Seeking Jadelyn | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Færdig
De troede hun var død, men det hele var bare en løgn. Hun flygtede, flygtede til Miami, skiftede identitet og startede hendes nye liv. Bag hende havde hun fortid, hun bare ville glemme, hvilket var hele grundlaget for, at hun flygtede fra den lille by Holmes Chapel. Idag finder man hende i Miami's natteliv. Hendes flugtplan gik fuldstændig efter hendes hoved, lige indtil der pludselig, et år senere, står et alt for velkendt ansigt, lige foran hende. Et ansigt, hun aldrig troede, hun skulle se igen og pludselig sætter det hele over styr, som hendes nye verden og identitet krakelerer stykke efter stykke og hendes forældre har fundet ud af, at deres elskede datter, alligevel ikke er død. Men vigtigst af alt: Vil Jadelyn nogensinde komme hjem igen?

49Likes
16Kommentarer
2702Visninger
AA

9. "Der er en, der gerne vil snakke med dig"


Sommerferien var ovre, månederne var gået utrolig stærkt og her sad jeg. Indelukket og alene, imens tiden sneglede sig afsted. 

Nej okay, alene var jeg måske ikke... Foran mig sad en ældre, gråhårret dame og snakkede til mig, som om jeg var et lille barn. Sådan et menneske, er en psykolog. Efter de havde bragt mig hjem fra Miami og jeg havde været igennem adskillige politiforhør og andre ting og sager, var der nogle fuldstændig latterlige folk, der havde erklæret, at jeg skulle til psykolog. 

Det kunne jeg ærligt ikke selv se pointen i. Jeg var sund og rask og psykolog var da sådan noget for nogen, der fejlede noget. Jeg fejlede bestemt ikke noget. 

To måneder var gået siden den idiot til Harry, valgte at bryde det tillidbånd, som jeg havde opbygget med ham, troede jeg. 

Han havde valgt at afslører, hvor jeg opholdt mig henne. Det var bestemt ikke noget, jeg nogensinde ville tilgive ham for. Jeg stolede på ham.. 

Min naturlige hårfarve var stort set vokset ud igen, så mit hår næsten var helt sort. Jeg kunne personligt bedre li' mit udseende med blond hår. Jeg havde hørt, at kasinoet var blevet lukket. Det var vel i bund og grund også logisk nok, efter de havde fundet ud af den kriminelle hemmelighed, de rendte rundt med. 

Desuden, så var jeg også blevet iført sådan en plasticting, der sad rundt om min højre ankel, hvori der sad en GPS, så de kunne holde øje med, hvor jeg befandt mig, og prøvede jeg at lirke den af, gik den igang med at hyle op, som en slags alarm. 

De sagde, de gjorde det for mig eget bedste, men i bund og grund var det jo bare at sikre sig, at jeg ikke stak af igen. 

Det ville jeg heller ikke, selvom tanken var fristende. Jeg havde opgivet, opgivet fuldstændig og sad for det meste bare derhjemme på mit værelse, hos min mor og far, og stirrede ud i ingenting, når jeg altså ikke var på arbejde. Og nej, det havde selvfølgelig intet med poledancing eller noget lignende at gøre, næ nej, jeg var blevet tvunget et job på McDonalds. 

Det var ikke så slemt, som jeg havde regnet med, selvom forholdene ikke var de bedste og lønnen ikke ligefrem var noget at råbe hurra for. Dog havde jeg fået èn ven, han hed Aiden og var bøsse. En skide skæg fyr. 

Efter jeg var stukket af, havde jeg også mistet kontakten til mine gamle veninder, fuldstændig. Heller ikke efter jeg var kommet hjem og sagen om den forsvundne Jadelyn Parker var opklaret, havde de ikke rørt på sig det mindste. 

Jeg anede ikke, hvor de var henne i verden, men hvis de ikke gad komme til mig, så kunne de også bare rage mig en klaphat. Så gad jeg da bare heller ikke dem. 

Harry har jeg nu heller ikke set noget til, mest fordi jeg har ignoreret hver gang, han havde forsøgt at ringe til mig eller mine forældre. 

Jeg gad ikke snakke med ham, det var ham, der var skyld i alt det her. Næ nej, han kunne bare skride af helvede til. 

"... Jadelyn?" Jeg opfangede først nu at frk. Smith snakkede til mig, som min psykolog nu kaldte sig. 

"Jade" Rettede jeg hende, en smule irriteret. Jeg ville bare gerne kaldes Jade. Frk. Smith lod et suk forlade hendes læber, inden hun rettede lidt på hendes papirer. 

"Okay, Jade, hvad er det, du sidder og tænker på?" Hun lagde et ekstra tryk på mit navn, da hun stillede mig spørgsmålet. Jeg lagde mit hoved let på skrå og lagde mit højre ben over det venstre, inden jeg rettede mig lidt op i den røde stol, som jeg sad i. 

"Lidt af hvert" Sagde jeg med et skuldertræk. Frk. Smith så indtrængende på mig, så hendes små, stikkende øjne, borrede sig ind i mine. "Jeg mener det, lidt af hvert" Sagde jeg og bed mig blidt i underlæben. 

"Okay, lad mig komme med et bud - Harry?" Spurgte hun. Lyden af hans navn, fik mig til at spænde i hele kroppen. Jeg var for længst ovre ham og det var virkelig ikke et emne, jeg gad at tage op, som hun havde forsøgt på adskillige gange. Nærmest hver gang jeg var her, var det et emne, hun ville ha' op. Jeg rystede bare forsigtigt på hovedet og pillede lidt ved mine negle. 

Okay, jeg var måske ikke helt ovre Harry... Jeg gad bare ikke at se på ham, jeg bandede ham hele vejen ned til helvede for at ha' afsløret mig, men i sidste ende, hvis han ikke havde gjort det, havde politiet sikkert selv. 

Alligevel hadede jeg ham for det. 

"En lille smule" Sagde jeg forsigtigt og så op på Frk. Smith, der fik et stort smil frem på hendes læber. 

"Jade, søde ven, du er her, for at kunne snakke med mig om dine følelser og tanker. Jeg siger det ikke til nogen" Hun lænede sig lidt frem imod mig, for at tage den hvide kaffekop, der stod foran hende. Hun tog en slurk af den kuldsorte kaffe, inden hun stillede koppen foran hende igen. Selv havde jeg ikke rørt de småkager, frugt og vand, som hun havde stillet overfor mig. Jeg havde ikke noget appetit for tiden, jeg havde også tabt mig, faktisk en del. Jeg kunne bare ikke få en bid mad ned. 

"Jeg har ikke lyst til at snakke om ham" sagde jeg hurtigt og undgik bevidst hans navn. Jeg kunne ikke klare det, han havde skuffet mig, såret mig og trådt på mine følelser. Sådan følte jeg det i hvert fald. Frk. Smith, som jeg faktisk aldrig havde fået fat i fornavnet på, lod endnu et suk forlade hendes læber, inden hun hurtigt nikkede. 

"Jeg tror vidst ikke vi kommer videre idag" Sagde hun og rejste sig op. Jeg rejste mig op og trykkede blidt hendes hånd, inden jeg vendte om på hælen og forlod hendes kontor med en lettet følelse i min mave. Jeg hadede det lille rum, det var en befriende følelser, hver gang Frk. Smith sagde, at tiden var forbi. 

Ligeså snart jeg kom ud på parkeringspladsen, var min mor ovre mig som en flue. Hun havde været over mig konstant, siden jeg kom hjem. I bund og grund kunne jeg godt forstå hende, det var bare irriterende at jeg i en alder af nitten år, skulle ha' en konstant overvågning på mig. Det var selvfølgelig for at sikre sig, at jeg ikke stak af igen, hvilket jeg ikke havde nogle intentioner om overhovedet. Jeg havde droppet den tanke, jeg magtede ikke det postyr igen. Bare de kunne se ind i min hjerne, så jeg ikke skulle ha' alt det her overvågning konstant. 

"Hvordan gik det?" Spurgte min mor med et stort smil, som vi satte os ind i bilen. Jeg trak bare på skuldrene og lod sikkerhedselen glide over mig. Hun drejede nøglen om og begyndte at køre ud fra parkeringspladsen, imens hun lod et suk forlade hendes læber. "Jade skat, du ved jo, vi bare vil dig det bedste" Jeg lod et tungt suk forlade mine læber, inden jeg slog opgivende ud med mine arme. 

"Okay, så det bedste er altså at jeg skal rende rundt med en eller anden klam plastic dims, overbeskyttende forældre, politiovervågning og en eller anden fucked up psykolog!" Jeg hævede stemmen en smule og så hen på min mor, der bare holdt sit blik stift ud af ruden. 

"Du ved jo godt hvorfor, så det vil jeg slet ikke diskutere" Sagde min mor i en hård tone. Hun havde aldrig været den, der gad at diskutere, men efter jeg var kommet hjem, havde det hele ændret sig. 

"Nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke se, hvorfor i overhovedet bekymre jer for mig? Det har i jo aldrig gjort! I har altid kun tænkt på jer selv og på, at jeg skulle ha' en lang og god uddannelse, men i har aldrig tænkt på, hvad jeg faktisk kunne tænke mig, i har hele tiden truffet MINE beslutninger. Jeg er så færdig med at blive leget rundt med som en lille hund!" Sagde jeg i en høj tone, så det var tæt på råb. 

"Jadelyn Faith Parker, sådan skal du ikke snakke til mig! Du går igennem de her ting fordi du bildte os allesammen ind, at du var død. Er du klar over, hvor bekymret mig og din far har gået og været?" Hun så hurtigt over på mig, men flyttede hurtigt sit blik ud af ruden igen. 

"Okay, så i har altså bekymret jer over mig for en gangs skyld? Wow, det er nok første gang i, lad mig se, altid" Sagde jeg i en hård tone og lagde mine arme over kors, inden jeg skævede ud af side ruden. 

"Vi har altid været bekymret for dig? Mig og din far elsker dig, vi troede, vi havde opdraget dig bedre" Jeg flyttede hurtigt mit blik over imod hende. 

"Hvad mener du med det?" Spurgte jeg skarpt. 

"Jeg mener, at jeg troede vi havde opdraget vores datter bedre, end at stikke af for at gå i seng med mænd for penge" Hendes ord kom som et kæmpe slag i maven på mig. Troede hun virkelig, jeg var så billig? 

"Jeg gik ikke i seng med mænd for penge! Jeg dansede, hvilket er den ting jeg altid har elsket, men det har i bare set væk fra... I kommer bare aldrig til at forstå det" Jeg havde dæmpet min stemme nu og så ud af sideruden. Min mor sagde ikke noget, vi sad bare i en dyb tavshed, lige indtil hun parkerede bilen udenfor det hus, som de havde købt imens jeg havde været væk. Det lå i London, 20 min. fra centrum, så de havde altså solgt det lille hus i Holmes Chapel. Det var faktisk en ting jeg var utrolig lettet over, så jeg ikke skulle vende tilbage til mine gamle omgivelser og bekendtskaber og ikke mindst alle minderne. 

Jeg klikkede min sele op og hoppede ud af bilen, inden jeg hårdt smækkede døren efter mig og fulgte efter min mor ind i huset. Min far var ikke hjemme, han var på arbejde, så det var bare mig og min mor. Men efter vores skænderi, var det sidste jeg ville, at se hendes i øjnene. Så jeg fortsatte istedet op af trapperne og op på mit værelse, hvor jeg hurtigt smed mig i sengen med min mobil og begyndte at kigge ned af mit newsfeed på Twitter. 

Lige så uinteressant som altid, dog lige indtil jeg ved et uheld kom til at gå ind på Harrys profil. 

Okay løgn, det var ikke et uheld, jeg gjorde det bevidst. Jeg førte min finger ned over skærmen, så jeg kom til hans nyeste tweet. 

Ens venner kommer og går, de bliver til bekendte, andre mister man kontakten til, selvom man brænende ønsker at holde den. Desværre er det ikke tilfældet i alle situationer, men uanset hvad, så vil jeg aldrig glemme dig. Please, ring til mig, når du læser det her. 

Du ved selv, hvem du er. 

Harry xx

Der var en masse kommentarer, hvor alle var nysgerrige efter at vide, hvem det var han snakkede om. Jeg vidste det udmærket, han havde lavet en del af de tweets på det seneste, lige siden jeg kom hjem til England igen, faktisk. Jeg vidste, han snakkede om mig, med mindre han havde fået en ny pige til at tro, han havde følelser for hende og derefter cuttet alt over fuldstændig. 

Desværre var det nok ikke tilfældet, i hvert fald ikke at dømme ud fra de over 200 mistede opkald fra ham, der lå og tikkede på min mobil. Ja, 200, det var overdrevet. Han ville nok gerne snakke med mig, men jeg havde ikke i sinde at snakke til ham, aldrig igen. 

Hvis han ville ha' den mindste chance for at snakke til mig igen, måtte han opsøge mig ansigt til ansigt i stedet for at sprede det ud på alverdens sociale medier. 

Pludselig lyste min skærm op og Aidens navn prydede skærmen. Jeg tog hurtigt min mobil op til øret med et forsigtigt smil. 

"Halløj prinsesse, hvordan går det?" Hans søde stemme kunne høres i den anden ende af røret, hvilket blot fik mig til at smile mere. Det var lige, hvad jeg havde brug for - at snakke med Aiden. 

"Nu, meget bedre" Smågrinede jeg. Vi lød nok lidt som et forelsket kærestepar, men Aiden var jo som sagt bøsse, bøsse med blåt hår, hvilket bare var noget jeg elskede endnu mere ved ham. Han var helt specielt, utrolig venlig og kendte efterhånden hele min historie.

"Ååårh lille skat, skal jeg komme over med noget is?" Spurgte han og jeg kunne nærmest fornemme det store smil han sad med om hans læber. 

"Æble?" Spurgte jeg. Jeg var ikke ked af det, bare sur, og så trængte jeg til at snakke med Aiden face to face. 

"I'm on my way" Grinede han. Is var efterhånden blevet en fast tradition når vi var sammen, selvom jeg ikke rigtig havde appetit til noget mad, kunne jeg altid spise æbleis, specielt når Aiden tvang det ned i mig.  Jeg lagde hurtigt på og lod min mobil glide ud af hænderne på mig, inden jeg forsigtigt rejste mig op og gik hen til det store vindue med en bred vinduskarm, så jeg kunne sidde der. Jeg havde knapt nok sat mig ned, før det bankede på min dør og min mor stak hovedet ind. 

"Hvad vil du?" Spurgte jeg tomt og kiggede hen på hende. 

"Der er en, der gerne vil snakke med dig" Hun åbnede døren helt og Harry kom til syne i baggrunden. Vendt, hvad? Harry? Nej, det havde hun bare ikke gjort, hun havde bare ikke lukket ham ind. 

"Sig jeg ikke gider snakke med ham" Sagde jeg til min mor og ignorerede fuldstændig Harry, der stod lige i bag hende. Min mor sagde intet, men vendte istedet ryggen til og efterlod mig og Harry tilbage, alene. Jeg lod et tungt suk forlade mine læber, inden jeg vendte mit blik ud af vinduet og fik nu øje på den store, sorte bil i indkørslen, der nok tilhørte Harry, ellers havde min far fået ny bil, det var desværre ikke en mulighed, da han var på arbejde.

Jeg kunne høre hans skridt, da han gik hen imod mig og satte sig ned overfor mig i vinduskarmen. 

"Jeg gider ikke snakke med dig" Sagte jeg tomt og undgik at møde hans blik, ved at holde det stift ud af vinduet. 

"Det gør du lige nu" Det var første gang jeg hørte Harry stemme efter et par måneder. Den lød fuldstændig lige så ens som sidste gang jeg hørte den, men alligevel så anerledes. Jeg lod bare et irriteret suk forlade min læber, inden jeg så over på ham og mødte hans øjne, der låste sig fast i mine, som om de var bundet sammen i lænker. 

"Hvad vil du?" Spurgte jeg hårdt. 

"Snakke" Sagde han og lod et skævt smil passere hans læber. 

"Når, men jeg gider altså ikke snakke med dig, så du må gerne gå nu" Sagde jeg, med et fuldstændig stone face. Mine læber kunne ikke andet lige nu, end at være en lige streg. 

"Har du slet ikke modtaget mine opkald? Jeg tror jeg har ringet til dig over 200 gange" Han forholdt sig helt roligt, hvilket undrede mig en smule, efter hvilket tonefald jeg brugte, når jeg snakkede til ham. Da jeg flyttede mit blik ud af vinduet igen, fik jeg øje på en fyr med blåt hår komme gående, hvilket var ingen ringere end den dejlige Aiden. 

"Jeg mener det, jeg får besøg nu" Jeg rejste mig hurtigt op og gik ud af værelset. Jeg kunne høre han fulgte efter, hvilket jeg kun kunne juble mentalt over. Jeg troede han var så stædig, at han blev siddende. Men hvis jeg kendte ham ret, så slap jeg ikke så let. 

Jeg nåede lige akkurat ned til hoveddøren og fik den åbnet, som Aiden skulle til at ringe på klokken. Jeg kunne mærke Harrys tilstedeværelse i bag mig. Aiden skulle lige til at åbne munden og sige noget, da han fik øje på Harry og droppede tanken igen, ved istedet blot at stirre på ham. Aiden kendte min historie og han vidste, hvor meget jeg hadede Harry lige pt.

"Hej Aiden, kom indenfor, Harry skulle lige til at gå" Jeg trak ham ind i et hurtigt kram som han gengældte, inden han slap mig og smilede stort til mig. 

"Tak" Sagde han venligt og skævede over til Harry, der blot stod helt stille. Til sidst rystede han dog forsigtigt på hovedet og gik ud af døren. 

"Vi ses Jade" Var det sidste han sagde, inden han hurtigt fangede mine øjne og jeg skyndte mig at lukke døren.

 


Hold da op, så fik i lige et kapitel på hele 2818 ord, for at være helt præcis, hvilket også er en lille erstatning for det korte kapitel, som i fik sidst, heh. 

Well, jeg er faktisk selv rimlig tilfreds med dette kapitel, så lad mig da høre jeres tanker om det hele, det kunne være så skønt! (Please, ellers bliver det her akavet, hehe) 

I må ha' en fortsat god dag derude

Maite xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...