Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5455Visninger
AA

45. Sidste Kapitel

Kate Hollow slæbte sig i seng. Dagen havde været yderst tilfredstillende, og det var måske den bedste dag hun havde haft siden familiemordet tre måneder tidligere. Ikke nok med, at nogen skrev en artikel om hende - godt nok blev hendes navn holdt anonym -, men denne nogen havde også valgt at godtage den forklaring, som politet havde afvist. At det var herregården der var ond og som havde slået hendes familie ihjel.

    Jamie og Miley var skeptiske. Og hun forstod dem så udmærket. Det havde heller ikke været nemt for Kate at få overtalt sig selv til at føre samtalen med sine to bedste veninder - de havde været der utrolig meget for hende i den sidste tid, inviteret hende ud på ture og besøgt hende så tit de kunne, og selvom hun havde en ubehagelig mistanke om at det blot var af medlidenhed, prøvede hun alligevel at fremvise taknemmelighed -, men hun var stolt af at det lykkedes for hende. Hun var taget hjem til dem med bus midt på dagen, efter den ugentlige psykolog-samtale. Folk - piger, drenge, kvinder og mænd og små børn - havde kigget på hende, ikke længe, men alligevel brændte det imod hendes krop ved kendsgerningen om at det var de sammenfurede ar på hendes kinder, som fangede deres opmærksomhed. Det var ikke hende. Det var hendes skader, hendes manglenede arm - der hang kun en klumpet kødstump frem fra ærmet - og den manglende venstre fod og arrene i hendes ansigt. De ar, der resten af livet ville forfølge hende, de ar der gjorde at hun undgik spejle og blanke flader og vinduesrammer. Hun tvivlede ikke et øjeblik på, at de betragtede hendes grimhed, og vred og væmmedes af hendes udseende. Ved flere lejligheder havde hun endog set små børn spærre deres øjne op, i noget der utvivlsomt lignede frygt, inden de havde vendt ryggen bort fra hende og løbet op til enten mor eller far. Hun mærkede tårene svide sig frem i øjnene, da hun bevægede sig bagerst i bussen - hun håbede på at nogen alligevel ville gøre plads for hende trods hendes udseende, at de ville se bort fra arrene og den sammentrukne mund, og istedet give plads og sende hende imødekommende smil, men det var et håb der ikke kunne opfyldes og det var hun klar over -, men undlod at græde. Det rev i halsen hele vejen hjem til hendes bedste veninder, men hun blev ved med at kæmpe imod. Dette var hendes fremtid, hun kunne ligeså godt vænne sig til det, og at flæbe ville ikke ændre på en skid. 

    Jamie og Miley og Kate havde samlet sig hjemme hos Miley, og alle tre piger havde givet hinanden et gruppekram, men Kate måtte til sidst vride sig ud og bakke tilbage. Hendes knogler fremgav grusomme jag, så snart de blev presset bare en anelse, og fantomsmerterne i armstumpen dunkede og brændte ulideligt. Berøring fik billeder til at filme sig foran hendes blik, billeder da hun blev trukket henover værelsesgulvet i herregården af det hun ikke kunne se, men kun alt for tydeligt mærke. Billeder af hendes far, idet han grinende borede motorsaven ind i hendes storebror og parterede ham, så kroppen sprællede og blod sprøjtede. Det sved igen i hendes øjne, ved kendsgerningen om at hun måske aldrig nogensinde ville være i stand til at kramme nogen, og måske aldrig nogensinde ville være i stand til at blive berørt igen, uden billederne filmede sig for hendes blink og smerten dunkede og vred og brændte igennnem kroppen. Men hun måtte bare vænne sig til det. Det skulle nok blive bedre med tiden, det sagde både psykologen og lægerne. Bare hun tog sin angstdæmpende medicin og gik til lørdagsterapierne og de ugentlige samtaler og en gang om måneden konsulterede sig med lægerne. Det skulle nok blive bedre. 

   Men Kate var handicappet for livet, og var indstillet på, at det måske aldrig ville blive bedre. Mareridtene, de grusomme forfærdelige mareridt fyldt med skrig og hæs gråd og sammenfurede ansigter og indtørrede gamle damer, og sorte skygger som indhyllede hendes krop for at voldtage, voldtage, voldtage, holdt hende vågen nat efter nat. Hun var nødt til at have lyset tændt, og døren åben, og både spejle og skabe måtte fjernes fra hendes værelse. Hendes onkel og tante havde efter få nætter, da Kate skrigende vågnede op og var blevet overbevist om at døren bevægede sig, og at der stod en sort skygge med rødglødende øjne og betragtede hende, nødsaget sig til at måtte adskille døren fra rammen. Det hjalp. Kate sov bedre, var stadig plaget af mareridt, og måtte stadig have lyset tændt, men skyggerne med de rødglødende øjne gemte sig ikke længere nogen steder for at betragte hende. Som november måned skred frem, blev hun bedre og bedre til at adskille hvad der var fantasi fra hvad der var virkeligt. Hun var blevet fri. Hun var ikke længere i herregården, hvor det onde opholdte sig, men havde sluppet væk og overlevet og var nu fri. Det måtte hun minde sig selv om hver aften. Der var ikke nogen onde ånder eller sorte skygger eller gamle sammenfurede mænd som overvågede hende. Der var ikke nogen sadistisk bygning, der ønskede at ødelægge familier og personer. Alt dette havde hun sluppet væk fra.

    Hun stillede krykkerne fra sig da hun satte sig på sengekanten. Trak sin strømpe af. Hendes blik gled ned til den lille kødbule, blot en fold af hud, som udgjorde enden af venstre ben. Bulen hvor hendes fod engang havde siddet. Som hun sad og betragtede den, syntes en kold snurren at forgrene sig fra hudfolden og udad, og hun begyndte at mærke brændene tæer, tæer som ikke længere var der. Hun strammede tænderne og lagde sig tilbage. Trak dynen henover sig, og lå herefter længe og stirrede op i loftet. Den eneste ulempe ved at have lyset tændt, var at der om foråret ville komme myg og fluer på værelset, men det måtte hun finde sig i. Hun ville ikke have nogen døre, som kunne risikere at lukke hende inde. Hun ville aldrig nogensinde igen være alene i et rum med en dør der kunne lukkes og låses. Aldrig. 

     Hun drejede sig om på siden, så ryggen vendte imod døråbningen, betragtede det hvide glasfiber og lukkede øjnene.

     Stemmen hviskede koldt til hende, og fik alle muskler i hendes krop til at trække sig sammen så hun stivnede. Det var den samme stemme som der var i herregården, den hurtige hviskende stemme, der syntes at trænge sig nærmere og nærmere og nærmere. Hun prøvede at tvinge det bort og pressede øjnene hårdere sammen. Der var ikke nogen stemme. Det var noget hun bildte sig ind. Der var ikke nogen stemme, det var der ikke, det var der ikke, det var... der... ikke...

    ”Kaaaaaaatey-Kaaaate. Katey-Katey-Katey-Kaaaaaate.“

    Kløer skrabede imod gulvet, langsomt og ulideligt, og det kom lige ved siden af sengen. Stemmen trak sig nærmere. 

    ”Helvedet venter på dig, Katey-Kate. Helvedet venter på dig.“

    Men Kate nægtede at åbne øjnene. Nægtede det, lå blot og pressede øjenlågene stadig hårdere imod hinanden. Det kildrede i hendes øjenkrog, som en tårer begyndte at slippe øjet og stribe langsomt nedover venstre kind. Men hun ville ikke se. Ville... ikke... se... 

    Den nat sov hun ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...