En anden verden


2Likes
0Kommentarer
216Visninger
AA

2. vejen hjem

Jeg sad på den brede karm i køkkenvinduet i min lille stuelejlighed tæt på Jægersborg hegn. Kiggede ud på regnen, der faldt mod ruden i et væk. Det var ligesom med tårerne, der faldt fra mine øjne og gled ned over mine kinder, som silkebløde kærtegn. På ruden faldt dråberne dog, som hårde monotome slag, uden at kunne nå mig bag glasset. Kun tårerne kunne nå mig. Forløsende og blidt, når de ramte knæene jeg havde trukket op under min nøgne krop, som jeg vuggende sad og svajede frem og tilbage til lyden af regnens trommehvirvler. Hver eneste lille celle i min krop dirrede af inderlig længsel efter forløsning. Følte mig forladt. Forladt af dem, som burde have elsket og passet på mig engang. Dengang. Sad blot og ventede på, at en eller anden tilfældigt ville finde stumperne af det der engang havde været mig, samle dem op, og sætte dem sammen igen til en helhed.

Christian havde forladt mig for uger, dage eller timer siden. Det var ikke til at vide hvornår det var, nu jeg befandt mig så langt borte i en tidsløse sfære, hvor intet var som det plejede. Som når jeg vågnede op i den gryende morgen med hovedet trygt hvilende mod Christians brystkasse og indåndede hans fauna. Når vi grådigt krøb ind i hinandens kroppe og smeltede sammen på mørke aftener. Når jeg holdt hans hånd ned ad gaden. På vej til indkøb, oplevelser og venner. Eller bare på vej hjem. Hjem. Jeg vidste ikke længere hvor hjem var. Måske havde jeg et kort øjeblik troet at jeg vidste det, men det havde vist sig, slet ikke at holde stik. Vi havde ellers haft det så dejligt sammen til at begynde med. Men der gik jo altid et eller andet galt. Som om det var meningen, at der altid lige skulle mangle den ekstra brik, der tilfældigvis gjorde, at alting kom til at passe sammen. Christian ville aldrig komme tilbage igen.

I samme øjeblik skimtede jeg ud af øjenkrogen en skikkelse bag den tykke regnmur af dråber. Jeg missede med øjnene, satte mig op på knæene og trykkede næsen flad mod ruden. Mit hjerte stoppede næsten med at slå, da et sløret mandeansigt pludseligt kom til syne helt tæt på vinduet, med frit udsyn til min blottede krop. Jeg sprang forskrækket ned fra karmen, mens ansigtet igen forvandlede sig til en skikkelse, der forsvandt ud i regnen. Med bankende hjerte løb jeg ind i stuen og hen til terrassedøren, der førte ud til et lille fællesareal med grill og havebænke. Skulede både bange og spændt efter manden derude. Han kunne jo være hvem som helst. En nådesløs indbrudstyv. En voldtægtsforbryder. Eller en farlig morder. Tanken pirrede mig uventet og voldsomt. Måske så jeg mit snit til at flygte fra de melankolske tanker, som låste mig fast i mørket. Var mere end villig til at sætte mig på afgrundens kant og springe, for at slippe fri af dem. Havde alligevel intet at miste, som ikke allerede var tabt.

Jeg hvinede højlydt, da manden pludselig tronede frem i sin gule regnfrakke foran mig. Stivnede efterfølgende, for blev fanget af hans hypnotiserende lyse blå øjne, der fremstod slørede og drømmende bag de regnvåde ruder. Min nøgne krop brændte sig hurtigt ind mod det kølige glas, da jeg trykkede mig længselsfuldt ud mod ham, draget af ukendte kræfter.

Han lod sin ene hånd glide kærligt hen over ruden, lige ud foran mine bryster, uden at fjerne sit fængende blik fra mine øjne. Jeg gispede af mine sansers illusioner. Fornemmede hans kærtegn mod min nøgne hud og følte mig berusende vanvittig. Men det betød ingenting. Jeg kunne mærke blodet bruse gennem mine årer. Lukkede mine øjne og hengav mig sukkende til usynlige kærtegn overalt på min krop. Indtil et lille dunk på ruden fik mig til at slå øjnene op igen. Han havde lagt sine håndflader mod ruden, og jeg førte straks mine op og lagde dem mod hans, mens jeg stirrede intenst, næsten smerteligt bedende på ham, for den ild, der var begyndt at brænde i hver eneste lille celle inden i mig. Men i stedet for at imødekomme mine bønner, fjernede han sine hænder og løb atter væk. Jeg tænkte et febrilsk øjeblik, at han kunne være en af de hjemløse, der ind i mellem dukkede op i området for at søge skjul i skoven, der lå få hundrede meter væk. At jeg ville kunne finde ham der. Følte et øjebliks samhørighed med ham, fordi jeg selv var blevet ensomt hjemløs engang. I et nådesløst flammehav, løb jeg derfor ud i entreen og hev min lange regnfrakke ned fra knagerækken, åbnede hoveddøren og løb ud i regnen på bare fødder, og ned langs stien, der førte til skoven.

Jeg sagtnede først farten, da jeg nåede ned til den lille røde trælåge ind til Jægersborg hegn. En hundelufter, var på vej ud af lågen og gjorde store øjne over min påklædning. Havde glemt at regnfrakken var gennemsigtig og følte mig berusende forrykt. Grinede for mig selv og satte atter tempoet op, da lågen smækkede bag mig, uden at ane hvilken vej jeg skulle løbe. Skoven foran mig var stor og der var flere stier at vælge mellem. Men tiden var knap, hvis jeg skulle gøre mig det mindste håb om at finde manden igen, så jeg løb instinktivt dybere ind i skoven. Min sædvanlige frygt for at færdes alene, var et øjeblik forsvundet. Havde ellers gået mange ture her sammen med Christian, men min stedsans havde altid været noget nær ikke eksisterende, og det var også Christian der havde ført an dengang. Dengang. Så langt væk. Så længe siden. Og dog kunne der endnu ikke være gået en måned.

Melankoliens arme var ved at favne mig på ny, da jeg efter at have løbet sporløst omkring i noget der føltes som en uendelighed, endnu ikke havde set skyggen af det, der kunne ligne en gul regnfrakke. Stoppede derfor op under et stort gammelt egetræ og lagde forpustet panden ind mod dets brede kraftige stamme. Kun regnen og mine tunge åndedrag brød skovens dybe stilhed, og det vakte næsten min vante frygtsomhed til live. Men så stod han der pludselig, lige bag mig. Jeg udstødte et halvkvalt skrig, da jeg skimtede den lange gule regnfrakke gennem mine ben. Han tog straks fat i mine arme og lagde dem om bag min ryg med myndig hånd. Jeg forsøgte at vende mig om, men han holdt fast. Kunne mærke hans varme ånde i min nakke og begyndte at hyperventilere. Så i et kort glimt avisoverskriften i morgendagens aviser: Kvinde fundet død i skov. Men jeg havde selv valgt at springe ud over afgrundens kant. Og nu faldt jeg. Mod hans krop, som pressede mig bagfra, så jeg stod klinet op ad stammen. Han greb hårdt fat i mit lange våde hår og hev mit hoved bagover. ”Du har selv bedt om det, din luder,” hvæsede han aggressivt ind i mit øre, mens han med den anden hånd flåede regnfrakken af mig. Jeg sank en klump og mærkede hvordan den ild, der før havde brændt mig indvendigt, kæmpede mod en snestorm. Min krop dirrede ude af kontrol. ”Du har selv bedt om det”, rungede hans stemme, som et ekko, inde i mit hoved. ”Din luder … Luder … Luder.”

”… Nej,” hviskede jeg næsten lydløst, da han med voldsomme bevægelser bandt et klæde omkring mit ansigt, så jeg atter var tilbage i mørket. Men det var ikke længere kun melankoliens mørke. Eller frydens mørke. Eller rædslens og hadets mørke eller hvilket som helst andet mørke, der end måtte eksistere. Det var dem alle sammen blandet sammen på en og samme tid.

Han vendte mig rundt, så hans ånde ramte mig som en varm ild, der svitsede sig ind i mit ansigt. Mine ben sitrede under mig, så det et øjeblik føltes som om jeg skulle besvime. Han lod sine fugtige læber møde mine, og holdt mig oprejst, da jeg villigt gav efter for hans indtrængende tunge. I et langt grådigt kys, smeltede vi sammen. Et kys, hvori jeg desperat søgte efter fæste. Efter tryghed. Efter far. Efter mor. Efter Christian. Efter hjem, mens han pressede sin hårde dunkende underkrop ind mod mig. Hans hænder famlede sig vej til mine bryster, der strittende tog imod hans voldsomme favntag, og fik mig til at stønne højlydt af smerte. Ikke kun den fysiske smerte, men også den psykiske smerte det forvoldte i mit sind, at overgive mig til mit eget kaotiske mørke. Jeg smøg overgivende mine ben op omkring hans lænd og skreg, da han brutalt indtog mig. Vaklende balancerede vi hen til vilde floder, der under træet, midt i regnen, oversvømmede alle dele af min krop, mens hans stemme vedblev at runge smertefuldt i mit indre ”Luder … luder … luder.”

Han stoppede pludseligt og brat. Brændemærkede uventet mit ansigt med to hårde klask. Den sviende smerte brød langsomt frem, først på den ene side af mit ansigt, siden på den anden. Det var som om hans hænder havde groet sig fast på begge mine kinder. Han greb endnu engang hårdt fat i mit hår og hev mig efter sig, så tårerne vædede klædet for mine øjne. Mine ben knark under mig og jeg faldt til jorden, mens jeg tuede klynkende og bedende i en grumset tilstand af desperation efter forløsning og angst for mit liv. Men han fortsatte blot med at slæbe mig af sted hen over den mudrede skovbund. Over hårde rodknolde og knækkede grene, som rev og flåede min krop til blods, mens jeg forgæves skreg efter hjælp.

”Hold så kæft, kælling,” hvæsede han og stoppede op. ”Luder … luder … luder.” Jeg kunne høre en dør knirke og dufte regnvådt træ, iblandet en syrlig og let rådden stank, som om træet var fyldt med skimmelsvamp. Det vakte øjeblikkelige minder fra den lille træhytte, mine barndoms regnvåde somre blev tilbragt i. Minderne fik mit sind til, for en kort stund, at svæve et uopnåeligt sted over jorden. Smertefrit og lydløst, fik han bugseret min vægtløse mudrede og blodige krop op over et trappetrin, og indenfor. Jeg kunne næsten mærke hvordan min krop efterlod sig slimede spor af mudder og blod, da han trak mig videre henover gulvet. Spor tegnet af en menneskelig skovsnegl, der havde forvildet sig indenfor et forkert sted, den ikke burde være. Jeg mærkede hvordan min krop blev løftet op, som en slaskedukke, og lagt på noget, der føltes hårdt og koldt, som sten. Mine arme og ben blev bundet fast og fikseret. Sådan føltes det i hvert fald, men det var ikke til at vide. Jeg var endnu blind. Henvist til mit eget mørke under klædet, hvor den befriende overjordiskhed der havde indtaget min krop og gjort den følelsesløs et kort øjeblik, begyndte at opløse sig. Af pirring. En pirring, der voksede frem af uvished. Ville jeg overleve eller dø?

En dyb skærende smerte ramte mig, da en skarp genstand uventet skar sig ind i min arm. Jeg skreg højt, mens blodet samlede sig faretruende eksplosivt mellem mine ben. ”Luder … luder … luder,” skreg mors stemme inde i mit hoved, fra dengang, i sommerhytten.

Endnu et langt snit bredte sig henover mit maveskind og fremkaldte endorfinernes lindrende virkning, der vuggede mig ind i en tryg og varm verden. Indtil saltet blev strøget ned i blodrevnerne, og mine skrig hæst fadede bort til en lydløs rallen. Min mund stod åben, som et stort endeløst gab, da han begyndte at dryppe skoldhed stearin overalt på min hud, der brændte sig fast, som stigmenter. I hårde ryk borede han sig samtidig ind i mit mørkeste dyb, så min krop eksploderede i lange smertefulde orgasmer, mens fars stemme hviskede i mit øre. ”Din lille Luder …” Indtil han stønnende og sukkende faldt ned over mig med hele sin vægt, så jeg var ved at kvæles i mørket på mit barndoms værelse i sommerhytten, der duftede af regnvådt træ. Mor kom listende med bøjlen, da far var gået, og slog mig med overnaturlige stærke kræfter, igen og igen og igen. Min krop blev langsomt løftet længere og længere op, som slagene ramte min hud, så jeg til sidst svævede et sted i et ingenmandsland, hvor mor ikke kunne nå mig. Jeg kiggede blot ned på det skrigende frådende uhyre, der slog løs på den krop, der ikke længere var min. Men det vidste mor ikke. Ligesom mor ikke så de tårer, der faldt fra pigekroppens øjne under de hårde slag. Han vidste det heller ikke. Men jeg så det og vidste, at de der burde have elsket og passet på hende, aldrig ville få lov til at ramme hende igen. Jeg ville følge hvert af hendes skridt på jorden, som en skytsengel, og hive i de usynlige tråde der var mellem os, så retfærdigheden altid skete fyldest, når jeg blev tvunget ud af hendes krop. Det var den eneste måde jeg kunne blive til et med hende igen.

Hendes øjne blev blændet, da klædet omkring hendes ansigt pludselig blev vristet løs. Hun missede med øjnene og så et cirkelformet lyshav af knitrende stearinlys omkring sig. Hun kiggede ned af sin blodige beskidte krop og så ham stå forenden af det stenalter hun lå på. Hans blottede krop så gyldenbrun og stærk ud i skæret fra de dansende lys. Han trak vejret hurtigt og forpustet og kiggede indtrængende og afventende på hende.

”Bind mig op,” hviskede hun stille. Jeg fulgte hver af hans bevægelser intenst, da han adlød. kunne dufte hver en millimeter af de ting, der foregik inde i ham, fra de kropsvæsker, der som små usynlige dråber, trængte gennem porerne i hans hud og steg op som små partikler under loftet hvor jeg sad.

Hun satte sig op og stønnede klagende over sin lemlæstede krop. Det så umiddelbart ikke kønt ud, men jeg syntes hun var smuk. Var også den eneste der kunne se gennem de dugfriske kødsår på hendes arrede hud.

”Er du okay?” spurgte han med forloren interesse. Jeg kunne lugte saligheden og tilfredsstillelsen der havde indtaget hans krop, som en tung em, efter hans egen forløsning. Han var da ligeglad. Det svin.

”Selvfølgelig,” svarede hun overlegent og førte benene ud over den ene side af stenalteret, og placerede fødderne solidt på gulvet. Jeg trak i hendes ene arm, der gjorde en gestus til, at han skulle komme over til hende. Han blev først tøvende stående og kiggede på hende. Kæmpede i sit indre med den afsky, hun vakte i ham, når han så på hendes misbrugte krop. Stanken af råddenskab i hytten var også blevet for meget for ham, efter han havde fået sin udløsning. Før det, havde den pirret ham. Han tænkte at hun burde få hytten renoveret eller revet ned. Følte sig kejtet, for han vidste ikke rigtigt om han bare skulle efterlade hende her, hvilket han havde allermest lyst til. Eller om han skulle følge hende hjem, som det måske blev forventet. Men nu hvor konen og ungerne ventede derhjemme, gik han utålmodigt og modvilligt hen mod hende for at få afsluttet seancen på den ene eller den anden måde.

Jeg fik hende rejst op, så hun kom til at stå ansigt til ansigt med ham. Førte hendes arme mekanisk rundt om ham, så det lignede hun gav ham et kram. Han tænkte irriteret om det nu også var nødvendigt, at hun ligefrem skulle smøre ham ind i sit blod, og han undlod at lægge armene omkring hende og gengælde hendes gestus. Hans hjerne arbejdede i stedet på at finde en løsning med at få vasket hendes blod af sig, inden han nåede hjem til Charlottenlund. Det fjols. Hvor langt troede han selv han ville nå?

I løbet af et splitsekund fik jeg hendes krop til at dreje sig en smule og hendes ene hånd, til at gribe ud efter den blodige kniv, der lå på stenalteret, som han havde brugt til at snitte i hende med. Hun fastholdt ham endnu med sin ene arm. Han nåede ikke engang at lægge mærke til hvad der skete, før end kniven blev jaget ind i hans ryg. Han kiggede overrasket på hende med store lyse blå øjne, mens hun hev kniven ud af ham, kun for at jage den ind igen. Ligesom de utallige slag, der havde haglet ned over hende fra bøjlen i hendes mors kolde hånd. ”Luder … luder … luder,” fik jeg hende til at råbe højt, mens hun foretog den samme monotone bevægelse ind og ud af hans ryg, igen og igen og igen. Jeg stoppede hende ikke, før han faldt sammen på gulvet lige foran hende, som en slatten karklud, og hun skrigende kom i en frydefuld lang orgasme.

Hun stod et øjeblik og kiggede hypnotiseret på den røde plamage, der hurtigt bredte sig som en sø rundt omkring hans livløse krop. En fredfuld varme bredte sig samtidigt i hendes krop. Varmen trak mig ned mod hende, og jeg vidste det ikke ville vare længe, før vi atter smeltede sammen og blev til en igen. Men først måtte vi have liget af vejen. Vi fik ham bakset hen mod den lille lem, der var i gulvet ved hovedgæret af stenalteret. Man lagde ikke mærke til, at der var en lem, hvis man ikke vidste det. Men jeg vidste det. Far havde selv bygget hullet under lemmen til opbevaring af hynder og sengetøj. Nu var det bare far selv, der blev opbevaret dernede. Sammen med mor. Og Christian. Gad vide hvor mange der var plads til?

Jeg hev i det lille hængsel i lemmen og fik den åbnet. Man kunne tydeligt ane silhuetterne af de andre dernede i skæret fra stearinlysende; et par skelletter og en nogenlunde intakt krop. Det måtte være Christian. Far og mor havde ligget dernede i årevis. Det var efter den aften, hvor mor havde slået mig med bøjlen og jeg første gang kom til at svæve oppe under loftet, stærk og uovervindelig. Mor var bagefter grædende gået ind til far og havde lagt sig ved hans side, indtil hun hulkende var faldet i søvn. Jeg havde derefter ført den forslåede pigekrop på listefødder ud i det lille tekøkken, og fået hende til at trække køkkenskuffen ud og tage fat om en stor kniv. Jeg havde ikke haft andet valg, hvis jeg da ikke skulle blive hængende oppe under loftet til evig tid. Det duede slet ikke, hvis jeg skulle kunne passe rigtigt på hende, nu ingen andre gjorde det.

Det var noget andet med Christian. Han havde været vores første og eneste kæreste, og tiden med ham var den bedste vi nogensinde havde haft i vores liv. Vi havde troet på, at vi endelig havde fundet en vej hjem. Hjem. Men det havde vi selvfølgelig ikke. For jo mere jeg kom til at holde af Christian, jo mere svævede jeg op og væk fra hende. Til sidst var det kun hende der var sammen med ham, mens jeg bare kiggede på. Det var ikke så svært at regne ud. Hvis jeg ikke kunne være sammen med Christian, skulle ingen af os være det. Hun græd, da jeg tvang hende til at stikke kniven i ham, selvom hun af alle burde vide, at uden mig, ville hun slet ikke være i live. Hun fik mig endda til at græde sammen med hende, da vi atter smeltede sammen. Lige indtil ham her var dukket op. Med et anstrengt skub, rullede vi ham ned i hullet til de andre, og lod lemmen falde i med et brag, inden vi løb ud i den regnvåde skov sammen.

Under træets grene, så jeg der hang en overflod af grønne blade. Jeg lå i læ for den regn, der nu næsten var stoppet med at falde. Først var jeg løbet ud og havde ladet mig skylle ren for mudder og blod i den silende regn. Bagefter var jeg faldet udmattet sammen på den fugtige skovbund ved træets fod. Som en slap streng, der alt for længe havde været spændt for stramt. Lå nu med et saligt smil på mine læber og stirrede op på bladende. Syntes at kunne se ind i deres sjæl og følte mig som et af dem; et fugtigt blad i sin blomstrende storhedstid. Lyttede til regndråberne der stille faldt, som klokkeklare toner i mine øregange og følte mig langt om længe hel. Havde jeg været en sommerfuglelarve, var jeg i dette øjeblik fløjet ud med strakte vinger. Fri.

Melankolien over Christian var heldigvis også forsvundet bort til en anden virkelighed jeg ikke længere kunne genkende. Forstod slet ikke, at han havde holdt mig fanget så længe i tankerne, når det nu aldrig havde været meningen vi kunne blive sammen. Det var jo slet ikke meningen, at jeg skulle blive sammen med nogen. Det forstod jeg nu. Det ville blot splitte mig ad i to dele, som aldrig kunne forenes.

Først da mørket var ved at falde på, rejste jeg mig fra skovbunden. Smilede endnu engang over min nøgenhed under den afslørende regnfrakke, som jeg havde fundet og samlet op, der hvor han tidligere havde flået den af mig.

Jeg smøg regnfrakken godt om mig, i et forsøg på at dække mig til, og bandt mit fugtige lange hår op i en knold højt på hovedet, inden jeg tilbagelagde vejen gennem skoven, som jeg var kommet ad tidligere. Syntes pludselig at kende hvert et træ, hver en skovbund og hver en stub, og nåede frygtløst frem til den røde låge inden mørkets frembud.

Gik med forventningsfulde skridt på stien mod min lille stuelejlighed, mens det kriblede i mig, som om små sæbebobler der sprang, en efter en. Var høj af lykke. Kunne næsten ikke vente. Glædede mig så ubeskriveligt til at komme hjem. Hjem. Åbnede døren og trådte ivrigt ind i entreen. Smed regnfrakken skødesløst på gulvet og hev en rosa frottekåbe ud fra skabet og puttede mig energisk i den. Gik ind i stuen og tændte stearinlysene i vinduet, og kastede mig med en barnlig iver ned på den gråmelerede stofsofa, der var fuld af små farvestrålende bløde pyntepuder, som jeg elskede at putte mig ned i. Nød synet af de dansende silhuetter på væggen fra lysene. Skævede samtidigt taknemmeligt hen på det lille manuskript, der lå på stuebordet, hvori jeg havde skrevet det hele ned til mindste detalje. Ord og handlinger, der havde ført mig fra vinduet i køkkenet, til terrassedøren i stuen og helt ud i skoven til det store egetræ. Og videre hen til sommerhytten, der engang havde gjort det ud for mine barndoms somre. Mit hemmelige tilflugtssted, som ingen nogensinde havde tænkt på eksisterede. Heller ikke, da mine forældre pludselig var forsvundet fra jordens overflade og jeg senere blev fundet alene midt på gaden. Politiet anede ikke hvor de skulle lede, og selv den rare dame, som tog mig i pleje, her, midt i den lille stuelejlighed, spurgte aldrig ind til det, fordi hun havde ondt af mig. Hun døde for et år siden. Det var den dag jeg fyldte atten, så det var heldigvis ikke noget problem for mig at blive boende. Ind i mellem gik jeg ud og lagde en blomst, lige der, hvor jeg havde gravet hende ned. Hun havde trods alt været et godt menneske.

Ved siden af manuskriptet, lå konvolutten med pengene. Han havde betalt mig godt. Gad vide hvad konen ville tænke, når han aldrig dukkede op igen? Det betød heller ingenting. Jeg vidste, at jeg til hver en tid, ville kunne finde et andet dumt svin på nettet, der var mere end villig til at efterleve mine fantasier og betale mig for dem, uvidende om, at deres skæbne lå i min hule hånd.

”Luder … luder … luder.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...