Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5455Visninger
AA

35. ...34...

Daniel sov da Cathryn kom hjem sammen med Michael og Kate. Hun kunne høre de dybe trækkende snorkelyde inde fra soveværelset, allerede som hun havde rundet trappen. Først havde hun tænkt sig at gå ind til klaveret og spille musik, for at få skubbet sine tanker af vejen, men hun ville ikke vække sin mand. Hun stillede sig i soveværelsets dørkarm og lod blikket hvile imod ham. Så ham ligge der, vredet rundt i dynen og hovedet vendt bort, imod vinduet. Hun blinkede og vendte sig væk. Det var bedst ikke at vække ham. Han havde brug for at sove. Det havde hun også. Men istedet for at sove, besluttede hun sig for at sætte sig ned med bogen hun var i gang med, og blot læse. Hun bevægede sig ind til opholdsrummet og vendte blikket en enkelt gang ud ad panoramaruden, ud til gårspladsen. Himlen var gråhvid af skyer, og flere gange eftergav vindueskarmen sig af de mange vindstød, der hamrede imod muren. De havde sagt i vejrudsigten, at regnen ville skylle indover landet i løbet af eftermiddagen, og senere om aftenen - måske først hen på natten, det var endnu ikke vidst med sikkerhed - ville der komme vind med orkanstyrke. Man mente at stormen som ville blæse sig over England, var udløst af orkanen Katrina, der weekenden forinden havde hærget det sydlige USA. Et atmosfærisk trykskifte havde dannet sig i kølvandet og havde herefter fået styrke da trykområdet rejste henover Atlanten, hvilket affødte kraftige vinde med mulighed for skybrud, torden og hagl. Folk der boede i skovområder blev derfor anbefalet at blive indendøre indtil stormen havde lagt sig, med fare for både faldende træer og lynnedslag. 

    Så var det godt at stormen først ville ramme ved nattetid, tænkte Cathryn og satte sig herpå i bevægelse imod sofagruppen. Hun fiskede bogen frem fra hylden under bordet, slog op på den side hun var kommet til og satte sig ned. Endnu et ryk og en klirren i vinduet fremkaldt af blæsten som bankede imod bygningen. Og som Cathryn sad der, med øjnene skannende henover bogens linjer, mistede hun gradvist koncentationen. Tankerne drev bort, en klump voksede bag hjertet, og lyden af hendes mand trækkende snorken blandet med blæsten der klirrede i ruden bag hende, fik hende til at spekulere over hvad der skulle blive af dem alle. Daniel var ikke sig selv, og det var hun heller ikke, og på vej til arbejdet havde hun måtte holde ind til siden og foretage dybe indåndinger for ikke at græde. Hvis bare hun kunne finde ud af hvad der var galt, hvad der plagede hendes mand, men det kunne hun ikke. Hvis bare hun vidste hvorfor en tunghed hele tiden syntes at presse sig imod hendes skuldre, men det gjorde hun ikke. Og som hun sad der, blev hun mere og mere overbevist om, at det havde været et forkert valg at drage til herregården. Og hendes tanker faldt på rustningerne, som Daniel havde stillet tilbage og den prikkende stikken der fingrede sig op fra baghovedet, som blev hun hele tiden betragtet. En grusom tanke dukkede op. En tanke om, at det ikke var dem men derimod herregården, der var noget galt med, at det var herregården som var levende og ønskede at ødelægge dem. Og hun huskede tilbage til dagen forinden, på de skingre skrig Kate var kommet med, og da hun trykkede sig ind til hende i en konstant gråd. Hvordan hun prøvede at forklare hvordan noget hun ikke kunne se havde angrebet hende på badeværelset. Og selvom hun prøvede at overbevise sig selv om, at det Daniel sagde var rigtigt, at Kate blot fakede, at hun ikke havde set noget, kunne hun ikke fjerne tanken om at herregården var hjemsøgt. De mystiske ting der syntes at forekomme. Daniels mærkværdige opførsel, de pludselige temperaturfald samt særligt følelsen af at rustningerne overvågede hende. For første gang nogensinde, blev Cathryn overbevist om at spøgelser fandtes og at den samme form for ubehagelige væsner hjemsøgte herregården.

   En kold gysen gik igennem hendes krop.

*

Kate og Michael havde flere gange lyst til at gå ned og fortælle mor om hændelserne, og om bidemærkerne der var efterladt på både Kates ankel og håndled, men hver gang de skulle til at gøre det, kom de begge to til at tænke på far og på hvordan han ville reagere hvis han fandt ud af det, så de holdte det for sig selv. Og under aftensmaden var stilheden tyngende, kraftigere end sædvanligt. Daniel sad blot med bøjet hoved og koncentrerede sig om maden, og ingen af dem udvekslede ord med hinanden. Først hen mod slutningen af middagen, lagde Daniel bestikket fra sig, løftede hovedet og lod sine brune øjne glide henover de øvrige familiemedlemmer. 

   ”Jeg har noget at sige.“ Det tiltrak familiens opmærksomhed. Alle stoppede med at spise. Cathryn kiggede på ham. Hans børn fastholdte blikket på tallerknen, og særligt Kates greb strammede sig til om gaflen. Han mærkede en stigende klump i halsen, fremkaldt af tanken om at det han så ikke var vrede, men snarere lignede frygt, men han fortsatte alligevel og måtte tilstramme halsmusklerne for at gøre sin stemme tydeligere. ”Jeg... Ved godt at... At min opførsel her de sidste par dage, har været lidt... Ja. Jeg har været lidt for hård. Og det syntes jeg ikke er fair.“

   En kort pause, hvor han tænkte længe over hvordan han skulle fortsætte. Så. ”Kate... Undskyld. Det med musefælden... Det med musefælden syntes jeg at vi skal lægge bag os. Jeg syntes stadigvæk ikke det var i orden af dig at gøre, og jeg må indrømme, at jeg stadigvæk er rigtig ked af det over at du har gjort det. Og jeg syntes stadigvæk, at din adfærd har været lidt... Ja, uanstændig. Men jeg har planlagt at vi allesammen tager en tur til London her i weekenden. Så I kan få besøgt jeres venner og jeg og Cathryn kan få besøgt min far. Og så tager vi hjem søndag. Jeg forstår også godt, hvis I alle har svært ved at vænne jer til det nye sted, og jeg vil ikke længere forlange jer at I skal falde til her lige med det samme. Sådan noget kan godt tage tid. Men... Jeg syntes I det mindste at I bør prøve at blive lidt mere optimistiske.“ 

   Det kildrede bag hans øjne. Han fortrød alle de tanker han havde haft, tankerne om at myrde sin kone og datter, og havde lyst til at afsløre det. Lyst til at fortælle dem at han havde tænkt de mest grusomme tanker om dem, og hvad han ville gøre, men besluttede sig for at holde dem inde. Det var bedst at lade være. Det ville skabe unødige bekymringer, særligt hos Cathryn. Hun ville forlange at han skulle opsøge sin psykiater lige med det samme og få de tanker under kontrol og måske lade sig indlægge, ville måske endda gå så langt som til at mene at han var alvorligt psykisk syg. Men han var ikke syg, bare overanstrengt, overanstrengt pågrund af stress, og intet mere. Han ville ikke lade sig indlægge. Det ville ikke gøre hans forhold til hverken kone eller børn bedre. Hvis han blev syg og lod sig indlægge, havde han svigtet. Svigtet som både far og ægtemand, og bevist at han intet var værd og ikke længere kunne tage vare på sig selv. Det ville han ikke lægge under for. Han kunne sagtens lægge tankerne under kontrol. Han kunne sagtens være farmand Hollow, en rigtig far der gav sine børn det bedste af det bedste og som lagde alle uoverensstemmelser bag sig så snart de var blevet løst. Måske var der stadig en chance for at rette op på forholdet til Kate.

   Hun hader dig, Daniel. Det gør de allesammen. Glem ikke det. 

   Og med denne tanke kom billedet af ham selv, som han tog kødkniven, og sprintede gennem luften, imod sin kone, inden han punkterede hendes fine blå halspulsåre, så blodet sprintede ud og hun i en våd rallen kvaltes og døde. Han strammede sin krop til som han kæmpede imod. Hans familie hadede ham ikke, der var ikke noget galt, intet. De fortjente en chance til. Og det gjorde han også. 

    Michael sagde langt om længe noget. ”Det er okay, far.“

    Det lyder ikke overbevisende, gør det vel?

    Han stod fortsat imod tanken. Tanken løj for ham. Han måtte ikke lytte til den. Det var ham der havde kontrollen. Ham, og ingen andre end ham. 

    ”Det er jeg glad for at høre, Michael. Cathryn? Kate?“

   ”Daniel, hør...!“ Cathryn sukkede og kiggede bekymret på ham. ”Du skal ikke... du skal ikke undskylde noget. Det er alt sammen okay. Jeg er bare virkelig bekymret for dig. Du virker så... Du virker ikke til at have der særlig godt, og jeg...!“ Hun tøvede. Daniel mærkede pulsen stige. Frygtede hvad der mon ville komme som det næste. Ville hun sige at hun længe havde tænkt på at gøre ægteskabet forbi? At hun var træt af ham, træt af at have så svag og uduelig en mand der klynkede ad småting og som aldrig kunne gøre noget rigtigt. Eller måske ville hun sige, at han skulle lade sig indlægge, og at han var syg.

   Rolig, Daniel. Rooooolig...

   ”Jeg... Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, men. Daniel, jeg... I de sidste par dage, særligt siden i går, har jeg tænkt over, om... Om det virkelig er så smart, at vi bor i den her herregård?“

    Det snørede sig ind i Daniels bryst og han følte et kropssug forplante sig igennem ham. Hvad hentydede hun til? Hvad fanden i helvede var det lige hun sad og hentydede til...?

    ”Hvad, øh... Hvad mener du?“ 

   Cathryn sukkede og trommede fingerspidserne imod hinanden.

    ”Skat, har... Har du overvejet at Kate har ret? At herregården måske er hjemsøgt? At... Jeg mener, har du ikke selv bemærket at der foregår mærkelige ting? Jeg syntes det virker underligt at den musefælde skulle være placeret under din seng af Kate, for sådan noget plejer hun ikke at gøre. Generelt set syntes jeg bare at der sker nogle meget mærkelige ting her, og særligt de der rustninger... Jeg ved ikke om det bare er mig, men ærlig talt...!“

    ”Tager du pis på mig, Cathryn?“ Daniel anede ikke om han skulle grine eller blive vred og kunne ikke helt sætte ord på hvilken følelse der strammede sig til i hans krop. ”Du tager pis på mig, gør du ikke?“

   ”Far, der sker virkelig underlige ting her, og Kate og mor er ikke de eneste der har lagt mærke til det.“ Michael fortrød det så snart han havde sagt det, men havde ikke kunnet stoppe sig selv før ordene forlod hans læber. ”Vi tager ikke pis på dig. I går skete der noget pisse uhyggeligt inde på mit værelse, noget som simpelthent ikke kan forklares på nogen anden måde end at det spøger og lige siden har jeg haft en ubehagelig følelse af at nogen hele tiden følger efter mig og holder øje med mig.“

    ”Samme her,“ istemte Kate. 

    ”Og her,“ indskød Cathryn.

    Daniel lænede sig tilbage. Tanken hviskede i hovedet.

    Det var det jeg sagde. De konspirerer imod dig. De hader dig og går bag om ryggen på dig. Det er aftalt spil. Men ville du lytte? Næh. Men det er rigtigt. De hader dig og det her er beviset.

     Hans øjne spilede sig ud. Blikket pilede fra Michael til Kate og til sidst til hans kone inden hans læber snørede ind til smalle streger. 

    Hvor vovede de...

    ”Hvorfor gør I det her?“

    ”Daniel, please, vær nu lidt åben...!“

    ”Åben?“ En tør latter efterfulgtes, og det gibbede i Cathryn. ”Så jeg skal være... Åben? Så jeg skal være ÅBEN? I smider en masse pis i mit hoved, som I tror jeg er så dum at hoppe på, og så siger I jeg skal være åben? Ved I hvad... Ved i hvad, jeg trækker min ellers nok så hjertefølte undskyldning tilbage. Vi bliver her i weekenden og i alle de øvrige weekender. Faktisk tror jeg ikke vi nogensinde tager til London. I er ikke til at stole på. Og især ikke dig, Cathryn.“ Han rejste sig op. ”Jeg sover på kontoret i nat.“

    ”Daniel, vil du ikke nok lade være,“ lød det kvækkende fra Cathryns læber, men Daniels dirrende stemme knækkede over i et hæst råb, der slyngede spytdråber ud mellem hans læber. 

   ”NEJ! NEJ, FANDME NEJ!“ Hånden bankede ned i bordet, så vandet skvulpede i glasset. ”I er allesammen en lille flok af forrædere, og jeg skammer mig over jer! Især dig, Cathryn. Din patetiske undskyldning for en kone! Og I skal forestille jer at være en familie? I skal forestille jer at være min FAMILIE! MIN famillie! Køn familie i er. Går bag om ryggen på jeres far. Efter alt det jeg har gjort for jer! Efter alt det jeg har gjort for jer, forråder I mig og tramper på mig! Den her herregård er min, og I får ikke lov til at flytte!“ 

   Han forlod dem, med næverne strammet hårdt sammen, sagde ikke mere og forsvandt blot ned ad vestfløjen og mod kontoret. Først da døren smækkede langt nede, dækkede Cathryn hånden for munden. Og selvom hendes børn sad ved bordet, og hun altid sørgede for at holde sine følelser indtil de var ude af syne, kunne hun ikke lægge beslag på dem i dette givne øjeblik. En jammerfyldt hulken lød imellem hendes mund, kort efter hun havde dækket den til med hånden. Og imens hun sad der, hulkende, rejste hendes børn sig op fra deres respektive pladser og gik hen til hende, hvorefter de simultant favnede deres arme om hende i et kærligt betrøstende kram. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...