Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5446Visninger
AA

10. ...9...

Klokken var lidt over 8, da Kate vågnede. Hun havde drømt en  fantastisk drøm, med hende og Alex Stidd som kærester, havde drømt hvordan hans læber ville føles imod hendes og hvordan de havde ligget på en grøn græsplæne der strakte sig i alle vidder, og havde talt stjerner. Hendes hjerte bankede varmt da hun langsomt åbnede øjnene. Alex Stidds ansigt manifesterede sig på loftspladerne og smeltede sig herefter langsomt væk. Da det gik op for Kate, at det hele blot havde været en drøm, drev skuffelsen indover hende og desperat lukkede hun øjnene, forsøgte at tvinge sig selv tilbage i søvnen, men jo mere hun tænkte på Alex, jo mere hun prøvede at fremtvinge drømmen i sit hoved, jo mere vågen blev hun og til sidst måtte hun give fortabt. 

   Hun blev liggende, gloede op i loftet, hvor Alex' ansigt var forsvundet igennem, ærgede sig vitterligt over at hun ikke længere kunne være sammen med ham, men efter næsten ti minutter hvor hun blot havde ligget og foretaget sig ingenting andet end at tænke på Alex, rettede hun sig op i siddende stilling. Lod blikket søge rundt i værelset. På papkasserne der var opstablet langs væggen og udfyldte halvdelen af gulvpladsen, på det brede garderobeskab med dørknobet i guld, på den lyse egetræsdør med den fint udskårne træramme, og hen til de to brede vinduer der stirrede ud mod det nordlige landskab til venstre for hende. Hun havde lyst til at skrige. Lyst til at rive værelset i stykker, hvis hun havde kræfterne til det. Klumpen i brystkassen, der kunne eksplodere i et skingert hvin når som helst, var allerede begyndt at samle sig, men hun vidste at hun var nødt til at tilbagekæmpe den. Hold det inde, Kate. Hold det inde. Måske er det her et lortested - nej, et fucking lortested - men du bliver nødt til at holde det inde. Bare lidt. 

  Hun pustede ud, trak dynen tilbage og lod hænderne glide nedover sine bare ben. De små og næsten utydelige lyse hår, der spirede frem gennem huden, stak hende blødt imod fingerspidserne. Hun førte fokus ned mod benene, betragtede huden og vurderede, at det endnu ikke var nødvendigt med en barbering. Vejret var alligevel ikke til at gå med shorts i - det passede fint til strømpebukser eller jeans -, og selv hvis det havde været, var hårvæksten ikke noget man ville lægge synderligt mærke til, medmindre man gik helt tæt på. Hun kunne blot nøjes med at gå i bad, og trække i et par nederdele og strømpebukser efterfølgende.

   Hun rejste sig fra sengen, strøg først hen til vinduet hvor hun kiggede ud. Ud på den grønne vidde, der bølgede og bakkede i en nedadskrånende nordlig retning, forbi en tæt klump poppeltræer, som afgrænsede til en dam, for til sidst at ende ved egeskoven henved en halv kilometer borte. Et sted mod venstre, skjult bag vild humle og rødbøg, så hun antydningen af et flag. Det var højest sandsynligt den golfbane, hun havde hørt sine forældre snakke om i tiden op til indflytningen. Petanque-banen lå bag en af de mange græsbølger, som udgjorde højderyggene. Og som hun stod der og kiggede på det udstrækkende landskab, begyndte hun at fundere over, om hendes forældre mon ville forstå alvoren, hvis hun valgte at løbe væk hjemmefra. Egeskoven var stor, og man kunne nemt fare vild i den, men hvis hun tog sin telefon med, kunne hun stadig orientere sig, ihvertfald nogenlunde. Hun vristede dog tanken fra sig. Det ville ikke betale sig. At stikke af var en billig løsning, en dum løsning. Der var andre metoder. Hvis alt slog fejl, ville hun stikke af. Men det skulle ikke være hendes første løsning. 

  Hun vendte sig bort fra vinduet, og satte istedet kursen imod garderobeskabet, som hun åbnede ved et enkelt vrid på dørknobet. Da hun så hvor meget plads, som skabet husede - hun kunne læsse bunkevis efter bunkevis af tøj derind, uden at fylde skabet op - glemte hun i en kort stund, utilfredsheden over at være flyttet ind i herregården. Hendes grønne øjne spærredes op, og i lang tid blev hun blot stående der, blinkende, som hun vurderede skabspladsen. 

  I det mindste havde hun da sit eget walk-in-closet. Og i og med at det var noget, hun altid havde ønsket sig, var det da i hvertfald den første, og indtil videre eneste, positive ting ved at bo i herregården, som hun kunne finde. Indtil videre.

 

*

Badeværelset for enden af gangen vendte ud mod gårdspladsen, men det høje rektangulære vindue i den hvide væg, som lå ved siden af indhakket med brusenichen - tildækket af en matteret glasdør der kunne åbnes udad -, vendte ud mod horisonten og det hvide skytag, så der var ikke fare for, at uvedkommende personager på nogen mulig måde kunne finde på at kigge ind på badeværelset. Ikke fordi Kate normalt var den paranoide type, som følte sig forfulgt og overvåget når hun var nøgen. For det var hun ikke. Langtfra. I modsætning til taberen Emily Silver fra hendes tidligere parallelklasse, taberen der bemalede sig selv med sminke og klistrede sig op ad drengene, og som Kate og hendes venindekreds fandt det fornøjeligt at gå rundt og bagtale. Simpelthent af den ene årsag, at hun var en idiot. Og skør i hovedet, troede alle var ude efter hende, selvom det ikke havde holdbarhed i den virkelige verden. Hun kunne ikke engang selv se det, og det var det som Kate, Jamie og Miley fandt så fornøjelig at gøre nar ad. 

  Tomheden, der var opstået efter hun havde mistet den del af sig selv hun delte med de to piger, dukkede frem i hendes krop på ny, da hun trådte ind i brusenichen og skubbede den matterede glasdør til. Minderne filmede sig frem for hendes blik, og musklerne i hendes krop strammedes. Fuck dig, far. Fuck dig, fuck dig, fuck dig, fuck dig...

   Men hun bevarede roen og kontrollen over sig selv, lod sig ikke blive ført afsted af vreden. Vreden imod den idiot af en far, der tænkte mere på sig selv og sit eget behov, end på hende, og hvad hun ville. Hun besluttede sig, også i dag, for ikke at udvise nogen som helst form for glæde tilovers for ham. Han skulle mærke at hun hadede ham. Hadede ham. Det ville måske få ham til at indse, hvor dum han havde været, så han måske skiftede mening og alligevel syntes at de skulle flytte. 

  Hun fandt sin shampoo på den øverste hylde. Hvorfor Michael skulle have hylden tættest på gulvet, trods han var højere end hende - næsten 1'80 -, fattede hun ikke. Måske for at provokere hende, ligesom han havde gjort henne ved vasken, da han havde bestemt sig for at bruge begge kabinetskabene. Han havde ikke rigtig nogen synderlig grund til det - Han benyttede kun en barbermaskine, en tandbørste, to deodoranter og hårvoks samt en almindelig hår- og kropsshampoo imod skæl. Hun havde både balsamer, olier, parfumer og sæbe med duft, alt efter hvilke lejligheder hun skulle bruge det til. Derudover benyttede hun sig både af glattejern, af hårtørrer og stålbørste. Ikke desto mindre havde Michael fået flere skabe end han behøvede, imens hun var blevet tildelt en vask med alt for sparsom plads. Det var endnu en ting hun hadede far for. At han behandlede Michael bedre end hende. At han altid hørte efter og lyttede til sin søns forslag. At han forkælede ham. Mor havde heldigvis prøvet at forsvare hende, men det var alligevel endt med at Michael havde fået ført sin vilje igennem. 

  Hun tændte for bruseren. I modsætning til hjemme på London-badeværelset, var vandet her varmt med det samme. Hun måtte indrømme, at det - sammen med skabet på hendes værelse - var endnu en god ting ved stedet. 

   Shampooen blev sprøjtet ud i hendes håndflader, hvorpå hun strøg det igennem sit lange hår, der blev farvet mørkebrunt da det sugede vandet til sig. Og det var her, da hun slukkede vandet for at skumsvøbe håret, at den pibende vandhanehvislen inde fra badeværelset fangede hendes ører. Hun fortog sine bevægelser, stadig med hånden begravet i det hvidskummende hår, og rettede blikket imod den matterede glasrude. Hun kunne ikke se noget, som blot tilnærmelsesvist mindede om omridset af en person. Det forvrængede slørede indtryk af badeværelset, så ligesådan ud som det gjorde da hun havde lukket glasdøren til. Kunne lyden af rindende vand komme fra rørene? Nej, umuligt. Det var en vandhane hun kunne høre, en lyd som man ikke kunne fejltage. 

  Trods dampen fra bruseren, som fyldte nichen med en tung varme, mærkede Kate alligevel en kulde prikke hende på huden, og hun følte sig ikke alene. Lyden af den rislende og hvislende vandhane, syntes at blive højere i stilheden, der kun blev brudt af den svage loftsudsugning. Hun blev stående, længe, lyttende, fornemmede hvordan usynlige personer trængte ind på badeværelset og betragtede hendes nøgne krop, hvordan noget ukendt rykkede sig frem imod glasruden. Men der skete ikke noget. Hun strakte armen frem imod dørgrebet, og skubbede døren op. Vandhanen der buede over vasken seks meter skråt venstre fra hende, løb på fuld styrke, skød en vandstråle nedad mod bunden. Der var ikke nogen til at betjene den, men Kate nægtede at tro på at den havde tændt af sig selv. Nægtede det. Det kunne ikke lade sig gøre, det måtte på en eller anden måde være synsbedrag, eller også havde hun selv stødt til vandhanen med albuen ved en fejltagelse. Det kunne ikke lade sig gøre at den tændte selv, det vidste hun, men alligevel begyndte det at banke i brystkassen og suge i kroppen. Hendes mund begyndte at føles slimet, tør, da hun trådte ud fra nichen og med forsigtige, tøvende og langsomme skridt bevægede sig hen mod vandhanen. Fornemmelsen af koldt, der havde ramt hende i brusenichen, syntes at blive større jo tættere hun kom på vasken, og luften forekom tungere og sværere at indånde. Og netop som hun standsede ved vasken og rakte armen frem for at dreje regulatoren på vandhanen tilbage, så strålen blev standset, var hun overbevist om at der stod en bag hende, som strakte sin usynlige hånd frem, som ønskede at slå hende ihjel, skære struben over på hende eller det der var værrere, men da hun kiggede i spejlet var der ikke andre end hende selv.

  Hun slukkede vandhanen og vendte sig imod nichen. Luften blev gradvist lettere, bevægelsefriheden blev øget og da hun var nået tilbage til nichen var varmen kommet igen. Ingen kulde. Ingen ubehagelig fornemmelse af at blive betragtet af noget ukendt bagfra. Hun stillede sig ind i badet, men lukkede ikke døren efter sig. Istedet fastholdte hun øjnene på vandhanen, stadig med dunkende puls, holdte øje med om den tændte, men den forblev i slukket tilstand resten af tiden hun opholdte sig på badeværelset, og til sidst måtte hun slå det hen som værende indbildning. 

    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...