Slipped Away (One shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2014
  • Opdateret: 26 mar. 2014
  • Status: Igang
Denne her oneshot er skrevet som en brev og den er til min bedsteveninde.. Hun have kræft for noget tid siden, så jeg har skrevet alle mine følelser i denne brev til hende.. det er en rigtig historie..

3Likes
11Kommentarer
249Visninger
AA

2. Mine sidste ord..

Kære Gun

 

Jeg savner dig så meget. du har været den der var ved min side lige meget hvad. jeg kan tydeligt huske dagen jeg fandt ud af du havde kræft.

Jeg var lige kommet hjem fra Tyrkiet og var i gang med at pakke ud da min mobil ringede, jeg så på displayet at det var din mor.

- ’’Hallo?’’ Sagde jeg men den sødeste og gladeste stemme men min stemme famlede hurtigt da jeg kunne høre nogle snøft og hulk fra den anden side i røret.

- ’’Hej Ceren. Gun er kommet i hospitalet for..’’ mere nåede hun ikke at sige før jeg hurtigt afbrød hende.

- ’’HVAD?! HVORFOR, HVORNÅR, HVORDAN?!’’! Ja svært at tro men ordene fløj bare ud af mig jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre mine hænder rystede og jeg var bare så tæt på at der ville komme et vandfald ud at mit øjne.

- ’’Hun har kræft så hun er indlagt i Rigshospitalet. Jeg ville have ringet og sagt det noget før men jeg kunne ikke få fat på dig, du kan komme og besøge hende i morgen,’’ sagde hendes mor med nogle hulk engang imellem.

- ’’Ja okay jeg sover nu og kommer med det samme i morgen’’, sagde jeg og inde hun nåede at svare havde jeg lagt på.

Klokken var kun 21:07 men jeg skulle sove så det hurtigt kunne blive i morgen men hele natten lå jeg bare i min seng og græd.

Næste dag var jeg hurtig til at tage tøj på og gøre alt det der skulle gøres. Jeg undlod at spise morgenmad så jeg hurtigt kunne tage over til dig. Min far kørte mig og da jeg var ankommet have jeg allerede værelsets nummer så jeg løb alt hvad jeg kunne.

Da jeg var kommet op løb jeg nærmest ind. Jeg kunne se mange fra din familie var der og et par af vores veninder.

Men der manglede dog en ting.. DIG..

Senere fandt jeg ud af jeg skulle komme næste dag fordi lige inden jeg kom så blev du taget ind til operations stedet hvor de skulle få det der bark tér noget der var grunden til kræften i dit hoved.

Næste dag kom jeg med vores veninder. Og i dag lå du bare i din seng og sov.

Du vågnede kort tid efter vi var kommet og der kom tårerne igen. Jeg ved ikke hvorfor men bare at se dig lide og have det ondt fik det også mig til at have ondt.

 Lige da jeg kiggede på dig kom alle vores minder frem i mine øjne. Vi snakkede som vi altid gjorder men dog lidt mere ked af det. Jeg prøvede ikke at nævne det så du ikke blev ked af det.

 Der gik jeg tror 1-2 måneder hvor jeg bare besøgte dig hver evig eneste dag.

 Hver dag gik med jeg tænkte på om du var okay og om du skulle klare den for selvom lægerne havde sagt du nok skulle klare den kunne alt ske og alt det negative dukkede op i mit hoved.

Haha kan du huske dengang hvor lægerne spurgte hvem jeg var og jeg sagde jeg var din søster? Og de troede faktisk på det.. De havde skrevet i dine papirer

’’ Gun var især virkelig glad da hun fik besøg af sin søde søster’’

Og da vi fandt ud af det var vi flade af grin.

Men jeg kan også tydeligt huske såret i mit hjerte, at vide du var i hospitalet vær dag, at du blev nød til at tage de lorte piller hver dag, at du skulle lide hver dag og den værste at leve med risikoen for at dø.

Måske synes andre at jeg overdriver men det dig og mig gik igennem er ubeskriveligt. For vi har støttet hinanden i alt og pludseligt at vide du skulle væk var så hårdt. At bar vide der var en chance for det selvom alt var i den fineste orden.

Du ved jeg elsker dig og altid vil.

Men alt det ked af det til side.

Jeg kan huske den dag du fik at vide du var 100% ude fra kræft.  Du skulle stadig tage nogen piller for en sikkerheds skyld men alligevel.

Jeg kan tydeligt huske du ringede til mig  og bare jublede. Du sagde du var kommet hjem og du var 100% fri for kræft. Jeg løb hen til dit hus og siden vi bor lige ved samme går tog det mig ikke engang 2 minutter før jeg var ved dit hus.

Haha du sprang bare på mig og var utrolig glad.

Så mig og alle pigerne ville lave en lille ’fest’ for dig, for at fejre du var fri for kræft. Vi samlede os, købte dig blomster og chokolade. Da du åbnede døren og så os begyndte glædes tårerne med at komme ud af dine øjne. Du var så glad.

Så alt var i den fineste orden, du var kommet hjem, du var fri for det lorte sygdom og vi kunne være sammen som normalt igen.

Men så skete der noget.

Jeg var kommet hjem fra svømmehal og var i min glade side i dag. Jeg så min mobil ringede og der stod din mors nummer så jeg troede at du bare ikke havde taletid på din mobil så jeg svarede som vi altid svarede når vi talte i mobil.

- ’’JAAAAA MIN DEJLIGE GUN?’’ råbte jeg nærmest med en glad stemme.

- ’’Hej Ceren. Det er Guns mor. Der sket noget med Gun. Hun er..’’ mere nåede hun ikke at sige før hendes stemme knækkede over.

- ’’Øhmm.. hvad er der sket med Gun?’’ spurgte jeg med en bekymret og ked af det stemme. Min smil var hurtigt vendt ned nu.

- ’’ Hun er.. død’’ sagde hun.

Og idet hun sagde det tabte jeg min mobil. Jeg kunne ikke græde, jeg kunne ikke føle noget og inden jeg så mig om kunne jeg mærke jeg var faldet på gulvet og kiggede bare ud i luften. Ligesom da jeg så dig i hospitalet for første gang så igen strømede hele vores minder foran mine øjne og inden det sortnede for mig kunne jeg høre stemmer omkring mig og noget vådt det faldt ned af min kind.

Jeg vil bare sige tak for minderne og din tilstedeværelse. Tak for at være min bedste veninde. Tak for at være der for mig.

TAK FOR AT VÆRE DIG. Jeg vil aldrig glemme dig.

 

 

Din Cece.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...