Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5418Visninger
AA

44. ...43...

               November, 2005, London

Simon Veil bladrede og bladrede, og den 33 siders vidneforklaring havde, trods dens mangel på detaljer - den var udelukkende skrevet udfra den overlevendes synsvinkel, og den stakkels pige havde ikke den største lyst til at gengive det i alt for mange grafiske udpenslinger, og det forstod den unge journalist ganske vel -, bragt sveden frem i mellem furerne i hans håndflader. Den systematiske gennemgang af hvordan Hr. Daniel Hollow havde myrdet moderen - politiet sagde at hendes ben først var blevet smadret med en morgenstjerne, højest sandsynligt for at hindre hendes flugt, inden halsen sidenhen blev vredet rundt og knækket - og derefter jaget sine to teenagebørn ud fra herregården, var nok noget af det mest grusomme han længe havde læst om. Han havde myrdet sin søn med motorsaven og beskudt Kate Hollow flere steder - ryg og ben og arm - og i hendes flugt syntes herregården selv at være kommet til live og havde gjort alt hvad der stod i dens overnaturlige magt for at standse hende. En sadistisk herregård med egen bevidsthed der nød at se familier massakrere hinanden. Det ville være lige til den næste splatterfilm eller den næste gyserroman.  

   Men det han havde læst i den sidste halve time, var ikke et filmmanuskript eller uddrag fra en gyser. Dette han havde læst var fra den virkelige verden, en grusom fortælling om en piges møde med ondskaben, der personificerede sig og overtog hendes far. Hvis man da troede på sådanne ting. Hvis pigen da ikke bare i den efterfølgende choktilstand havde pådraget sig en post-traumatisk - var det ikke det, de kloge hoveder kaldte det? - psykose, så hun bildte sig ting ind der ikke var sket. Hendes far var gået amok. Det var en ubenægtelig sandhed. Og man havde da også fisket hans lig op fra mosen få dage efter begivenhedernes gang. Med overkroppen begravet i slam og grene siddende fast i kraniet. Hjernemassen var sivet ud i mosen fra flere kraniehuller, havde blandet sig med bundslammet og blevet til en mærkværdig form for oliesubstans. Og retsmedicinerne kunne konkludere at skaderne i hans krop da også pegede hen på, at han var blevet ramt af et træ, ganske som den stakkels traumatiserede pige havde forklaret. 

    Der var mere end rigeligt materiale til den kommende artikel. Han måtte alligevel læse videre. Så han bladrede, og selvom Kate Hollow aldrig havde fået ansigt på sine redningsmænd - det britiske Hamden ægtepar, der var på vej hjem i stormen fra et bryllup, og ved et tilfælde havde fået øje på pigen da forlygterne gled henover hendes bevidstløse, sammenkrøllede krop -, stod der alligevel en beretning om deres heltegerninger. Hvordan Mrs. Hamden bad sin mand om at trække ind til siden. Hvordan pulsen på Kate blev taget og ambulance og redningsfolk ligesåvel som politi blev tilkaldt. Kate havde ikke været ved bevidsthed før ambulancen kom, og tiden fra landevejen og til akutmodtagelsen i Southampton var et helvede hvor hun gled ind og ud af bevidstløshed og levede i et vågent drømmestadie. Et stadie hvor sammenfurede gammelmandsansigter og nøgne dødsgrå kvinder med tilspidsende bryster og bundløse gab, allesammen møvede sig imod hende, skreg og snerrede af hende - ”de venter på dig i helvedet, Kate, i helvedet, i helvedet, i helvedet, de venter allesammen på dig i helvedet“ -, og hvor glødende fangarme fra helvedesilden strakte sig op fra gulvet og greb hende, og truede med at trække hende ned, ned, ned. Simon Veil kunne end ikke sætte sig ind i, hvilken lidelse det måtte have været. Og først da hun ankom på hospitalet, blev hun tavs og gled i en komatøs tilstand, og måtte sendes på operationsstuen.

*

Manden i kirurg-kirtlen åd hendes arm. Som hun lå på briksen med narkosemasken af genmemsigtig plastik trykket imod ansigtet, så hun hvordan han stod med hendes blodindhyllede arm, og med fortænderne flænsede lunser efter lunser af kød. Hun prøvede at røre sig, mærkede intet, og så kirurgen vende sig med ryggen til. Armen dryppede rødt efter sig. Hun prøvede at skrige, men hendes krop lystrede ikke signalerne af hjernen, hun forstod ikke hvad der foregik, ville bare væk og hjem. Hendes familie var ikke død, det var de ikke, alt dette var blot en ond drøm, et mareridt, og hun kunne vågne hvert øjeblik det skulle være, det var blot en ond drøm, en ond drøm, en ond drøm, en...

   Mørke prikkede foran hendes øjne. Hun blinkede kort og gled atter væk. 

*

Venstre arm og venstre fod var blevet amputeret. Kate var dømt sengeliggende i uger, som smertestillende medicin blev pumpet igennem hende i alle døgnets timer, og kæberne var blevet sammensyet så hendes mund smallede sig mere ind end den normalt ville. Hendes ansigt ville blive vansiret, med kinderne trukket sammen af arvæv, og hun ville se sådan ud resten af livet. Med det udseende ville ingen nogensinde kigge på hende igen, hun ville aldrig få sig en kæreste eller en ven, men det bekymrede hende ikke. Hun var ligeglad med fremtiden, med kærester og med venner, var ligeglad hvis hun døde så snart hun trådte ud af døren. Hun havde mistet sin familie, sin dyrebare familie, sin mor og far og storebror, som alle havde elsket hende. Familien hun alt alt for længe havde gjort oprør imod, og set som sine skurke, og gang på gang hadet. Familien som altid havde elsket hende, elsket hende så højt, og hun havde ikke værdsat det. Michael, hendes storebror, som lige inden han døde havde hvisket til hende at hun skulle overleve, og hun vidste at det var fordi han elskede hende. Mor, som havde skreget på den anden side ad døren da hun blev angrebet af det onde, og havde skrabet og banket og rykket i døren, for at komme ind og redde hende, fordi hun var hendes datter, hendes egen lille Kate, fordi hun ville gøre alt for hende og elskede hende. Og far... Far som... som havde sunget for hende da hun var lille, og som havde købt herregården, ikke fordi han var en egoist, men fordi han gjorde det for sin families skyld... Fordi han elskede sin familie og kun ønskede dem det bedste af det bedste...

    Savnet bed sig fast i hendes bryst og begyndte at æde, igennem knogler og knoglemarv. Og lige nu, lige her, ville hun intet have imod at dø, så hun kunne gense sin familie. Så hun ikke behøvede at være alene og forældreløs og i fare, uden nogen til at trøste sig og fortælle hende at alt nok skulle gå. Og som hun lå der, begyndte tanken om at det burde have været hende og ikke dem. Det skulle have været hende som blev myrdet på den gårdsplads, ikke Michael. Det skulle have været hende der døde og Michael og mor som slap væk. Det var hende som fortjente det, ikke dem, og hun havde ikke engang gjort noget for at redde dem. Havde bare stået og set på imens far dræbte ham, og skar saven dybt ind i hans bryst. Havde bare stået og set på uden at gøre noget, uden at hjælpe. Hun kunne have gjort noget. Hun kunne have gjort noget. Hun fortjente ikke at overleve, det burde have været mor og Michael der var tilbage, burde have været dem der havde klaret det. Det var ikke retfærdigt. Det var ikke retfærdigt...

   De følgende nætter græd hun sig i søvn om aftenen. Og da hun endelig blev udskrevet i midt-oktober, havde hun intet andet hjem end sin tante og onkel, og selvom de altid havde været hjertevarme mennesker, som var åben for at snakke om tingene, og klar til at træde til og trøste hvor der skulle trøstes, kunne Kate ikke kommunikere med dem. De forstod ikke præcis hvad der var sket. Hendes onkel var ked af det over at have mistet Cathryn, sin lillesøster, men ikke ligeså påvirket som hende. Han havde i det mindste en familie. Han havde i det mindste ikke set sin far gå amok og blive overtaget af noget ondt. Han havde i det mindste ikke været forbi politiet, og fået at vide at den fortælling man kom med, blot var et produkt af ens fantasi. Han havde ikke fået at vide, at ens egen far gik amok fordi han var sociopat og altid havde været det, og ikke fordi han blev overtaget af noget der ikke var af denne verden.

    Betjenten som hun havde snakket med på stationen, som hun grædende havde fortalt alt til, havde blot foldet fingrende imod hinanden. Kigget hende i øjnene med det helt særlige blik, som forældre giver deres børn når de tror at der er et monster under deres seng. 

    ”Jeg forstår at det du har været igennem, er ubeskrivelig forfærdeligt. At se sin egen far slagte sin familie for øjnene af en... Jeg kan slet ikke engang begynde at forestille mig, hvor grusomt det må have været. Men, Kate... Vi ved begge to godt, at det med spøgelser og monstrer... At det kun er noget der sker på film. Din far blev ikke "overtaget" af noget. Din far var en sociopat, og har altid været det. Sociopater kan virke normale, indtil den dag hvor tingene begynder at gå imod dem. Så slår det klik. Og det gjorde det for din far. Det at du så bilder dig ind at hvad du så skyldes... Onde... ånder eller hvad vi nu skal kalde det, er en måde for din hjerne at overkomme det traume. At finde en mening. Ikke at jeg bebrejder dig, for ved en så meningsløs handling som den brutale nedslagtning på din familie, som din far foretog sig, tror jeg vi alle vil prøve at finde en mening for ikke at blive fuldstændig syge i hovedet.“

    Men Kate vidste det. Kate havde set det. Der var mere derude, noget ondt og mørkt og grusomt, som ingen mennesker havde kontrollen over. Noget der var mere magtfuld end noget menneske. Men hvis der var noget ondt, måtte der også, et eller andet sted derude, være noget godt. Det måtte der være. Det var i hvertfald det eneste, som Kate kunne klynge sit håb til.

*

Simon Veil lukkede sagsmappen sammen og lod blikket glide hen til skærmen. Klokken var ti i seks. Jane ville ankomme indenfor de næste ti minutter. Han kunne ikke nå at få skrevet artiklen færdig denne aften, medmindre han skulle afbryde deres aftale, men det ville være vanvid. De havde planlagt denne aften i flere uger. Jane ville blive rasende hvis han afblæste den, ligesom han havde gjort ved de utallige andre gange hvor artiklerne kom først. Men ikke denne aften. Denne aften var det Jane, det handlede om. 

    Han skyndte sig at skrive et par noter ned, som han efterlod ved skrivebordet, inden han rejste sig og søgte hen mod badeværelset.

    Uanset hvad der var årsagen til familiemordet, tænkte han, så var folk altid ville med spøgelseshistorier. Han ville gå efter den overnaturlige forklaring. Den ville give flest penge. Det var han ikke i tvivl om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...