Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5428Visninger
AA

36. ...35...

PARANORMALE DETEKTIVER JIM THOMPSON & CRAIG PLENN, SOUTHAMPTON 
TELEFON 007810000

  Cathryn stirrede længe på hjemmesiden, lod cursoren hvile over telefonnummeret, imens hun flere gange gennemgik handlingen i sit hoved. Herregården var hjemsøgt, det blev hun mere og mere sikker på, og nu vidste hun at den eneste måde de kunne slippe væk, var ved at tilkalde eksperthjælp. Og som hun sad der, med sin bærbare pc hvilende imod skødet, var hun for første gang længe, tæt på at grine. For blot en uge siden troede hun ikke, at spøgelser forekom andre steder end på film, og at paranormale detektiver blot var fupmagere, men nu var hun ikke længere sikker. Paranormale detektiver var deres eneste håb, og det kunne måske få åbnet Daniels øjne. Men hun kunne alligevel ikke gøre det. Kunne blot sidde med cursoren hvilende imod skærmen, imod telefonnummeret, med tvivlen der vred sig rundt i hendes tanker. Hvad nu hvis de tog fejl? Hvad nu hvis Kate virkelig HADEDE far, og det bare var hende der levede i fornægtelse?

   Nej. Nej, det var ikke hendes børn eller hende selv som der var noget galt med, og det vidste hun. Det var herregården. Herregården og hendes mand, den lille svagpisser, den ynkelige taber, taberen der aldrig kunne gøre noget rigtigt, som havde svigtet som far, og værre endnu, svigtet som ægtemand. Det var ikke spøgelser, men bare ham som havde vist sine sande farver. En idiot. En psykopat. En egoistisk selvfed taber...

   Hun rystede på hovedet i forfærdelse over tankerne. Hvad var det dog der gik igennem hendes hoved? Daniel gjorde sit bedste som ægtemand, og for blot en uge tilbage - ikke mere end en uge - havde han elsket hende og gjort alt for ikke blot hende men også sine børn. Det var for deres skyld at han ville have familien til at flytte ind i herregården, og det vidste hun, alt sammen fordi han kæmpede for at give dem det bedste af det bedste, fordi han elskede dem. Han var ikke sig selv. Måske var det alligevel det bedste at ringe til de paranormale detektiver. Blot for at være på den sikre side. 

    Hun stillede computeren fra sig og rejste sig fra sengen - den alt alt for tomme seng, hvor hun blot en nat forinden havde ligget sammen med sin mand, elsket sammen med ham, holdt ham og været tryg i hans favn -, inden hun gennemroede skuffedariet. Hun fandt telefonen i nederste skuffe, ved siden af en række mapper, som Daniel ikke havde taget med ned på kontoret. Gik tilbage til computeren og tastede deres nummer. Hjertet bankede hurtigere end vanligt idet hun hævede telefonen op til øret. Det var ikke sikkert at herregården var hjemsøgt - trods Cathryn alligevel var ved at være temmelig overbevist om det, særligt grundet rustningerne og den konstante gnaven i baghovedet om at nogen hele tiden betragtede hende -, men hun måtte alligevel vide sig sikker. Hun ventede. Ventede. Klartonerne lød, i en uendelighed for til sidst at afløses af telefonsvaren. Hun ringede flere gange, ingen så ud til at tage telefonen, og til sidst gav hun op. Måske skulle hun bare vente til dagen efter. Hun efterlod en besked på telefonsvaren - ”Hej, mit navn er Cathryn Hollow, jeg bor i en herregård et par kilometer fra byen Poxbeshire, og jeg bekymrer mig for om mit hjem er hjemsøgt. Jeg har brug for at I kommer og ser til huset, for tingene er ved at køre af sporet i familien“ - hvorpå hun klædte sig af for natten. Og efter at have børstet tænder og sagt godnat til Michael og Kate og herefter gået i seng - hun havde dog overvejet at gå ned til Daniel og sige godnat, men lod være, i frygten for at det ikke ville blive taget særlig godt imod -, spekulerede hun længe over, hvad der mon skulle blive af dem alle, imens hun lyttede til den ruskende blæst og regnen der bankede imod vinduet, og der gik lang tid før hun faldt i søvn.

*

Michael og Kate var begge blevet enige om selv at tage affære. Deres mor ville ikke snakke med dem resten af aftenen, det ville far heller ikke, men de kunne alligevel se på mors blik, at hun var bange. Tanken om at huset var hjemsøgt, var noget hun tog seriøst. Efter en kort samtale besluttede de sig for, at hvis mor ikke fik gjort noget ved det og tilkaldt nogen der kunne hjælpe dem indenfor et døgn, ville de selv opsøge hjælp. Ingen af dem var i tvivl om, at det var farligt at bo i herregården, og bidemærkerne på Kates arm og ankel vidnede om at det ukendte som levede iblandt dem, havde onde hensigter. De hånede dem, med deres usynlige blikke og deres forfølgelse, og det var ikke til at vide hvad deres næste træk var. Men Kate havde ret, og det var Michael overbevist om. Hvad end der hjemsøgte herregården, så var det noget der ønskede at vende familien imod hinanden og på den ene eller anden måde at tilintetgøre dem. Og det var blot et spørgsmål om tid, før det ville slå til. 

   Kate lod også denne nat lyset være tændt, og holdte døren lukket som hun lå og stirrede op i loftet. Krokodillen krammede hun tættere ind til sig, nægtede at give slip, og prøvede at tvinge sig selv til at tænke på alt andet end de onde ånder. Istedet tvang hun sine tanker imod Alex Stidd, imod hans kønne brune øjne og hans runde fordybende smilehuller der karikerede sig på hver side af hans ansigt, imod hans dybe stemme der bragte fugtigheden frem i hendes skridt, imod forestillingen om hvor bløde og dejlige hans læber mon ville være, hvis hun fik lov til bare én gang - én enkelt gang - at berøre dem med sine egne. Hun tænkte tilbage til deres første rigtige samtale, til Cassandra Kentons drukfest i november, der blev afholdt en måned efter Kates 14-års fødselsdag. Da hun sad på trappen, med en hovedsnurren frembragt af lidt for mange shots, hvis virkning først nu begyndte at tage fat. Han gik hen til hende, satte sig ved siden af hende, og til at starte med havde hun ikke kigget på ham. Det var hans stemme der bragte hendes opmærksomhed op, som fik pulsen i vejret og for et øjeblik fik hende til at glemme at hun var svimmel. Hvordan hun lige der, havde været så tæt på at kysse ham, men forspildte chancen fordi hun var for genert og for bange for hvad andre ville sige, hvad Alex selv ville sige. Han havde siddet så tæt på hende, alkoholdunsten fra hans ånde havde været så kraftige og hun havde lænet sig frem. Kunne næsten røre munden med spidsen af sine læber, men holdte igen. 

    ”Vil du med op og danse?“

    Han smilte da han sagde det, så smilehullerne igen fordybede sig på kinderne. 

    ”Øøøh, ja... Ja, selvfølgelig vil jeg det.“ Men først skulle hun have nogle shots. Det var hun nødt til, ellers ville hun ikke kunne udholde nervøsiteten. Hun gik næsten i panik idet hans bløde og alt for glatte hænder rundede sig omkring hendes og grebet strammede sig til. Da han trak hende op fra trappen og ledte hende imod festen. Hun vristede sig, yderst modvilligt, fri da de nåede forbi barbordet. Hældte dermed flere shots op, bældede dem i sig som en sømand ville tømme en romflaske, og var næsten nået til et antal af syv, da hun hørte pigestemmer lige bag sig afbrudt af Alexs dybe klang. Hun snurrede sig rundt. Jalousien vred sig dybt ind i hendes bryst da hun så to blondiner stille sig op foran Alex, i deres alt for lårkorte denimshorts der fremhævede deres kønne lår, og deres alt for stropløse toppe, så deres lidt for velformede bryster blev tydeliggjorte. De var alt for kønne, meget kønnere end hende, og sikkert også meget ældre - mindst sytten år gamle, det var hun sikker på -, og hun ville ikke have en chance imod dem. Nu ville Alex, hendes egen Alex, forlade hende til fordel for sådanne to playere, to små ludere der sikkert kun ville kneppe ham og udnytte ham og skride når ikke de havde brug for ham mere, og hun ville blot stå tilbage med et knust hjerte. Hun trådte frem og bumpede ind i samtalen. ”Nu skal vi ud og danse, Alex!“ Og hun trak Alex væk fra de to piger, fik lyst til at vende sig om og smile triumferende til dem, fortælle dem at ”Alex er min og I får ham aldrig“ men lod være. Der var ingen grund til at skabe mere drama.

 Og de begyndte at danse, danse, danse, og som Kate huskede dansen gled den over i en drøm. Hun kunnne ikke huske musikken som blev afspillet til festen, men uanset hvilken musik der blev afspillet, blev det nu erstattet af orgelmusik, der spillede melodier som hun ikke kunne placere, og stuegulvet forvandlede sig til et kirkegulv og hun dansede ikke længere med Alex men gik istedet op ad kirkegulvet langs bænkerækker efter bænkerækker, med sine fingre foldet om en buket af de fineste røde roser. Og foran hende, sammen med præsten, stod Alex i sort habit og butterfly. Hans læber buede sig i et bredere og bredere smil jo tættere på hun kom. Hendes hjerte bankede og det var som om hendes fødder ikke trådte ned på kirkegulvet men istedet svævede. Svævede henover fri luft, og hun blev trukket imod Alex, drengen med det voksskinnende strithår og de aflange øjenvipper, de brune øjne der gik dybere og dybere ned og til sidst blev til en fin cirkelformet pupil, og fordybingerne i kinderne der blev mere fremtrædende jo bredere smilet voksede. Hun trådte op til alteret, så hun til sidst stod ansigt til ansigt med ham. 

    ”Vil du tage denne kvinde, Kate Hollow, til ægte, Alex Stidd, og blive ved hendes side i medgang og modgang?“

     Han sagde ja og smilte igen. Præsten vendte sin opmærksomhed mod hende, men alt hun kunne koncentrere sig om var Alex øjne, så brune og smukke og skinnende. Det fugtede og kildrede i hendes nedre region. 

    ”Kate Hollow, tager du denne dreng, Alex Stidd, til ægte som mand, og vælger du at blive ved hans side i medgang og modgang?“

    Ja, ja, åh ja, åh ja. Det gjorde hun, og hun var stolt af det, og hun håbede at de to blondiner der havde lagt an på ham i sin tid så optrinnet og ærgede sig over at de aldrig fik chancen. Alex var hendes fyr, hendes og ingen andens, og hun skulle giftes med ham og føde hans børn, og han skulle ride hende igennem alle livets problemer på en hvid ganger som en ædel ridder fra gamle tider.
  
    ”You may kiss the bride.“

    Hun lænede sig frem før ham, og lukkede sine læber om hans, sugede sin mund fast og nægtede at slippe. Armene slængte hun om hans hals, så han nær var væltet. Hun mærkede hvordan hans hænder gled op ad hendes krop, og den velbehagelige elektriske kildren det frembragte, og hun tillod hænderne at fortsætte opad. Indtil de nåede halsen.

   Så klemte han. Og blev ved med at klemme, så hun måtte snappe efter vejret og trække sit ansigt bort fra ham, og hun blev vitterligt forfærdet ved synet der mødte hende. Alex var ikke længere Alex. Ansigtet hun så på tilhørte en indtørret gammel mand, sammenfuret og med smalle øjne. Og han åbnede munden og fremviste de tilspidsende tandstykker og det bundløse mørke bagved, inden han snerrede ad hende i en alt for dyb strubelyd som umuligt kunne tilhøre et menneske. Hun åbnede munden for at skrige på hjælp, enten til præsten eller tilskuerne, men ingen kom. Der var ingen præst og ingen tilskuere, kun hende alene i en kirke med noget der engang havde været Alex men ikke længere var det. Den indtørrede mand med de spidse tænder og den dyriske snerren bøjede ansigtet fremad og begyndte at snakke til hende.

     ”I skal allesammen dø, lille Katey-Kate. I skal allesammen dø, for helvedet venter på jer. Du bliver den første. Men først vil jeg kneppe dig.“ Hun blev væltet til gulvet, snappede efter vejret men kunne ikke få luft ind, ikke engang da han fjernede hænderne fra hende og istedet trak sin tyngene krop henover hendes. Hun prøvede at bevæge sig, at løfte armene og krabbe sig væk, men kunne blot ligge med ryggen klemt imod alterplatformen. Den gamle indtørrede mand snerrede gutturalt, og førte noget skarpt i hendes underliv, som fik blodkarrene til at sprænges og mørkerød væske til at flyde ud. En smerte strålede sig ud, så hun skreg og skreg, men den skarpe genstand fortsatte blot med at skære sig længere og længere og længere ind... 

    ... og Kate vågnede med et kvalt gisp og vred sig i sengen, mærkede den dunkende smerte fra underlivet og kæmpede sig op i siddende stilling, indtil hendes ryg pressede imod hovedgærdet. Dynen var gledet tilbage. Hun løftede op i sin natskjorte, men hendes mave var intakt. Alligevel måtte hun sætte sin hånd på huden og trykke et par gange, bare for at forvisse sig om at der ikke VAR hul. Pulsen forplantede sig op igennem halsen, og hun havde betydeligt sværere ved at trække vejret. Hun lagde hovedet tilbage, lod det hvile imod væggen som hun lukkede øjnene. Det var bare en ond drøm, bare en ond drøm, bare en ond drøm...

    Hun blev siddende og foretog en række af dybe indåndinger, inden hun atter kiggede fremefter sig. Lod herefter blikket rette sig ned mod sin tøjkrokodille. Rakte frem imod den og trykkede den ind til sig. Værelset så ud præcis som det gjorde da hun havde lagt sig til at sove. Døren i modsatte ende var lukket, sengen stod på sin plads, både radioen og de malede sten var akkurat synlige bag gardinet i vindueskarmen og ingen af plakaterne var revet ned, men alligevel gik en kold kriblen nedover hendes svedklistrede hud, og hun blev gradvist sikker på at hun ikke var alene. Der var helt klart noget - hvad kunne hun ikke svare på - der på ingenmåde var som det plejede. Hun vendte blikket imod garderobeskabet mod venstre, der blot stod der, en to meter høj og to meter bred firkant af brunt træ, men det så ud som det altid gjorde. Hun blev siddende, længe, ventede at høre en skraben eller en hvisken eller måske endda en knurren, var klar til at springe så snart hun så noget der bare mindede tilnærmelsesvis meget om den gennemsigtige skygge der havde betragtet hende på badeværelset, og først efter næsten ti minutter hvor alt hun havde hørt var vandets hule rislen i radiatoren og hendes egen hivende vejrtrækning, lagde hun sig ned igen og trak dynen indover sig. Øjnene vendte hun bort fra værelset og ind i væggen, lige under væglampen hvis orange skær oplyste værelset som om intet var hændt.

    Det var bare en drøm, tænkte hun for sig selv som hun prøvede at tvinge sin krop i ro på ny. Det var bare en drøm. Bare en drøm. Bare en...

    Hendes dyne knitrede og vred sig omgående væk fra hendes krop, skubbede sig ned i fodenden af sengen hvor den krøllede sig sammen til en klump. Kate udbrød et gisp som hun øjeblikkeligt satte sig lodret op og trak benene ind til sig, så langt ind hun kunne, så hun til sidst sad i skrædderstilling. Hun sank klumper af spyt flere gange, mærkede ganen tørre klistret ind, og kunne knap få sin hivende vejrtrækning under kontrol. Hun trykkede sig længere op imod hovedgærdet, men kunne ikke fjerne sig mere. Væggen og hjørnet var i vejen. 

    Det begyndte langsomt at prikke imod hendes venstre kind. Den stikkende fornemmelse bredte sig op langs siden af ansigtet og op til hovedet, inden den begyndte at forkrybe sig nedover ryggen i grusomme kuldegysninger. Nogen kiggede direkte på hende. Hun vendte blikket over imod døren. Der var syv meter. Hvis hun kastede sig frem og tog springene skridt, kunne hun være der på få sekunder og så kunne hun komme ud af værelset og væk. Hun mærkede armmusklerne stramme sig til. Hun var klar til at springe.

    Noget greb fat i hendes fod, og et kvalt piv udbød sig fra hendes læber. Grebet strammede sig og rykkede, så hun gled flere centimeter nedover sengetæppet. Hun udstødte et skrig, og sparkede. Grebet forsvandt. Hun rullede videre ned på gulvet, kæmpede sig op på knæ, og drejede sig imod døren netop som noget tog i hendes lange hår og rykkede opad, så hovedbunden begyndte at brænde. Den sammenbidte knurren, som hun både havde hørt på badeværelset, i drømmen og i skoven, bølgede usynligt gennem luften fra venstre. Og denne gang var det ikke blot en knurren. Det ukendte sagde noget der var rettet til hende og som hun kun alt for godt forstod.

    Du skal dø nu

    Hun kastede sig til sine fødder, hev efter vejret og sprintede over gulvet og imod døren, var sikker på at noget udsendte en dyb knurrende latter ovre ved sengen. Det fugtedes i hendes hornhinder, og hendes strube vred sig sammen i noget hun vidste var snarligt gråd, idet hun nåede døren og greb fat i håndtaget. 

    Noget klemte sine hænder om hendes nakke bagfra og tvang hende væk fra dørgrebet for istedet at vride hende rundt og presse hendes ryg op imod døren. ”Please, lad mig gå. Please lad mig...!“ begyndte hun klynkende, men nåede aldrig videre. Et stærkt umenneskeligt greb klemte sig om hendes hals og strammede til, så hendes luftveje blev afspærret og alt hvad der forlod hendes mund var en kvalt rallen. Hendes grønne øjne spilede sig op og tårerne klemte sig ud. Hun løftede hånden imod halsen, tog fat det sted hun mærkede grebet men kunne ikke kæmpe imod. Kunne ikke fjerne den usynlige hånd og kunne ikke se sin angriber. Hun håbede det var en drøm, håbede det, men vidste bedre. En rallen forlod atter hendes mund da hun forgæves forsøgte at råbe efter hjælp, kort inden at grebet blev sluppet. Igen drejede hun sig rundt imod dørgrebet, i et desperat forsøg på at få det vredet rundt så hun kunne komme ud, da noget trak hende tilbage. Hendes fingre forsvandt fra dørgrebet, og hun kunne blot hjælpeløst se på imens døren forsvandt længere og længere og længere fra hendes rækkevidde. Hun åbnede munden, prøvede at sige noget, prøvede at skrige, men til ingen nytte, alt hun kunne var blot at klynke hæst, og istedet borede hun sine hæle i gulvet, men det havde ingen virkning. Alt hun fik ud af det var blot at få boret træsplinter op gennem den tykke hud som beklædte hælen. Og da hun nåede hen til sengen, blev hun slynget tilbage, så hendes krop bankede ned i madrassen for derefter at blive tynget fast. 

    Da og først da begyndte hun at skrige. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...