Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5428Visninger
AA

41. ...40...

Vinden tog i hendes tøj, så hun flere gange var ved at vælte, og hun troede hun havde mistet sin venstre fod. Hun kunne ikke mærke den, kunne ikke støtte sig på benet og registrerede kun en mærkværdig snurren der drejede og prikkede imod indersiden af benet og strakte sig hele vejen op mod låret, på samme måde som når benet sov. Hun skar tænder, hev efter vejret og trak sig videre, var næsten gledet i mudderet men holdte sig oppe. Hun hoppede frem, blinkede de værste tårer væk, rundede bedet og løb humpende videre, omkring bagenden af bilen og hen til stentrappen. Et enkelt blitzende lynglimt oplyste herregården, fulgt af en rumlen der bragede imellem skyerne nogle øjeblikke senere. 

    Hun kæmpede videre, fortsatte op ad trappetrinnene, skulle nå at komme ind i hallen og slippe væk fra sin far, skulle nå det, skulle bare nå det. Men hun var knap kommet halvvejs op ad trappen, før endnu et skrig slap ud fra hendes læber og hun vaklede tilbage så hun næsten var væltet over trinnene under hende. Mor stod i døråbningen, med armene hængende dødt nedover siden af sin nøgne krop, og munden anrettet i en lige streg. De blå øjne stirrede alt for fokuserende fremefter. Kate begyndte at hyperventilere.

     ”Kaaaaaate.“ Cathryns stemme var svagere end den plejede, svagere og mere spinkel og hun lød mere som en gammel hæs kone end som en kvinde på de godt fyrre. Hun vippede hovedet fra side til side, så hendes brækkede nakke eftergav sig med en grusom knogleknirken. Kate væltede tilbage, landede med numsen imod det nederste trin, men registrerede det knap nok. Hendes vejrtrækning blev klynkende, idet hun krabbede sig bagud, væk fra genfærdet der truende strakte sig over hende. 

    ”Kom til mor, Kate.“ Cathryn løftede foden og trådte et trin ned. Hun var kun to meter væk. ”Kom til mor og få knækket halsen.“ Hun løftede sin hånd op til sin hals, og strammede grebet til, så en knasen frembragtes fra de ødelagte nakkehvirvler. Igen lod hun sit hoved vippe fra side til side i en rusten knirken, der mindede Kate om et usmurt lågehængsel. Hun strakte venstre ben frem, trådte endnu et trin ned, så Kate måtte kravle længere tilbage, indtil hendes ryg nåede bilen og hun blot kunne kigge på optrinnet foran sig og genfærdet der kom stadig tættere på. 

   Cathryn blev ved med at stirre, blinkede ikke en eneste gang. Hendes hånd fjernede sig fra halsen og strakte istedet ud mod sin datter, klar til at gribe hende og trække hende med tilbage i herregården, så hun kunne vride hendes hals om. Hun løftede den anden hånd og krummede fingrende på begge hænder. Kate kvækkede, prøvede at flytte sig men hendes muskler havde låst sig fast så hun var fanget, med ryggen klemt imod bilen, og hun kunne blot hjælpeløs se til imens genfærdet kom nærmere og nærmere og nærmere, for at kvæle hende og dræbe hende. 

    ”Kom og få knækket halsen, så vi kan være sammen i helvedet for evigt!“ Hun trådte ned ad det sidste trin og åbnede munden, så det afslørede et bundløst gab af natsort, og øjne der blev hvide og pupilløse, kort inden hun sank i jorden og forsvandt. Kate reagerede med et skingert udråb, og drejede sig rundt, for at kravle om på den anden side ad bilen, og gemme sig for genfærdene og for far som kunne dukke op hvornår det skulle være, men fik aldrig fjernet sig før en klistret fugtig hånd greb fat om hendes ankel og trak hende tilbage. 

    ”Du må ikke gå, Kate! Du må ikke gå!“ Det var Michaels stemme, dybere og mere forvrænget end den plejede, og Kate mente også at høre en våd gurglen efterfølgende. Hun skreg, kæmpede sig fremad men blev holdt tilbage af sin døde brors greb, kort inden han trak sin krop henover hendes. Hun kunne lugte blodet, den metalliske lugt stak i næsen, og hun var tæt på at kaste op. ”Du må ikke gå, Kate! Du skal være sammen med os! Du skal være sammen med os! Altid! Altid! ALTID!“

    ”LAD MIG VÆRE! LAD MIG SÅ VÆRE!“ skreg hun grådkvalt, og vristede sig langt om længe fri inden hun grædende trak sig væk, hurtigere og hurtigere, væk fra trappen og Michaels genfærd, hen mod forenden af bilen. Der lød våde skridt fra hallen, hun vidste at det var far og kæmpede sig op på knæ. Hun skulle nå det. Det skulle hun.

   Hun nåede at vride sig rundt om kølerhjelmen, da Daniel dukkede op i døråbningen. ”Katey-Katey-Katey-Kaaate! Gad vide vide hvor du eeeeeer?“ Gruset knasede og han hørte et halvkvalt støn blive fremkvækket fra bilen, og tøvede ikke et øjeblik med at hæve geværet og skyde. Et ryk forplantede sig igennem bilen, og fik alarmen til at sætte igang, idet skuddet slog ind i vindspejlet som eksploderede i en regn af blåglinsende glasskår. Kate havde med overkroppen rundet den anden side ad golfen, den der vendte imod smedejernslågen og væk fra herregården, skreg og dækkede ansigtet imod gruset da skuddet bragede og glasskår klirrede henad kølerhjelmens metal, videre udover kanten og nedover hendes krop. Daniel lo skingert, en hæslig lyd som Kate ville ønske hun ikke hørte, og begyndte at bevæge sig nedover trappetrinnene. Bilalarmen hylede - uiu uiu uiu uiu -, og overdøvede grusets knasen så det blev svært for Kate at finde ud af hvor hendes far befandt sig.  Hun havde ingen anden udvej end at kravle under bilen, i håbet om at kunne vride sig over på den anden side og flygte op men som hun stak hovedet ind ved siden af hjulet, så hun hans ben idet de stillede sig på gruset foran trappen. 

    ”Kom ud derfra, Kate, så du kan få din straf,“ sagde han ubehagelig roligt, inden han skød igen, så småsten sprøjtede op fra undersiden af bilen. Det gav et ryk i Kate og hun vred omgående ansigtet bort, kravlede istedet ligeud, langs med bilen og hen mod bagenden. Daniel gik i den modsatte retning, knækkede geværet og ladede det med to patroner imens han bevægede sig, kom nærmere og nærmere og nærmere...

    Fuck det, tænkte hun. Fuck det hele. 

   Hun besluttede sig for at kravle under bilen alligevel, og vendte sig derfor rundt inden hun lagde sig flat på maven. Fars ben rundede kølerhjelmen. Hun havde få sekunder tilbage at handle i. Hun trak sig frem, ind under bilen og hen mod den anden side, tilstrammede kæbemusklerne og ignorerede glasskårerne der skar sig stadigt dybere ind i hendes kød. Hun fortsatte blot, trak sig frem, hev og vred sig og fortsatte imod den anden side. Bilalarmen fik en skrigetone til at sive frem i hendes øre, men hun lagde ikke mærke til det. Hun fortsatte blot. Hun kunne godt nå det, det kunne hun godt, det vidste hun bare. 

   Daniel rundede kølerhjelmen, nåede om på den anden side og hævede stemmen. ”Jeg sagde du skulle komme ud derfra!“ Han hævede geværet og skød imod bildækket, så det eksploderede og fik Kate til at skrige op, idet luften blæste indover hendes ansigt. Det ene baghjørne af køretøjet sank herefter adskillige centimeter, men Kate nåede den anden side og strakte sig ud i fri luft, med øjnene udelukkende rettet på trappen op til indgangen. Hun kastede sig til sine fødder, humpede sig hivende efter vejret fremad og nåede trappen da hun hørte en eksplosion bag sig der ramte toppen af hendes skulder, så blodet sprøjtede i en kaskade fremad. Alt hun mærkede var blot et slag og et ryk efterfulgt af en kold snurren og hun lod sig derfor ikke standse. Sprang blot op ad trinnene, op til indgangen og styrtede ind i hallen hvor hun svang til venstre netop som Daniel fyrede endnu et skud der sprang hul i døren og sendte træstumper flyvende henover gulvet. Hun løb blot, humpende og hvæsende, satte kurs imod spisesalen. En piben fyldte begge hendes øregange, blandet med den vibrante susen fremkaldt af hjertets hæftige dunken, og hun mærkede blod klatte sig nedover natskjorten fra venstre skulder, men hun fortsatte. Støttede sig til dørkarmen idet hun rundede hjørnet og fortsatte op langs spisebordet, hen mod køkkenet. Løbende våde skridt slaskede inde fra hallen, og hendes far råbte hendes navn, hidkaldte hende, og kom nærmere. Hun nåede køkkenet, svang til venstre og kastede sig forbi køkkenbordene.

   En klirren af metal bagfra. En kniv snittede forbi hendes pande netop som hun nåede enden af køkkenet og skulle dreje til venstre for at komme ud af døren til haven. Kniven fortsatte gennem luften, viklede Kates hår om sit blad og borede sig ind i væggen. Hun hylede og måtte knæle, mærkede hvordan det rykkede brændene op i hårbunden da håret blev hængt fast til køkkenvæggen. 

    ”Du kan ikke løbe fra din straf, Kate! Du kan ikke løbe fra din straf!“ Daniels stemme blev højere og højere. Kate løftede hånden op til knivskaftet, prøvede at trække det fri af sit hår, men bladet havde boret sig for langt ind. Den eneste måde hun kunne komme fri var ved at fortsætte fremad, at rykke, selvom det kunne rive hendes skalp op, men hun var ligeglad. Der var stadigvæk en chance, en lillebitte chance. Herregården ønskede at hun var der, ønskede at se hende blive slået ihjel af sin far, men hun ville ikke lade huset og dets beboere af ondskab vinde. Hun lovede Michael at overleve. Lovede det. Hun måtte fortsætte.

    Lyskeglen fra Daniels lommelygte brød igennem mørket ved åbningen til spisesalen. Kate kastede sig frem. En ritsjende lyd, idet halvdelen af håret rykkede sig op med rode og trak en tredjedel af hovedbunden med sig. Det sved i et kort øjeblik så tårer sprang frem i hendes øjne, men så brød det lindrende blod frem og klistrede sig vådt og lunt nedover venstre side ad ansigtet. Hun rejste sig op. Daniel løb ind i køkkenet og vendte lygten imod hende. Hun sagde ikke en lyd, vred sig blot rundt og sprang frem, før han nåede at skyde, sprang hen til døren som hun flåede åben ved at skubbe fremad. Så sprang hun ud i stormen, i det hun hørte skud bag sig fulgt af metal der klirrede. 

    Daniel skreg en enkelt gang. Så fulgte han løbende efter hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...