Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5426Visninger
AA

6. ...5...

 

Herregården var lavet til at huse op til 20 forskellige gæster, og på første såvel som anden etage, gik der korridorer i begge retninger. Smalle og brede korridorer, der blev ædt ind i det slugende mørke, med døre på begge sider for hver tiende meter. Der var dører, som var cementeret fast til indemurede værelser, døre der var låst og som Daniel ikke havde nøglen til, og som det derfor var umuligt at vide hvad der gemte sig bag. Der var en opholdsstue på første etage, med viktorianske møbler, men lædersofaen fra Hollow-huset i London, var nu alligevel blevet bragt ind, det samme med lænestolene i det lædersorte Ikea-design og gulvstanderlamperne i det børstede blanke stål. De viktorianske møbler var en del af inventaret, men Daniel overvejede allerede at sælge dem. De kunne tjene en stor sum penge på dem, og der ville alligevel ikke være nogen som ville komme til at savne dem, men Cathryn mente dog at der ikke var nogen grund til det. De kunne sagtens gøre brug af både de viktorianske møbler såvel som deres egne fra deres forrige hjem. Og selv trods Daniel fortsat småprotesterede, indvilligede han sig i sin kones forslag og lod være med at gøre mere ved det. 

   Kate og Michael fik anvist deres værelser, liggende på anden etage, oppe for enden af trappen. På denne etage var der kun én gang, som strakte sig metervist ned ad fløjen, og endte ved en opadgående trætrappe som blev bremset af en loftlems omrids. Næste lokale, man ville komme til hvis man fortsatte, var pulterkammeret og loftsrummet ovenpå. 

   Fire lokaler besatte denne korridor. To på hver side ad væggen; to almindelige værelser samt et gæsteværelse og et toilet. Dørene til Kates og Michaels værelser befandt sig tættest på trappen, Kates en anelse længere væk og på modsatte side end Michaels, begge vendte ud til en udsigt over området. Michaels værelse var større end det han havde haft hjemme i London - Gulvet var af egetræspaneler, ruslebne men belagt med et orientalsk broderet væg-til-væg tæppe. Sovesofaen, som var blevet bragt derud af flyttemændene et par dage i forvejen, stod stadig pakket ind i den gennemsigtige plastikpressening og klemt op i det ene hjørne, stående langs med væggen. Fodenden vendte imod et rustikt klædeskab. Væggen var af sten, men en radiator under vindueskarmen, ville holde værelset varmt. Ingen fodvarme - endnu en ting, Kate kunne skrive på listen af beklagelser -, i modsætning til hvad de havde hjemme i London, men det krævede tilvænning. Michael kunne ikke klage. Værelset rummede alt hvad han havde brug for, og så snart hylder, skuffer, en kommode og et skrivebord var blevet sat op - noget som Daniel regnede med ville blive ordnet den følgende dag - havde han ikke længere brug for at have sine ting stående i papkasser. Hvis ikke der havde været mørkt udenfor, ville han have haft udsigt udover gårdspladsen, ned til smedejernslågen ved sydfløjen og hen mod egeskoven. Kate var ikke tilfreds, end ikke trods hendes nye værelse var dobbelt så stort som det gamle eller at hun var den i herregården, som havde den flotteste udsigt. Hun kunne stadig finde noget at brokke sig over, om det sågar blot var det iskolde gulv eller de golde hvidkalkede vægge eller de ru gulvplanker der kunne give splinter i fødderne. 

   Udover de mange værelser og toiletter, lå der et badeværelse på stueetagen, med både bad og adgang til spa og sauna. Vaske og rør og gulvlister var guldbelagte og afreflekterede spejlblankt lyset. Saunaen fik man adgang til via badeværelset, gennem en åbning i væggen der førte til en lille buegang, hvor der for enden lå en trædør. Saunaen med trævæggene på den anden side ad døren, havde et hul i gulvet hvor sorte lavasten var stablet op. Tre etager af bænke udgjorde i en halvcirkel den ene ende af rummet, og der kunne tilføres lys fra en rund elektrisk glaslampe banket ind i stenloftet. Man kunne herfra fortsætte videre gennem sauanen og glasdøren i den anden side - det fik Michael til at mindes saunaen i svømmehallen i London, han tit havde været i sammen med kammeraterne - og komme til sparummet. Et flisegulv der gled ud i et cirkelformet lokale, uden vinduer, og med en platform for enden med tilhørende hvid jakuzzi-boblebad i toppen, med plads til otte personer i træk. Alt dette vendte ud til østfløjen.

   De fik herpå gået rundt i østfløjen, og som det første, set riddersalen med de to rustninger, hvor den ene holdte en morgenstjerne, hvis metalbold med drabelige pigge tilføjet en kæde hvilede langs med fødderne. Den anden, som befandt sig overfor, stod med armene strakt ud foran sig og hænderne samlet imod skæftet på et sølvmetallisk glimtende svær, med spidsen pressende imod trægulvet. Som de stod der, tyst truende ved starten af østfløjen, forekom de som vogtere, der trods deres mangel på liv, alligevel prøvede at give folk indtrykket af, at man ikke fik lov til at passere uden videre. At der blev holdt øje med en. Selvom Cathryn på det bestemteste var glad for huset, og allerede efter ti minutter ikke holdt mindre af det, fik tanken om at disse to metalriddere virkede som vogtere, en kold rislen til at forkrybes ned ad hendes ryg. Selvom der ikke var andet end hult rum på den anden side ad hullerne i rustningernes hjelm, forekom der alligevel en svag foranelse om at fire øjne af usynlighed kiggede på en, fulgte en som man bevægede sig forbi. Det var jo bare pjat, og det vidste hun godt, men alligevel legede hun med tanken begge gange de bevægede sig forbi, og det morede hende på sin vis også. 

   Et bibliotek, et toilet, to mellemgange og to gæsteværelser samt en kældertrappe, udgjorde lokalerne i østfløjen - Spisesalen og en udstrækkende korridor, der endte ved en stue, videre til en mellemgang og så endelig det lokale, hvor Daniel skulle bruge de følgende par dage på at anrette sit kontor, var hvad som udgjorde vestfløjens bestandele. Og endelig var der spisesalen, med omtrentligt fem meter til loftet. Lyset her blev tilført fra et lampetræ, der i en tyk vævet ledning hang ned fra loftet, i en fast position over det ovale aflange spisebord, som familien Hollow - eller i hvertfald Cathryn og Daniel - var yderst tilfredse med. Køkkenet lå i forlængelse af spisesalen, kun afgrænset af en dørløs bueåbning. 

   Aktivitetsrummet og hjemmebiografen var de to sidste faciliteter, som Daniel, Kate og Michael tog et kig på. Cathryn var gået ud i køkkenet, hvor hun var i fuld gang med at pakke køletasken ud og putte madvarer i køleskab og frysere, samt klargøre til en omgang ankomstkage. Aktivitetslokalet, der lå på den anden side af glasdobbeltdøren, udbredte sig i en firkant som endte ved en bagdør ud til det øvrige af grunden - I skæret fra lyset, fik nattemørket dørens glas til at reflektere tilbage så udsynet blev blokeret, og straks som de kom ind blev de mødt af en sofagruppe på deres højre hånd, i et majestætisk men alligevel underligt nyt udseende. Daniel havde allerede udtæntk sig, hvor bordtennisbordet, billiardbordet og bordfodboldbordet skulle befinde sig, såvel som de forskellige sofagrupper de havde med hjemmefra, som ikke allerede var i herregården. Der var trods alt kun en sofagruppe - den i nichen til højre for indgangen - i aktivitetsrummet. Hjemmebiografen var et lærred i en niche i væggen, hvor røde biografstole allerede stod der som en del af inventaret. 

   Grunden bag herregården, som Daniel og Cathryn havde kigget på dengang de blev vist rundt i bygninen af Diane Smith, udlejeren, strakte sig henover et par svage bakker, og endte ved skovbrynet. Et orgie af dyrevildt besatte området - Der var hjorte i skovbrynet om dagen, ræve der kom frem i aftensolen, kaniner og harer og fasaner på græssletten bag poplerne, en dam med åkander og stedsegrønne buske med en fauna af eget dyreliv. Guldsmede og haletudser og myg og vårfluer om foråret, biller og hvepse og skøjteløbere og frøer om sommeren, solsorte og drosler og ænder vinteren over. En petanque-bane var anlagt længst ude ved skoven, og græsslætten og skovbrynet var særligt gode til at gå på jagt i. Daniel havde af samme årsag medbragt sine to geværer, i tilfælde af at Michael gjorde alvor af sit ønske om at lære at gå på jagt. Det skulle være en far-søn ting, ligesom modelflyene og racerbilerne.

   Hvis intet af alt dette var tilfredsstillende nok, lå skovsøen små ti minutters gang borte. En sø, som Daniel og Cathryn havde fået at vide, var ganske rig på fisk - Særligt gedder, ferskvandsørreder og abborer. Og medmindre der var chance for at få snevinter - hvilket ikke var en ting, der forekom særligt ofte i denne region af England - ville man have mulighed for at fiske året rundt, selvom der dog kun var tilladelse fra april til oktober. Ydermere var der 40 kilometer til Southampton og 33 kilometer til sydkysten og Den Engelske Kanal - der var rig på varmt vand som blev ført med af golfstrømmen - så i sommerhalvåret var der ikke langt til gode badesteder. Den nærmeste by hed Poxbeshire, en lille skovflække, isoleret og afsides beliggende ved landevejssvinget for foden af skovskråningen nogle kilometer borte, men selv trods dens omend ringe størrelse, havde den en god portion indbyggere samt en række af kiosker og butikker langs med landevejen, og var derfor et godt sted at gå på småindkøb i. Så selvom herregården virkede isoleret for omverdenen, var den det aldrig - Der var en grusvej der førte ud til landevejen, hvor man uanset i hvilken retning, ville komme forbi bebyggelser efter blot ti kilometer. Poxbeshire som den nærmest beliggende i sydvestlig retning. Alligevel var området og herregården, henlagt til sig selv, som en fredet del af landet, en anden verden, en verden af liv og urørt ældgammel natur. 

    Daniels entusiasme - ”Jeg er ikke i tvivl om at vi får det fantastisk. Alle de aktiviteter. Alt den natur,“ - smittede af på Michael, og han glemte for en lille stund, London, glemte Chloe og sine venner. Indtog istedet herregårdens pragt, lod sig selv blive tilvænt deres nye hjem. Far var glad, mindede han sig selv om, og når far var glad blev resten af familien det. Når far var glad, var han den dejligste far Michael kunne drømme om, en far som ville gøre alt for at holde familien glade, lykkelige. Han fik tilbudt en herregård, og Michael vidste, at det ikke var herregården i sig selv, som gjorde far glad, men snarere muligheden for at give sin familie en oplevelse for livet. Herregården var deres. Far havde givet den til dem. Det var noget, de skulle deles om, og han var stolt af det. Selvom Michael i sidste ende, var ligeglad med herregården. Alt der betød noget, var at far var glad. At deres nye hjem så var en majestætisk herregård fra 1700-tallet, var blot en bonus.

*

Kate havde holdt det tilbage længe nok, og hendes forældres mange kys og smil formindskede ikke ligefrem lysten til at banke i bordet og protesterende rejse sig op. Hun forlangede at de tog tilbage til London, her og nu. Hun ville fandme ikke tilbringe mere tid der, ikke én nat, ikke ét minut, og det vidste de så udmærket godt. Og det lod hun blive vist ved at skubbe tallerknen med kage fra sig og istedet læne sig tilbage i den højryggede stol og på overdrevent teatralsk facon folde armene på brystet. Ud ad øjenkrogen så hun Michaels opgivende hovedrysten, men hans flabetheder var hun vant til. Han kunne gøre hvad end der passede ham. Hun var sgu ligeglad. 

   Daniel lod som ingenting, og han bevarede sit smil på læben idet han tog en slurk af sin obliagoriske aftente. 

   ”Lad være med at ignorere mig, far!“ Hendes stemme savede luften midtover. 

   Idet Kate havde sagt den sætning, tog Michael over, før Daniel nåede at fjerne sin te fra munden og stille koppen tilbage på bordet. ”Så er du heller ikke sejere, vel?“

   ”Hold din kæft, Michael, og bland dig udenom!“ 

   ”Stop! Begge to.“ Daniels smil var ikke længere at se. Hans blik hvilede på Kate, holdt hende fast. ”Hvad er problemet, søde?“ Han prøvede at lyde så blid som muligt, men anstrengelserne i hans strubehoved fik forsøget til at mislykkes.

   ”Ja, hvad tror du der er problemet? Det her røvssyge sted! Jeg hader at være her, og jeg hader at vi er taget afsted, og jeg hader at du ikke tænker på andre end dig selv. Du ved jo godt jeg ikke ville flytte, far. Og så gør du det alligevel? Hvad fanden bilder du dig ind?“

   ”Kate, darling...!“ Cathryn greb ind, i forsøget på at bløde stemningen op, men Daniel viftede med hånden og tog over på ny.

   ”Nu skal du høre her, Kate. Jeg er træt, din mor er træt... jeg tror faktisk vi alle er trætte... efter en hård dag og en virkelig lang køretur. Og jeg... har virkelig ikke lyst til at skælde ud. Men ærlig talt, du har ikke bestilt andet end at brokke dig siden i går... Jeg forstår godt, at det måske er lidt ærgeligt at vi flytter, men så er det da fandeme heller ikke værrere. Du kan besøge dine venner. Du er fri til at tage afsted så tit du har lyst til, det har du både din mors og mit ord på, så du har ikke nogen som helst grund til at brokke dig. Din surhed og dårlige attitude kan du godt tage at pakke væk, for vi flytter ikke. Vi er lige kommet, og vi bliver her højest sandsynligt i lang tid endnu. Hvis du ikke kan lide at være her, fint, men så hold det for dig selv og hold op med at skabe dig på den her måde og ødelægge stemningen for os andre, for det er kraftederme ved at være belastende at høre på. Er det klart for dig?“ 

   Kate blev siddende. Hendes arme var stadig foldet på brystet. Hendes læber havde surret sig sammen, og blikket fastholdte hun kun på Daniel i et øjeblik mere, før hun lod dem vandre til siden og nedad. 

   Han hævede stemmen. ”Lad være med at kigge væk når jeg taler til dig! Forstår du mig? Jeg gider ikke se mere af din sure attitude resten af den her weekend!“

   Knap havde han fuldendt sætningen, før Kate demonstrativt rejste sig op og voldeligt lod sin stol blive skubbet flere centimeter tilbage i processen. Armene blev hun ved med at have foldet imod brystet som hun vendte ryggen til bordet og med hastige skridt gled sine fødder igennem luften, henover det bonede trægulv og i retning mod hall'en. Daniel strakte hals og råbte efter hende.

   ”Kate! KATE! KOM HER, KATE! KOM HER NÅR JEG SNAKKER TIL DIG!“ Han placerede hænderne på bordkanten, strammede musklerne i begge arme og gjorde klar til at rejse sig for at følge efter hende, da Cathryn lagde en hånd på hans skulder.

   ”Daniel, stop nu, vil du ikke? Det er okay. Lad os nu ikke få ødelagt weekenden.“

   Daniel fastholdte sit blik imod åbningen, Kate var forsvundet igennem, som han sukkede og svarede sin kone. ”Jeg er bare ved at være træt af at hun hele tiden skal brokke sig. Nogengange syntes jeg sgu ærlig talt at hun er for vant til at få sin vilje.“ 

   Cathryn aede beroligende sin mand på skulderen, smilte og prøvede fortsat at bløde stemningen op. ”Skat, rolig. Hun er en teenager, og hun er sikkert træt... Giv hende lidt tid. Og vil du ikke nok lade være med at tænke på det? Vi kom her ikke for at være sure på hinanden, men for at hygge os og have det godt.“

   ”Jeg ved det godt. Jeg skal prøve.“ Han smilte til hende, kyssede hende og koncentrerede sig om sin kage, men flere gange kørte blikket hen til Kates tilbagetrukne stol og åbningen ud til Hall'en. 

*

Kate styrtede op ad trappen, mærkede tårerne kildre sig på vej, men tilbagekæmpede dem indtil hun nåede gangen op til værelset. Først da hun havde smækket døren i efter sig og smed sig ned på sengen med ansigtet klemt imod hovedpuden, lod hun et skrig undslippe sin strube og skyde ud i pudens bløde stof. Tårerne silede ned ad kinderne, en efter en, og som hendes fingre strammede sig imod puden og ansigtet klemte sig stadigt dybere i stoffet, tænkte hun på hvor meget hun hadede herregården, og hadede sin far. Hadede dem. Fucking hadede dem.

   

    


   
   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...