Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5410Visninger
AA

9. ...8...

Cathryn vågnede stille, og den første indskydelse hun fik da loftspladerne mødte hendes blik, var at hun ikke kunne huske at have sovet så godt i ualmindelige tider. Stilheden, der havde hersket om natten, var underligt men stadig behageligt søvndyssende, lagde sig over herregården som et tæppe. Et tæppe, der beskyttede imod den yderligere verden, med alt dens forfærdelige groteskheder og uhyrligt ondskab, og efterlod dem i deres eget private paradis, uden stress og uden smerte og uden sorg. Efter denne nat, denne ene nat i Hildread, var Cathryn fuldstændig overbevist om, at hun ikke ville flytte igen. Ikke nu, ikke i morgen og da i hvertfald heller ikke i den nærmeste fremtid. 

   Efter at have ligget og sundet sig, satte hun sig op, skød blikket hen til det tomme sted på hendes højre hånd, hvor Daniel havde ligget. Hun strakte armene ud, plantede begge håndrødder imod den bløde madras og lagde hovedet tilbage. Lukkede øjnene, smilte, lyttede. Drosseltrillerne, der med jævne mellemrum klingrede i luften, den bølgevise duekaglen. Så mange forskellige fuglelyde - drosler, solsorte, spurve - var ikke en ting, hun normalt var vant til at vågne op til hjemme i London. Dette var lyden af himmel, af frihed, af lykke, og hun blev siddende længe, med lukkede øjne og lod sig selv hengive til lydende.

   Herpå besluttede hun sig for at gå i bad. Daniel var enten allerede gået i gang med at indrette kontoret i bunden af vestfløjen, eller også - hvilket Cathryn fandt mere sandsynligt - var han taget ud på sin obligatoriske morgenløbetur, så hun havde morgenen for sig selv. Kate og Michael sov nok stadig. Det plejede de at gøre. Det var ikke unormalt for især Michael først at dukke op ved morgenbordet klokken halv tolv i weekenderne og ferietiderne. Hun overvejede at gå op for at vække dem, men lod være. De kunne få lov til at sove i hvertfald en time mere. De havde trods alt haft en lang dag den forgangne fredag. 

  Hun bevægede sig rundt om sengen, hen til uret på gulvet. 07:42. Herefter trak hun gardinerne for, betragtede gårdspladsen syv meter længere nede som udstrakte sig i sydlig retning, afgrænset af den nu åbentstående smedejernsport - det bekræftede at Daniel ganske rigtigt var ude at løbe - og egetræerne med den hvide skyhorisont længere ude. Hun stod og betragtede synet lidt, følte en underlig forelsket ekstase over området, og vendte sig herpå rundt for at finde sit håndklæde og tøj. Som hun bukkede sig ned i knæ, der eftergav sig med klagefulde smæld, og begyndte at rode igennem tasker og poser og papkasser, mærkede hun allerede hvor meget hun glædede sig til at skabene blev sat op. Så hun ikke længere behøvede at sætte sin tålmodighed på prøve og bruge dyrebare minutter, der kunne være bedre tilbragt, med at lede efter det hun skulle bruge til sit morgenbad. 

  Men efter godt fem minutter fandt hun håndklæde og dagens tøj - en sort trøje, sort bh samt et par falmede jeans og blåstribede strømper -, skubbede det op i sin favn og satte kursen ned mod badeværelset bag riddersalen. De første tredive meter gik storslået. Hun bevægede sig lystigt ned ad trappen, blev næsten guidet frem af det udendørs fugleorkester, men straks som hun rundede åbningen indtil riddersalen, blev luften tung. Pludselig var det som om en usynlig vægt blev trykket ned på hendes skulderparti og besværliggjorde hendes gang, og hun måtte stoppe forvirret op ved den mærkværdige fornemmelse. Den tunge luft blev få øjeblikke senere erstattet af grusomme ilninger, der forkrøb sig ned gennem hendes krop og fik hende til at afgive ufrivillige spjæt. Hun blev tom i musklerne, mistede energien og følte et vridende mavesug. Og en tanke, hun ikke forstod, men som alligevel skræmte hende og fik hendes hårsække til at forkrybe sig, sivede frem i hendes hoved. Hun var ikke ønsket derinde. Hun havde slet ingen tilladelse til at betræde dette lokale. Der var nogen, som helt klart ikke ville have hun bevægede sig længere ind, og rent intuitivt lod hun blikket søge magnetisk hen til ridderrustningen med morgenstjernen ved starten af østfløjen tyve meter væk. 

  Hun fastholdte blikket imod udkigsspalten forrest på rustningens hjelm. Den var rettet fremad, mod ligepræcis det sted hun stod, som om en usynlig ridder var kravlet ned i rustningen og nu iagttog hende. Metalfiguren stod der bare, med morgenstjernen hvilende for sine fødder og hjelmen med udkigsspalten vendt tomt fremad. Den vogtede sammen med sin makker med sværdet. Vogtede over salen, og over østfløjen. Cathryn havde absolut ikke lyst til at komme nærmere. Ikke engang ét skridt. Hun vidste ikke hvorfor. Det gav ingen mening, for en rustning af metal kunne ikke gøre hende noget. Og alligevel fastholdte hun blikket på den, som forventede hun at den hvert øjeblik det skulle være, ville bevæge sig, ville dreje kroppen og konfrontere hende, ville løfte armen, svinge morgenstjernen og kaste den imod hende. At den, hvis hun vendte hovedet bort, ville komme gående. Knirkende og skramlende, ville sætte farten op jo tættere på hende den kom og trække morgenstjernen efter sig på gulvet. Men det var jo latterligt. Absurd. En metalrustning kan ikke bevæge sig. Det kan den ikke. Og det vidste hun. 

  Hvad går der dog af dig, Cathryn? Barnepjat, det er hvad det er!

   Den uhyggelige kryben hun følte på indersiden af kroppen, forsvandt ikke, og det lykkedes hende ikke at rationaliserer den bort. Ej heller det grufulde billede af en ridderrustning, der førte sin ene fod hen foran den anden, vred kroppen dukkeagtigt fra side til side, som den bevægede sig nærmere og nærmere og nærmere... 

  Hun drejede ansigtet væk, rystede på hovedet og tvang sig selv til at gå hen mod badeværelsesdøren. Det kildrede imod huden på hendes højre arm. Ud ad øjenkrogen syntes hun at se metalfiguren bevæge sig, men hele tiden afviste hun det for sig selv. Hun brugte for meget tid på gyserfilm og gyserromaner. Det var hvad det var. Hun læste for meget af det pjat. Det var nok en god idé at gå tilbage til romantikhistorier. De gav i hvertfald ikke en absurde forestillinger om gamle ridderrustninger, der kunne bevæge sig af sig selv, og som fandt det fornøjeligt at holde øje med én. 

  Hun åbnede døren og lagde mærke til at hendes puls var steget drastisk efter hun var trådt ind i riddersalen. Hun foretog derfor et par udåndinger, som hun trådte ind på badeværelset. Det stak i nakken, og de kolde sammenkrybninger, som hendes hud foretog sig, lokaliserede sig i rygpartiet idet riddersalen befandt sig bag hende.  Hun satte farten op, sprang to skridt over og lukkede døren hårdt i efter sig. Hun tøvede ikke med at dreje på låsen, så døren forsegledes. Hun blev stående, og trods den anden version af hende selv i hendes hoved fortalte hende, at det alt sammen var pjat, at der ikke var nogen eller noget i riddersalen, som holdte øje med hende, at det blot var hjernen der spillede hende et puds, kunne hun ikke lade være med at lytte efter. Lytte efter, om der kom en pludselig rusten metalknirken, eller en skraben af en metalridders fødder imod et trægulv. Men hun hørte ikke noget. Det var spild af tid. Stemmen i hendes hoved havde ret. Der var ikke noget. Hun pustede ud og vendte sig imod badekarret og brusenichen og gled sig i bevægelse. Den forkrybende følelse, der ilnede langs hendes rygsøjle, blev dog stadig ikke mindre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...