Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5439Visninger
AA

7. ...6...

“Kate?” Daniel stillede sig ved siden af døren til Kates værelse, og bankede sine knoer imod træet. Som han havde ventet, fik han ikke noget svar. Et suk. Han hævede hermed stemmen. "Kate!"

  Svaret, som blev sendt tilbage, kom dæmpet fra den anden side ad døren. Daniel behøvede end ikke anstrenge sig for at høre undertonen af vrede. "Gå med dig!" 

   Men han blev stående. Lænede blot panden imod døren, som han tænkte over svaret. "Jeg vil bare gerne lige snakke med dig, Kate." Intet tilbagesvar. Daniel fortsatte, ligeglad med om hun hørte det eller ej. "Jeg forstår godt at det er svært for dig det her. At vi er flyttet. Tro mig, det gør jeg. Men... jeg... jeg gjorde ikke det her for min egen skyld, ikke kun, men... m... men også for familiens. Og... Jeg... Kate, vil du ikke nok give det en chance? Det er fint nok hvis ikke du kan lide at være her, men det er første nat. Giv det nu lige en chance. Se tiden an. Det kan være det bliver den bedste oplevelse i dit liv."

   Han gav sig til at afvente svaret, længe, tålmodigt og tavst lyttende, men Kate sagde ikke noget. Han havde heller ikke forventet at hun ville, men alligevel vred det bag brystet. Igen bølgede trangen indover ham, trangen til at dreje håndgrebet om og træde ind på hendes værelse, trangen til at gribe hendes krop og ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men han tilbageholdte den. Som Cathryn selv havde nævnt, var Kate en teenager, med hormoner rasende i kroppen og lige i den særlige alder, hvor det var fornøjeligt at gøre oprør. En teenager, Daniel ganske vist mente var for vant til at få sin vilje, men ikke desto mindre en teenager. Hun ville nok blive god igen. Håbede han.

    Han besluttede sig for ikke at vente mere på et svar, han vidste aldrig ville komme, og drejede sig om og bevægede sig tilbage imod trappen. Undervejs bankede han på Michaels dør og åbnede den, længe før hans søn gav ham besked på at kunne komme ind.

    "Mor og jeg går i seng, Michael."

    Michael, som var midt i en telefonsamtale med Chloe, sænkede sin mobil og rettede sig op i sovesofaen. "Jamen, øh, så godnat far."

    "Godnat." Han skulle til at lukke døren efter sig og fortsætte sin vandring mod trappen, men kom i tanke om noget og vendte blikket tilbage i værelset. "Og lad nu være med at være for længe oppe, vi har en lang dag foran os i morgen. Vi har jo et værelse vi skal have sat op. Og måske... måske har jeg også en overraskelse i vente til dig, hvis vi får tid til det." Han blinkede med begge øjne, for at indikere den bagvedliggende sarkasme. 

    Det gjorde Michael nysgerrig. "Hvad for noget?"

   "Hvis jeg sagde hvad det var, ville det jo nok ikke være nogen overraskelse, vel? Men jeg giver dig et hint. Det er noget der kan styres og noget der kan samles. Gæt dig til resten. Men sov godt, ikke? Vi ses i morgen." 

   For anden gang gjorde Daniel klar til at lukke døren efter sig og bevæge sig tilbage mod trappen og ned til sin afventende kone i etagen nedenunder, da Michael kaldte efter ham.

    "Far, vent lige!"

   Han åbnede døren en anelse og gjorde en trækning med brynene. 

   "Jeg kan virkelig godt lide det her sted. Virkelig. Og jeg er glad for at vi flyttede hertil. Ja... jeg kommer nok til at savne London, men... Shit happens. Det er et fedt sted vi er flyttet til." 

   Daniel smilte. "Det er jeg glad for at høre, Michael. Sov godt."

   "Tak, og i lige måde." 

   Døren blev lukket, hvorpå Daniel satte kursen tilbage imod trappen. 

 

*

 

Cathryn brugte ti minutter på at gøre sig klar. Løsgjorde håret, tog sin Bh af og iklædte sig sin nat-trøje. Da hun kom tilbage i soveværelset, sad Daniel for enden af sengen, kun klædt i underbukser så udbulingerne af fedtdeller langs taljen, blev tydeliggjorte. 

   Hun bevægede sig frem på det lyddæmpende stoftæppe, skridtede hen til sengen og bøjede sig henover computeren. Armene førte hun rundt om sin mands hals. Stadig uden at sige noget, strakte hun ansigtet fremad, plantede læberne i et kys på hans pandebrask, og gled munden videre nedover næsebenet. 

  "Kommer du ikke i seng, skat?"

  Daniel løftede hovedet fra computeren, og kiggede i sin kones smilende ansigt. "Jo, selvølgelig. Om to sekunder. Jeg skal bare lige tjekke min mail." Et klistret smæld da deres munde læbede sig sammen en enkelt gang. Cathryn slap ham og trådte hen til venstre side ad dobbeltsengen med det hvide betræk. 

  Daniel lod fingende glide over tastaturet i en yderligere række af harmoniske klik, hvorpå han gik ud af alle programmerne, for derefter at trykke på ikonet der lukkede computeren ned. Han stillede den bærbare pc fra sig på gulvet - papkasserne med deres kommoder og dele til skuffer og skabe fyldte den ene ende af værelset - lagde sig ved siden af sin kone og trak dynen henover sig. Lyset fik de fra en enkelt natlampe, der stod placeret på gulvet ved Daniels side ad sengen, samt de tre bowlerlamper med guldophæng, som strakte sig fra loftet. 

   Cathryn drejede sig rundt. En stofknitren af dynefibre der gned sig imod dynefibre. Hun strakte armen frem, lod håndfladen blive gravet ned under Daniels dynetæppe, og fortsatte indtil hun mærkede den varme hud ved siden af hans bryst brænde imod fingerspidsene. Det næste, hendes følsomme fingerhud registrerede, var det bløde stikkende tæppe af brysthårene. Daniel vendte hovedet til venstre, trak mundvigende til et svagt skævt smil, og vendte herpå atter fokus opad mod loftet. 

    "Jeg elsker det her sted, skat. Jeg elsker det virkelig. Men... ved du hvad jeg elsker mere?" 

    Hun gled sine fingre op ad hans brystkasse, op til kravebenet. "Jeg elsker at se dig glad. Det varmer mit hjerte." 

  Daniel besvarede med en enkelt klukkende latterlyd. Den svage udbuling på struben, der udgjorde adamsæblet, vibrerede umærkeligt til lyden. Herefter røg han tilbage i sin dybsindige tavshed. De brune øjne hvilede fortsat imod loftet. Betragtede træpanelerne med de kunstnerisk formede udsnit, guldophænget der understøttede de tre bowlerlamper og den vævede ledning der tilførte elektriciteten. På venstre hånd, langs væggen, stod der - foruden en højrygget stol med silkeblødt rygfor - et antikt klædeskab i mahogni. Egetræsdøren med det guldmetalliske dørknob, stod fredeligt i lukket tilstand fire meter skråt syd fra fodenden. Værelset var stort, en greve værdig, og de ædle vinduer som stirrede ud mod gårdspladsen, havde et indlagt gardinophæng med silkegardiner der lavede flotte lysspil hver gang skæret fra lamperne ramte dem. Med vinduer, som vendte mod syd, var der ingen fare for at blive vækket tidligt om morgenen af solens fremtittende stråler, men Daniel var alligevel indstillet på at stå op senest klokken syv. Han skulle både nå at løbe sin obligatoriske morgentur - han regnede med, hvis han kunne nå det, at tage til Poxbeshire og tilbage igen - og påbegynde installeringen af sit kontor. Senere på dagen skulle han hjælpe det øvrige af familien med at indrette værelserne, sætte hylder og møbler op. Hvis ikke hele dagen ville blive brugt på dette, havde han tænkt sig at tage Michael med ned på kontoret i vestfløjen - muligvis efter aftensmaden - og hjælpe ham med at samle den modelhelikopter, han uden Michaels kendskab, havde købt over internettet. Allerede nu, som han tænkte over hvilken glæde det ville bringe hans søn, kunne han næsten ikke vente med det. 

    "Hvad tænker du på, skat?"

​    Cathryn brød ham i hans linde tankestrøm. 

    Daniel blinkede. "På i morgen. På vores fremtid." Han vred ansigtet rundt og kiggede i sin kones blå øjne. "Det er stadigvæk svært for mig at tro, at det her virkelig sker. At vi virkelig... er her. I en herregård. At vi virkelig fik råd til det." 

  "Jeg forstår hvad du mener. Jeg har det fuldstændig på samme måde." Hun sukkede, trykkede sig ind til ham og betragtede ligeledes loftet og lampetræet. "Det er alt for urealistisk." 

    En kort tids stilhed. Så brød Daniel den. "Jeg tror Kate hader mig." 

    Cathryn løftede hovedet og kiggede på ham. "Hvorfor tror du?" 

    "Fordi... Fordi vi er flyttet væk fra London. Hun vil ikke snakke med mig, hun... du så selv hvad der skete, ude ved bordet. Hun har stort set ikke snakket til mig i dag. Jeg syntes virkelig hun er for vant til at få sin vilje, Cathryn, og det mener jeg."

   Cathryn løftede albuen og sørgede for at støtte siden af sit hoved i højre hånd. Fingrene på den venstre, lod hun fortsat hvile imod hans kraveben. "Darling, hun bliver god igen. Som jeg sagde, er hun bare en teenagepige der prøver at finde sig selv. Jeg syntes selvfølgelig heller ikke det var okay at hun reagerede sådan her, men at gå så langt som til at mene, at hun er forkælet, det syntes jeg er at stramme den. Giv hende lidt tid, skat, og når hun har vænnet sig til at være her, så vil hun snakke med dig og vil kunne lide dig igen. Det er jeg sikker på." 

  "Tak for din positive attitude, Cathryn, men ærlig talt har hun aldrig brudt sig om mig. Jeg mener... hvornår har du sidst set hende være glad, når mig og hende er i samme lokale? Der var dengang hun var lille... Men ellers... ja, jeg ved ikke hvad jeg gør galt, men hun kan tilsyneladende bedre lide dig end hun kan lide mig." 

    Cathryn slog blikket ned. Lagde ikke vægt på sukket, der udbrød fra hendes læber. "Daniel... vær positiv. Det skal nok gå. Hun er bare en oprørsk teenager. Giv hende tid. Og vil du ikke please lad være med at spekulere mere over det? Du bliver bare i dårligt humør igen, og det... ja, det vil ikke ligefrem gøre noget som helst bedre, vil det vel? Du har mig, som elsker dig. Og du har Michael, som virkelig ser op til dig, som elsker dig af hele sit hjerte og... og... som... som er stolt af dig. Nogengange... bliver jeg faktisk helt jaloux når jeg ser hvor godt I to har det sammen. Se lyst på tingene. Vi har fået en herregård, vi har det godt og der venter os en spændene ny fremtid. Hvor der altså virkelig ikke er plads til bekymringer." 

   "Cathryn?" Daniel rettede blikket imod hende. Hun hævede brynene. 

   "Ja?"

   "Det her er grunden til, jeg elsker dig." Han lænede sig frem imod hende, lod sin mund møde hendes og lukkede læberne sammen med en slimende lyd. 

*

 

Natten i Hildread var ikke blot det naturlige døgntidspunkt, hvor jorden havde drejet sig en halv omgang om sin egen akse og vendte den ene halvdel væk fra solens lys. Natten i Hildread var ikke blot et mørke, en farveløs masse der kom sig af, at menneskets øjne var skabt til at se under en god mængde lyspåvirkning. Natten i Hildread var et væsen, levende og aktiv. Natten var sulten, åd gangene og korridorerne op. Natten var hjemsted for livsformer. Der var slørugler i egeskoven, ugler med fladtrykte hoveder og næseformede næb, og spøgelsesaftegninger på dødsblege ansigter. Med hæse skrig, et jammer af barnegråd, tilbad de deres guddom af skygge. Træer, der morfede sig til uhyrlige former, med knivsskarpe kløer af grene og stammer som antog skygger af uhyrligt groteske dæmonansigter, blev allesammen forvandlet af nattens usynlige fingre. 

   Og det var nattens ånd, som bevægede sig. Natten, den ikke-synlige men allerstedsnærværende nat, der sivede gennem loftet til pulterkammeret og usynligt svævede langs den udstrækkende korridor, forbi de to teenageres værelser. Det var natten, der spiraliserede sig ned ad trappen, favnede om de lange korridorer, indtog de viktorianske møbler i opholdsrummet, åd sig igennem vægge og døre. Det var natten, der holdte øje, natten der trængte sig på, natten der holdte sin usynlige truende hånd over familien Hollow. Og det var den usynlige nat, der strakte sig udover Hall'en og riddersalen, som gav rustningerne ånd og sjæl, som jog selv de mindste dyr på flugt. 

  Og det var nattens mørke ånd, der sivede sig ind på stueetagens kæmpebadeværelse. Vandhanen, vasken og rørene var livløse objekter, uden sjæl og uden liv, og de ville aldrig kunne bevæge sig. Det var genstande, som skulle bruge fysiske manuelle hænder til at betjenes. Vandhanen var en farveløs udstrækkende og nedadknækkende genstand i nattemørket, hængende over det skåleformede grådyb med hul i bunden, som udgjorde vasken. En livløs form. En ubevægelig form.

    En ubevægelig form der rørte på sig. Den ene af de to af hanens regulatorer, skubbede sig op, så en metallisk knirken forplantedes igennem nattetavsheden og en vandstråle skød ned fra dyserne. Der burde have stået en person og betjene denne døde genstand, da den umuligt ville kunne bevæge sig selv. Men det gjorde der ikke. Vasken og vandhanen og spejlet ovenover, var blot omgivet af nat, af skyggefuldt mørke. Ingen silhuetter. Ingen dyr. Ingen synlig livsform befandt sig i lokalet. Men ikke desto mindre havde regulatoren skubbet sig op, muligvis af en uset hånd, og tillod nu en vandstråle at sive hvislende ud fra dysen og i en lige linje falde ned til afløbet i bunden. Der var intet mere. Der var ingen der slukkede den. Vandhanen sendte blot sin farveløse væskestråle nedad i den fortsatte hvislen, der med de svage sløruglevræl et sted i nattens baggrund, udgjorde en mærkværdig symfoni af natsort ondskab. 

  

  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...