Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5413Visninger
AA

8. ...7...

Dag 1 i Hildread-herregården 

 

Det var drosseltrillerne, som først vækkede Daniel. Den rullende højfrekvente melodiske sang udefra, blandet med skovduen et sted i baggrunden, nåede sagte hans ører, blandede sig med drømmebillederne der filmede sig for hans blik og trak ham ud af søvnen og ind i bevidstheden. Til at starte med, lå han blot, blinkende imod søvnen. Det tog noget tid for ham at mærke sig selv, at blive bevidst om at det ganske rigtigt var hans seng, der blødt trykkedes ned under ham, og at det ligeledes rigtignok var sin kones sukkende vejrtrækning, han kunne høre ved siden af sig. Han vendte hovedet, så sengestoffet knitrede. Cathryn havde ryggen vendt imod ham. Hendes blonde hår strittede svagt i buer flere steder. Han rettede sig op, lagde armen henover hende og rykkede hovedet frem for at plante et kys imod hendes hovedbund. Snuste til håret, som han kørte næsetippen videre ned mod øret.

  "Jeg elsker dig," hviskede han, smilte og kyssede hende bag højre øre. 

  Så besluttede han sig for at stå op. Han overvejede at trække gardinerne for, men et enkelt blik på hans sovende kone, fik ham til at tøve og skifte mening. Han kunne dog alligevel ikke dy sig for at trække en lille snip af stoffet tilbage og betragte naturen udenfor. Himlen var dækket af et hvidt skytag. Egeskoven knejsede sig forkroget i baggrunden bag sydfløjen og lågen. Han lod blikket skanne rundt, opdagede nogle fugle - ikke mere end insektstore prikker imod hvid baggrund - glide gennem luften et sted ovenfra. Det var en perfekt morgen til en løbetur, konstaterede han. Han kiggede på digitaluret på gulvet. 07:15. Han kunne nå det på under en time. 

  Han bevægede sig så stille som muligt, i forsøget på ikke at vække sin kone - det forekom ham at hun virkede så blid, så forsvarsløs, som hun lå der, med dynen krøbet op under kinderne og en brystkasse der svagt hævede og sænkede sig -, og fjernede forsigtigt den knitrende plasticpose, som stod ovenpå hans kuffert. Langsomt rullede han lynlåsen ned, trykkede to fingerspidser imod låsesporet for at dæmpe den skurrende lyd så godt han kunne, og fiskede rundt i bunkerne af tøj. Sportstrøjen og de stramme elastiske sorte løbebukser lå fint foldet allernederst. Efter fem minutter havde han fået klædt sig på, uden at vække Cathryn. Han gav hende et sidste kindkys, og forsvandt ud af døren. 

  Han var knap nået ned ad trappen, før han hørte det. Den svagt hvislende lyd, der syntes at bue omkring åbningen til riddersalen til venstre for trappen. Han var krydset halvvejs henover Hall'ens blanke træbrædder, var kun fem meter fra døren og planterne der pyntede ved siden af, da han stoppede op og spidsede ører. Den hvislende lyd var blandet op med en klagefuld knirken, metallisk af natur, og en svag plasken af vand der bankede imod noget hårdt. Det tog ikke længe for ham, før han forstod at det han hørte, var lyden af en tændt vandhane. 

  Hans første indskydelse var, at det måtte være enten Michael eller Kate, som var stået tidligt op og var gået på toilet. Det der dog undrede ham var, at de benyttede sig af det badeværelse som lå absolut længst væk, istedet for at gøre brug af toilettet på deres egen gang. Det kunne selvfølgelig være, at der var optaget på deres eget toilet, og at en af dem - enten Kate eller Michael - var usædvanligt trængende og derfor ikke havde tålmodighed til at vente, og af samme årsag var gået ned ad trappen, helt ned til stueetagen for at benytte sig af badeværelset dér. Daniel blev stående, forsøgte at lytte efter livstegn, andet end den hvislende lyd af rindende vand, men kunne ikke høre noget. Ingen skraben af fødder. Den konstante vandrislen vedblev. I tyve sekunder. Tredive. Fyrre.

   Daniel lod panden rynkes og skiftede kurs, væk fra døren og gennem åbningen til riddersalen. Foran ham, ti meter væk, befandt døren til badeværelset og spa/saunarummet sig, flankeret af to frodige pottepalmer på hver side. Dørhåndtaget afreflekterede det omkringværende lys i et guldmetallisk skær. Han stoppede op på ny, ventende, lyttende, men fandt stadig intet yderligere livstegn. Gled på ny i bevægelse, stoppede ved døren og drejede på håndgrebet.

  Et klik.

  Døren eftergav sig. 

  Han skubbede sine spredte fingre imod den tykke egetræsdør, pressede den op så den uden yderligere besvær åbnede sig indad og buede i venstre retning. Vasken kom til syne lige indhakket til buegangen. Han buede døren længere op, så han kunne se vandhanen. Metalbøjlen der knækkede for enden, hvor vanddysen i en bevægende stråle blev skudt ned, hvilede uberørt over vasken. Der var ingen andre personer end Daniel. Han skubbede på døren, indtil håndgrebet til sidst bankede ind i væggens mosaikfliser, og lod derpå blikket vifte sig omkring. Hen til det guldbelagte badekar, brusenichen for enden der var indbygget i væggen med tilhørende dobbeltlags plexiglasrude og omkransende guldkarm og det lille buehvælvings-vindue for toppen af væggen, som havde udsigt til det hvide skydække. Skød blikket tilbage til vasken. Vandstrålen hvislede fortsat, uberørt. Han fjernede sig fra døren, skridtede ind på badeværelsets hvide terrakottagulv, hen til vandhanen. Strakte armen frem imod regulatoren, og skubbede den ned.

   De svage metalliske hvin og den hvislende lyd stoppede brat, idet vandstrålen forsvandt. Daniel blev stående, betragtede vasken, længe og funderende. Det var klart, at der havde været nogen dernede i nattens løb - det måtte der være, for Daniel vidste, at ganske sund fornuft modstræd enhver tanke om, at en vandhane kunne tænde på egen hånd, medmindre den var elektronisk styret -, og at vedkommende forglemte at slukke for vandhanen efter at have gjort et toiletbesøg. Det kunne være Cathryn, men det fandt han højest utænkeligt. Hun var ikke typen, der forglemte en sådan ting. Det ville æde nok så gevaldigt på vandregningen, og hverken Cathryn eller ham selv var den slags typer, som lod sig sløse med vandbeholdningen. Kate eller Michael var de to sidste muligheder. 

   Det var, uanset hvad, en ting som han ville tage op til familiens obligatoriske morgenmøde. 

  En metalklingren inde fra riddersalen ekkoede i luften og greb hans opmærksomhed. Han drejede hovedet. Stilhed. Pulsen steg, det syntes at dundre i halspulsårerne og han begyndte at gøre sig tanker. Tanker om, at der måske var indtrængere i huset, en tyv højest sandsynligt, eller måske en farlig forbryder, der var ude efter konen og børnene, men da han ikke hørte mere andet end fuglesangen, skubbede han den pludseligt opdukkede paranoia fra sig igen. Hvor fik han dog de tanker fra? Det lignede ham bestemt ikke. 

  Get yourself together, Daniel 

  Han gik frem, væk fra vasken, videre ud i riddersalen hvor han varsomt stoppede. Lyttede. Drosseltriller og solsortesang og duekaglen var de eneste lydkilder der brød stilheden. Og som hans øjne søgte rundt, fangede blikket noget sølvglimtende der lå udstrakt ved begyndelsen af østfløjen, foran den ene af de to vogtende rustninger. Ved et enkelt blik på metalmanden med de udstrakte samlede hænder, forstod han hvad der var kilden til lyden. Langsværdet, som rustningen normalt støttede imod gulvet, var væltet og, fra hvor Daniel stod, så den ud til at være kuret mindst en meter over det glatte gulv. Det var bare et sværd som var blevet offer for tyngdekraften. Ikke andet.

  Men alligevel begyndte en trykken at vokse i brystet, som Daniel bevægede sig derhen imod, en trykken han ikke kunne forklare og ikke forstå. Det var blot et sværd. En død genstand. Den ville ikke kunne gøre ham noget så længe der ikke var nogen der holdte den imod ham. Den lå blot der, på gulvet, død og ude af stand til at bevæge sig, men den trykkende brystfornemmelse strakte sig op i halsregionen, syntes at gøre struben tungere. To meter fra sværdet stoppede han op og kiggede sig over skulderen, forventende at se nogen stirre tilbage, men der var ikke noget. Kun åbningen til Hall'en og den åbentstående dør indtil badeværelset med de flankerende pottepalmer. Hvad i alverden gik der af ham? Hvad var han bange for?

  Hårsækkene begyndte koldt at stramme sig til, så hårene på armene og ryggen rejste sig. Han standsede ved sværdet, bukkede sig frem og samlede det op, og i dette øjeblik, idet hans fingre krøb sig om det guldbelagte skaft, strøg en fornemmelse af koldt igennem ham. En fornemmelse der fik ham til at stivne, der gjorde ham bange for at rette sig op, gjorde ham sikker på at hvis han vendte blikket fremad, ville der stå en eller anden og kigge tilbage imod ham, noget ondt, noget uforklarligt og noget der absolut ikke var et menneske. Hjertet bankede, munden blev tør og i et kort øjeblik  havde han lyst til at vende sig om, løbe tilbage i værelset og krybe sig ind i dynen, langt langt langt ind, klamre sig tæt til sin kone for aldrig nogensinde at komme ud af værelset igen. 

  Nej, Daniel, så tag dig dog sammen. Hvad går der af dig?

   Han fik taget sig sammen, strammede grebet om sværdets skaft og rettede sig op, skød blikket ned ad sydfløjen, ned til de lukkede dobbeltdøre der førte ind i biblioteket. Der var ikke noget. Det vidste han godt, men fornemmelsen af overvågning forsvandt ikke. Lokalet føltes koldere end før, det stak i hans hud, og der var nogen sammen med ham. Og da han kiggede ind i hjelmens smalle ansigtshul, fik han en foranelse om at rustningen - trods det blot var en figur af metal - kiggede tilbage på ham. Rustningen havde øjne, øjne han ikke kunne se, men fornemme, øjne som var rettet imod ham, som gennemborede ham, som opslugte ham og overvågede ham. Og hænderne, de udstrakte hænder, fingrene af metal, de kunne kvæle ham. De kunne vippe sig op i et snuptag, klamre sig rundt om hans strube og kvæle ham. Nej, nej, hvad tænkte han på? En metalfigur kunne ikke kvæle nogen, for den var ikke levende. Det kunne ikke lade sig gøre.

  Han strakte sværdet frem, funderede over om metalmanden ville vende sig imod ham og stikke den overdimensionerede dolk ind i ham så snart han vendte ryggen til, men overkom de irrationelle tanker og skubbede våbnet på plads. Vred det et par gange ind i metalmandens fingre, så han var sikker på det ikke var faldet ud og bakkede herefter samtlige skridt væk. Først da han befandt sig halvvejs inde i riddersalen, fik han mod nok til at dreje ryggen rundt og bevæge sig tilbage imod Hall'en. En kildren imod ryggen fik ham til at sætte farten op, sikker på at metalmanden var fulgt efter ham og med lydløse skridt kom gående. Han nåede Hall'en, så sig ikke tilbage, ikke én gang, ikke én eneste gang, og åbnede blot døren ud til gårdspladsen. Han følte sig ikke i sikkerhed, før han var kommet om på den anden side ad smedejernslågen - som han åbnede med fjernbetjeningen han havde medbragt fra soveværelset - og bevægede sig ned ad grusvejen imod egeskoven. Og da han var kommet tilstrækkeligt langt væk fra herregården, gik det op for ham hvor dum han havde været. Selvfølgelig var rustningen ikke fulgt efter ham og selvfølgelig var der ikke nogen bag ham andet end et monster skabt i hans eget hoved, og hele vejen til Poxbeshire forbandede han sig selv for at have ladet sig rive med af en så barnlig frygt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...