Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5410Visninger
AA

40. ...39...

Daniel rettede sig op, støttede sig til smedejernslågen som han rejste sig. Hans ansigt havde trukket sig ind i et sammenbidt smerteudtryk, og han måtte hive efter vejret for at modkæmpe smerten der strålede fra skridtet og op gennem undermaven.

   Den lille forpulede kælling. Den lille forpulede møgkælling. Han skulle vise hende. Han skulle kraftederme vise hende. Han greb motorsaven, og drejede sig rundt imod indgangen.

*

Kate sprintede henover hallens træplanker, imod glasdøren til aktivitetsstuen som førte videre til bagudgangen, hev pipende efter vejret og lod blot benene styre sig frem. For sit indre blik så hun hvordan far borede savklingen ind i hendes bror, hvordan Michaels krop spjættede og sitrerede som blodet sprøjtede, men hun tvang det væk. Hun ville ikke tænke på det, ville ikke, ville kun tænke på at løbe. Hun var næsten henne ved glasdøren, da noget bragede et sted over hende. Hun løftede hovedet, lige i tide til at se det sorte piano svæve udover gelænderet for herefter at vende fra vandret til lodret som det faldt ned imod hende. Hun skreg og kastede sig tilbage. Et rungende rabalder klirrede, da pianoet bankede ned i gulvet lige foran hende, så panelerne gik fra hinanden og stemmefjedre stak sig ud. Den hule klirren fra tangentfjedrene var længe om at ebbe ud, lød stadig da Kate på numsen kravlede tilbage over gulvet. Hun kunne være blevt dræbt. Kunne have stået der og være blevet mast ned i gulvet. 

    Hun hørte et sammenbidt snerrende råb ude fra regnen, og var klar over at hun ikke kunne forspilde mere af sin tid. Uden at vige flere blikke til det ødelagte piano foran sig, drejede hun sig rundt og krabbede sig fra siddende til stående stilling. Hun skulle finde fjernbetjeningen, som kunne åbne lågen, og måtte på den ene eller anden måde undslippe sin far. Hvis hun kunne åbne lågen og slippe ud i skoven kunne hun være heldig at ryste ham af sig. Hun kastede sig i løb.

*

Daniel hev efter vejret, og skreg ud i luften. ”KAAAATE! KAAAAAAAAATE!“ Han gav slip fra smedejernslågen, og den dunkende skridtsmerte havde fortaget tilpas nok til at han kunne bevæge sig. Det var stadig svært at løbe, og de første skridt var vaklende, men han fik hurtigt genfundet sin balance. Han løftede motorsaven og satte farten op. ”KAAAATE! NU KOMMER JEG!“ Han gik hurtigere og hurtigere, først da han nåede bilen kunne han atter løbe. Han skred ved det øverste trappetrin inden dobbeltdøren, men undgik at falde forover, og skubbede døren op til hallen, netop som Kate rundede hjørnet af spisesalen tyve meter mod venstre og herpå forsvandt ned ad vestfløjen.

    Hun er ude efter fjernbetjeningen, hviskede stemmen på indersiden af kraniet. Hun er ude efter fjernbetjeningen så hun kan åbne lågen og stikke af. Gør hvad der skal gøres. Du må forhindre det.

    Et tandsmil bredte sig omkring hans læber, hvorpå han drejede sig i modsat retning, ind mod riddersalen, og begyndte at løbe, dog med stiv gang forårsaget af skridtsmerten.

*

Kate hørte døren gå op, idet hun rundede hjørnet, efterfulgt af skridt der vådt svuppede henover hallens trægulv. Hun hvæsede efter luft, med tårer der brændte og sved imod øjnene, var alt for sikker på at hun aldrig ville nå at slippe væk. Daniel ville vide præcis hvor hun befandt sig, og han ville springe efter hende og indhente hende på få øjeblikke og så ville han bruge motorsaven til at partere hende. Hun var sikker, åh så sikker, ville aldrig kunne slippe væk...

    Men hun gav ikke op. Hun fortsatte med at styrtløbe ned ad vestfløjen, nægtede at opgive nu. Nægtede det bare. Noget koldt og usynligt lo lige bag hende, en hviskende død latter der fik kulden til at forgrene sig over kroppen, og hun vidste at hun blev holdt øje med. Hun lod sig ikke påvirke. Hun måtte fortsætte med at flygte. Hun løb igennem opholdslokalet og toilettet, med det fine ovale badekar og de guldomkransede egetræsdøre, rundede mellemlokalet og nåede kontoret. Lyset var tændt derinde og alle dørene - inklusive kontordøren - stod åben, som tegn på at hun ikke var den første som havde været der i løbet af aftenen. Hun kastede et blik over skulderen, opdagede at Daniel ikke havde fulgt efter hende og forstod, at han måske havde taget en anden vej. Måske var hun sluppet fra ham. Måske var hun virkelig sluppet fra ham, og hvis hun var heldig kunne hun nå at finde fjernbetjeningen og åbne smedejernslågen og flygte derfra før det var for sent. 

   Hun trådte ind i kontoret og lukkede og låste døren efter sig - nøglen sad fast i nøglehullet så hun behøvede blot at dreje - inden hun vendte sig rundt og skannede blikket henover reolerne og skuffedarierne. Det mest logiske sted, Daniel kunne finde på at opbevare fjernbetjeningen, måtte være i en skuffe. Hun satte sig i bevægelse, imod det første skuffedarie tværs overfor hende. 

*

Daniel mærkede vægten af jagtgeværet trykke sig imod ryggen, som han bevægede sig ned ad kældertrappen. Hans fingre knugede sig hårdere om motorsavens håndtag, og den blodindsmurte savklinge dryppede røde klatter i hans kølvand. Kate ville ikke nå langt. Hvis ikke han tog meget fejl, befandt hun sig allerede i kontoret, i fuld gang med at lede efter fjernbetjeningen. Han skulle handle med det samme, ellers ville tiden blive forspildt.

    Han nåede bunden af trappen efter få øjeblikke og skridtede hastigt henover kælderens stengulv og hen til metalskabet, der strakte sig fra gulvet og op mod loftet. Han trak håndtaget til siden og op, så døren blev åbnet og han blev mødt af reléer og metalspoler som udsendte en dybfrekvent summen der fik hårene på hans krop til at løfte sig. Han trak motorsaven hen foran sig, delte læberne i et udbredende tandsmil og rykkede i snoren. Bladet drejede og fræsede gennem luften. Han løftede saven og lod den mødes med de elektriske forbindelser, inden han begyndte at skære, dybere og dybere og dybere, så gule og hvide og blå gnister sprøjtede og knitrede sig ud til alle sider, og en metallugtende røgsky slog imod hans ansigt. Han begyndte at le, idet alt lys i herregården svandt bort og kælderrummet kun oplystes af glødende metalspåner og kaskaderende stråler af forskelligfarvede elektriske gnistre, og først da kæden rykkede sig løs fra savbladet, standsede han motorsaven.

    Kate ville ikke længere kunne slippe ud. Daniel kunne indfange hende og dræbe hende, massakrere hende og flå huden af hende, lade hende lide ihjel, straffe hende for hendes respektløse modbydelige adfærd. Han smed motorsaven fra sig og aktiverede lygten han havde hængt om halsen, trak istedet jagtgeværet ned fra ryggen og knækkede løbet på midten som han satte sig i bevægelse mod redskabsbordet. Med sin frie højre hånd trak han en pakke med ammunition op fra lommen. 

*

Kate skreg og farede sammen idet lyset forsvandt, og for et kort øjeblik kunne hun intet se. Hun fægtede ud i mørket og vaklede forover, ragede en skuffe ned med albuen som bankede ned på hendes fod. Hun råbte op og snublede forover. Luften forsvandt fra hendes lunger da hun landede med brystet imod gulvet, og det tog et par øjeblikke for hende før hun atter kunne hive vejret ind. 

    Hun kravlede op på knæ og vendte fokus imod vinduet og opdagede at lanternelygten der hang på muren lige udenfor, ikke længere lyste, og det tog yderligere sekunder for hende før hun var klar over, at strømmen i herregården var blevet afbrudt. Den strøm hun skulle bruge for at kunne åbne smedejernslågen, men den mulighed havde hun ikke længere. Hun var fanget. 

    Nej, nej det skulle være løgn, det ville hun ikke tillade. Hun ville slippe væk, ville overleve. Hun rejste sig op og kastede sig fremad, ignorerede den dunkende smerte der palpede fra hendes tæer efter at være blevet ramt af skuffen, lod kun sin opmærksomhed styre imod ruderne i venstre side ad kontoret, hvor regnen hult bankede ind og som flere gange klirrende eftergav sig for vindstødende. En enkelt klynken hikkede op fra hendes mellemgulv, men hun holdt gråden tilbage. Hvis hun begyndte at græde nu, ville hun ikke overleve. Hvis hun begyndte at græde og give op, ville hendes far finde hende og gøre det af med hende. Smedejernslågen og bagudgangen var ikke de eneste udveje. Hvis hun kunne hoppe ud af vinduet kunne hun løbe tilbage over gårdspladsen og ind i hallen og derfra videre ud til køkkenet. Køkkendøren til haven var hendes sidste redning, den absolut sidste måde hvorpå hun kunne slippe væk og ind i skoven og ryste far af sig.

    Hun greb fat i vindueshåndtaget på venstre side ad karmen, da Cathryns stemme gennembrød stilheden fra højre. ”Kate! Kate, er det dig?“ 

    Kate vred brat hovedet rundt, vendte blikket hen mod skrivebordet som blot var en silhuet i mørket. Hun hørte Daniels råb et sted inde fra herregården. Det lød som om han sang, men hun var ikke sikker, hvad hun dog vidste med sikkerhed var, at hans stemme kom tættere på. Regnen der bankede mod vinduet fyldte atter værelset. Hun hev luft ind, hurtigere end hun burde, og kropsmusklerne spændte sig til. 

    Cathryns stemme snakkede igen. ”Er det dig, Kate?“

    En ubehagelig knugen i maven sagde hende, at hun ikke skulle svare, men hun afviste fornemmelsen. Det var hendes mor. Hendes mor, som hun indtil nu havde troet var død, der snakkede til hende. Tårene prikkede imod øjnene, og hun gav slip på vinduet. ”Mor?“

   ”Kate! Åh, gudskelov... Jeg troede aldrig jeg ville blive fundet.“

    Strubeklumpen begyndte at glide opad, imod det bagerste af ganen, og Kate fik stadig sværere ved at modstræbe gråden der knugede sig sammen i hendes krop og truede med at bryde frem hvert øjeblik det skulle være. ”Hvor er du?“

    ”Jeg er bag skrivebordet. Daniel slog mig ned og bandt mig. Skynd dig, Kate. Skynd dig før han kommer.“

    Men Kate kunne ikke bevæge sig. Tårerne brændte i underkanten af hendes øjne, og hun så igen for sig hvordan Michael døde da motorsaven huggede sig ind i forsiden af hans overkrop. ”Mor... Michael... Michael er død, mor.“ Hendes stemme blev kvælende, sløret af gråden som gav sig til kende ved de trillende tårer, hun ikke længere kunne tilbageholde. 

    ”Det snakker vi om bagefter, okay Kate? Lige nu bliver du bare nødt til at befrie mig, og så finder vi ud af hvad vi gør. Skynd dig, før Daniel kommer!“ 

    Hun snørede sine læber sammen og satte sig i bevægelse.

*

Daniel buede om hjørnet mellem østfløjen og riddersalen, øgede farten på sine fødders glidende bevægelser henover trægulvet og lod geværet hvile ved hoften. Lygten kastede en bleg lyskegle foran ham. 

    Han begyndte at synge, højt og dirrende. ”Daniel Hollow havde en herregård, åååååh ja han havde - Og på det sted boed' der en so, ååååååh ja der gjorde. Og den so hed Kate, og den so hed Kate, ja den fucking lille so hed Kate.“ Han nåede ind i hallen. ”Katey-Katey-Katey-Kaaaaaate! Nu kommer far og dræber diiiiiiig!“ 

*

Kate væltede over en skammel, men tog fra i faldet med hænderne og kravlede istedet det sidste stykke til den modsatte side ad skrivebordet. Daniels stemme skreg efter hende, og det lød alt for meget som om det kom ovre fra starten af vestfløjen, alt alt for tæt på, og hun begyndte at gå i panik. Var sikker på at hun ikke ville kunne nå det, at hun aldrig ville kunne befrie mor før Daniel kom brasende ind og slog dem begge ihjel, men alligevel trak hun sig fremad på knæ, rundede hjørnet... og stivnede.

    Der var ingen på den anden side ad skrivebordet, absolut ingen andre end hende selv, en kontorstol og computerkassen. Hendes krop frøs fast, og hun troede ikke på at det hun så passede. Fornægtede det. Hun havde hørt sin mor, det var hun så absolut sikker på, det kunne ikke passe at hun så ikke var der, det måtte hun være, det skulle hun være. Hun hyperventilerede, og tårerne vædede sig igen frem i hendes øjne lige inden hun hørte en hurtig stemme, unaturlig hurtig, hviske fra sofagruppen lige bag hende. Hun løftede sit ansigt og kiggede ligefrem for sig, som kulden bredte sig henover hendes krop. 

    Kaaaaaate... Kaaaaaatey-Kaaaate...

    Hun peb skingert, krabbede sig rundt og skulle til at kaste sig til sine fødder for at løbe hen til vinduet og springe ud, da skrivebordet i et ryk skurrede henover gulvet og klemte hendes ben fast imod sofaen. Hun begyndte at skrige og vræle, inden hun skrabede og kradsede neglene imod gulvplankerne, trak og rev og flænsede, i et desperat men forgæves forsøg på at slippe væk. Hun blev ved og ved og ved med at kradse, selv da neglene flækkede til blods og fingerhuden flænsede sig op. Og da hun løftede blikket imod døren, gik en lammende frygt igennem hende, som fik musklerne til at trække sig sammen og energien til at forlade kroppen. 

    Mor, Michael og farmor Grace stod der, splitternøgne foran knækket der førte hen til døren, alle tre ved siden af hinanden. Deres hud havde antaget en gråhvid farveløs nuance, og kinderne var mere indsunkne og udhulede end sædvanligt. Det var hende de kiggede på. Hun delte læberne, prøvede at skrige men kunne ikke få en lyd ud, ikke engang et klynk, kunne blot ligge og betragte mareridstssynet der udfoldede sig foran hende. Mor skrånede langsomt hovedet imod højre, så en grusom knirken af vridende knogler gennembrød stilheden. Hendes nakke knækkede sig unaturligt langt mod den ene side, indtil hendes hoved til sidst vendte vandret, hvorpå hun løftede pegefingeren og kørte den fra den ene side ad struben til den anden, i en gestus Kate udmærket forstod. Hendes øjne pilede tilbage til Michael, og hun så rød væske vokse ud fra hans læber og herefter forgrene sig nedover halsen og mødes med den brunrøde væske der udflød fra såret i brystkassen, som var udløst af motorsaven. Grace Hollow stod blot og kiggede ud i luften, som en voksstatue med furet skind og flade hængende bryster, lige inden hendes rynkebesatte læber buede sig opad i et smil. Så løftede hun hånden og vinkede den slapt og mekanisk fra side til side, bevægede den som et svingende pendul, og hendes gamle tørre armknogler knagede i bevægelsen. 

    Og så lød den hviskende kolde stemme lige bag hendes venstre øre atter. 

    De venter på dig, Kate. De venter på dig i helvedet. Helvedet venter på dig.

    Hun brød ud i endnu et hæst vræl, så tårerne sprang ud fra hendes øjne og vædede hende nedover ansigtet, inden hun vred sig rundt og begyndte at rykke og vride og dreje for at få frigjort sine fastklemte ben. Hendes vejrtrækning hev og pustede og hev og pustede, hurtigere og hurtigere og hurtigere, og hun rykkede igen, endnu kraftigere end før. 

   Nogen tog i håndtaget. Det klikkede og rykkede i døren, og Kate vidste at det var Daniel. Hun skar tænder, udsendte jamrende lyde, strammede musklerne og vred benet igen. Skrivebordet gav sig. Hun var næsten fri, hun manglede bare at rykke lidt mere, og så...

    Et brag da låsen blev skudt ind, så metalstumper og træstykker med en klirren kurede henover gulvet. 

    ”Nu kommer jeg, Katey-Kate!“ lød Daniels stemme.

    ”NEJ, NEJ, NEJ, NEEEEEEEJ!“ Kate fik kæmpet sig fri, fik revet et langt blodigt snit langs skinnebenet i processen men bed sig ikke mærke i det. Hun drejede sig blot rundt og kæmpede sig op til sine fødder, netop som døren gik op og Daniel trådte ind. Hun forvrængede ansigtet i gråd da hun sprang fremover, hen til vinduet, og klikkede håndtaget op, idet Daniel rundede hjørnet og hævede geværet i stilling. Hun ville ikke kunne nå det, og bukkede sig instinktivt. Skuddet gik af og fik vinduet til at eksplodere, så sylespidse glassplinter spredte sig ind i lokalet og flænsede hende nedover hårbunden. Et klik da Daniel knækkede geværet på midten og gjorde klar til at lade det. Han var få meter fra hende. 

    Uden tøven rettede hun sig op og slyngede armene indover vinduesrammen, mærkede hvordan glasskårene skar ind gennem håndfladekødet så blodet sivede ud og fugtigt tilslimede hænderne, men ignorerede jaget der skød op gennem håndleddet og underarmen. Hun løftede sig op, hørte Daniel nærme sig, og trak overkroppen henover vinduesrammen og ud i stormen, hvor hun måtte klemme øjnene sammen for at kunne orientere sig. Et skud gik af netop som hun var nået halvvejs ud gennem vinduet, og noget slog hende i venstre fod efterfulgt af en snurren der krøb op langs benet. Hun skreg og lod sig falde forover, ramte ansigtet ned i en mudderpøl og trak sig fremover. Hivende og hvæsende efter luft kæmpede hun sig op, og humpede op langs muren. Et skud blev affyret bag hende, og hun dukkede sig atter forover, idet rødt støv eksploderede ud fra murstenene lige over hende, men hun fortsatte med at humpe afsted, så hurtigt hun overhovedet kunne. 

    Og lige bag hende skar Daniel tænder inden han trak sig tilbage fra vinduet og vendte sig rundt, for til sidst at sætte i løb, tilbage imod vestfløjen og hallen. 

    

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...