Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5448Visninger
AA

5. ...4...

Hildread-herregården. Det var navnet på den viktorianske 1600-tals bygning, som dannede en menneskeskabt firkant for toppen af græsbakken. Lavet med den traditionelle byggestil, der kendetegnede tidsalderen - 1660 - hvor herregården opførtes, indgød den en majestætisk form for isolation, fastlås i en forevigt frossen tidsalder, omgivet af uberørt natur - En kilometerstor egeskov, en af regionens ældste, med flere snørklede, krogede og forældede egetræer end noget andet sted i det sydengelske landskab. Om dagen var de et uforglemmeligt naturskabt mestervæk, aftegnet med Guds egen pensel, med grene der strakte sig og krogede sig i alle mulige retninger, dannende deres eget netværk af kunstfærdig fantasifuldhed og et strejf af malerisk mystik. Men om natten, var den forkrogende skov et fængsel af mørke med labyrinter af naturstier, der på en mærkværdig måde var indforbundet med hinanden og allesammen endte i Hildread-mosen, den berygtede sump hvor de fortabte og forkvalte skrig af for længst druknede vildfarne børn, endnu hang i en konstant spænding i luften, og havde gjort det i flere århundrede. Om natten var egeskoven en forhindring, en barriere som ikke lod særlig mange passere, og som isolerede herregården i den stadigt uberørte natur, der indgød en tristhed og dannede en ugennemtrængelig ring af skov omkring grunden.

   Herregården selv udbød tavst sin magt, både dag såvel som nat, som den ubevægeligt stod der, på græsbakken. Der var kun én indgang og én udgang, og det var den mudrede grussti der vred sig ud fra åbningen, syntes at zigzagge i bløde buer nedover siden af bakken, videre nedover engen for til sidst at blive slugt i den natsorte skov mindst et par hundrede meter borte. Uanset i hvilken retning man syntes at komme, blev stien ædt af mørket - Enten af den smedejernslåge tildækkede portbue i herregården, der om natten nærmest udgjorde en form for savtakket mund, eller skovtunnelen af egetræer hvis kroner var vokset sammen og dannede en tagkanopé i den samme mundagtigte bueform. Der var gravet en lavvandet voldgrav, der buede sig omkring bakken, og endte ved skovbrynet bag herregården. Vejen gik over det menneskegravede vandløb i en stenbro, som i løbet af tiden var blevet forstærket med støttende jernbjælker på undersiden. Smedejernslågen der var savtakket i toppen, befandt sig som et forbindelsesled imellem de to sydfløje på højre og venstre side, og bag lågen lå den firkantede gårdsplads, med kastanjetræet og blomsterbedet frodigt placeret i midten. Nordfløjen, hvor indgangen lå, stod i en lige linje halvtreds meter bag indgangen, udgjorde herregårdens hovedbygning, bygget med de samme flødefarvede sten som resten, men - i modsætning til østfløjen, vestfløjen og de to sydfløjer - var lavet på tre etager, med loftsrummet og depotet øverst og opholdsstuer og værelser i de to øvrige etager. Tre trappetrin i blankt granit førte fra gårdspladsens grus, og op til det brede indgangsparti. Fem vinduer stirrede ud mod pladsen langs nordfløjens sydvendte facade. Fløjen knækkede imod højre sydpå, blev til østfløjen som for enden af gårdspladsen foretog endnu et knæk og dannede sydfløjen, det sammme med venstre side ad nordfløjen, som ligeledes knækkede mod syd og blev til vestfløjen.

   Daniels hjerte pulsede stadigt hurtigere, som han fik øje på herregården idét de kom kørende ud fra skovtunnelen, ud på den snoende grussti som strakte sig henover græstæppet og besteg bakken. Bygningen befandt sig der, fanget i skæret fra bilens forlygter, få hundrede meter væk og kom stadigt nærmere. Han skiftede gear, og slog blikket op til bakspejlet, hvilede sine brune øjne imod Kate og Michael på bagsædet, og lod dem til sidst mødes med Cathryn. Han smilte. Hendes læber gjorde den samme gestus tilbage. 

   .”Så kan I godt gøre jer klar, folkens.“ Han kiggede op i bakspejlet, smilte imens han snakkede. ”Vores hjem er lige foran os. Er I ikke spændte?“

   Kate drejede som den første hovedet, og kastede et intetsigende blik fremad, lod det træt hvile imod herregården, inden hun løftede det ene bryn. Hendes øjne himlede få øjeblikke senere, hvorpå hun med en hovedrysten kiggede tilbage, ud ad sideruden og skruede op for musikken. Far vidste udmærket godt hvad hun syntes, at hun hadede at de skulle flytte ind i herregården, så hvorfor han i det hele taget ulejligede sig med at spørge, var hende en gåde. Michael svarede heller ikke, ikke fordi han ikke ville flytte eller ikke ville se deres nye hjem, ej heller fordi han ikke var spændt, men simpelthent af den årsag at hans tanker vandrede, var drevet et andet sted hen. Hen til Chloe, hen til følelsen af hendes krop imod sin, af hendes armes varmbløde omfavnelse og synet af hendes ansigt, som hun med de tre blink modkæmpede tårerne. Jo tættere på herregården de kom, jo længere vidste han at de var fra London, jo længere var han fra Chloe, og jo mere mindede det ham om hvor meget han manglede hende.

   Cathryn rettede på sit blonde hår, trak det i en hestehale som hun satte sig i opret stilling. De fortsatte over stenbroen, svingede videre op langs bakkeskråningen, og som de nåede smedejernsporten i toppen, stoppede Daniel op. Regnen, der nu var reduceret til småsilende vandstøv, dansede let snoende i de bleghvide og gennemskærende lyskegler fra bilens forlygter. Bag portens sortgrå stænger af smedet jern, udstrakte gårdspladsens firkant sig, og var det ikke for kastanjetræet og bedet som blev fanget i bilens forlys, ville man kunne se de tre trappetrin op til hovedindgangen på nordfløjens facade. 

   Daniel drejede sig fra rattet, og åbnede handskerummet hvorpå han lod sin hånd rode igennem diverse genstande, indtil hans greb fangede fjernbetjeningens firkant. Han rettede sig tilbage i sædet, vendte det smalle sorte objekt fremad, pegende imod smedejernslågen, hvorpå han trykkede på den største af knapperne. Et rødt lys et sted i mørket. En rungende metallisk klangen, hvorpå lågen vristedes fri af holderen og åbnede sig indad og til højre imod gårdspladsen. Daniel sænkede fjernbetjeningen, skiftede gear og kørte frem. Bilens hjul knasede imod gårdspladsen glimtende grus, og straks som den var nået igennem portåbningen, drejede bilen og kørte venstre om bedet med kastanjetræet, for til sidst at parkere med siden til hovedindgangen. 

   Det var først her, Daniel slukkede motoren, først her han med lykkelysende øjne drejede sig imod sin elskede og lænede sig frem for at kysse hende. Først her, hvor han - som den første - åbnede sidedøren, i et indre mentalt sejrsråb, og med kildrende øjne åbnede døren for Cathryn, tog hende i hånden og ledte hende hen mod trappen med det samme fine påpasselige greb som dengang de blev gift. Bagdørende åbnede, Michael steg først ud, pakkede sin MP3-afspiller sammen og gled sig i bevægelse. Kate blev siddende, længe, ventende på at Michael var halvvejs henne ved indgangen, før hun åbnede døren. Mor og far stod og ventede for toppen, med armene omkring hinandens flanker og ansigterne skjult i lange passionerede kys. Kate steg ud. Hun ville ikke lægge det mindste skjul på, at hun ikke brød sig om stedet. At hun virkelig, virkelig, virkelig ikke brød sig om at være der.

   Daniel ventede indtil de alle var samlet ved indgangen, hvorpå han trak sig bort fra Cathryn, vendte sig imod døren og fandt nøglen frem. Stak den i låsen. Drejede. Ventede. Så længe, at Kate var fristet til at råbe op. Bede ham om at få åbnet døren, at skynde sig, men hun holdt det tilbage og lod istedet sin utålmodighed blive givet til kende ved en enkelt øjerulning og rysten på hovedet. Men så blev nøglen drejet om, døren åbnet og lyset tændt. Daniel trådte igennem åbningen med Cathryn i hånden, standsede få skridt inde, og da Kate og Michael trådte igennem døråbningen, og for første gang nogensinde, så det fremtidige hjem de skulle bo i, forduftede alle tanker. Begge tabte de deres bagage, begge lod deres underkæber falde ned og begge begloede næsten ærefrygtigt synet der imødekom dem. 

   Hallen strakte sig mange meter ud foran dem, med blanktskinnende trægulv og med et loft befindende sig godt ti meter oppe, hvorfra en elektrisk lysekrone af stjerneglinsende krystalglas hang ned, umærkeligt vippende til de smalle luftstrømme, som kom fra de tildækkede ventilationsanlæg. Godt ti meter fremme, hævede den brede trappe sig fra gulvet tre meter i skrå opadgående retning, knækkede herefter langs med væggen og drejede imod venstre, blev til en langstrakt etageplatform der krydsede tre meter over glasdobbeltdørene indtil den mørklagte aktivitetsstue. Længst mod venstre fik trappen et yderligere knæk, steg så herefter op til første etage, forvandledes til endnu en etageplatform som gik langs med væggen hen til den anden ende af hallen på familiens højre hånd. Herpå forvandledes den til endnu en trappe, som førte til og endte ved anden etage ti meter over dem. Ved siden af trappen, slog Hallen et indadgående knæk, smallede sig ind til to sammenkoblede glasdøre - en fløjdør i venstre side og en almindelig i højre - hvor der bagved var en grotte af natsort, med lys som kun svagt, ganske svagt, trængte ind. Hall'en favnede sig både imod højre og venstre. I venstre retning endte den ved en to meter bred og to meter høj døråbning, afgrænsede til spisesalen, klart belyst af den elektriske krystallysekrone over dem. I højre retning stod en åben dobbeltdør førende ind til riddersalen, der igen udgjorde starten af østfløjen. 

   ”What the fuck?“ udbrød Michael i en svag udånding, som de blågrå øjne skannede rundt, indtog synet af herregårends inventar.

   Daniel kyssede Cathryn, flettede sine fingre ind i hendes og drejede sig imod de to teenagere. Smilet omtegnede sig hans læber. ”Well, Kate.. Michael... Cathryn. Så er vi her langt om længe, i vores nye hjem. Langt fra byens problemer. Vi har fået lov til at bo det bedste sted, enhver englænder kunne drømme om.“ Han bredte sine arme ud, vendte blikket op mod loftet og tog endnu en dyb indånding. ”Tilbage er der vel kun ét at sige. Velkommen til... Hildread Mansion. Jeg er allerede nu overbevist om, at vi kommer til at få os en fantastisk tid sammen.“

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...