Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5434Visninger
AA

33. ...32...

- Dag 6 i Hildread-herregården

Daniel Hollow havde forlænget sin løberunde. Nu stoppede han ikke blot for enden af skoven ved metalbommen - Nej, nu fortsatte han videre ud hvor stien blev til vej, op langs skrænten og ned til venstresvinget for til sidst at nå ind i Poxbeshire. Han svang ud på hovedgaden ved tilbagevejen, og løb forbi bagerforretningen og købmanden og den lille pentekostale kirke med glasfacaden og det buede tag i sort bølgepap, moderne og ganske ny i forhold til de øvrige husbebyggelser, mange med i øvrigt stråtækte tage og bjælkemurer i klassisk sydengelsk anglikanerstil. Og under hele løbeturen lod han ikke sin hjerne brydes med ubehagelige tanker, tænkte ikke over sine børn eller sin kone eller herregården men kun på at løbe og den varme velvære som brusede gennem hans krop, og først da han nåede grusvejen til herregården, der vred sig ind gennem skovbarrieren af brun og lysegrøn, begyndte den imaginære men alligevel alt for virkelige tankestemme at snige sig frem. 

   Men han prøvede alligevel at tilbageholde den, som han med gruset knirkende under sine fødder og forvredne egetræer med krogede grene suste forbi ham i et flimmer af brunt og grønt på begge hans sider, styrtede igennem skoven. Prøvede at tilbagekæmpe tanken og holde den i skak og overbevise sig selv om at der ikke var noget galt med hverken ham eller familien eller deres nye hjem, men der gik ikke længe før han mistede kampen og atter mærkede vreden over at blive forrådt spænde op i ham og få ham til at sætte farten betydeligt højere op.

*

Kate havde frygtet, også denne dag, at hun, da hun trådte ud på skoletoilettet i frokostpausen, ville blive mødt af det ukendte. Ingen i familien havde snakket ret meget ved morgenbordet - Hende og Michael havde blot sendt sigende blikke til hinanden. Kate havde vågnet op på værelset alene og derfra konkluderet at Michael kun var blevet sammen med hende indtil hun var faldet i søvn. Hvordan han derefter turde at gå tilbage til sit eget værelse igen, forstod hun ikke, men hun mærkede alligevel taknemmeligheden varme hende indefra. Det var første gang længe, i næsten fem år, at hun havde følt sig så tæt på sin bror som hun gjorde her. Første gang længe at hun havde mærket sin bror og den kærlighed, han dybt inde stadig havde for hende og omvendt. 

    Men det ukendte i herregården, som ingen af dem forstod og som drev gæk med dem og måske endda ønskede at skade dem, forfulgte hende - måske også Michael men det vidste hun dog ikke med sikkerhed - ligesom det havde forfulgt hende i bilen. Selvom de kun var tre - mor, Michael og hende - da de tog afsted, var Kate ikke det mindste i tvivl om at der var en fjerde passager med. En som ikke kunne ses eller høres eller røres men mærkes. Kate mente endog at hun havde set at selv mor kastede ængstelige blikke på bakspejlet. Selvom hun ikke var sikker.

    Kate sad hele tiden på toiletkummen med en knugen i maven, forventede til hver en tid at høre kratten af negle eller banken af knoer eller den kolde spinkle hvisken, men hørte intet. Den mindste lyd - en metalknagen i vandrørene, knirkende sko ude fra gangen på den anden side, insekter som summede imod lystofrørerne i loftslamperne - gjorde hende yderst vagtsom. 
  
   Hun ventede og ventede. Intet skete. Hun fik færdiggjort toiletbesøget, med en stadig overbevisning om at hun på det bestemste ikke var alene, åbnede båsen og styrede hen til vasken. Vandhanen blev aktiveret ved et enkelt skub imod regulatoren. Hun løftede øjnene imod spejlet, og selvom synet der imødekom hende egentlig ikke burde være kommet som nogen synderlig overraskelse, lod hun alligevel et gisp undslippe sine læber inden hun drejede sig rundt og pressede lænden op imod kanten af vasken.

   En skygge, en menneskeformet figur af gennemsigtigt mørke, havde samlet sig kun få meter fra hende, foran den bås hun for øjeblikke siden lige var trådt ud af, og selvom skyggen - væsnet - ikke havde hverken ansigt eller øjne var Kate overbevist om at den betragtede hende. En kulde omsluttede sig hendes hjerte og en tung fornemmelse sank i hendes mave og hun vidste at hun lige nu, til hver en tid, kunne bryde grædende sammen og krybe sig ind til væggen. Hendes kropsmuskler strammede sig til, syntes at paralysere hende og suge hende fast til dette udsatte sted på badeværelsesgulvet.

   Den sorte menneskesilhuet rørte ikke på sig. Den var der bare, vendt imod hende, som prøvede den at kommunikere ud til hende, at komme i kontakt og fortælle hende noget. Eller også ville den slet ikke fortælle noget. Måske ventede den bare på at hun drejede sig rundt, så den kunne slynge sig imod hende og gå til angreb, slå hende ihjel eller måske besætte hende eller... 

   En fugtig kildren mod hornhinderne, som kulden skar sig ind i hendes hud. Hun vred sin mund sammen og tvang øjnene i. 

    ”L... Lad... L-l-l... Lad m... Lad mig v... Lad mig være. Lad mig være. G... Gå din vej. Gå din vej og lad mig være i fred.“

    Selvom hun ikke åbnede øjnene, men blot holdt dem lukkede og sammenpressede, vidste hun at skyggen kom nærmere og nærmere, nærmest glidende. Umenneskelige arme strakte sig længere og længer frem imod hende, kunne gribe om hendes krop og trække hende væk hvert øjeblik det skulle være. Hjertet dundrede heftigt. Hendes mund blev klistrende. Tør.

   ”Lad mig så være!“

   Hun skulle dø. Lige nu, lige her, skulle dø og rives bort til underverdenen, til selveste helvedet. Hun skulle dø, dø, dø...

   ”Lad mig være!“

    Kulden forsvandt så brat den var kommet. Det prikkede stadig imod indersiden af huden. En lang tids stilhed. Forsigtigt, ganske sagte og tøvende, tvang hun sine øjne op. Skyggen var væk. Foran hende strakte flisegulvet sig for istedet at blive afløst af båserækkerne. Hun drejede blikket imod højre, og standsede det ved indgangen. En blond pige med tilspidsende pandehår, stod i døren og kiggede på hende med det ene bryn trykket længere ind imod midten af panden over næsebenet end det andet. Kate vendte sig om så hun havde ryggen imod det sted, skyggen havde betragtet hende, ignorerede pigens tilstedeværelse og tændte istedet for vandhanen. Måske havee det bare været indbildning. Måske havde der slet ikke været nogen skygge. 

   Den kraftige sammentrækning hendes nakkehud få øjeblikke senere foretog sig, fortalte Kate noget ganske andet. Hun blev overvåget og skyggen stod der stadig, lige bag hende, kiggede på hende. Hånede hende, og den kolde svage hvisken der bølgede gennem luften bagfra, bekræftede hendes frygt. Hun måtte kæmpe for ikke at begynde at græde, da hun vaskede fingrende i vandstrålen. Hun nægtede at se i spejlet, nægtede det, og mærkede sine muskler stramme sig stadig hårere til. Det vred sig i hendes hals så vejrtrækningen blev besværliggjort. Da hun var færdig med at vaske hænder, vendte hun sig rundt - ud af øjenkrogen mod venstre så hun den menneskeformede silhuet, og hun var overbevist om at den var rykket en betydelig del nærmere -, og skyndte sig forbi pigen, der forvirret fulgte hende med øjnene og betragtede hende indtil hun var forsvundet længere nede ad gangen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...