Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5414Visninger
AA

37. ...36...

Michael kunne ikke falde i søvn. Den var et kvarter over midnat, og han havde allerede givet fortabt. Istedet lå han og bestirrede vinduet, lyttende på de hårde bankelyde der fremkaldtes da regndråberne prikkede imod ydersiden af glasset. En gang imellem blev den faldende regn erstattet af bratte hvidblitzende glimt, som sekunder senere - nogen gange få, andre gange mange - truende blev akkompagneret af dybe tordenbrag. Stormen havde taget til i styrke, og de orkanstærke vindstød som slog imod herregården, fik flere gange ruden til klirrende at eftergive sig i rammen. Der var noget ved stormen og de spøgelsesagtige glimt, han ikke brød sig om. Noget varslende og advarende. Hver gang et glimt i en milliontendel af et sekund oplyste værelset, ventede han at se noget uhyrligt stirre imod ham, men det skete aldrig. Alligevel  fjernede visheden om at herregården ganske rigtig var hjemsøgt, ikke frygten den mindste smule. 

    Det kvalte skrig fra Kates værelse efterfulgt af lyden af noget der dumpede ind i en dør, fangede hans opmærksomhed og vendte hans øjne væk fra vinduet og istedet imod døren ud til gangen. Han rynkede panden. Regnen bankede imod vinduet, begyndte at blive højere og højere så det blev betydeligt sværere at høre. I et kort øjeblik var der ikke noget. Men så hørte han det grædende rædselsskrig, som vred sig ind i hans øregange og bragte en klam fornemmelse frem i maven, og han reagerede instinktivt i samme øjeblik skriget standsede. Det var et panikråb efter hjælp. Det vidste han med det samme.

    ”Kate!“ udbrød han idet han kastede sig ud fra dynen og sprintede henover gulvet. Han hørte endnu et skrig, denne gang mere dæmpet, som om Kate havde svært ved at trække vejret.

    ”Hjæææælp miiiiiig!“ 

    Han flænsede døren op og spurtede de fire meter ned ad gangen til Kates værelse. Nogen skramlede rundt derinde, og idet han greb fat i dørgrebet hørte han en klaskende lyd, der mindede ham om lyden af bare næver som smækkede indover kød. Et kvalt klyn efterfulgtes, inden endnu et klask. 

    ”KAAAAATE!“ skreg han og vred i håndtaget, men til ingen nytte. Nogen havde låst døren indefra. Han vred, igen og igen, og besluttede sig til sidst for at prøve en anden taktik. Han skulle have fat i mor. Hun kunne finde på noget. Han vendte sig fra døren og satte i løb ned ad gangen og mod trappen.

*

Idet Kate havde skreget, mærkede hun en voldsom vægt presse ned på hendes skuldre og brystparti, så hun fik sværere ved at trække vejret og hendes tale blev besværliggjort. Hun måtte snappe efter vejret, prøvede at bevæge sig, vride sig til højre og venstre, men hun var blevet bragt i en fastlås stilling, klemt ned i sengen. Noget knurrede sammenbidt lige over hende, og hun prøvede atter at skrige men den eneste lyd der forlod hendes læber var en kraftesløs gurglen. Hendes krop blev presset længere ned i betrækket og vægten forøgedes stadig voldsommere. Hun skulle dø nu, dø og bringes ned i helvedet, det var hun sikker på, der var ikke noget at gøre, absolut ingenting. Hun hørte Michaels stemme, forsøgte at skrige igen, stadig uden held. Lyden af skridt. Et klik lød fra håndtaget. Nogen låste hende inde.

    Hun kæmpede imod og fik hæst fremskreget en sætning. ”Hjæææælp miiiiiig!“ En usynlig hånd smækkede ned i hendes mund så hendes skrig efter hjælp blev til en utydelig klynken og hun mærkede herefter lune dråber stribe nedover begge hendes kinder. Hun kunne ikke trække vejret. Hun kunne ikke trække vejret, hun skulle dø, lige her, lige nu, skulle dø, uden nogen til at hjælpe sig, fanget i sit eget værelse, skulle bare dø, dø, dø...

    Og så ramte noget hårdt hende direkte i venstre side ad ansigtet, så hun måtte dreje hovedet og det i et kort øjeblik prikkede sort og hvidt for hendes indre blik. Michaels stemme lød fra døren.

    ”KAAAAATE!“ Flere vrid fra dørgrebet. Kate lukkede øjnene og strammede ansigtet. Havde lyst til at fortælle ham at han bare skulle løbe, flygte ud fra herregården, før det blev hans tur, men hun kunne ikke andet end blot ligge der, presset imod sengen af noget hun ikke kunne se men kun mærke og som hun vidste var stærkere end hende. Kort efter hørte hun ham løbe, hvordan hans skridt blev svagere. Tak, Michael. Tak fordi du stikker af. Red dig selv. Red dig...

   Et ryk gik igennem hende, idet usynlige hænder greb fat i hendes hår og med en hurtig bevægelse trak hendes overkrop op i siddende stilling. Hun hev efter vejret og begyndte atter at skrige, denne gang højere og mere skingert, kun for at blive smækket i ansigt og sendt tilbage imod puden. Hun fik aldrig sundet sig eller tænkt over hvad der mon havde ramt hende, før hun på ny blev vippet op i siddende stilling og igen skubbet ned på madrassen. Hun blev stum af overraskelse, kunne knap trække vejret, som hendes krop uvilligt blev vippet op og ned og op og ned og op og ned og op og ned...

*

Daniel var blevet gennemvædet efter hans korte tur gennem regnen fra herregården og op til redskabsskuret. Han registrerede det knap nok. Alt han så for sit indre blik var hvordan han nedslagtede Cathryn og Michael og Kate, forræderne der havde gjort sig fortjent til at dø. Det kildrede i hans mave, idet han fik øje på jagtgeværet på redskabsbordet og motorsaven som hang over høvlebænken. 

    De skulle dø. Først Cathryn og så Michael og så Kate. De skulle dø, lide imens han dræbte dem, og det bedste torturinstrument ville være motorsaven. Med det kunne han skære deres lemmer over, først benene og sidenhen armene, og så kunne han bruge jagtgeværet til det sidste dødsstød. Han fortrød ikke længere mordtankerne der i de sidste par dage uvilligt var drevet indover ham og syntes at leve deres eget liv, og han begyndte at nyde den hvislende stemme der drev ham til handlingen. De havde allesammen vendt ham ryggen. De utaknemmelige røvhuller havde vendt ham ryggen, og nu skulle han fandme vise dem. Han skulle fordrive deres ubegrundede had med et had de kun havde gjort sig alt for fortjent til. Han ville fordrive dem, kaste deres lig i mosen når han var færdig med dem, og han ville aldrig fortryde det. 

    De har aldrig sat pris på dig, Daniel. Du kan ikke vende om nu. Du ved hvad der skal gøres. Det er det eneste rigtige at gøre. Du ved hvad der skal gøres.

    Tanken fik hans puls til at stige og fik ham til at synke adskillige klumper med mundvand da han vandrede fra indgangen og hen mod geværet og motorsaven. Og den han ville nyde mest at afstraffe, at torturere ihjel, var det utaknemmelige forpulede skarn til hans datter, som aldrig var tilfreds og altid brokkede sig, som fik ham til at føle sig som en dårlig far. Alt den smerte hun påførte ham. Hun var en skamplet i hans liv, en kræftsvulst, som han skulle skære væk for endelig at blive fri. Han vidste at han ville komme til at elske at høre hendes gråd, idet han gik til angreb med motorsaven. De lange hæse hyl han forestillede sig ville lyde fra hende idet han stak motorsaven ind i hendes krop, ned i hendes ben og separerede dem fra resten af hende. Hvordan han ville håne hende når hun lå og græd, og skreg efter sin mor og storebror som skulle komme hende til undsætning og redde hende fra hans kløer, men som aldrig ville komme fordi han allerede havde slået dem ihjel længe før. Eller måske skulle han gå forsigtigt til værks, dræbe Cathryn og Michael så stille han kunne og derefter skræmme Kate på værelset og langsomt og lidelsesfuldt partere hende med motorsaven. Det fandt han ud af til den tid. Nu skulle der i hvertfald handles.

   Han stoppede ved arbejdsbordet og greb fat i motorsaven over høvlebænken. Lod den pege skråt væk og ned mod gulvet, som han trak i snoren. En højlydt skæren flænsede luften idet savbladet gik igang. Han slukkede motorsaven kort tid efter. Der var nok brændstof i tanken til den nært forestående mordraid. Han vendte istedet fokus imod jagtgeværet og strakte armen frem. 

*

Michael sprang hen til Daniel og Cathryns soveværelse. ”MOOOR!“ Han skreg som han brasede ind og hamrede hånden op på kontakten så lampen aktiveredes og med dens gullige skær fordrev mørket. Cathryn blinkede med øjnene og rettede sig fortumlet op i sengen. Michael spildte ingen tid. Han løb henover det bløde gulvtæppe, direkte hen til hende og greb fat i hendes hånd. 

    ”Michael, hvad i alverden...?“

    ”Kate bliver angrebet! Du bliver nødt til at komme, mor! Det er alvor! Du bliver nødt til at komme!“ Det var første gang siden hans sidste dag med Chloe - hvor de havde siddet på bænken og snakket og han havde set hendes øjne blinke tåremodstræbende tre hurtige gange -, at han havde været tæt på at græde. Det fugtedes i det nederste af hans øjne, og han måtte vride sit ansigt i groteske udtryk for at holde tårene tilbage. Hans stemme dirrede og han havde svært ved at holde den under kontrol.

   Cathryn stirrede blot på ham, og Michael var næsten gået i panik. Det så herefter ud til at gå op for hende, at dette var yderst alvorligt.

     ”Angrebet?“

     Han nikkede og mærkede allerede hvordan hans øjne begyndte at brænde. ”Ja. Skynd dig nu!“ Det bragede, som lyden af træ imod træ ovenfra, efterfulgt af et skrig inden en dump lyd af en krop der blev kastet imod et gulv. Det fik Cathryn til at reagere. Uden et ord flåede hun dynen fra sig og spurtede ud ad sengen, ud i gangen og mod trappen, med Michael knap en meter bag sig. 

    ”Kate! KAAAAAAAAAATE!“ Hun vrælede og satte farten op.

*

Kate blev løftet op fra sengen for femtende gang, og var næsten ved at besvime. Værelset vippede og drejede foran hende og det trykkede bag kraniet af blod som sivede bort fra hjernen. Denne gang blev hun ikke sendt tilbage imod puden, men blev blot siddende, blinkende imod svimmelheden som hun prøvede at fokusere.

   Så blev hun slynget til højre, så kinden pressede imod væggen. Hun hev en mundfuld luft ind, og blev herefter vredet rundt så det ikke længere var kinden men ryggen der pressede imod træet. 

   Herefter blev der kortvarigt stille. ”Please. Please, lad mig være... Hvem... Hvem end du er, så... Jeg ber dig. Jeg b...!“ Et højlydt klask. Hendes hoved gav et ryk fra sig som det blev sendt imod højre, og øjnene spilede sig op, inden spytdråber og savlstrenge skød sig ud fra hendes læber. Hun gled forover, men blev bremset i faldet, trukket tilbage i siddende stilling og fik ansigtet tvunget fremad. Hun blinkede. Det dunkede imod kinden og hun vidste at det havde været en knytnæve som havde ramt hende.

    Endnu et slag, denne gang et der kom nedefra og forplantede sig op i underkæben. Hun lukkede instinktivt øjnene og vendte hovedet bagover. Slaget blev afløst af endnu et, som ramte imod højre øre. Herefter et klask da den næste knytnæve smækkede indover venstre kind. Denne gang var det ikke kun spyt som blev udslynget fra hendes læber, men også lyserøde bloddråber. 

    Hun hørte ganske svagt Michael råbe op et sted nedefra. Udenfor hørte hun en fræsende lyd, der mindede hende om en knallert eller en motorcykel, men hun var ikke sikker. Det klistrede blod nedover hendes hage. Det fornøjede hende næsten at hun ikke kunne mærke noget, andet end en svag prikkende dunken i ansigtet.

    Så eftergav sengen sig og blev væltet om til siden. Kate blev trukket med og udstødte et kort skrig, øjeblikket inden hun ramte trægulvet med ansigtet først. Det smertedes i næsebenet. Hun fik ikke tid til at tænke, før hendes hoved blev løftet op og gentagende knytnæveslag blev plantet midt i ansigtet, så blodkarrene i næsen til sidst flækkedes og sendte rød væske sprintende ud fra næseborene og nedover mund og hage. De næste slag kom fra siden, først én gang og endnu en, hvorefter hun omgående blev trukket op og kastet med ryggen imod væggen. Herefter klemte nogen om hendes strube. Hun rallede, fik blod i munden, og sparkede ud med benene, men hendes angriber bevarede kontrollen og trak hende imod venstre, indtil siden af hendes hoved bankede ned i lampen og kvaste elpæren så værelset blev indhyllet i mørke.

*

”KATE! KATE!“ Cathryns vræl blev skingre, idet hun nåede døren og ruskede i dørgrebet. Glas klirrede fra værelset, inden et grædende vræl - et vræl som Cathryn vidste kom fra hendes Kate, hendes elskede lille Kate, mors egen pige - blev opfulgt af en dump lyd af Kates krop der blev skurret henover gulvet for derefter at blive smadret imod noget der befandt sig i modsatte side af værelset. Cathryn gik i panik. Skreg fra det dybeste af hendes strube og hamrede og kradsede fingrende imod døren, til ingen nytte. Prøvede panisk håndtaget igen, vred og drejede og trak og ruskede, men der kom intet nyt resultat af det. 

    ”LAD HENDE VÆRE! LAD HENDE VÆRE, FOR HELVEDE! KAAAAAATE! KAAATE!“ Hun bankede atter imod døren, sparkede tre gange, men stadig indtet skete. Til sidst vendte hun sig om imod Michael, og måtte kæmpe for ikke at græde den næste sætning ud. ”Bliv her. Bliv her, Michael. Så finder jeg far.“ Og før Michael nåede at indvende eller protestere, løb Cathryn forbi hende og tilbage imod trappen, for at tage ned og finde Daniel og få ham til at indse de havde ret, så alt dette vanvid standsede og hendes egen lille Kate kunne blive reddet og de kunne slippe væk fra dette modbydelige sted.

*

Kate vrælede da glasskårene fra lampen stak ind i tindingehuden og enkelte splinter satte sig fast lige over venstre øje. Først nu bølgede smerten indover hende, og det var først nu det rigtigt gik op for hende hvad som hændte. Og da hun hørte mors stemme råbe på hende på den anden side ad døren, strakte hun armen frem og forsøgte at kravle, kravle, hen for at låse døren op, da hun blev trukket tilbage og herefter slynget henover gulvet. Hun klynkede og krummede neglene sammen, så splinter vred sig op fra træet og borede sig op mellem neglespidserne og fingerhuden, men intet nyttede og først da hun nåede skabet blev hun i en hurtig bevægelse slynget op og fik baghovedet hamret ind i skabslågen. Det prikkede atter for hendes blik. Hun blev herefter tynget fast, som hun mærkede hvordan benene blev tvunget ud i spredt stilling, og der gik yderligere øjeblikke før hun atter var klar nok i hovedet til at forstå, hvad der helt nøjagtigt hændte.

   Hun mærkede det før hun så det. Mærkede spidse negle - nej, det var ikke negle, men kløer - krybe ind i hendes skedesprække, fuldstændig ligesom i drømmen, bortset fra at dette overhovedet ikke var en drøm, men virkelighed. En kvalt lyd, der kunne være en klynken, udbød sig fra hende. Kløerne begyndte at rive, og det trak sig sammen i hendes lår. Smerten fik hende til at lægge hovedet tilbage og blive paralyseret, så hun ikke kunne andet end sidde og gispe og udstøde gurglelyde. Blodet begyndte at udflyde fra skeden og brede sig udover gulvet i en hastigt voksende pøl. Smerten erstattedes snart efter af en våd følelse, noget der grangiveligt mindede om en tunge, som begyndte at slikke blodet inde i skeden, og det blev for meget for hende, hvorpå hendes øjne rullede sig opad da hun besvimede og med delte læber gled til siden. En dump lyd idet hendes krop slapt ramte trægulvet. En svag dybknurrende latter brød hånligt stilheden øjeblikke efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...