Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5420Visninger
AA

34. ...33...

Våbenskabet var lavet på mahognibrunt eg, sæbebehandlet i fladerne så den afkastede en skinnende spejlglans. Dørhåndtaget befandt sig under den drejelige kodelås, omgivet af sirligt ornamenterede udskæringer. Daniel trådte frem til den, mærkede det sitre i hænderne. Han kunne ikke modstå længslen der trak i hans krop og som havde ledt ham magnetisk frem lige siden kontoret. Han drejede på kodelåsen, vred skruen forbi de tilfældige tal i adgangskoden - 25-7-1986, han og Cathryns bryllupsdag - og ventede på det efterfølgende klik før han kunne vridte håndtaget op og til siden. Da han åbnede lågen mødte hans brune øjne det dobbeltløbede Holland & Holland jagtgevær, som han havde købt ti år tilbage, til brug under de årlige fasanjagter. Det stod der blot, foran ham, med kolben pressende imod skabsbunden og de to sammensmeltede rør som dannede et dobbeltløb pegende op til loftet. 

   Tag det, Daniel

   Han rakte frem imod det. Lod sine fingre glide om det kolde metal, inden han knugede grebet til. Han kunne bruge det til afstrafning. Dette våben foran ham, som både kunne skyde spredehagl og spidsammunition, kunne afstraffe familien for dens ulydighed. Han kunne tage fat i Cathryn så snart hun kom hjem og trådte ind ad døren, banke kolben op i siden af hendes hoved og presse hende ned til jorden. Tvinge geværløbet op i hendes åbne mund og skrige hendes dom. Dømt til døden for forræderi. Dømt til døden for at svigte som kone og for at vende ham ryggen. Og så ville han trykke af så blod og hvidt kraniepulver og grå hjernestumper ville blæse i en dødsfontæne ud fra toppen af baghovedet... 

   Eller han kunne bruge det til at skyde vildt.

   Han fjernede geværet fra skabet og lod den hvile imod gesteværelsets seng. Tog kassen med ammunition. Valgte spredehagl - de kunne udgøre mest skade - og medbragte ammunitionen, inden han med geværet over skulderen begav sig ud. Han gik igennem aktivitetslokalet med hjemmebiografen og fjernsynet og poolbordet, ligesom han havde gjort dagen forinden, gennem glasdøren - som han havde låst af for dagen - og ud i grunden bag herregården. Mod venstre befandt redskabsskuret - en rød tilbygning - og drivhuset sig. Han trak geværet ned fra skulderen, knækkede løbet og puttede de to haglpatroner ind. Klikkede løbet fast som han satte sig i bevægelse, lod fødderne styre sig henover græstæppet og imod de rullende græsbølger. Han standsede da han var nået forbi dammen med poplerne og den lille buede træbro, og lod istedet blikket fastholde sig på skovbrynet længere fremme. Noget brunt og firbenet, lidtover en meter høj, bølgede imellem træerne. Daniel kneb øjnene sammen. Han bøjede sig forover og mærkede sit greb strammes som han på ny satte sig i bevægelse. Listede omkring poplerne. Rådyret trådte frem, med hovedet bukket forover, nippende til det høje græs i skovkanten. 

   Daniel løftede langsomt geværet, rundede bag et gaffeltræ så han var i skjul mellem de nedhængende grene. Skubbede de mørke blade til siden, så han havde frit udsyn imellem de delte trækroner. Rådyret fortsatte ind på grunden, godt tredive meter bag petanque-banen ved bunden af den græsryg, han lige var kommet fra. Hans øjne spilede sig op. Læberne snørede sig ind som han løftede geværet i stilling og tog sigte. Rådyret bevægede sig. Lidt tættere, ikke meget, men bare en enkelt bevægelse og så kunne han skyde. Han bed tænder. Fingeren trykkede ind imod aftrækkeren.

    Lidt tættere. Lidt... Tættere...

   Han fik hovedet i sigte. En skælven forplantede sig igennem armen. Han skød. Det gav et ryk i hans krop, da geværet blev sendt et par centimeter opad af den kraftige rekyl. Braget rungede endnu ud imellem træerne. Han gled sit våben væk, lod det pege skråt nedad og til siden, som han betragtede skovkanten. Rådyret lå der, med hovedet løftet og forbenene mekanisk sparkende. Daniel kunne se den lide, forestillede sig nærmest dødsskrigende. Den slog hovedet ned i græsset, flere gange, og et velfornøjeligt sug gik igennem hans mave ved tanken om, hvad der kunne være sket hvis det havde været Kate og ikke et rådyr, som haglene havde ramt. Hvis det var Kate som lå der og vred sig. Han fjernede sig fra gaffeltræet og satte sig i bevægelse imod skoven. Fødderne gled igennem det høje græs, strejfede flere gange mælkebøtterne så de gråhvide frø blev skilt og fløj gennem luften. Han vandrede opover petanquebanen. Hans øjne spilede sig stadigt mere op og det smalle smil bredte sig stadigt højere op på hans kinder jo tættere på rådyret han kom. Geværet løftede han op. 

    Benene sparkede, sparkede. Hovedet vred sig, lagde flere gange tilbage med de nøddebrune og blanktspejlende øjne rettet imod skovkanten. En række hivende lyde udbød sig fra dens mund, som et desperat råb om hjælp efter dens familie og dens mor som den længtes sig tilbage til, flokken den havde forladt for at græsse. Daniels knasende sko imod græsset forøgede dyrets panik. Benene sparkede stadigt kraftigere, men til ingen nytte. Ved det ene skulderben havde blodet gennemvædet pelsen i mørkerødt. 

    Daniel standsede, hævede sig over dyret. Det kunne være Kate der lå der. Hans lille utaknemmelige datter som fik sin straf for at opføre sig så uanstændigt. Det kunne være hende der lå der med et blødende hul i skulderen, vrælende med forvrænget ansigt hvor tårene stribede ned ad kinderne. Skrabende med hænderne imod jordbunden, i forsøget på at trække sig ind i skoven og væk fra sin velfortjente straf. Og han ville blot gå hen til hende og tage fat i hendes hår, nyde vrælet som han vidste ville udstrømme fra hendes læber, hvorefter han med voldsom styrke brutalt ville trække hende tilbage over græsset og hen til højen. Og her ville han lade hende lide, lide, lide, lide så grusomt hun overhovedet kunne forestille sig, lade hende overleve længst muligt, og når hun besvimede af blodmangel ville han vække hende igen. Han smed geværet fra sig, efterlod det sparkende og vridende rådyr for istedet at søge tilbage imod herregården og op til redskabsskuret. Der gik ikke længe før han fandt det helt rette torturredskab. Torturredskabet han ville bruge imod sin datter, efter han havde afstraffet Cathryn og skudt hendes kranie i tusind stykker. Motorsaven hang det samme sted hvor han havde sat den op et par dage i forvejen. Lige der, på væggen for enden af arbejdsbordet, lige over høvlebænken. Mundvandet samlede sig, og hans fingerspidser snurrede. Han glædede sig allerede til at høre de skingre skrig når han pulveriserede hendes knogler.

   Han greb fat i motorsaven, tjekkede efter om der var brændsel på ved at rykke en enkelt gang i snoren. En skærende maskinvrælen bekræftede at der var nok benzin. Han vandrede herefter tilbage til rådyret. Det var stadig ikke dødt. Lå istedet og kæmpede, sparkede og forsøgte desperat at vride sig tilbage i skoven, lidende og døende. Han løftede motorsaven op fra hoften, greb om den med begge hænder og spredte benene. Rykkede i snoren. Saven vrælede dybt gennem luften, som han langsomt løftede den, højere og højere og højere. Og i dette sekund var det ikke længere et rådyr han så, men derimod Kate. Han så hende ligge der, på maven. Så hendes trøje gennemvædes ved hendes rygparti af et skudhul i skulderen. Hun kæmpede sig frem imod skoven, centimeter for centimeter, imens flere kvalte hulken lød fra hende. 

    ”Nu skal du få din straf, lille Katey-Kate. Nu skal du fandme få din straf.“ Og han svang motorsaven, lod den skære sig ned igennem rådyrets ben. Han så sin datter løfte hovedet og skrige, idet kædesaven i blodsprøjt flænsede dybt igennem hendes højre ben, åd og vred sig ind i låret og ned til knoglen. En kvasen af et lårben som knustes. Han begyndte at grine, idet han vred motorsaven rundt og kørte den opad, imod hoften og bagdelen. ”Sådan går det når man er en uartig pige! Nu skal du få din straf!“ Og han kørte den opover hendes bagparti, så det sprintede rødt og klattede blod ud på hans jakke. Kates skrig blev gurglende og hæse, men han fortsatte med at skære, skære, skære...

   Daniel gispede og fjernede hånden fra jagtgeværet inden han bakkede yderligere et par skridt væk fra våbenskabet. Lyden af en fræsende motorsav og hans datters lidelsesfulde hyl ekkoede på indersiden af kraniet, igen og igen og igen. Et klynkende udbrud lød fra ham, som han kastede sig frem og smækkede døren i, trykkede indtil der lød et klik fra låsen. Han blev herefter stående, som hans mave blev tomt udhulet for enhver følelse. En skælven gik igennem hans krop. Han pressede den ene hånd imod munden og lukkede øjnene. Herefter brød gråden frem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...