Spurgte han og så hen på mig, med et sæt hævede øjenbryn. 

"Ved Aiden. Slap nu af, Brandon driller bare, det er jo bare morgenhår" Jeg trak hurtigt på skuldrene og vendte mig væk fra dem, inden jeg greb ud efter et æble, satte mine tænder i det og valgte at forlade køkkenet til fordel for mit værelse. Jeg kunne allerede mærke mit hoved dunke og en svag kvalme, der bredte sig i min mave. Havde jeg virkelig drukket så meget champagne?

Jeg satte æblet fra mig på mit skrivebord og lod min kjole glide af min krop, lige i det, som Brandon braste ind på mit værelse. Han piftede hurtigt, hvilket blot fik mig til at rulle dramatisk med øjnene af ham. Jeg havde intet imod, at Brandon så mig i undertøj, det havde han gjort op til flere gange. 

"Kusine?" Gud, hvor jeg hadede når han kaldte mig kusine, selvom jeg jo var hans kusine. Whatever, faktum var, at det lød utrolig plat. 

"Mhmmm?" Brummede jeg og gik hen til mit skab, hvor jeg fandt min uniform frem. Min herre yber seje McDonalds uniform. Selvom jeg allermest havde lyst til at lægge mig ned og sove dagen lang, så skulle jeg på arbejde. Det var jo faktisk tvunget arbejde, så hver gang jeg ikke mødte op, ville det blive skrevet ned og jeg ville blive ringet op med det samme. 

"Hvad hedder han?" Jeg skævede mig hurtigt over skulderen, da Brandon havde færdiggjort hans spørgsmål. 

"Stop nu forhelvede, jeg sov hende ved Aiden, og som du nok ved, så er Aiden bøsse" Jeg himlede hurtigt med øjnene af ham, inden jeg gik hen til mit spejl for at fjerne den totalt ødelagte makeup, der fik mig til at ligne et monster. Hvordan kunne Liam lade hver med at grine af mig? 

Jeg fik hurtigt fjernet makeuppen og lagt noget nyt, inden jeg førte min børste igennem mit hår. Brandon havde ret, jeg havde bollehår.

"Twitter er ellers proppet med billeder af dig og Harry igår aftes. Havde i en hyggelig picnic?" Jeg spærrede hurtigt øjnene op, da ordene havde forladt Brandons mund, inden jeg gik hen til ham og flåede hans mobil ud af hænderne på ham og begyndte at rulle ned af hans newsfeed. Det var mere end rigtigt, der var alt for mange billeder. Brandon lå bare selvtilfreds på min seng og blinkede hurtigt til mig. Irriteret kastede jeg mobilen ned til ham igen og lod et tungt suk forlade mine læber. 

"Det er billedemanipulation" Sagde jeg og trak hurtigt på skuldrene. Desværre kunne jeg jo nok ikke lyve mig fra den her.

"Jaja Jade, så siger vi det. Var han god?" Jeg tog hurtigt fat i en pude og kastede ned på ham, da de sidste tre ord havde forladt hans læber. Det fik ham blot til at grine, hvilket jeg kun blev endnu mere irriteret over. 

"Jeg har altså virkelig ikke tid til at tage mig af det der lige nu, jeg skal på arbejde. Og please, ikke vis eller sig noget til mine forældre, okay?" Brandon nikkede med et drillende smil på hans læber. Jeg havde virkelig ikke tid til at blive hængende og få ham overtalt, så jeg håbede bare, at jeg kunne stole på Brandon i den her sag. 

 

 

 

Jeg kunne prise mig lykkelig for, at Aiden også skulle på arbejde idag. Han havde bare skullet møde lidt tidligere, jeg lidt senere, hvilket også resulterede i, at Aiden i sidste ende fik tidligere fri. 

Det var mandag middag, og der var faktisk overraskende få mennesker. Selvom folk nok var i skole eller på arbejde, så plejede her at være flere. Man hvad jeg kunne tælle til, sad der kun et par stykker fordelt rundt omkring ved de forskellige borde. 

"Du har virkelig forrådt mig" Sagde jeg, efterfulgt af et lille grin så Aiden vidste, at jeg ikke mente det så alvorligt, som jeg kunne få det til at lyde. 

"Holdt op, du elsker mig" Svarede han bare med et stort, selvglad smil, malet om hans læber. 

"Du skylder mig en" Sagde jeg hurtigt, hvilket blot fik Aiden til at fnise en lille smule, og mig til at trække i mundvigene. Jeg lod mine øjne glide rundt i rummet, og fik til min store overraskelse, øje på en krølhårret fyr og hans fire venner. Hvorfor? Hvorfor kan han aldrig lade mig være? Han er sgu lidt som et eller andet dyr, der aldrig forsvinder. "Og den skal jeg bruge nu" Jeg bukkede mig hurtigt sammen og gemte mig under disken, hvilket bare fik Aiden til at grine. 

"Og hvorfor så det?" Spurgte han med et skævt smil og stirrede ned på lille mig, der sikkert fik et blåt mærke over det stunt, jeg lige formåede at præstere. 

"Fordi jeg knaldede med ham igår, kom nu, du skylder mig den her" Sagde jeg bedende. Jeg kunne se, at Aiden var ved at bryde sammen i grin over det, jeg lige havde fået sagt. Han gjorde dog en rimlig god indsats for at holde det inde. 

Jeg kunne høre en masse fodtrin nærme sig disken, og jeg kunne derefter høre Harrys stemme. "Åh, hej Aiden" Sagde han som om det var det mest naturlige nogensinde. "Er Jade også på arbejde?" Spurgte han. Jeg kunne nærmest fornemme hans blik, der søgte rundt efter mig. Haha, jeg gemte mig godt. 

"Ja huuu -" Mere nåede han ikke at lukke ud, før jeg slog ham hårdt på skinnebenet og han udgav en eller anden form for en pibende lyd. "Hun er lige gået, hun fik fri tidligt" reddede han den. 

Pludselig tog en anden stemme over, som jeg kendte som Nialls og fik hurtigt bestilt. Det samme gjorde de andre og de manglede vist kun betalingen nu. Det her gik egentlig meget godt, eller ikke, for i det samme som Aiden skulle til at lukke kassen op, kom vores chef gående. Hun så undrende ned på mig og rynkede kraftigt på panden. Jeg sad bare og så bedende på hende, men snotdum som hun er, så valgte hun at afslører mig. 

"Jadelyn, hvad fanden laver du dernede?" Spurgte hun i hård tone og så på mig, som om jeg var snotdum. Jeg kunne pludselig mærke alle blikke, selv drengenes, det var som om de med et lasersyn kunne se direkte igennem bordpladen. 

"Øh jeg, jeg gør rent" Sagde jeg hurtigt. Chefen, også kaldt Bettina, rystede hurtigt på hovedet af mig og gjorde en bevægelse, der sagde, at jeg skulle komme op og stå, så det gjorde jeg, for det blev jeg nød til. Lige som jeg havde rejst mig op, vendte jeg mig uroligt om imod drengene, der allesammen stod og stirrede underligt på mig. Mine øjne fangede Harrys og skabte med det samme en dyb øjenkontakt, som jeg kun fandt utrolig akavet. Derfor kunne jeg prise mig lykkelig for, at Aiden reddede mig i den her, ved at sige beløbet. Jeg sank den klump, der havde samlet sig i min hals, da de allesammen så væk fra mig og hen på Harry, der straks betalte Aiden, inden de vendte om, uden et ord, og fandt et bord. Haha, det rimede. 

Okay, jeg følte mig faktisk lidt støt over, at ingen af dem sagde noget, men bare stirrede på mig, som om jeg var en eller anden retard. "Okay så, det var akavet" Grinede Aiden, hvilket jeg kun kunne give ham ret i. "Men ak ja, jeg har sørme fri nu. Vi ses skat" Han gav mig et hurtigt kram, som jeg blot gengældte med et falsk smil. 

Han kunne da ikke bare forlade mig nu? 

DET KUNNE HAN ALTSÅ IKKE!

Men jo, det kunne han jo så åbenbart godt, for få minutter efter, var han smuttet. Og jeg var helt alene oppe i kassen, suk, snøft, tud. 

 

 

Efter en time, havde jeg også fået fri. Lucky me! Men det syntes vejret åbenbart ikke. Det var blevet mørkt, overskyet og regnen piskede ned fra den sorte himmel. Drengene var forholdsvis hurtigt smuttet igen, efter de havde fået deres mad. Ikke en, havde sagt et ord til mig. Okay, det var lidt løgn, for Niall havde kommet op til mig og spurgt efter nogle servietter, men så heller ikke mere. Totalt som om, jeg var ren luft. Men det var egentlig også meget dejligt, for så kunne jeg undgå den akavede stemning, der alligevel hang rundt i lokalet. De vidste sikkert alt, allesammen. 

Jeg rystede hurtigt på hovedet, fandt min jakke og var så ude af døren. Jeg kunne allerede konstatere, at jeg nok ville være forkølet imorgen. Regnen valgte ikke ligefrem at tage af, men blev bare ved med at piske med fra himlen. 

Jeg begyndte at gå hen imod busstoppestedet, da jeg hørte en, der kaldte mig navn. Hurtigt vendte jeg mig om og spejdede efter lyden, der få sekunder efter resulterede i, at Harry holdt foran mig, i hans bil. Nurh hvor sødt, nej. Okay lidt. 

"Har du brug for et lift?" Spurgte han med et skævt smil, hvilket jeg kunne se, fordi han havde rullet ruden ned. Jeg rystede stift på hovedet og fortsatte med at gå hen imod bussen. Harry gav tydeligvis ikke op, men det gjorde han jo heller aldrig. Han trillede bare lige så forsigtigt rundt i sin bil ved siden af mig. "Du bliver altså syg, hvis du bliver derude" Sagde han og jeg kunne snilt høre det dæmpede grin, der forlod hans læber. 

"Okay, jeg kører med dig på en betingelse, og det er, at vi kører i komplet stilhed" Jeg vendte mig hurtigt hen imod ham og betragtede ham nikke. Det var godt nok til mig. Jeg åbnede hurtigt bildøren, satte mig ind og klikkede min sele. Jeg kunne se Harrys store smil, da jeg skævede hen til ham og han begyndte at køre. 

"Hvorfor gik du bare i morges?" Spurgte han, hvilket fik mig til at blive en lille smule irriteret på ham, hvis ikke meget. Jeg sagde stilhed. 

"Hvad er det med at køre i stilhed, du ikke forstår?" Spurgte jeg, næsten vrissede jeg af ham, hvilket bare fik et suk til at forlade hans læber. 

"Hvorfor svare du aldrig på mine spørgsmål?" Spurgte han forsigtigt . Jeg vendte hurtigt min opmærksomhed imod ham. 

"Hvad mener du? Jo jeg gør da" Jeg rynkede lidt i panden og så spørgende på ham, hvilket bare fik ham til at grine. 

"Okay, så svar mig på det her spørgsmål: Hvorfor gik du bare i morges?" Jeg tog en dyb indånding, inden jeg pustede tungt ud og slog forsigtigt ud med armene. 

"Harry stop bilen, det var en fejltagelse at køre med dig" Men Harry stoppede ikke bilen. 

"Se, nu gjorde du det igen"

"Hvad mener du?"

"Svare ikke på mit spørgsmål" Jeg lod et dybt suk forlade mine læber. 

"Det er fordi, jeg ikke har lyst til at svare på dine spørgsmål" sagde jeg en smule irriteret. "Og Harry, stop så den bil"

"Jeg stopper den ikke, før du indrømmer, at du er forelsket i mig" Jeg flyttede hurtigt mit blik hen på Harry igen. 

"Det er jo sindsyg, jeg ikke forelsket i dig, og stop så bilen!" Vi var eferhånden kommet en del udenfor selve Londons gader, da det gik op for mig, at Harry ikke kørte imod, der hvor jeg boede. Var han blevet komplet sindsyg eller noget? Harry flyttede stift sit blik hen på mig. 

"Jade, indrøm det nu bare. Hvorfor har du så svært ved at se det i øjnene?" Hans øjne fængslede sig i mine og holdt dem nærmest fastbundet. "Du kan ikke blive ved med at flygte" Jeg spændte så meget i kæben, som jeg overhovedet kunne præstere, da et par lysglimt svækkede mine øjne. Jeg flyttede hurtigt mit blik fra Harrys og så ud af forruden, hvor jeg så to blinkende lygter, komme styrende direkte imod os. Jeg gav mig til at skrige Harrys navn og pegede ukontrolleret ud af ruden. Harry lavede en vild bevægelse, så vi med nød og næppe undgik den bil, der kom farende imod os. Til gengæld mistede han herredømmet og bilen styrede direkte ned i grøften. Forruden splintrede, airbagsne sprang ud og jeg hev ukontrolleret efter vejret, imens tårerne trillede ned af mine kinder. 

Hele min krop rystede, da jeg kunne mærke noget glide ned fra min pande. Jeg tog forsigtigt et par fingre op til min pande og kunne mærke en lille flænge, der fik mig til at undslippe et hvin. 

Jeg så forsigtigt hen imod Harry og overvejede et split sekund, om han var død, som han stift sad med hænderne på rettet og blot stirrede ud af den splintrede forrude. Men da jeg så hans brystkasse, der hævede og sænkede sig, smed jeg hurtigt den tanke væk igen. Heldigvis. I en rystende bevægelse, fik jeg hurtigt klikket min sele op, inden jeg fik mig mast ud af bilen og begyndte at gå. Væk, jeg skulle bare væk derfra. Heldigvis havde jeg ikke lige umiddelbart brækket noget, og jeg var i stand til at bevæge mig, så det var vel bare et godt tegn. 

Jeg nåede dog ikke ret langt, da jeg kunne høre Harry råbe efter mig. "Jadelyn! Jadelyn stop!" Råbte han. Men jeg blev ved med at gå, han var syg, jeg skulle bare væk. "Du kan måske flygte fra din følelser og din fortid, men du kan ikke gemme dig for dem!" Råbte han efter mig, hvilket fik mig til at stoppe brat op og forsigtigt vende mig imod ham, med regnen piskende til alle sider. Han gik et par skridt hen imod mig, så han stod få ti meter væk fra mig. "Jadelyn Faith Parker, jeg elsker dig" Min kæbe rystede, regnen piskede, og mit hjerte og mine ben reagerede hurtigere end min hjerne, og satte i løb hen imod Harry og jeg lod mine læber smede sammen med hans i et langt og passioneret kys, inden jeg forsigtigt trak mig fra ham. 

"Harry Edward Styles, jeg elsker også dig" Sagde jeg med et lille smil og efterlignede den måde, han havde sagt til mig, at han elskede mig. Det var rigtigt, hvad han sagde. Jeg kunne ikke blive ved med at løbe fra mine følelser og min fortid, jeg var forelsket i Harry. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...