Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5460Visninger
AA

38. ...37...

Cathryn blev forøgende urolig, da Daniel ikke var at findes i sit kontor. Hun tjekkede efter flere gange, gik endda ud på badeværelset for enden af kontoret for at vide sig sikker, inden hun ængsteligt vendte tilbage. Måske havde han begået selvmord, tænkte hun. Måske havde han begået selvmord, skudt sig selv eller hængt sig selv, og havde efterladt hende alene med Michael og Kate i et hus de ikke kunne flygte fra. Og han var den eneste som vidste hvor fjernbetjeningen til at åbne lågen befandt sig.

  Måske var han i kælderen. Som hun løbende bevægede sig tilbage gennem vestfløjen, manifesterede grusomme billeder sig for hendes indre blik. Billeder af hvordan hendes mand hang for enden af et reb, og hvordan hans livløse skal af en krop svagt drejede fra side til side, som en organisk uro. Eller hvordan han måske lå på kældergulvet, sammenkrøllet i en lille dam af sit eget blod. Grusomme billeder. Forfærdelige billeder, og hun gjorde alt for at kæmpe dem væk. I et kort øjeblik var hun ikke engang sikker på at hun havde lyst til at finde ham, men hun tog sig dog hurtigt sammen. Pjat med dig, Cathryn. Du SKAL finde ham. Hun rundede forbi spisestuen og hallen, fortsatte ind i riddersalen og ignorerede for første gang rustningerne. Det eneste hun brød sine tanker med og de eneste billeder hun lod blive afspillet i hovedet, var af hendes smilende mand og det eneste hun forestillede sig at hun hørte var hans bløde stemme, der altid var ru når han vågnede om morgenen. Hun ænsede knap nok at hun var løbet forbi rustningerne. Hun hev efter vejret som hun fortsatte, fortsatte, fortsatte...

   Noget ramte hende i venstre knæskal. Noget hårdt og spidst, der fik benet til at vride sig indad og give efter så hun fløj forover og landede med maven imod gulvets træplanker. Hun mærkede intet andet end en følelsesløs snurren der strakte sig fra knæet og nedover benet, samt en svag forplantende dunken. Det tog lang tid, flere sekunder, før det endelig gik op for hende at hun var blevet ramt med noget, men hun fik aldrig tid til at vende sig om for at se hvad der var sket, før en raslen af kæder gennembrød stilheden. Det rykkede i hendes krop kort inden hun blev trukket tilbage, så biblioteksdøren for enden af den udstrækkende korridor forsvandt længere og længere væk. Hun borede håndfladerne i gulvet som hendes blå øjne svulmede op, prøvede at bremse bevægelsen og vriste sig fri af det som havde hægtet sig fast i hendes ben, men til ingen nytte. Personen der trak i hende var langt stærkere. Kæden raslede igen, og blev fulgt op af en grusom metalknirken der fik energien til at risle ud fra hendes krop, og hun drejede sig rundt, selvom hun allerede vidste hvad der foregik.

    Rustningen stod to meter bag hende. Rustningen, som indtil nu havde stået og truende bevogtet denne del af østfløjen, med en morgenstjerne hvilende imod gulvet. Men den stod ikke længere på sin sædvanlige plads. Den havde vredet sin dukkeagtige overkrop rundt, imod hende, og havde sine jernfingre viklet om kæden, kæden der var fastsat til morgenstjernen som igen havde hægtet og boret sig ind i hendes knæ. Og den trak i hende, halede hende med kæden henover gulvet som var hun en fisk der var ved at blive trukket op i en båd, og hver gang armene bevægede sig i de hivende og trækkende bevægelser, fremkom der skrigende metalliske knirk som sendte kuldegysningerne kriblende over hendes krop. Det mindede om gamle udslidte knogler, der gned og skrabede imod hinanden. Cathryn skreg og vendte sig rundt, krummede neglene og begyndte at skrabe, skrabe, skrabe imod træet, vred og drejede sine ben for at komme væk fra rustningen men til ingen nytte. Det rykkede igen i hendes krop, og hun blev trukket yderligere en halv meter tilbage. 

    ”Nej! NEJ!“ Hun drejede rundt og kæmpede imod, vred benet, men metalboldens syle stak ud fra den anden side ad knæet og det øverste af skinnebenet, havde hægtet sig urokkeligt fast og hun ville ikke kunne komme fri på denne måde. Hun måtte bruge andre metoder. Hun bøjede sit intakte højre ben og løftede foden hen på piggene. Hun ville ikke lade sig selv blive slået ihjel af dette misfoster, af denne uhyrlige metalmand der havde hånet hende med sin blotte tilstedeværelse lige siden de flyttede ind i herregården. Hun ville ikke lade den vinde, ville ikke lade den vinde, det nægtede hun. Den kunne gå ad helvede til. 

    Hun modkæmpede trangen til at skrige da piggene borede op igennem foden, så tykt mørkt blod trykkede sig ud fra sålen. Hun strammede benmusklerne, pressede og mærkede morgenstjernen give efter. Rustningen knirkede da den lagde hovedet imod venstre, og det var lige før Cathryn grangiveligt mente at den så overrasket ud.  Hun trykkede. Morgenstjernen gav et klistret plop fra sig, da den separerede sig fra hendes ben, hvorefter hun drejede sig rundt. Hun greb fat i kæden, skreg imellem tænderne og rykkede imod, i forsøget på at trække morgenstjernen ud fra rustningens greb. Endnu et knirk, idet rustningen bevægede sig og trak armene imod sig, og Cathryn gav et "arh" fra sig idet hun mistede grebet på morgenstjernens kæde. Metalbolden buede gennem luften og bankede ned i plankerne en meter fra hende. Cathryn trak sig tilbage, mærkede venstre bukseben begynde at blive klistret og fugtig. Hun hev efter vejret, så rustningen dreje hovedet ganske svagt fra side til side, som rystede den på hovedet for at sige at det hun gjorde ikke var i orden, og igen vendte hun sig rundt for at flygte, ned i kælderen hvor hun kunne finde noget at forsvare sig med, da en anden lyd - en klingen af metal, som hun mente at have hørt utallige gange før andre steder men som hun alligevel ikke kunne placere - brød luften. Herefter stak en brændene skærende smerte igennem hendes skulder og hun blev med et forvrænget vræl sendt forover på ny. Det var et sværd der var blevet kastet, og som havde ramt plet, og hvis blodindhyllede spids nu stak flere centimeter ud fra højre kraveben. Alligevel rejste hun sig op, prøvede at løbe, skreg efter Daniel, i håbet om at han ville komme og hjælpe hende, da hun hørte en raslen af kæde kort inden et kraftigt slag fik højre ben til at knække sig indad under hende hvorpå hun kollapsede på gulvet. Smerten bølgede op igennem kroppen og fik orange og violette pletter til at flimre hen foran hendes øjne, lige inden hun kraftesløs blev trukket tilbage, længere og længere væk fra biblioteket og tættere og tættere på rustningen. Hun kunne intet andet end hulke, svagt og tungt, og var sikker på at ingen ville komme hende til undsætning. Hendes mand havde slået sig selv ihjel, hængt sig eller skudt sig, og efterladt dem alene tilbage i herregården til deres undergang, så hun kunne blive tortureret og slagtet af besatte rustninger, hele tiden med tanken om at hun kunne have hjulpet sin datter, sin lille pige, at hun kunne have ringet til detektiverne og reddet familien. Alt sammen med tanken om at hun havde svigtet, svigtet, svigtet...

   ”Cathryn.“ Det var Daniels stemme der kom bagfra, muligvis ovre fra østfløjen, men Cathryn troede ikke på at det hun hørte var andet end en panikfremkaldt hallucination. Hendes mand var jo død, død og borte, og havde efterladt dem alene i dette gudsforladte sted. Det kunne umuligt være ham der snakkede, det var måske rustningerne der gjorde det for at pine hende, det kunne umuligt være andet...

    Lyden af skridt. ”Caaaaaathryn!“ 

    Hans stemme lød tættere på. Det gik op for Cathryn, at rustningen var stoppet med at hale hende ind. Hun blinkede imod de værste tårer og vred sig rundt. Og hun så sin mand komme gående, med langsomme skridt, bærende på en lommelygte hængende langs brystet og en rød og hvid motorsav hvilende langs med hoften i venstre hånd. På ryggen stak der to jernrør op som pegede imod loftet, men det kunne også være hun bare så syner.

   Måske var han kommet for at befrie hende fra rustningerne. Måske var det derfor han havde hentet motorsaven. Han var kommet for at frelse hende og save rustningerne i stykker og derefter gå op og skære sig ind til Kates for at redde hende ud af de onde ånders kløer. Det måtte være den eneste grund. Han var kommet for at redde dem. Åh, tak Gud, fordi du sendte hjælp, tak, åh tak, åh tak...

    ”Daniel...!“ Hun hvæsede efter vejret og løftede armen imod ham, så han kunne tage hendes hånd og hjælpe hende op og ud i bilen. ”Daniel, hjælp mig... Hjælp mig, Daniel, jeg ber dig, hjælp mig.“ 

    Men Daniel hjalp hende ikke, vendte sig ikke imod rustningerne og skar dem ikke i stykker. Han fortsatte blot fremad, med de alt for rolige skridt. Først da han var en meter fra hende standsede han og stirrede blot på hende, med et stift blik hun ikke kunne læse. 

    Da han sagde noget, var hans stemme mere dirrende og hæs end den plejede. ”Hvorfor har I forrådt mig?“

    ”Hvad...?“

    Han hævede stemmen. ”Hvorfor har I forrådt mig?“

    Havde det slået klik for ham? 

    ”Forrådt dig... Hvad... Daniel, hvad fabler du om?“

    ”Hvorfor... har I... forrådt mig.“ 

     Han satte sig langsomt i bevægelse imod hende, og stillede motorsaven på gulvet i processen. 

    Cathryn blev bange. Det her var ikke som det burde. Blikket i Daniels øjne var uhyggeligt ildevarslende, og hans pupiller var mere udspilede end de plejede. Hans mundvige havde strammet sig til og læberne smallet sig ind, og for sent forstod hun, at han ikke var kommet for at hjælpe. 

     ”Hvorfor fanden har I FORRÅDT MIG?“ 

    ”Daniel, please, du er ikke dig selv. Daniel, jeg beder dig, Kate er ovenpå og i fare... Du må hjælpe hende.. Daniel, jeg ber dig, du er ikke dig selv, du er ikke...!“

    Daniel slog hænderne frem og lukkede dem om hendes hals, så Cathryns stemme brat gled over i en rallen. 

     ”I har allesammen forrådt mig, Cathryn. I har allesammen fucking forrådt mig. Efter alt det... Efter alt det jeg har gjort for jer, har I fucking FORRÅDT mig.“ Cathryns øjne fyldtes med panik, og hun løftede hånden og slog imod Daniels arm, strammede grebet og forsøgte at fjerne hans hænder, hev og rykkede men til ingen nytte. Hans jerngreb blev hårdere. Han rykkede herefter en enkelt gang opad, så et tæppe af mørke et kort øjeblik svømmede henover hendes syn. ”Alt for længe har jeg fundet mig I jeres utaknemmelighed. Alt for længe har jeg måtte længe under for disrespekt, især fra den lille hore til Kate. Men ved du hvad, darling? Det stopper nu. Nu skal jeg vise hende. Nu skal jeg vise hende ved at flå huden af hendes fucking knogler og ved at torturere hende ind i helvedet. Det er det mindste den lille hore har gjort sig fortjent til.“

    Så vred han samtidig med at han rykkede op, så en knirkende knagende lyd smældede fra hendes halshvirvler. Hendes krop spjættede, hvorpå øjnene fyldtes med hvidt. 

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...