Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5441Visninger
AA

43. ...42...

Kroppen blev trukket længere under overfladen, og hun kunne ingenting se, måtte holde øjnene sammenpresset. Hun blev drejet rundt inden noget koldt og hårdt pressede omkring hendes hals for derefter at klemme, klemme, klemme. Den slamfyldte bund fangede om hendes rygparti og begyndte at suge, og hun mærkede sig selv synke længere og længere ned, imens de to hænders dødelige greb om hendes hals blot tilstrammede sig endnu mere. Hun blev presset, presset, fik tyk klistret slam til at slime sig henover hendes pande og hægte sig fast imod huden, og hun åbnede munden og gurglede og rallede så livsgivende ånde forlod hende med de opadstigende luftbobler. Hun sparkede og vred, hørte en grusom våd snerren lige over sig, sank stadig dybere ned i slammet til sin død. Og hele hendes liv filmede sig foran hendes blik, fra hendes første skoledag hvor to drenge fra de ældre klasser havde tvunget hende op mod væggen, klar til at slå og banke hende, hvor Michael var trådt til og havde skubbet dem tilbage og forsvaret hende, og hun så ham som han favnede sine arme omkring hende da hun kun var 8-år gammel, favnede sine arme omkring hende og trøstede hende og fortalte hende at han altid, altid, altid ville være der og aldrig nogensinde forlade hende. Og hun så far, da han førte motorsaven ind i Michaels overkrop, så den spjættede og blodet sprøjtede og han krøllede sig sammen på gårdspladsens grus. Mørket tog fat i hende, dæmpede et kort øjeblik alle sanseindtrykkene så hun troede hun svævede, inden det gik op for hende at dette var et ildevarslende tegn. Det brændte og rev i brystpartiet, og trykket steg i ansigtet så det pressede udad på indersiden af øjnene, men hun kæmpede imod og bøjede knæede og bankede det op i den krop hun ikke kunne se men mærke, den krop som forsøgte at kvæle hende og drage hende med sig til helvedet. Hun bankede med knæet, igen og igen og igen, sank længere ned i slammet og fik forøgende sværere ved at bevæge sig. Prøvede at bede til Gud, men han ville ikke hjælpe hende, havde ikke hjulpet hende indtil nu, der var intet at gøre, intet...

    Hun mærkede et skærende vrid i nakken, idet grebet om hendes hals trak sig mod venstre, mørket svømmede atter for hendes indre blik og en varm fornemmelse brusede kortvarigt gennem hendes krop, fjernede alle følelser, kun i et øjeblik. Hun trak benet fri af slammet, kæmpede sig fri og bankede igen, men den dybe bund væltede indover hendes ansigt og klumpede sig mere og mere sammen, begravede hende levende imens hun blot blev kvalt af det hun var overbevist om var fars krop - men det var ikke far, og det vidste hun, far var væk, død og borte, og det var istedet det onde som nu havde taget bolig i hans skal og kunne styre kroppen som det passede den -, og i sit hoved prøvede hun at finde en løsning, en sidste desperat løsning. Der måtte være noget at gøre, det kunne ikke passe at det var forbi nu, der måtte være noget, det måtte der bare...

    Øjnene. Tanken sivede frem, som ud af ingenting, og med det samme forstod hun hvad løsningen var. Det Onde der bosad hendes fars krop, skulle bruge hans øjne for at kunne orientere sig. Hvis hun på en eller anden måde kunne løfte hånden af slammet - hun skulle handle hurtigt, for livet sivede ud af hende og hun mærkede allerede hvordan hun blev lettere og lettere, og kunne besvime eller dø hvert sekund det skulle være - og stikke hul i øjnene, ville det forhåbentlig skabe forvirring. Det onde ville måske - hun kunne ikke vide det og vidste at det var en satsning, men hun måtte alligevel forsøge, det var hendes eneste og sidste chance for at slippe levende derfra - slippe grebet, muligvis kun kortvarigt, men hun behøvede blot at have grebet om hendes hals sluppet i et splitsekund før hun kunne kæmpe sig op, op til overfladen og herefter kravle over træstammen og langt, langt væk. 

   Mørke svømmede atter igennem hende. Hun løftede armen, vristede den op fra slammet, så fangtråde slimede sig efter den igennem vandet. Hun mærkede sin fars krop, venstre side ad hans lænd, og efter placeringen kunne hun regne sig frem til at hans hoved måtte befinde sig lige over hende. Desperat fægtede hun hånden gennem vandet, mærkede en pind der spidsede ud fra fars baghoved, vidste at hun var tættere på - hjertet dunkede og dunkede dunkede, lungerne rev og kradsede - og strejfede toppen af ansigtet med neglene. Og netop som grebet begyndte at vride og rykke, for at separere hendes halshvirvler på samme måde som Daniel gjorde det da han myrdede sin kone, trykkede hendes tommelfinger imod venstre øje og pressede indad, dybere og dybere ind, og hun hørte et skrig der skingrede sig igennem vandet, et skrig der ikke kom fra et menneske og aldrig havde gjort det.  Og ganske som hun havde forudset, nej snarere håbet og bedt til, slap grebet om hendes hals, et kort øjeblik, men det var alt hvad hun behøvede. Hun trak sig fri af slammet og dyndet, og skød sin krop imod overfladen, gennembrød med en plasken og hev og hvæsede efter luft, inden hun plaskede rundt. Noget snerrede lige bag hende, og hun hørte vandet plaske nærmere og højere, og skreg. Hun trak sig op, af al sin styrke og strammede kropsmusklerne, og mærkede noget skarbt vride sig igennem huden på bagsiden af højre ben, vride og bore sig dybere og dybere ind flere steder, vidste at det var kløer, kort inden noget igen trak i hende, forsøgte at hive og tvinge hende tilbage i vandet, men hun stod imod, nægtede at lade sig overvinde, nægtede det, nægtede det bare. Huden blev skrællet af i lange trevler, idet de krummende fingre gled nedover benet og mod anklen, og hun drejede sin krop til den ene side og sparkede. En knurren snerrede op fra vandoverfladen. Hun skulle skynde sig, og trak sig det sidste stykke henover træstammen, hivende efter vejret, og hostede et par gange. Blodet klumpede sig i hendes mund så metalsmagen bredte sig og prikkede ned gennem struben og op i næsehulen, og hun fik kvalme men ville ikke stoppe. Ville ikke stoppe, ville... ikke... stoppe...

    Kate kravlede. Noget plaskede lige bag hende, inden en knækken af grene, og hun vidste at det onde fulgte efter hende, og måske kun var under en meter væk, men lod sig ikke helme. Hun mavede og slangede og trak sig langs med træstammen. Negle krattede og en krop skrabede imod barken ved hendes fødder, og tårerne vædede sig på ny frem i hendes øjne, men hun gav ikke op, fortsatte, fortsatte, fortsatte...

    Hun nåede rodnettet og vred sig igennem grenene,  gled ned i mudderskråningen og kæmpede sig op på knæ. Regnen fik mudderet til at løbe nedover skråningen og skvulpe omkring hendes krop, gjorde det sværere for hende at kæmpe sig op og truede istedet med at trække hende tilbage imod mosen, men hun lagde kræfterne i - de sidste kræfter hun havde tilbage, som kroppen havde gemt indtil nu, i håbet om at overleve strabadserne - og forcerede skrænten. Trak armene frem og tilbage, hev sin krop opad, skubbede imod mudderet, trak og hev og skubbede, trak og hev og skubbede. Hun nåede toppen under et minut senere, og fik kæmpet sig op på det ene ben - låret skælvede eftergivende og truede med at knække sammen hvornår det skulle være, men hun ville klare den, hun håbede det, håbede det virkelig - inden hun atter prøvede at løbe, at kæmpe sig frem igennem skoven og buske og krat. Grene knækkede bag hende og lyn blitzede og glimtede i himlen, og de øredøvende skrald vidnede om at træer kunne slå ned hvornår det skulle være. En snerren kom bagfra, sammenbidt og fra struben, og lyden kom nærmere og nærmere og nærmere. Hun løb humpende, havde nær snublet over de opadstikkende trærødder, men hun standsede på intet tidspunkt, selv trods smerten langsomt begyndte at skære i hendes krop og vokse og vokse og vokse...

   Hun nåede langt om længe grusvejen, hendes eneste redning, og undslap et hæskvalt skrig fra sine læber, inden hun kastede sig frem. Småsten borede og vred sig op igennem fodsålen, og det knasede under hende, men hun var snart fri, fri, fri, manglede bare få hundrede meter mere og så ville hun være ved den store vej. Hun var næsten ved udgangen, var næsten ved sin redning, manglede lidt mere, bare lidt mere. Noget skreg skingert bag hende, en lyd der spredte kulden henover kroppen, og hun var klar over at hun havde ikke rystet det onde af sig. Det forfulgte hende. Det forfulgte hende og ville komme og tage hende alligevel, komme og tage hende og trække hende tilbage i skoven igen. Nej, Gud nej, hvorfor, hvorfor, hvorfor?

    Det prikkede koldt imod baghovedet, og kulden bredte sig ned i hendes mave. Hvorfor ville det onde ikke forsvinde? Hvad havde hun gjort for at det var interesseret i ligepræcis hende? Hvorfor ville det onde ikke bare lade hende være, og forsvinde tilbage hvor det kom fra? Hun havde ikke fortjent det. Der havde hun ikke, det var uretfærdigt. Hvorfor ville det onde ikke bare lade hende være?

    Hun rundede svinget og længere fremme mundede grusvejen ud. Hovedvejen lå der, blot lige foran hende. Hundrede meter. Fucking hundrede meter. Kom nu, Kate, det kan du godt, det kan du godt, gør det for din familie, gør det for Michael...

    Kæber snappede imod hinanden alt for tæt på. Hun trak sig videre frem, så småstenene bed sig fast i hendes hud og borede sig op igennem kødet, og det onde nærmede sig, var lige bag hende og trak nu armene frem imod hendes ryg, det var hun så absolut sikker på. Hun fortrak sit ansigt så tænder fremvistes, og klynkede svagt fra struben. Det gjorde ondt i halsen og hun ville bare give op, give op og græde og lade døden få fat i hende. Så ville hun måske møde sin familie igen. Så ville hun måske ikke være helt alene. Men det ville være vanvittigt, så tæt på målet, hun var nødt til at fortsætte. Michael ville ikke have set hende give op. Han havde tryglet hende om at overleve. Tryglet og bønfaldt hende om det lige inden motorsaven fræsede ind i brystkassen og dræbte ham på stedet. Og hun ville ikke svigte ham, nægtede at svigte ham, ønskede og troede på at han så med nu. Han heppede på hende, heppede på hende og ville ikke se hende give op. Hun måtte fortsætte. Måtte fortsætte indtil hendes krop ikke kunne længere. 

    Det blev sværere og sværere at bevæge sig som tungheden pressede sig nedover hendes skuldre- og rygparti. Hendes højre ben, det eneste brugbare og fungerende ben, begyndte at stivne og gå i kramper. Tårer vred sig i lange striber nedover hendes fortrukne kinder. Vejen kom nærmere, den var så tæt på, hun kunne næsten røre den. Hånden tilhørende det onde var lige ved hendes ryg, det bevidnede den snurrende fornemmelse, den ulidelige snurren der strakte sig langs med rygsøjlen. Hun var nødt til at kæmpe videre. Nødt til det, nødt til det, nødt til det...

   Og så nåede hun vejen. Vejen hvor regndråberne føg henover den matsorte overflade og uroligt oversvømmede fartstriberne. Hun var endnu ikke i sikkerhed. Hvis hun kunne nå ind i byen... Hvis hun kunne nå ind i byen... 

    Det raslede bag hende og noget greb imod hendes ene balle, noget stærkt og tilspidsende og endnu et skrig skingrede sig fra hende. Hun kastede sig forover, havde nær væltet, og hendes grønne øjne var spærret op. Hendes ben kunne næsten ikke mere, hun mærkede allerede den eftergivende skælven vokse og vokse, og sorte og hvide og violetter prikker begyndte at tegne sig i kanterne af synsfeltet.

   ”Hj-hjælp!“ Hendes stemme var blot en hæs kvækken, knap hørbar i vinden. Hun hev efter vejret. Det trykkede for brystet og drænede varmt og underligt befriende igennem hendes krop. ”Please, hvis der er nogen... Så hjælp mig...!“

   Verden smallede sig ind til et natsort intet, idet hendes krop opgav kampen og hun kollapsede i vejkanten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...