Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5465Visninger
AA

42. ...41...

Hun trak sig forbi drivhuset og redskabsskuret, vred sit ansigt sammen og mærkede en dunkende sviden i venstre hovedbund da regndråberne slog ind i hende sammen med den trækkende vind. Skoven lå lige foran hende, med de fortrukne træer hvor barken lignede gammel hud vredet om sig selv, og grenene der krummede sig nedad i modbydelige trækløer, og hun havde ikke lyst til at bevæge sig derind, men det var hendes eneste vej væk. Mudderet svuppede omkring hendes fødder, strømmede nedover den skrånende grund bag drivhuset og mod græsbølgerne. Og lige bag hende råbte Daniel op, som han kastede sig ud fra døråbningen og vendte sin overkrop rundt, imod hende, inden han hævede geværet op. Hun så lyskeglen strække sig henover den mudrede jord imellem benene og hen foran sig, og istedet for at fortsætte ligeud, svang hun sig til højre og ind på siden af redskabsskuret. Skuddet gik af, rungede ind i skoven. Hun kastede sig fremad, fortsatte, fortsatte, og ud af øjenkrogen så hun hvordan lysbjælken blev bredere og bredere og Daniels skygge hoppede og dansede som den strakte sig stadig længere op mod skoven. Han kom nærmere. Hun var næsten ved krattet. Det var vanvid at stoppe op nu.

    Gud hjælp mig, Gud hjælp mig, hvis du findes så hjælp mig
   
    Hun kastede sig frem, så de tilspidsende torne langs krattets grene sved hendes hud og klistrede sig op i hendes hovedbund. Et enkelt kvæk af smerte. Daniel råbte skingert bag hende.

    ”KATE, DIN LILLE SO! KATE, DIN LILLE SO, KOM TILBAGE ELLER JEG KOMMER EFTER DIG!“ 

   Grenene knækkede omkring hende - hvorfor skulle de larme så meget, hvorfor skulle de absolut larme så meget -, idet hun fægtede sig frem med sin brugbare højre arm. Noget der føltes som en spids gren borede sig ind i skudhullet i øverste venstre skulder, vred sig ind og gnavede i huden, men hun mærkede stadig ingen smerte, blot en mærkværdig kløen og den vedblivende armsnurren. Hun nåede ud på den anden side og sprang fremad. Lyset fra Daniels lygte strålede igennem krattet, kom tættere og tættere på, og hun satte farten op. Skoven trak sig ind foran hende, truede med at opsluge hende i natten, og det prikkede og stikkede imod huden ved kendsgerningen om at træerne overvågede dem, med deres indadvendene barkhuller der forekom som øjne og deres underlige buende fordybninger der lignede råbende og skrigende munde. Træerne havde ansigter, og hun var næsten sikker på at de ville bøje sig fremover og gribe fat i hende med munden, æde hende levende imens hun skreg og skreg og skreg, men hun fortsatte alligevel. Hun ville nå igennem. Ville nå det, ville det bare. 

    Det ruskede og knækkede i krattet få meter bag hende. Hun rundede om et egetræ, og kastede sig på maven frem, ned i de næsten en meter høje brændenældestængler der strakte sig op fra skovbunden lige foran hende. Nælderne var så tæt sammenklumpet og omringet af vildblomster og skovgræs, at de ville yde en beskyttelse og skjule hende. Lige bag dem bredte der sig et tæt tæppe af spidstjørn. Hun begyndte at mave sig frem, fik mudder og regnvand i munden, så det klistrede og knasede med sand, men fortsatte alligevel. Daniel kom nærmere. Et lynglimt der splitsekundet senere fulgtes af et dybt skrald, og Kate følte chokbølgen plante sig dybt ned i hendes bryst. Tordenvejret var lige over dem. Lyn kunne slå ned i de knejsende træer omkring hende hvornår det skulle være, så de ville brage nedover hendes krop og kvase hendes knogler, måske endda dræbe hende. Bag sig hørte hun Daniels skridt. Det raslede i brændenælderne, men i sine tanker bad hun til Gud, bad og tryglede om at Daniel ikke hørte eller bemærkede det, og fortsatte på maven frem mod krattet af spidstjørn. Endnu et glimt. Et brag, det fik en svag skælven til at bølge i jorden under hende. Nedslagende nærmede sig mere og mere, hun kunne dø hvert øjeblik, kunne kvases af træerne. Hun nåede tæppet af spidstjørn. Et gevær klikkede bag hende, som græsset raslede. Lommelygten strejfede jorden få centimeter fra hende. Hun lukkede øjnene.

    Gud hjælp mig, Gud hjælp mig, Gud hjælp mig

    ”Kaaaaaaaate? Kaaaaaatey-Kaaaaaate! Hvor eeeeeeer duuuuu?“ Han gik forbi hende. Lyskeglen fra lommelygten viftede sig væk, pegede istedet dybere ind i skoven, hvor træerne samlede sig tættere i en knudret barriere omgivet af vildbuske og tjørnekrat. 

    Tak Gud. Tak, åh tak, åh tak...

    Hun strakte sin højre arm frem, borede fingrende ned i mudderet og hev sig afsted, ind i krattet. Grenene buede sig opad og viklede sig om hinanden, så en svag tunnel strakte sig ind i krattet, en tunnel som var lige akkurat stor nok til at hun kunne trække sig ind til den. Daniel standsede ti meter derfra, og begyndte atter at vride lyset fra lommelygten omkring sig. ”Så du gemmer dig for din straf, Katey-Kate? Hvor uartigt af dig! Fy, slemme slemme pige!“ 

    Hun havde ikke råd til at tøve. Hun bed tænderne sammen og trak sig forover, ind i krattunnelen, mærkede tornegrenene svide hende nedover ryggen og skrælle huden op, men fortsatte, fortsatte, fortsatte. Og lige bag hende råbte Daniel op. ”Der var du jo! Kom og dø, Katey-Kate!“ Og han satte sig i bevægelse som han løftede geværet, skridtede ind i brændenælderne og kom tættere og tættere på. Han lo hæst. ”Kom ud derfra, så jeg kan sprænge dit kranie i stykker!“ Men hun trak sig videre, udgangen var lige foran hende. Daniels fødder raslede i græsset. Hun trak sine ben til sig, sank længere ned i mudderet som slimede ind i hendes mund og næsebor, så hun et kort øjeblik troede hun skulle drukne, og sand knasede imellem tænderne. Og så nåede hun udgangen og rettede sig op og kastede sig forover. Jorden forsvandt under hende. Hun skreg og gik fra lodret til vandret, inden hendes krop gled ned i den muddervåde skråning. Hun strakte sig op med sin højre hånd, vred sig fremad, hendes venstre arm slaskede ubrugeligt henover mudderet langs hendes side.

    Daniel trådte op for toppen af krattet, og pegede fortsat geværet imod hende. ”Ååååååh, KAAAAAAATE!“ Og han tog sigte og trykkede på aftrækkeren. Det bragede gennem luften, og Kate hørte en knasen fra venstre skulderblad, og luften slog ud af hendes lunger så hun måtte snappe efter vejret. Hun mærkede intet, andet end den samme vedblivende snurren, som denne gang strakte sig fra skulderen og nedover venstre side. Endnu et skud, som fik mudderet ved hendes side til at sprøjte. Farveprikker lukkede sig om hendes syn, men hun kæmpede sig videre, nåede bunden af skråningen. Istedet for mudder opdagede hun øjeblikke senere at hun plaskede igennem vand. Hun var endt i mosen. Den slimede bund greb fat i hendes ben og begyndte at sluge, som ønskede den at æde hende levende, og hun udstødte et skrig. Lyset fra Daniels lygte afspejlede sig henover vandoverfladen og afslørede det grønblå tæppe af algeslam, der bølgede og delte sig ved Kates bevægelser. Hun hulkede, og trak sig mod venstre, som lyset fra lygten strakte sig længere og længere ud og Daniel kom tættere og tættere, plaskede med kun én arm og ét ben fremad, som den prikkende snurren spredte sig udover hendes krop. Hun nåede et væltet træ. Lyn glimtede over hende, flere gange, og skraldet der fulgte var øredøvende, lød til kun at komme et par hundrede meter derfra, og den efterfølgende knagen og knækken fra grene vidnede om, at et lyn havde slået ned i et træ som nu væltede. Det var kommet endnu tættere på. Snart ville lynet ramme træerne på toppen af skråningen over hende, og så ville de vælte og kure nedover mudderet og trække hende - og måske også hendes far - med ned i sumpen. Men hun havde intet andet valg. Hun trak sig indunder det væltede træ, bad til at de sammenfiltrede, forkrøblede grene ville dække nok over hende til at Daniel ikke kunne skyde. Benene lod hun synke ned i vandet. Hun vendte sig rundt og knugede fingrende om kæppen som buede rundt om hende, lagde sig ned på ryggen og lod fokus rette sig op imellem de mange sprækker. Lyset fra lommelygten strejfede henover hendes skjulested. Hun lukkede øjnene, og mærkede kun blodet fra hovedbunden som fortsat klistrede vådt og koldt nedover hendes ansigt. 

    ”Katey-Katey-Katey-Kaaaate! Hvor mon du gemmer diiiiig?“ 

   Lad ham ikke finde mig, Gud. Hvis du er der, så please, lad ham ikke finde mig

    Hun strammede sine fingres greb om den tykke kæp. Vandet sivede ind i hendes sår, og algerne slimede sig fast til hendes hud, men hun strammede blot musklerne i højre arm og trykkede fingrene hårdere om grenen. Ville ikke slippe, ville ikke, ville bare ikke. Det var sværere at trække vejret, og det kolde klistrede sumpvand skvulpede opover halsen. Smagen var kvalmende og fik det til at vende sig rundt i tarmsystemet. 

   Lyden af skridt. Grene der smældede. Daniel var blevet stille. Lynglimt blitzede i himlen, lyste hendes krop op i et par øjeblikke, så hun måtte trække ansigtet længere fra sprækken. Hun vred sin hånd en anelse til siden, så den var så langt ud fra synsvidde som muligt. Det skraldede og bragede overalt omkring hende, og vinden brølede og ruskede og rev knitrende i træerne. Og så så hun hvidblegt lys spejle sig i vandet lige uden for hendes skjulested. Vidste at det var lommelygten. Hun undlod at trække vejret. 

    Lyset flyttede sig, forsvandt ud af syne, men Kate turde fortsat ikke bevæge sig. Det væltede træ gav sig en enkelt gang, men det kunne ligesågodt være vinden. Hun hørte ikke flere knæk, eller lyden af et gevær, hørte intet andet end hendes hjerte der dunkede og dunkede, og det slimede vand der klaskede imod hendes krop og vinden der brølede som den kastede sig ind i skovens træer. 

    Og så bragede noget hårdt og tungt ned igennem grenene, og hun udstødte et skingert skrig og mistede grebet om kvisten. Det var en geværkolbe. 

    ”KOM UD DERFRA, KATE! KOM SÅ UD DERFRA!“ Daniel trak geværkolben tilbage, strammede sine fingre imod geværets dobbeltløb og forvred sit ansigt i en uhyrlig grimasse, som oplystes af lynglimtene, så Kate kunne se det og hun blev kun alt for tydeligt mindet om det sammenfurede ansigt af den gamle mand som hun havde set i sin drøm og bag brusenichen på badeværelset. Hans øjne var trukket sammen, havde dannet forældede hudfolder omkring underkanten og havde smallet sig meget mere ind end de burde, og furene fremstod i ansigtet og karikerede hans kranie. Han hamrede geværkolben ned igen, i den samme bevægelse som før, og knækkede grenen Kate holdt ved. ”KOM SÅ UD DERFRA! KOM SÅ FUCKING UD DERFRA!“

    Hun sank i sumpen, sparkede med det ene ben og prøvede at plaske sig op, da vandet svælgede ind i hendes mund og ned i halsen. Det lykkedes hende at få ansigtet tilbage i fri luft, inden hun hev efter vejret. Geværkolben hævede sig over hovedet på Daniel. Han smilte, så læberne vred sig tilbage og tænderne fremstod i tydelig kontrast til hans sammenfurede ansigt. Han bankede den frem igen, ramte den næste gren med fuld styrke, så grenen knirkende eftergav sig og slog ned i hovedet på Kate så hun på ny sank under vand. 

    ”Nu skal du dø, min egen!“ Han løftede geværkolben, og smilet bredte sig længere opover kinderne, så hans ansigt var tæt på at sprænges. ”Helvedet venter på dig, Katey-Kate! Helvedet venter på dig!“ Han svang geværkolben tilbage, da noget glimtede skarpt bag ham efterfulgt af et rungende brag og en chokbølge som blæste folder i hans tøj. Han rynkede panden og vred hovedet rundt. Så orange gløder eksplodere ud fra det knejsende forkrogede egetræ, der vogtede over sumpen, idet et lyn slog ned. Observerede det, som den med en knirken vred sig rundt og gradvist bevægede sig nedad fra lodret til vandret. Stod blot og kiggede i de få sekunder det varede, som træet med en susen fra grenene og med en beklagelig opgivende knagen fra krakelerende bark vred sig faldende imod far og datter. 

    Træet slog ned. Kate skreg, men kunne ikke flytte sig. Det knirkede og smældede omkring hende da træet væltede og grene knækkede, og hun så hvordan hendes fars hoved grusomt drejede sig rundt, idet halsknoglerne separerede sig fra hinanden og kvastes, og hvorpå grene spiddede ham igennem hovedet i en puffende sky af blod og hjernemasse, kort inden hans krop knækkede på midten og væltede ud mod sumpen. Grene ramte hende herefter og forkrøb sig om hendes tøj, så hun blev trukket nedunder vandet. Hun mærkede noget spidst bore sig igennem den ene kind og sætte sig fast i den anden, og hvordan hun blev tvunget dybere ned. Hun prøvede at vriste sig løs, at rykke med hovedet, men grenen havde spiddet hende tværs gennem munden og pressede sig ud fra den modsatte kind, satte sig mere og mere og mere fast jo hårdere hun rykkede. Alt hun hørte var bobler og de svage knæk af grene der gav efter, og hun kunne intet se. Sumpvandet slimede sig omkring hende og besværliggjorde hendes bevægelser. Hun trak igen, prøvede at rykke hovedet op, så det skar igennem ansigtet og skråt mod panden. 

    En hånd greb hende om halsen og klemte, klemte, klemte, og hun løftede højre arm og fægtede. En vrængende strubesnerren. Hun skreg under vand, vred igen og mærkede grenen give efter. Det prikkede sort for hendes øjne. Hun skulle op nu, op og have luft, ellers ville hun dø, drukne og forsvinde i sumpen og så ville ingen nogensinde finde hende. Det lykkedes hende at trække sig væk fra hvad det end var som havde grebet sig om hendes hals, og få vredet sit hoved fri fra grenen, inden hun af al sin styrke kæmpede sig op mod vandoverfladen. Det plaskede omkring hende og brændte imod lungerne, og hun måtte hive og suge efter luft, blev en kort gang trukket nedunder så mere sumpvand klistrede sig ned i hendes hals. Hun hostede, hostede, drejede sig rundt og kæmpede sin krop frem, imod trækronen med de filtrede grene som buede og bøjede sig i allemulige retninger. Hun greb fat i en af de tykkeste, og hev sig fremad, kæmpede sin krop op og vrængede ansigtet - endnu et jag i hendes ødelagte kinder, og hun fornemmede tyk metalsmagende væske klumpe sig op i hendes mund - idet hun trak sin overkrop imellem grenskoven. Hun nåede træstammen og strammede hånden. Det brændte i armen og højre ben, brændte og sved og dunkede, men hun trak sig langt nok op til at kunne hvile sin overkrop imod stammen. Så hostede hun, så klatter efter klatter af  blod spredte sig udover det brune bark, og brunrøde slimstrenge dinglede fra hendes læber. Hun havde ikke fået spyttet ret meget, før det atter begyndte at samle sig i hendes mund fra kindvæggene, og kort efter måtte hun spytte atter engang. Herefter strakte hun pegefingeren ud, og vred den igennem den blodige åbning i højre kind. Et koldt gys skød igennem hendes krop, og hun skyndte sig at fjerne hånden atter engang. Så blev hun liggende.

    Hun havde ingen smerte, andet end en sviden i hovedbunden og en brænden i kinderne, resten snurrede og dunkede blot, og det forekom Kate at være en ganske sjov fornemmelse, som næsten gav hende lyst til at grine. Når folk blev skudt på film råbte og skreg de altid, og hun havde forestillet sig at det ville være en forfærdelig smertefuld oplevelse at blive skudt. Det gjorde slet ikke så ondt. Blot et slag og en snurren, intet mere. Hun strammede musklerne i armen, trak sig forsigtigt længere over træstammen og mistede herefter følingen så hun slapt klaskede ned på barken. Et tæppe af sort rullede henover hende, og alle lyde dæmpedes for et kort øjeblik, men hun stod imod bevidstløsheden. Selvom det var fristende bare at lukke øjenene, lukke øjnene og glide langt langt væk, til et sted hvor der ikke var smerte og kun mørke og frihed og hvile, måtte hun fortsætte. Måske havde hun alvorlige skader og ville forbløde hvis hun ikke holdte sig igang, og så ville det være sidste gang hun lukkede øjnene. Og hvis hun døde her, på denne træstamme, ville der aldrig være nogen som fandt hende igen. Skovens dyr ville komme og æde hende og hendes skelet ville synke i mosen og forsvinde for tid og evighed. Eller også var hun ikke kommet alvorligt til skade. Måske var det slet ikke så slemt som hun troede. Armen og venstre ben var måske bare blevet strejfet med et skud, og blevet midlertidigt lammet. Og hendes hovedbund kunne sikkert godt hele igen. Hun kunne da godt lukke øjnene, bare lidt, bare en smule, kunne hun ikke? Bare et par minutter og så ville hun være friskere når hun vågnede. 

    Nej. Nej, det ville hun ikke, det ville hun ikke, hun måtte stå imod. Der var under en halv kilometer til hovedvejen. Hvis hun kunne kæmpe sig tilbage til herregården den vej hun var kommet fra, og videre til grusvejen, havde hun kun ti minutter indtil den store vej. Og så manglede hun bare et sving, et enkelt lille sving, før hun var i kanten af Poxbeshire. Der ville hun kunne skaffe hjælp. Og så kunne hun lade sig selv kollapse eller besvime eller hvad fanden hendes krop nu havde tænkt sig. Men hun kunne ikke blive liggende her, alvorlige skader eller ej, og det vidste hun, og hun måtte bare fortsætte. Hun havde klaret det indtil nu. Hun kunne godt klare det sidste stykke vej, det kunne hun godt. Det... kunne... hun... godt...

    Og i samme øjeblik sprang to blodige hænder op fra vandoverfladen og greb begge hendes lår, inden de trak hende tilbage og Kate vrælede op idet hun mærkede sig selv glide, ned imod mosen og tilbage imod døden. Og en snerrende knurrende stemme, en forvrænget udgave af fars, lød lige bag hende, hvæsende og pibende. 

    ”Du skal med i helvedet, Kate! Du skal med i helvedet! De venter på dig, de venter allesammen på dig, du skal med i helvedet og være sammen med os alle for evigt! FOR EVIGT!“

   Kate blev ved med at skrige, højere og højere, i håbet om at vinden ville bære hendes skrig helt til Poxbeshire og nogen ville høre det og komme hende til undsætning, men det havde ingen virkning. Fars stærke hænder - hans døde hænder for han burde ikke være i live, kunne ikke være i live, hun havde selv set det faldende træ dræbe ham - gled videre opover hendes krop og op til hendes forrævne trøje og knugede om den, inden de trak kraftigere i hende. Hun kunne blot glide hjælpeløst med, ned i døden, se hendes redning og hendes eneste vej væk forsvinde for øjnene af hende. Hun kunne ligeså godt give op, alt var tabt, alt, og hun ville aldrig få Alex eller Jamie eller Miley at se igen. Ville aldrig se sin familie eller sine venner, ville blot dø nu og her uden en fremtid og kun med et 14 år langt liv hun ikke havde nået at udrette bare det mindste i. 

    Hun blev trukket ned fra stammen, opdagede i sidste øjeblik den tykke kæp, kæppen hun havde brugt til at trække sig op med, og langede i sin sidste desperation frem imod den. 

    ”Du skal ned i helvedet sammen med os! Du skal i helvedet sammen med os, i helvedet, i helvedet, I HELVEDET!“

    ”FORSVIND! FORSVIIIND!“ Hun sparkede, prøvede at ramme kroppen, men det lykkedes ikke. Hendes fars arme strakte sig længere op ad hendes krop, op til det der var tilbage af håret, og begyndte herefter at rykke og hive og trække, og hun mærkede håndens greb fra kæppen løsne sig mere og mere og mere. Hun vred sin krop, prøvede at vriste hans hænder fra sig, men hans styrke overvandt hendes. Med håbet som smuldrede fra sig, forsvandt hendes greb fra kæppen inden hun blev trukket med under overfladen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...