En anden verden


2Likes
0Kommentarer
218Visninger
AA

1. sommer ferie

Det havde længe været vinter. Så længe at isen overalt på jorden, lå som en uendelig skøjtebane. Jeg sad sammen med Adrian og ventede på at uddø. For måneder tilbage, havde sneen ellers ligget gråhvid og blød med aftegninger af menneskefødder, der hver dag traskede gennem den. Jeg havde altid været den første til at løbe udenfor, når en tusmørkestråle trængte ned gennem den gråsorte himmelstøvsky. Så hoppede jeg rundt i den nyfaldne sne og lavede sneengle og snemænd. I en solstråle blev verdenen varm og levende, når den ramte mine frostsprængte kinder og fik isblomsterne til at glitre, som perler, overalt på det gråhvide dække, hvor jeg dansede rundt under himmelrummet. Bag støvskyen blinkede mælkevejens milliarder af glødende plasmakugler endnu ned til mig i drømme, som bittesmå stjerner på nattehimmelen over den jord, der engang havde været min.

Sommerferien var kun lige begyndt, da det hele startede. Jeg var på besøg hos farfar, i hans store gule murstenshus, sammen med mor og Mike. Vi havde pakket en kuffert hver, nok til at kunne blive en uges tid, inden Mike skulle rejse videre på en nøje planlagt jordomrejse sammen med en kammerat. Det var meningen far skulle dukke op senere, når han havde fri fra arbejde, så vi kunne nyde lidt ferie sammen, inden vi blev spredt for alle vinde. Ikke nok med at Mike rejste, så var det også meningen at jeg efter sommerferien skulle flytte fast ind hos farfar for at gå på gymnasiet. Han boede i udkanten af storbyen, der summede af kultur, teater og cafeliv, langt fra provinsbyens grå trummerum. Det havde været en lang sej kamp at få lov. Mor og far mente farfar var blevet for gammel til at have en krævende teenager boende. Men farfar havde stædigt talt min sag og overbevist dem om det modsatte. Jeg havde jo altid været en fornuftig gammelklog pige, som han ville elske bragte liv til huset. Og jeg elskede mere end noget andet at være i farfar hus, der duftede af teaktræsolie fra de gamle mahognimøbler. Kunne stadig genkalde duften, når jeg lukkede mine øjne. Så sad jeg i gyngestolen i den mørke stue og svømmede ind i de glasindrammede malerier, der forestillede store majestætiske skibe sejlende på verdenshavene.

”Evy,” kaldte Mike. ”Evy.” Han ruskede hårdt i min arm. ”Av! Det gør ondt,” råbte jeg irriteret og slog ud efter ham.

”Er du helt væk? Kom nu!” Han tog utålmodigt fat omkring armen, og hev mig ned fra gyngestolen, så jeg modstridende måtte følge med. Men Mike var også atten år og meget stærkere end jeg, selvom jeg lige var fyldt seksten.

Ude i køkkenet sad farfar og mor og kiggede op på det lille fladskærms tv der hang på væggen over spisebordet. En mand speakede en masse ord der lød som en mudret mumlen i mine ører. Jeg var alt for travlt optaget af at gnide min ømme arm og bande Mike langt væk. Ud af øjenkrogen lagde jeg dog mærke til mors rystende hænder, som blev ved med at taste et nummer på mobilen, uden at der tilsyneladende var forbindelse i den anden ende. Jeg bemærkede også, at farfar så trist ud. Han elskede ellers at sidde og se tv i det lille køkken, hvor det sorthvide foto af farmor også hang, så han kunne være sammen med hende, nu hun ikke var der mere. Hun så ikke gammel ud, men havde langt sort bølgende hår og et smilende blødt ansigt. ”Du ligner hende,” sagde farfar altid, når jeg kom ud i køkkenet til ham. Nu trykkede han i stedet på fjernbetjeningen, så tv’et slukkede. Hans øjne var våde og blanke. Jeg gik undrende hen til ham. Satte mig på hans skød, sådan som jeg havde haft for vane siden jeg var en lille pige. Vi plejede at lave sjov med det nu, hvor jeg næsten var vokset over hovedet på ham og kunne dække hans spinkle krogede krop med min egen.

”Er du ked af det?” spurgte jeg forvirret. Farfar nikkede og strøg en hånd kærligt gennem mit lange hår inden han skubbede til mig og rejste sig op. ”Vi skal en tur i kælderen, Evy!” sagde han alvorligt.

”Hvorfor? Hvad er der sket?” Jeg kiggede hen på mor, der stadig rystende fumlede med sin mobil. ”Jeg kan ikke få fat i Jim,” sagde hun stille og lukkede sine øjne. En tåre gled ned ad hendes kind. Jeg fulgte hypnotiseret tårens gang ned over hendes læber til den ramte gulvet foran hendes fødder. Mit hjerte bankede hurtigere. Det føltes næsten som om det ville bryde ud af mit bryst, da jeg så at Mike også græd.

”Fortæl mig så hvad fanden det er der sker,” råbte min stemme udenfor den glasklokke af uvirkelighed jeg pludselig befandt mig i.

”Vi skal dø,” skingrede Mike halvkvalt i gråd. Jeg brød ud i latter. ”Stop nu. Det er ikke sjovt!” Lod blikket glide henover deres ansigter. Forventede at se deres smil. Hører dem indrømme joken. Men Mikes gråd stoppede ikke, og farfar puffede mig i retning af kældertrappen, mens det sortnede for mine øjne. Så et øjeblik, at Mike var seks år og lige var væltet på sin cykel ude på vejen foran vores hus. Jeg løb hen og tog fat i ham med mine små hænder for at hjælpe ham på benene igen. Med besvær var det lykkedes, selvom det nok mere havde været Mike selv, der fik rejst sig. Vi gik trippende ind i huset til mor, der forfærdet løftede Mike op i sine arme, fordi han blødte fra hovedet. Med en klud for hans pande, kørte vi i hast på skadestuen. Far hentede mig senere og prøvede mange gange at forklare, at mor blev nødt til at blive hos Mike natten over på sygehuset, og at de nok skulle komme hjem igen næste dag. Men jeg græd utrøsteligt, fordi intet var som det plejede.

Farfar havde i tidernes morgen overtaget huset efter sine egne forældre, da han var blevet gift. Mine oldeforældre havde, allerede forinden, købt lejlighed på en sydhavsø, hvor de ville drive forretning og efterfølgende leve en pensionisttilværelse under et palmetræ.

Som dreng havde farfar måtte bo i husets kælder under anden verdenskrig, da bomberne sprang udenfor. Vi havde ofte siddet på madrasserne dernede under varme tæpper og lyttet til hans fortællinger, mens stearinlysene stille blafrede og lavede skyggedans på væggene, hvor flere reoler var stablet op. Glas og dåsemad i alverdens farver og størrelser stod på snorlige rækker side om side. Store runde tønder med kildevand var stablet ovenpå hinanden og værktøj, spader, førstehjælpskasser og en dragkiste fyldt til randen med gammelt tøj og sko, havde deres faste pladser. Væggene var sågar muret op med hårdføre materialer, så de kunne holde en ny krig ud. Nok var Farfar en smule neurotisk, men ikke desto mindre kom det til at redde vores liv. I hvert fald for en tid.

Jeg ved ikke hvor længe vi kom til at sidde i det kolde fugtige mørke og klamre os til de langtidsholdbare batteridrevne lygter. Nat og dag blev til et, da jorden larmende skælvede omkring os, som et brølende frådende uhyre. Puds og murbrokker faldt over os fra alle sider og kanter, mens reolerne væltede ned på gulvet med brag, så dåser, glas og indhold blev slynget ud til alle verdenshjørner

Vi sang. Det var mor, der begyndte på den vuggevise hun plejede at synge for os, da vi var små. En sang, som hendes egne forældre også havde sunget for hende engang. Vi sang højt og højtideligt, mens verdenen faldt fra hinanden i et øredøvende rabalder og lommelygternes lys fadede ud, da de fløj ud af vores hænder og smadrede. Et sted i det fjerne hørtes skrig, og vore stemmer blev tavse, selvom skrigene hurtigt forstummede sig i lyden af genstande, der måtte have hvirvlet rundt udenfor væggene, for derefter at blive knust mod hinanden i større eller mindre eksplosioner.

Vi krøb tættere sammen med foldede hænder og bad. Uden at vide hvad vi bad til, for vi havde aldrig været troende. Først da døden truede med at tage vores liv, var vi ikke længere i tvivl om højere magters eksistens. Eller i hvert fald nærede vi et brændende ønske om det, mens vore kroppe og hænder rystende famlede ind mod hinanden, som de bitte små mennesker vi var blevet i kældermørket.

Der var pludseligt blevet helt stille. Måske kun i få sekunder, men det føltes som timer, når stilheden gjorde så øredøvende ondt. Indtil en påtrængende susen dukkede frem og vi krumbøjede fortsatte med at bede bønner i evigheder, før vi turde bevæge os fri af hinanden. Da jeg gav slip på mors og Mikes hænder græd jeg lydløst, for ville jeg få far at se igen? Eller mine venner? Eller noget som helst andet af det som for øjeblikke siden havde gjort sig ud for mit liv; min eksistens?

”Er alle … okay?” Mike brød forpustet stilheden, da vi på vaklende ben forsøgte at rejse os, men i stedet måtte kravle rundt i blinde, for ikke at snuble over murbrokker og andet materiale, der var væltet rundt.

”Det … tror jeg,” svarede jeg og trak vejret hurtigt.

”Alt … okay,” lød mors stemme stille.

”Farfar … Farfar?” kaldte jeg hæst. En klagende stønnen kunne høres et sted i mørket. ”Der … sidder … noget … mellem … mine … ribben.”

Jeg sad med ryggen lænet mod en væg. Det havde været dumt af os at kravle væk fra hinanden. Følte mig tung og ør i hele kroppen. Som om jeg var blevet gennemtævet. Sveden drev fra min pande og det var som om tusinde knive snittede og skar i mine lunger. ”Jeg … kan ikke … trække vejret,” fik jeg fremstammet og vidste jeg ikke var den eneste. Kunne høre Mikes pibende vejrtrækning mens han hakkede ind i væggen med en tung genstand. Den monotone dunken i væggen gav mig fornyede kræfter. Jeg famlede rundt for at finde noget jeg selv kunne bruge til at hakke med, men det endte med at farfar næsten lydløst skreg, da jeg væltede ned over ham. ”Undskyld,” stønnede jeg og forsøgte at holde gråden inde, fordi manglen på ilt ikke tillod nogen unødvendig anstrengelse. Farfar strøg blot kærligt sin hånd gennem mit hår, mens Mike råbte.”Der er hul igennem,” og et dunkel støvet lys kom til syne fra et hjørne af kælderen. Silhuetter dukkede frem overalt, og Mike huggede et par gange mere, så der lige akkurat var plads til, at vi kunne krænge os ud.

”Lad der blive lys,” havde Gud engang befalet, da jorden endnu var et formløst kaos. Nu var det meste af lyset slukket og en sort tung støvmasse gjorde sig ud for himmel, der meget beskedent lod enkelte strejf af solstråler trænge gennem. Sammen med flammerne, der skød op fra jorden som ildkilder, lignede det et dunkelt morgengry.

Så langt mit øje rakte, syntes landskabet uendeligt fladt. Uden huse. Uden tårne, skorstene og træer, der ragede op i luften. Uden veje med larmende biler. Ingen fugle, der fløjtende fløj henover himmelen. Ingen hunde, der gøede i det fjerne og ingen legende børn, der syngende gik hjem fra skole. Det var alt sammen væk. Kun denne endeløse susen fra vinden, der ind i mellem lod små skramlende genstande fare henover ruinerne, kunne høres. Og så lyden af bølger, der slog ind mod sten. Jeg missede med øjnene og så, at der få hundrede meter længere fremme glinsede et hav i en solstråles skær. Farfars hus lå ellers midt i landet, længst væk fra kysten.

Jeg faldt på knæ og skreg ud i det grumsede blæsende mørke. Ønskede, at jeg var gået bort sammen med den verden jeg kendte. Men måske var jeg allerede død. Det var ikke utænkeligt. Måske havde det altid været sandt at der fandtes et helvede.

I samme øjeblik fik jeg øje på ansigtet. Det lå der, lige foran mine knæ og stirrede mig direkte op i fjæset under nogle brosten. Halvdelen af ansigtshuden var flået af, så en del af kraniet var blottet, men øjnene var endnu intakte. Jeg så at de var blå. En kold gysen løb ned langs min rygrad, mens jeg lammet forsøgte at kigge væk. Men det var umuligt. Afrevne flænsede ben og arme med kødklumper hængende ud, dukkede frem alle vegne. En barnevogn lå krøllet sammen på siden under en stor træstamme. En spædbarnskrop lå med forvredne lemmer, som en slaskedukke henover barnevognshjulet, der knagende gav sig i vinden. En hund med indvoldene spredt over dens udhulede pels lå ovenpå et forkullet lig, hvis arme og ben stak ret ud i luften, som om det greb ud efter hjælp. Forsøgte at trække vejret, men stanken af råddent kød ramte uventet mine næsebor, som et kvælertag. Jeg bøjede mig frem og kastede op side om side med Mike. Var glad for at mor var blevet i kælderen sammen med farfar.

En skruetrækker, var under rystelserne, fløjet gennem luften og var endt mellem farfars ribben. Han lå sammenkrøllet i et hjørne og hev efter vejret, mens han kæmpede for at holde sig ved bevidsthed. ”Jeg klarer den ikke,” hviskede han hæst og stakåndet mellem besvimelsesanfaldende. Mor holdt hans hoved og Mike forsøgte at hælde en smule væske mellem hans læber. Men han nægtede. ”Gem det til jer selv. I får brug for det.” Og så gav han bare op. Uden varsel. Uden at spørge om det var i orden. Jeg sparkede og slog ind i kælder væggene og endte på gulvet i fosterstilling, rystende af angst. ”Jeg kan ikke klare mere,” hulkede jeg. Mike strøg mig over kinden og mor tog mig i sine arme og vuggede mig frem og tilbage. ”Vi må være stærke nu,” sagde hun, men hendes krop skælvede også. ”Hvorfor? Det er slut,” råbte jeg. Mike rejste sig vredt op. ”NEJ! Det er fandme ikke slut nu. Der må være en grund til vi stadig er her! Der må fucking være en grund!” Han rev et mindre stykke af et bomuldslagen fra en af madrasserne og bandt det for mund og næse og kravlede ud fra kælderhullet. Jeg kunne høre ham løbe. ”Mike?” kaldte jeg, men han var allerede væk. Jeg kiggede udmattet op på mor. ”Han skal nok komme tilbage,” sagde hun tøvende og alt andet end overbevisende. Alligevel nikkede jeg og puttede mig ind til hende, og faldt i søvn. Drømte at farfar sad på et tæppe på kløvermarken sammen med far og farmor, hvis bølgende hår flagrede i vinden og faldt ind mod hendes bløde smilende ansigt.

”Det sner!” Mor ruskede i mig. Jeg strakte mig søvnigt under den varme dyne og kiggede ud gennem mit værelsesvindue på sneen, der dalede ned. Men snart forvandlede vinduet sig atter til hullet i kælder væggen og min krop sitrede af kulde, selvom mor havde lagt flere lag tæpper omkring mig. Jeg sukkede. Vendte mig om på den anden side og så farfars bølgende silhuet under et lagen på en af de andre madrasser. Stirrede intenst på ansigtssilhuetten og ventede at lagnet ville blive suget med ind, når han trak vejret. Der skete intet. I stedet begyndte billeder af far at fare ind og ud af mit sind, og jeg ønskede at sorgen ville skylle ind over mig, drukne mig og tage mig med sig til dens ingenmandsland.

”Hvor er Mike?” Jeg rejste mig og løb hen til hullet, mens min krop sitrede helt ude af kontrol. Var gået i kælderen i shorts og T-shirt og temperaturen måtte mindst være faldet femogtyve grader. Blev alligevel stående, for det var surrealistisk at kigge ud. Hvor længe havde jeg egentlig sovet? Alt var næsten helt dækket til af gråhvid sne. Som om den prøvede at dække ethvert spor af den makabre ødelæggelse af jorden og livet jeg havde set. Selv stanken var forsvundet i frostgraderne. Vaklede chokeret tilbage og begyndte at rode efter tøj i den væltede dragkiste, som mor allerede havde hentet tøj fra. Fandt nogle lange bukser, et par trøjer og en varm frakke, mens min mave larmende knurrede. Kom i tanke om jeg slet ikke havde spist. At ingen af os havde nået at tænke tanken om mad. Mor havde forsøgt at rydde lidt op. Havde rejst de dele af reolerne, som endnu var intakte og sat dåser på plads, der stadig kunne bruges. Jeg tog en af dåserne og hev i det lille hængsel, så låget gik op og satte den grådigt for munden. Kolde kødklumper væltede ned i min mund. ”Evy!” udbrød mor målløst og det vat trygt at vide, at nogle ting aldrig ændrede sig helt. I samme øjeblik stod Mike i åbningen. ”Der er godt nok en der er sulten, dit dyr!” sagde han i en overraskende munter og drillende tone. Jeg sænkede straks dåsen. Lod mit ærme køre over munden og løb hen og gav ham et kram. ”Vi er flere derude,” sagde han rystende af kulde. ”Vi er ikke alene!” Mor sukkede og kom hen og holdt om os begge. ”Så er der alligevel håb,” sagde hun fortrøstningsfuldt og jeg kunne mærke vore hjerter banke ind mod hinanden.

”Det var en meteorid, der for flere hundrede tusinde år tilbage var brækket af en asteroide. Et gigantisk stykke affald af klipper, sten, jern og is, som var blevet til overs for over fire millioner år siden, da vort solsystem blev skabt. Meteoriden kolliderede med Mars og blev slynget ud af Mars tyngdefelt og atmosfære. På dens hundrede tusind års rejse gennem rummet, var den en dag blevet indfanget i jordens tyngdefelt. Ligesom så mange andre meteorstykker havde gjort det gennem tiden, men som plejede at ende som lykkebringende stjerneskud på nattehimmelen, når de brændte op i jordens atmosfære. Men ikke denne. Med en diameter på over tre kilometer, fløj den med næsten 300.000 km i timen direkte ned mod jordens overflade. Selvom den stod i flammer, kunne den ikke nå at brænde op. I stedet smeltede den alt der var i nærheden af 100 kilometers afstand på vejen ned, hvor den ramte jorden med et brag. En trykbølge bredte sig efterfølgende omkring jorden med en sådan kraft, at alt blev blæst omkuld, og støv fra jorden samlede sig på himmelen og lukkede solen ude. Ingen, selv ikke NASA, havde kunnet nå at stille noget op mod det uventede angreb fra rummet.” Vi sad musestille tæt sammen i en rundkreds på madrasserne i det dunkle gry i kælderen, mens farfar endnu lå i sin endeløse søvn under lagenet. Vi lyttede intenst til den fortælling, der syntes at høre til i en anden verden. Men Robert vidste hvad han snakkede om. Havde været ansat i landets førende forskningscenter for astronomi og kosmologi i en årrække. Det var under netop dette center, at han og hundrede andre, havde søgt tilflugt i et beskyttelsesrum.

”Mennesket er hverken herrer over naturen eller verdensrummet, eller ret meget andet,” sagde Robert med et smil. ”Det er en biologisk substans på lige fod med alt andet levende, der kæmper for at overleve.”

”Så du tror ikke på Gud?” brød jeg ind, eftersom min egen tro på højere magter havde revolutioneret sig ind under huden på mig.

”Hvis du kalder naturen, verdensrummet og alle andre kræfter, som mennesket ikke er herre over for Gud, så tror jeg på Gud.” Han tav et øjeblik og tænkte lidt, før han fortsatte. ”Det er vigtigt, at forstå, at vi sidder her, fordi vi havde muligheden for at overleve. Meteoren faldt udelukkende, fordi den var en del af den verden som er til, og den tilfældigvis røg ind i jordklodens bane. Vi var heldige, at den ramte på den anden side af kloden, for ingen har overlevet på de breddegrader. Voldsomme tsunamier har lavet store oversvømmelser overalt under trykbølgen. På den anden side af kloden findes der ikke længere fast landjord. Og det det handler om for os nu, er at overleve.”

”Hvorfor? Hvorfor er det så vigtigt, at vi overlever?” spurgte jeg og mor, der sad ved siden af mig, puffede forlegent til mig.

”Det er okay,” grinede Robert. ”Unge mennesker stiller spørgsmål.” Han bøjede sig frem, tog fat om mine hænder og kiggede venligt ind i mine øjne. ”Drivkraften i enhver levende organisme, er overlevelse. Det er derfor enhver levende organismes pligt at sørge for sin arts overlevelse.” Han slap mine hænder og lænede sig tilbage. Jeg sank en klump. Syntes, der bag venligheden, var noget skræmmende ved ham. Og havde jeg ikke også set ham før?

For ikke så længe siden havde der levet milliarder af mennesker på jorden. Nu var vi Emma, Sigrid, Linda, Ann og Lisa. Tommy, Ken, Jimmy, Adrian og Robert, udover mor, Mike og jeg. Kun ti havde overlevet i det astronomiske centers beskyttelsesrum. En stor del af beskyttelsesrummet var styrtet sammen under meteornedslaget og havde slået de fleste ihjel. Det var bemærkelsesværdigt, at Robert mindst var dobbelt så gammel som de andre overlevende, og at de kun havde haft simple stillinger, som piccoliner eller kontormedhjælpere på centret. Men jeg tænkte ikke videre over det. Deres tilstedeværelse gjorde, at livet blev tåleligt. Især Adrians tilstedeværelse gjorde mig varm indeni. Det mørke krøllede hår og de gyldenbrune øjne, havde fanget mig lige fra første gang han krøb ned i kælderen. Jeg kiggede ofte i skjul på hans stærke krop, når han tog tøjet af, for at tørre det, og iklædte sig noget andet. Vi havde endnu ikke sagt mange ord til hinanden, men havde også haft travlt, for der var blevet lagt en slagplan for, hvordan vi skulle overleve. Uanset hvor meningsløst jeg fandt tingene, var det Adrian der gav mig håb.

Efter at have begravet farfar under en stensætning af knuste murbrokker lige bag kælderen, begyndte vi at samle alt det forråd sammen der var tilbage. Der ikke var mange dåser at gøre godt med, men vandtønderne var endnu intakte, fordi farfar havde sørget for en god kvalitet. I det astronomiske center, havde de et kæmpe lager af kød, som på grund af det kolde vejr, sagtens kunne holde sig længe.

Et lille forsyningslager blev bygget ved siden af farfars kælder til alle de fornødenheder der var brug for. Mændene byggede det af mursten, plader og andre materialer de gravede frem under jorden og fik sat sammen, så det var nogenlunde stabilt og ikke faldt sammen i vinden. Farfars kælder skulle udelukkende bruges til beboelse. Det var vigtigt at være så mange sammen som muligt sammen, når vi sov, for at holde varmen. Det bliver koldere endnu,” sagde Robert. Det var bare svært at sige hvor hurtigt det ville gå eller om temperaturen på et tidspunkt ville nå et maksimum og holde sig konstant.

Når tusmørkestrålerne lyste kraftigst, gravede vi efter skatte under sneen og ruinerne. Det var nu alligevel ikke til at se i det dunkle gry, om det var brosten eller stivfrosne lemmer, der blev kastet op i høje bunker.

Min opgave var at samle stofrester sammen til at lave klæder af. Jeg måtte ofte krænge det af de genstande jeg gravede frem. Mor skulle holde orden i kælderen, binde stofresterne sammen, og sørge for mad sammen med Emma, Ann og Lis. Og Mike var sammen med Adrian og et par andre med til at bygge forsyningslageret. Nogle af dem hentede også kød og andre ting fra det astronomiske centers beskyttelsesrum. Robert sørgede for at uddelegere opgaver og skabe brugbare ting. Udhulede en træstamme til vandkar, hvor man kunne filtrerer smeltet sne til drikkevand og vaskevand gennem et stykke bomuldsstof. Og selvom vandet smagte grumset, var det bedre end ingenting. Han snittede trætallerkener og trækrus ud af hele stykker træ, som Tommy og Sigrid fandt. Noget af træet brugte også vi til at lave bål med og stege kødet over, under en overdækket terrasse udenfor, så sneen, der uafbrudt væltede ned, ikke skulle slukke ilden. En bulet jernplade blev brugt til stegepande over bålet, hvorfra kødet duftende simrede og, ind i mellem, mættede vores knurrende maver. Hvad der ellers blev gravet frem, bed jeg ikke mærke i, men de høje bunker forblev ikke høje. Måske blev der brugt en arm eller et ben til at isolerer vægge med. Jeg vrængede på næsen ved tanken, selvom de ting, der syntes så ubegribelige i en slags verden, hurtigt blev almindelige i en anden. Der var ikke længere noget, der kunne komme bag på mig. Men intet kunne være sikkert i en endnu ukendt verden.

”Det er på tide, at vi begynder at parre os,” sagde Robert, da vi endnu engang sad tæt sammen i kælderen, for at holde varmen. Mor var ved at få vandet fra det trækrus hun drak af, galt i halsen. ”Hvad er det du siger,” fremstammede hun mellem hosteanfaldende.

”Vi har fået de mest nødvendige ting på plads, så vi er klar til at formere os nu. Når vi er blevet flere, vil vi udbygge kælderen.” Robert kiggede rundt. ”Det er da forståeligt, at vi skal sørge for at racen overlever?!” De andre nikkede, men mor rystede på hovedet. ”For himmelens skyld. Vi er ikke dyr,” sagde hun stille. Robert smilede og lænede sig frem mod hende og holdt om hendes hænder. Jeg gøs, for jeg vidste hvordan hun måtte have det. ”Der er ingen himmel. Ingen Gud, der kommer og redder dig. Der er kun os!” Han slap hendes hænder og lænede sig tilbage. Mor tav og så spekulativ ud. Et øjeblik syntes jeg at kunne se et lys slukke i hendes øjne, men måske var det blot lyset fra den lille brændende træpind, der fadede ud.

Det blev efterfølgende sværere at få en sammenhængende søvn, når der jævnligt kunne høres stønnen mellem silhuetterne i kældermørket, der skubbede og masede fra alle sider og kanter. Jeg vidste godt at Mike og Emma havde fundet fast sammen, ligesom Ken og Sigrid, men ellers havde Robert fået skabt parringsorgier, når silhuetterne sneg sig rundt mellem hinanden. Mors stemme rungede i mørket, da hun råbte: ”For guds skyld,” og der efterfølgende lød: ”Der er ingen Gud. Der er kun mig,” fra Robert, da han forsøgte at trænge sig ind på mor. Hun fik ham dog hurtigt skubbet væk. Jeg selv lå beskyttet af mors arme, fordi hun syntes jeg var for ung, men da Adrian kom og lagde sig ved min anden side og tog min hånd i sin, kunne mors beskyttende arme ikke længere redde mig.

Vi fortsatte livet, sådan som menneskeheden altid havde gjort det, i veletablerede systemer af mad, søvn og uddelegerede arbejdsroller, og livet syntes ikke længere så fremmed, selvom min mave var begyndt at bule ud. Jeg var det tætteste på lykkelig, jeg kunne komme, nu hvor Adrian havde udvalgt mig til partner. Havde jeg levet i den anden verden, ville jeg have boet i et gult murstenshus med mahognimøbler, der duftede af teaktræsolie sammen med ham. I stedet løb vi ud, når tusmørkestrålerne dukkede frem og badede os i deres varme arme under den mørke himmel, efterfulgt af de andre, der satte sig på knæ, og lod strålerne ramme deres ansigter. Måske fordi det stadig blev koldere, og sværere at holde varmen helt. Mors begyndende skranten gjorde mig urolig. Hun havde det ikke godt og måtte ofte hvile sig. Hun lå med foldede hænder og bad, når Robert ikke var der.

”Hvordan ser der ud i din himmel?” spurgte jeg, når jeg lagde mig ved hendes side og holdt om hende. ”Lyst og fuldt af kærlighed,” fortalte hun. ”Og far og farfar og alle de andres sjæle, venter på os, når tiden er inde.” Det gjorde mig tryg at vide, for snart var mor døende. Jeg faldt i søvn med hende rallende i mine arme sammen med Mike. Inden mine øjne faldt helt i, holdt hun sin mund tæt til mit øre og hviskede mig noget, jeg næsten havde glemt, da jeg atter vågnede.

”Mor?” Jeg løb udenfor, hvor sneen haglede ned, som små hårde stikkende iskugler, og for desperat omkring, for at finde mor. Adrian stod og holdt øje med mig. ”Evy,” råbte han. Jeg standsede forpustet op og vraltede hen mod ham.”Hvem har taget hende?” I Adrians øjne kunne jeg se en tøven, inden han stille sagde: ”Hun er i Astronomicenteret.” ”Hvad! Hvorfor? Vi bruger jo det ikke det rum?!” Jeg satte med det samme i løb over snelandskabet mod den ruin, som jeg havde set de andre hente ting fra så mange gange, men endnu aldrig selv havde været i.

”Stop!” råbte Adrian. ”Der er noget du skal vide.”

Men jeg stoppede ikke.

Jeg krængede mig forsigtigt ned gennem åbningen til beskyttelsesrummet i det der engang ikke bare havde været vort lands, men hele verdens førende center for forskning i astronomi og kosmologi. Kunne akkurat presse mig ned med min runde mave, der efterhånden var på størrelse med en stor fodbold. En sten faldt mod gulvet, så jeg musestille måtte stoppe op og holde vejret. Vidste jo ikke om Robert var der eller nogle af de andre. Robert havde sagt, at det var strengt forbudt, for andre end dem, der havde arbejdet på centret, at være her, fordi de kendte beskyttelsesrummet og dets svagheder. Det var for at sikre det ikke styrtede helt sammen. Der lod ikke til at være nogen, så jeg fortsatte gennem åbningen til jeg mærkede grund under mine fødder. Der var bælgravende mørkt. Kunne ikke se en finger for mig. Famlede mig rundt og stødte hele tiden ind i ukendte ting og sager, så jeg flere gange måtte stoppe op og ømme mig højlydt. Der lød et dunk, da jeg bragede ind i nogle tunge genstande, der næsten slog mig i gulvet. Det føltes som om de hang ned fra loftet. Jeg mærkede efter og begyndte at hyperventilere, da jeg opdagede jeg stod og ragede på en menneskekrop. Og en til. Og en mere. Jeg forsøgte at løbe væk, men snublede og faldt mod jorden. Min hals snørede sig sammen, mens jeg febrilsk søgte efter en tusmørkestråles lys, der kunne afsløre udgangen.

”Evy?” lød en stemme pludselig og en lille lyskegle kom til syne. Bag den dukkede Roberts ansigt frem sammen med Adrians. ”Evy, Evy, Evy,” gentog Robert og rystede på hovedet, da han stillede sig lige foran mig og rakte mig en hånd, så jeg atter kom på benene. Jeg rettede usikkert på mit tøj og forsøgte at fange Adrians blik, men han undveg, og lod blikket falde mod gulvet. Det betød heller ikke så meget. Jeg vidste i det øjeblik, at mor havde haft ret. Ligesom jeg, havde hun fundet Roberts ansigt bekendt og afsløret ham, hviskende i mit øre. Han lignede til forveksling en tv-journalist, der for år tilbage, sporløst var forsvundet fra jordens overflade. Det var fremme i alle medier i en periode, indtil han var blevet opgivet. Jeg huskede det, fordi det dengang havde gjort stort indtryk på mig, at et menneske pludselig bare kunne forsvinde ud i den blå luft. Men dengang havde jeg heller ikke haft nogen anelse om, hvor skrøbelige vi mennesker var og hvor nemt alting kunne ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Han var forsvundet, efter at have dækket en historie om et mindre meteornedslag i en by i Rusland.

”Ulydelighed lønner sig ikke, men lad os da gøre en undtagelse,” lød Roberts stemme. I samme øjeblik bredte sig en aura af lys bag ham og han trådte et skridt til side.

”Mor?” udbrød jeg og løb hen til den nøgne lysende krop, der lå på en bulet jernbriks. Den gennemsigtige hud lod blodårer og indre organer træde tydeligt frem, som et endnu ufuldendt foster. Jeg kunne se hendes hjerte banke gennem huden.

”Mor?” gentog jeg

”Din mor er allerede gået bort til hendes … Gud.” Robert smilede hoverende.

”Men hendes hjerte slår jo?” sagde jeg forvirret og følte rummet snurre rundt.

”Det er ikke længere hendes hjerte. Det er vores.” Og Robert åbenbarede sin egen gennemsigtige lysende krop, så jeg forskrækket måtte træde et par skridt baglæns. ”Hvem er du?” spurgte jeg, og Robert gik langsomt hen i mod mig, så jeg måtte skærme mine øjne mod det blændende lys. ”En dum grådig journalist skulle absolut stjæle et stykke meteorsten med hjem. Men det gav os mulighed for endelig … endelig… at bringe liv til vores art. I millioner af år har mikroorganismer siddet indefrosset i islag under asteroiders hårde overflader og blot ventet på det rette øjeblik. Vi var ikke så heldige som jer, at få de rette betingelser at udvikles under i fordums tider. Nej. Vi endte i stedet, som universets affald.” Robert stillede sig tæt foran mig og kiggede mig dybt ind i øjnene, så jeg gøs, for det jeg så deri var ikke venlighed. Det var had. ”En lille bitte smule fugt på stenen var nok til at holde mig i live og mandens egne fugtige håndflader lod mig nemt glide gennem huden. Og derfra gik det stærkt. Halvfjerds procent vand i en menneskekrop er formidable betingelser, for en mikroorganisme.” Han greb fat om mine hænder. ”Det er så simpelt at efterligne og overtage jeres celler. Jeres DNA. I når ikke engang at lægge mærke til det.” Jeg fik vristet mine hænder fri og Robert vendte sig i stedet om mod mor. ”Men det er jeres fantastiske fotosyntese, der afslører hvem vi virkelig er.” Fortumlet faldt jeg endnu et par skridt tilbage. Uheldigvis væltede jeg ind i kroppene, der hang på ræd og række, som frakker på et tøjstativ. Fik øje på det blodige bord, der stod bag dem. En menneskekrop lå indsunket, som om al indmaden var pillet ud. ”Hvem er de mennesker?” peb min stemme, og Robert fadede atter tilbage til almindelig menneskeskikkelse. ”De overlevede desværre ikke,” sagde han med et skævt smil. ”Ser du. Jeg skulle bruge unge stærke kroppe. Ikke svage, sygelige og aldrende kroppe.” Robert vendte sig mod Adrian.”Stærke kroppe,” gentog han og smilede, mens han klappede Adrians skuldre. ”Resten er bare dødt kød, der holder os alle sammen i live. Med undtagelse af din mor, selvfølgelig. Tusindvis af mikroorganismer overlever lige nu i hendes krop. Men tiden er ved at rinde ud. Det er blevet koldt.” Jeg holdt mig for munden i et forsøg på at standse min sammensnørede hals i at krampe, men måtte opgive. En lang stråle, ramte Robert, med alt hvad der end måtte have været inden i mig. Forventede et raserianfald komme tordnende, men i stedet begyndte han højlydt at le, så det rungende gav ekko i rummet. ”Derefter måtte vi tålmodigt vente på endnu en meteor kom tæt nok på. Det var for sent for NASA at gøre noget. For sent for ethvert menneske.” Robert trippede atter frem og tilbage henover gulvet. ”Men det er ikke vores hensigt at overtage jeres form. Vi vil udvikle vores egen.” Jeg dirrede udmattet og mine ben føltes som geleagtige klumper under mig. Adrian for hen og stillede sig bag mig og forsøgte at holde mig oprejst. ”Nu er det nok,” sagde han og trak mig hen mod udgangen. Udenfor løftede han mig op i sine arme og løb med mig over det stenhårde snelandskab, til vi nåede kælderen.

Landskabet var efterhånden blevet en stor skøjtebane at færdes i. Det var så koldt, at vi det meste af tiden kun kunne opholde os sammen i kælderen, og selv der, rystede vores kroppe uhæmmet. Det var også blevet umuligt at smelte isen til drikkevand, fordi ilden ikke kunne brænde, så vi måtte rationere de sidste dyrebare dråber og spise kødet råt. Men jeg hverken spiste eller drak længere. De andre sagde at det ikke var godt for mig eller barnet og Robert var rasende. Vi havde brug for babyerne. Jeg fandt det ynkeligt, nu hvor Emma lige havde født et dødfødt barn. Barnet blev taget ud af hendes arme og ført væk. Ligesom hun selv blev det. Mike græd utrøsteligt, da Emma sov ind. Slog vildt ud efter Adrian og Robert, da de fjernede hende, mens hun endnu var lidt varm. Gad vide om Mike vidste besked? Det hjalp lidt, at Robert kom tilbage med en knogle stikkende ud fra et kødsår på det ene ben efter at være gledet. Det hjalp os alle. Selv Adrian. Robert var trods alt dødelig.

Adrian sad ellers det meste af tiden bag mig og holdt om min mave, der så ud som om den kunne springe hvert sekund. Mike lå krøllet sammen i en krog med et lille sodet blikkors mellem sine hænder og hev efter vejret. Robert sagde ikke noget til det. Han lå og skreg i smerte over benbruddet. Det lød ikke så uhyggeligt. Vidnede blot om, at han endnu kun var i live, i kraft af mennesket. Det varede nu heller ikke så længe. Da en tusmørkestråle et kort øjeblik langede sin arm ned gennem hullet, blev han tavs. Stirrede blot op i lyset, der fik hans hud til at lyse gennemsigtig, og i samme øjeblik strålen forsvandt, stoppede hans ånde med at emme, som om den havde suget ham til sig. Jeg smilede og knugede Adrians stivfrosne hånd på min mave, mens det strammede til i mit ansigt og over hele kroppen. kulden, der først havde bidt smerteligt til, havde nu gjort mig følelsesløs. Kun mine øjne var endnu en smule intakte. Jeg kiggede på blikkorset mellem Mikes hænder. Og videre på det lange skæg, der viltert groede frem i hans ansigt. Istapperne hang, som lange perler, og glinsede i mørket derfra. Syntes næsten han så religiøs ud.

Lod fredfuldt mine øjne bukke under. Så at de alle sammen sad og ventede på mig, der, i farfars gule murstens hus, hvor alting var som det plejede. Vidste, at når solen engang brød gennem den mørke himmelstøvsky og atter smeltede isen bort, ville billioner af mikroorganismer blive vagt til live. Men hvem de ville blive til, ville jeg aldrig få at vide. Jeg tilhørte en anden verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...