Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5430Visninger
AA

39. ...38...

Michael hørte skrigene fra mor, og lyden af metal der bragede og kæder der raslede, og satte sig i bevægelse, da lyden af en krop der dumpede ned på et gulv inde fra Kates værelse fik ham til at standse. Han drejede sig rundt og gik tilbage til døren.

    ”Kate?“

   Endnu et skrig fra Cathryn. Michael drejede atter hovedet og så på ny ned ad gangen. Et klik da døren låste sig op. Han gispede og bakkede tilbage, indtil hans ryg nåede væggen. Dørhåndtaget vred sig, og i et kort sekund troede han at han ville få Kate at se, idet hun vaklede ud fra døren indhyllet i et rødt blodnet, men det var ikke synet der mødte ham. Døren gled op, ikke meget, og en svag fløjtelyd farede forbi ham og forsvandt imod galleriet til venstre. Han blev stående, længe, mærkede hjertet banke imod brystkassen. 

   ”Kate... Kate, er du okay?“

    Han fik intet svar.  En grusom frygt for at hun var død, at hans egen lille søster var død, trak over ham og han skyndte sig frem og skubbede døren op og tændte lyset. Og han så hendes krop, som den lå der, ubevægelig og på siden. Og han så blodet i hendes ansigt og det mørkerøde som var afsat på hendes lår der krydsede hinanden.

    ”KATE!“ Han løb frem, ind i værelset, hørte ikke længere hans mors paniske udråb eller det rasende metal, koncentrerede sig udelukkende om sin ubevægelige søster. Først troede han at hun var død, slået ihjel af de onde ånder, men da han nåede hen til hende og gik i knæ opdagede han at hun trak vejret. Han ruskede hende, og greb hendes kinder, skreg hendes navn, men alt han fik returneret var en næsten uhørbar stønnen fra hendes delte læber. Han løftede hendes hoved op i sin favn, begyndte at daske hende på kinden, bad til at hun vågnede og hun ikke var kommet slemt til skade, følte flere gange efter huller eller buler i hovedet men det eneste sted han kunne se skader var fra hendes stadig blødende næse og det løbende sår i øverste venstre hjørne af panden. ”Vågn op, Kate, vågn op, vågn nu op,“ sagde han, og vuggede hendes krop i sin favn, imens han mærkede tårene svide frem i øjnene. Han ville ikke græde, det ville ikke hjælpe noget, men for pokker da, at se sin søster i den tilstand... for pokker da...

   Og så slog hun øjnene op og stirrede på ham. Hendes mund snørede sig ind, og hans så hvordan hendes ansigt blev stift. Så skreg hun, og fægtede sine arme ud imod ham, prøvede at vride sig fri fra hans greb, men han holdte hende fast, prøvede at berolige hende. ”Kate, det er mig, det er bare mig, Kate. Det er bare mig.“

    Hun holdt op med at kæmpe og trak sig istedet ind til ham, knugede sine arme omkring hans hals og nakkeparti, hvorefter hun brød sammen i en skrigende, vrælende gråd, der fik det til at gøre ondt i Michaels ører. Michael lukkede øjnene og strammede sine fingres greb om hendes trøje, mærkede hendes krop skælve og tårerne prikke varmt ned på hans skuldrer. Og han mærkede en våd kildren dråbe sig ned ad ansigtet fra begge øjne. vidste at det var tårer, men gjorde sig intet forsøg på at tilbageholde dem. Han fortsatte blot med at trøste Kate i sin favn, vugge blidt frem og tilbage, som han løftede hånden fra hendes rygparti og op til hendes baghoved for at trykke hende tættere ind til sig. 

    ”Det skal nok gå,“ fremkvækkede han, selvom han ikke selv troede på det. ”Mor henter far. Mor... Mor henter far, og så kommer... Så kommer vi væk herfra. Så får... så... så får han os væk. Det skal nok gå, Kate. Det skal nok gå. Far redder os. Det skal nok gå.“ Kate begravede sit hoved i hans skulder, så hendes hulken blev dæmpet. Michael strammede halsmusklerne og lod sine øjne forblive lukket. ”Det skal nok gå. Det skal nok gå. Jeg er her, Kate. Jeg er her, og jeg passer på dig. Det skal nok gå.“

    Hans stemme knækkede over og han måtte presse læberne lige. De blev begge siddende, bror og søster, hver især med erkendelsen om at de havde brug for hinanden og altid havde haft det. I dette øjeblik forstod de begge værdien af hinanden, og Michael nægtede at forlade hende. Han ville blive hos hende, blive hos sin fantastiske lillesøster, hos sin egen Katey-Kate, blive sammen med hende og se hende blive en voksen ung kvinde, se hende få familie og børn og en karriere, og altid lade hende vide at han var der for hende. Hun kunne ikke klare sig uden ham, havde brug for ham, og han kunne ikke klare sig uden hende. Han ville blive hos hende, ville ikke forlade hende, nægtede at forlade hende, ville beskytte hende og passe på hende og...

    Og så hørte han en knirken af træ der eftergav sig for fødders vægt. Nogen nærmede sig, langsomt, og efter skridtene at dømme var det ikke mor men en der var tungere. Han stivnede. Skridtene stoppede lige bag dem, muligvis henne ved døren, og han skulede mod venstre hvor han så en mandeskygge strække sig over træplankerne i lyset fra loftet. Han drejede hovedet bagud, stadig imens han holdt sin søster omkring sig, og så Daniel stå i dørkarmen og blot stirre på dem med brune øjne som virkede drænet for liv. Han havde endnu ikke set motorsaven som pegede mod gulvet ved siden af hoften. 

    ”Far?“

    Daniel blev stående med læberne snørret ind. Kate løftede langsomt hovedet, stirrede imod sin far og så motorsaven som den første. Hun kunne blot klynke, og mærkede musklerne låse sig fast så hun ikke kunne røre sig, og hun var i dette øjeblik sikker på at motorsaven var rettet til dem. Far var blevet overtaget af herregården, og var nu kommet for at dræbe dem, og hun vidste at hun burde løbe, kaste sig igennem vinduet og bare løbe så langt væk som muligt, men kunne ikke. Hendes muskler var låst fast. Hun var ude af stand til at bevæge sig.

    Michael så først motorsaven, da Daniel trådte et skridt frem, så lyset afreflekteredes i en sølvmetallisk stribe langs savbladet, men i modsætning til Kate anede han ingen uråd til at starte med. Måske skulle motorsaven bruges som forsvar. Det undrede ham dog at mor ikke var med ham. Måske sad hun allerede i bilen. 

    ”Hvor er mor?“

    ”Hun er her ikke mere, Michael. Hun er væk.“ Daniel trådte et skridt tættere på, og Michael mærkede hvordan Kates hænder greb hårdere om ham, men han ignorerede det. 

    ”Væk? Altså, hun er kommet væk fra herregården? Altså, som i... at hun er kommet ud i bilen?“

   Daniel stoppede og førte langsomt sin anden hånd hen mod motorsaven. Michael så først nu at han havde et jagtgevær om ryggen, men anede endnu ikke uråd. Kate begyndte at trække vejret hurtigere og hurtigere. 

    ”Nej, Michael. Som i at hun ikke er her mere. Hun har fået sin straf og har forladt os som den forræder hun er.“ Endnu et skridt. Han var fem meter fra dem. Kate begyndte at klynke, og hendes tilstrammende greb gjorde ondt i Michaels skuldre. 
 
   Der gik endnu et øjeblik før Michael forstod hvad der gik for sig. Så blev hans øjne store.

    ”Det passer ikke. Det passer ikke!“

    ”Jo det gør. Mor er i helvedet nu. Hun er i helvedet og venter på at møde jer.“ Han fniste, inden han trak i snoren. Motorsaven gik igang, blot for et kort øjeblik, og den skærende fræsen fik Kate til at skrige op. 

    Michael mærkede hvordan han fik sværere ved at kontrollere vejtrækningen. Det piblede sved frem på kroppen. ”Far, stop det. Det er ikke sjovt.“ 

    ”Jeg laver heller ikke sjov, Michael.“ Han rykkede i motorsaven endnu engang, som det smalle smil bredte sig op på hans kinder. Kate klynkede, og krøb sig sammen ved den korte fræsende lyd. ”Mor er i helvedet. Og hun venter på jer.“

    ”JEG VIL IKKE DØ! JEG VIL IKKE DØ!“ vrælede Kate hæst, og borede sine negle ind i Michaels hud. Han registrerede det ikke. 

    ”Hvad er det du er bange for, Kate? Hva'? Er du bange for mig? Bange for din egen far? Er du bange for din straf, din lille forpulede smatso?“ Hans stemme blev skinger og hans kæbe strammede sig til. ”Er du bange for det du har fortjent?“ Han trådte nærmere. Et skridt. To skridt. Michael råbte op.

    ”Far, stop det! Jeg mener det! Det er ikke sjovt! Far, lad være, please, det er ikke sjovt!“

    ”Hold kæft, Michael! Det er nemmere at dræbe dig hvis du holder din kæft!“ Endnu et skridt. Han var kun to meter fra dem. Kate begyndte at græde og hive efter vejret, hendes krop havde låst sig fast. Michael forstod til hans magtesløshed, at dette var virkeligt. Far lavede ikke sjov og prøvede ikke at skræmme dem. Han ville virkelig dræbe dem. Han havde virkelig tænkt sig at massakrere dem med motorsaven. 

    Daniel strakte sit våben hen foran sig. ”Det er på tide at dø, børnlil. Helvedet venter på jer!“
  
  En høj latter lød fra ham, alt for skinger og alt for velfornøjeligt, og han rykkede i snoren så motorsaven startede inden han løftede op, hævede sit våben over hovedet og satte i løb imod dem. Kate skreg, et skrig der var værrere end Michael nogensinde havde hørt hende udsende, men alligevel reagerede han hurtigt og overraskende veltænkt. Idet Daniel næsten var nået hen til dem, trak han sig selv og Kate til siden, centimeter udenfor hans rækkevidde og kastede sig til sine fødder netop som Daniel kløvede den vrælende motorsav gennem luften og ind i skabet. Savsmuld og træstumper sprøjtede ud i luften kort inden savbladet skurrede sig i stå. Han skreg op. Michael trak den hylende Kate med sig i løb, ud af værelset og hen ad gangen og nedover trappen. De skulle bare løbe, løbe, løbe, og da Kate snublede over de sidste trin inden mellemetagen, trak han hende nådesløst videre ved at hive hende op med et brutalt greb om hendes armhuler. Og lige bag dem, i etagen ovenover, hørte de det sammenbidte råb fra Daniel, inden motorsavens fræsen da han fik trukket savbladet fri fra skabet, og herefter de trampende fødder der løb imod trappen. 

     Kate havde svært ved at holde trit med sin bror, snublede flere gange og mærkede en voldsom sviden i underlivet og en kold klistret fornemmelse af blod der forgrenede sig nedover begge inderlår, men hun blev ved og ved og ved med at løbe.

    ”Jeg kommer nu, børn! Jeg kommer nuuuuuuuu!“ Daniels stemme blev højere og højere, og maskinlyden fra motorsaven voksede i styrke. De rundede første etage. Der lød skridt på trappen over dem. Michael sprang ned ad de sidste trin, hørte en skingrende latter, en latter der ikke lød som hans far men som noget andet, noget mørkt og modbydeligt der utvivlsomt havde taget bolig i ham, og som ønskede at dræbe dem begge. Hans skridt på trappen voksede. De sprang ned på hallens gulv, kastede sig imod døren. Daniel var kun en etage over dem, og han havde sat farten op. De skulle nå det. Det skulle de bare. 
    
   Michael vrælede idet han sprang fremefter, og bankede døren åben med overkroppen. Regnen skyllede henover dem og blæsten greb fat om deres tøj og havde næsten slået dem ud af balance, men de lod sig ikke standse. Ingen af dem kunne sige noget, kunne blot hive efter vejret og lade bene styre sig frem. De nåede gruset og rundede bilen og opdagede at smedejernslågen var låst og forseglet. Der manglede en fjernbetjening, og den lå inde i herregården.

   ”NEJ, FOR HELVEDE, NEEEEJ!“ vrælede Michael og standsede op, med tårer vædende frem i sine øjne, og han havde lyst til at opgive det hele, men nægtede det. De kunne løbe rundt om bilen og tilbage i herregården, snyde sig ud af grebet på deres far. Der var andre udgange. De kunne stadig slippe væk. Han drejede sig rundt, tids nok til at se Daniel springe nedover trinnene og runde forenden af bilen. Han var fem meter fra dem. Bedet stod bag dem. Energien drænede ned i Michaels ben og sivede herfra ud gennem fødderne, og han vidste at han aldrig ville kunne nå at slippe væk. Men han var ligeglad, fuldstændig ligeglad, bare Kate kunne komme væk og i sikkerhed. Han greb fat i hendes skulder og trak hende bag sig. Hun prøvede at vride sig løs, men han strammede grebet til så hun ikke kunne bevæge sig. 

   Daniel begyndte at gå imod dem. Motorsaven havde han atter slukket. Han hævede stemmen. ”Flyt dig, Michael! Jeg skal dræbe Kate!“ 

    Michael rystede på hovedet. Tårer gled ned langs med næsen i begge sider af ansigtet. ”Nej,“ fremkvækkede han. ”Nej, det skal du ikke. Slå mig ihjel, så. Men du rører ikke Kate!“ 

    ”Okay, så bliver du vel bare den første.“ Hans skridt blev hurtigere. Han hævede motorsaven og rykkede i snoren. Og lige inden savbladet blev aktiveret og den fræsende lyd overdøvede alt andet, lykkedes det Michael at hviske en sidste sætning til sin søster inden han slap hende. 

    ”Jeg elsker dig, Kate. Skynd dig væk, og lad please være med at dø.“ Motorsaven brølede, Daniel skreg og Kate bakkede tilbage, som hendes vejrtrækning blev mere og mere hivende. 

    ”Godnat, Michael.“ Og med de ord huggede Daniel motorsaven fremad og ned, borede den ind gennem Michaels brystparti, dybere og dybere ind. Michael sagde ikke en eneste lyd, hans ansigt fortrak sig blot inden hans krop eftergav utallige spjæt, som blodet sprøjtede ud fra pulsårerne og klattede indover Daniels tøj. Og da Kate så savbladet bore sig ind i toppen af sin brors overkrop og så hvordan hans krop eftergav sig i spastiske spjæt, klemte hun hånden for munden og frøs fast hvor hun stod. 

    Michael faldt sammen. Daniel kiggede på sin datter, smilte og hævede atter motorsaven. ”Du skal dø nu!“ Og hun vendte sig rundt og løb, imod smedejernsporten, hørte den højlydte vrælen få meter bag sig og mærkede forkrybningen imod rygsøjlen. Daniel var lige bag hende, hun vidste det, og om få sekunder ville han indhente hende og slå hende ihjel med motorsaven. Hun ville skrige, hvis hun havde haft luft i sine lunger, ville skrige op til himlen, til en Gud hun ikke troede på fandtes men som hun alligevel håbede gjorde, skrige til ham om at komme og hjælpe hende og redde hende så hun ikke blev slået ihjel. Hun var klar til at tilgive alle sine synder, forsone sig med vorherre, men hun kunne intet andet end blot at løbe, spæne væk fra sin far med motorsaven. Hun nåede smedejernslågen, og faldt. 

    Motorsaven kom nærmere og nærmere og nærmere. Hun vrælede og drejede sig rundt, så sin far komme springende med saven hævende over hovedet, vidste at hun ikke kunne flygte og klemte sig istedet så tæt ind til hjørnet hun kunne. Han nåede derhen og svang motorsaven ned, og hun veg tilbage så savbladet istedet ramte en tværstang, og med en bagudrettet gnisterregn bed sig fast i metallet. Daniel bandede og strammede fingrenes greb, gjorde klar til at rykke saven løs så han kunne flå og skære og partere sin datter, da Kate løftede foden og svang den op under hans skridt. Daniel skreg skingrende og væltede i knæ. Dette var hendes chance, hendes eneste chance, og hun kastede sig til sine fødder og løb tilbage imod herregården så hurtigt hun kunne. Så sig ikke tilbage, fortsatte blot med at løbe, løbe, løbe...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...