Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5420Visninger
AA

32. ...31...

 

Hans første indskydelse havde været at gå nedenunder, ned for at vække mor og far og fortælle dem om hændelsen, som han - trods hans ihærdige men temmelig forgæves benægtelser - blev mere og mere overbevist havde fundet sted, og fortælle dem at huset var hjemsøgt og at han havde den der ret så ubehagelige fornemmelse i tankerne om, at dem som hjemsøgte bygningen ikke brød sig om dem og udelukkende ville dem ondt. Men han lod være, fordi en anden indskydelse ramte ham, en indskydelse om at det aldrig ville gå godt. Hvis far fandt ud af noget, hvis far hørte Michael sige det - måske også mor - ville han flippe. Det var en dum idé. Istedet ville han sige det til Kate, hun ville sikkert forstå det, for hun havde sikkert oplevet noget lignene dagen forinden, men da han stillede sig hen foran hendes dør, blev han pludselig ganske sikker på, at han blev iagttaget nede fra galleriet, som var indhyllet i sort nat for enden af gangen mod venstre. Det forkrøb sig koldt ned langs med rygsøjlen. Han kastede et instinktivt blik ned ad gangen, til lokalet ni meter væk. Hvorfor var der dog ikke nogen dør, som kunne være blevet lukket til, så han slap for at kigge derind? Så han slap for at spekulere over, hvilke grusomheder der mon gemte sig derinde? 

   Han så en silhuet bevæge sig. Det stivnedes i hans krop. En skramlen, ganske svag, en lyd af noget der rykkede på sig, noget kunstigt og dukkeagtigt - hans hjerne skabte omgående billedet at de døde stirrende mannequindukker som endnu ikke var blevet flyttet på loftet og som blot stod der og vogtede. Han mente endda at silhuetten lignede en kvinde, måske endda en pige, men ikke den levende af slagsen, derimod blot en figur eller en statue. En dukke. En dukke, der bevægede sig. Det kunne også bare være hjernespil. 

   Men der gemte sig noget. Fløjtelydende, døren der åbnede og lukkede, den langtrukne skraben af usynlige kløer imod et trægulv. Hvis ikke det havde været en drøm - hvilket Michael endnu ikke var helt sikker på, det syntes stadig umådeligt urealistisk -, så var det på ingenmåde utænkeligt at der var noget i galleriet. Noget usynligt, ganske vist, men noget der havde sin helt egen bevidsthed. Og som han stod og kiggede, syntes den mørkeindhyllede åbning at kalde ham til sig, og gulvtæppet der belagte træbrædderne og som strakte sig imod galleriet foran ham, begyndte mere og mere at ligne en tunge. En tunge, der uden varsel ville bevæge sig og omslynge sig hans ben, vride sig højere og højere op mod hofterne, inden den ville trække ham hjælpeløst ind mod den gabende åbning, der forekom som en tandløs mund. Han tvang blikket bort og koncentrerede sig om døren. Greb håndtaget. Det brændte imod huden på hans venstre side. Noget i mørket stirrede intenst på ham. Det var han uden den mindste form for tvivl sikker på. 

   Han drejede dørgrebet rundt. Et klik. Lyset fra Kates værelse kastede en gul bjælke ud fra sprækken og i en stribe henover gulvet og mod væggen bag ham. Den brændende fornemmelse mod huden blev værrere. Han trykkede døren indad, hørte hvordan hængslerne eftergav sig i en beklagelig knirken. Den næste lyd der fulgte, var en hektisk stofknitren som fremkaldtes af sengetøj imod sengetøj. Han skubbede døren længere op og stak hovedet ind. Det var Kate, som var blevet vækket af lyden og nu havde faret sammen og vendt ansigtet, med opspærrede øjne i forskrækkelse, imod det sted hendes bror stod. 

   ”Kate?“

   Hun sagde ikke noget og besvarede kun spørgsmålet ved at blinke. Det prikkede ulideligt imod Michaels nakke, og han kunne ikke unddrage sig at kaste et enkelt blik over skulderen og ud i gangen. Han trådte ind på værelset, og lukkede døren på klem efter sig. Og idet han slap håndtaget og atter vendte sig imod sin forskræmte lillesøster, turde han ikke længere gå ud af værelset. Ikke engang et skridt.

    Men det var der ikke ret meget at gøre ved. Han måtte tage sig sammen. 

   ”Vækkede jeg dig?“

   Det virkede først her til at gå op for Kate hvad som foregik. At det var hendes bror og ikke nogen ånd eller noget uhyrligt gespenst, som var trådt ind på hendes værelse. Hun var dog for omtumlet til at regne sig frem til hvorfor han gjorde det. Spekulerede over, om dette måske var en drøm.

    Der gik et lille stykke tid før hun endelig svarede.

   ”Jeg kunne ikke sove alligevel.“

   Et nej, med andre ord, tænkte Michael. Han mærkede stadig den ukontrollerbare dundren imod indersiden af brystkassen. Han trådte et skridt væk fra døren, sikker på at nogen havde bøjet sig forover omme på den anden side og stirrede ind gennem nøglehullet for at betragte optrinnet. Øjnene skannede han henover hendes værelse, imod tøjdyret som hun stadig sov med, og som hun lige nu knugede tættere ind til sig end han havde oplevet hende gøre længe. Videre opover hendes plakater, af Orlando Bloom og Eminem og Pussycat Dolls . Hendes hylder med film og bøger og samtlige musikalbums. Synet af hans lillesøsters værelse gav ham kortvarige minder om London. Særligt om dengang hans lillesøster var lille, og det beskyttende forhold han havde haft til hende - Da han bankede drengene der mobbede hende i de yngre klasser. Da han gang på gang lod hende putte sig ind til ham hvergang hun havde haft mareridt, og holdte om hende så hun vidste at hun var i sikkerhed. Da han hele tiden forsikrede hende om at far nok skulle få det godt igen og at deres familie skulle vare ved og at det at mor og far skændtes så tit, at de råbte og bandede og kaldte hinanden grusomme ting, at det nok skulle ordne sig. Alt ordner sig, ligesom i de disney-film hun altid var så vilde med, og i eventyrerne om prinser og prinsesser, riddere og drager, gode feer og onde hekse. Selvom deres søskendeforhold var blevet mere et rivalforhold som de begge indtrådte teenageårene, og Kates afstandtagen til særligt far ændrede hendes adfærd til det mere utålelige - og som ofte fristede Michael til at drille og ydmyge hende noget så grusomt fordi han vidste at hendes lunte var alt alt for kort -, var de stadig søskende og to sider af samme kød. Og som han stod på gulvet foran døren og ikke blot betragtede hendes værelse men også hende, bettesøs, der blot lå der i sengen og knugede den lyserøde favnstore tøjkrokodille tæt ind til kroppen, tøjdyret han i de sidste par år elskede at mobbe hende med - ”Tøjdyr er bare for små piger,“ ”Det beviser hvor barnlig du er, lille Katey-Kate“ -, så han en side af hende han ikke havde set længe. Han så hans lillesøster. Den skrøbelige og usikre pige, altid bange for det der gemte sig i natten, og som havde brug for mor og far og storebror til at trøste sig. En pige, der ikke var egoistisk og selvoptaget og alt for utaknemmelig, men derimod en pige der trods sine mangler var et ganske almindeligt menneske. En pige, der bare ville have nogen at holde om og fortælle at alt nok skulle gå, nogen hun kunne elske og som kunne gøre det samme ved hende. En pige med drømme og ambitioner. En feminin yngre udgave af ham selv, som han inderst inde elskede udover alt. 

   Og han fik i dette øjeblik overvejende lyst til at forsone alle ugerningerne, han havde forårsaget hende. Alle mobberierne og djævelskabet og ydmygelserne, alle gangene han havde sladret til mor og far, samt enkelte gange endda løjet til dem om ugerninger hun havde foretaget sig. ”Hun var fuld til en fest,“ ”Hun har snavet med en dreng hun knap kender,“ ”Hun har bare været en lille tyv som har stjålet fra mig,“. Da han hånede hende og nedgjorde hende for at være irriterende og uviden og bare en 14-årig pige. En pige som aldrig aldrig aldrig ville få en fyr, og da slet ikke en som Alex Stidd, for hvem gider dog være kærester med en så snobbet egoistisk tøs som dig? Pattebarn. Idiotunge. 

    Bare fordi han skulle være bedre end hende. Han fortrød det. Gud hvor han dog fortrød det.

    Kate fornemmede Michaels blik hvile på hende, længere tid end hun just brød sig om. ”Hvad er der?“ 

   Han rystede på hovedet da han blev revet ud af tankerne og tilbage i virkeligheden. ”Øhm... ikke noget.“ 

   ”Hvorfor står du så herinde?“

   Hendes lidt for lyse stemme med den bagvedliggende hån irriterede ham noget så grusomt, men han beherskede sig. ”Vil du tro på mig hvis jeg fortalte dig, at... Jeg, lige før, oplevede noget pisse creepy?“

    Kate satte sig op i sengen og lod sine fingre trykke sig hårdere imod tøjkrokodillen. Hendes læber blev smallere og det fik Michael til at tænke på far når han blev ophidset. ”Michael, hvis du prøver på at skræmme mig, så fuck af, for det er fandeme ikke sjovt og slet ikke lige nu!“ 

   Han skyndte sig at vise hænderne frem i afværgelse. ”Slap af. Jeg laver ikke sjov, Kate. På ære.“ Han sænkede armene. Kate blev siddende og hvilede blot blikket stålsat på ham. 

   En kortvarig pause. 

   Han fortsatte. ”Kate, jeg ved ikke hvorfor du skreg sådan i morges, men jeg ved så meget at det far siger ikke passer. Jeg troede måske at du, jeg ved ikke... Ja, jeg ved det ikke.“

   ”Hvad er det du vil?“

    ”Vil du vide det?“

    ”Nej, jeg spørger dig bare for sjov!“

   ”Okay, så siger jeg det. Jeg har lige haft besøg af et fucking spøgelse! Så, værsgo.“

    Kate blev ved med at stirre på ham. Vidste ikke hvorvidt hun skulle tro på ham eller ej. Men hvorfor skulle han lyve? Måske for at gøre nar af hende, fordi han vidste hvad hun havde oplevet ude på badeværelset. Også selvom hun på intet tidspunkt havde nævnt det for ham. Men hun havde nævnt det for far, og han kunne have fortalt det til Michael. Og så havde Michael bare tænkt sig at gøre grin med det, ligesom han gjorde grin med alt mulig andet. 

   Hold kæft en stodder alligevel.

    ”Det der er ikke sjovt og det ved du også godt.“

    ”Hør her, jeg ved godt jeg har været et røvhul imod dig. Indrømmet, nogengange syntes jeg sgu at du har fortjent det, men jeg har behandlet dig dårligt rigtig længe, og det er jeg ked af. Men jeg tager ikke pis og jeg gør ikke nar! Jeg har oplevet noget der skræmte røven ud af bukserne på mig. Du kan lade være med at tro på mig, det er også fint, og hvis jeg skal være ærlig, har jeg selv ret svært ved at tro 
det, hvis ikke det var for det faktum at du kom skrigende ud af badeværelset i morges uden nogen synlig grund, og den eneste forklaring er at du opdagede noget som ikke kan forklares. Ligesom mig. Og alene det med, at du ligger her med lyset tændt, hvad jeg ved du ikke plejer at gøre, er ret store tegn på at vi er blevet skræmt af det samme!“ Han blev stille, kiggede blot på sin søster og så næsten trang til at lange hende en kindflad. Men han havde fortjent den behandling han lige nu havde fået. Karma. Det var hvad det var.

    Kate blinkede, flere gange, registrerede en fugtig kildren imod øjeæblerne men gjorde intet synderligt ved det. ”Passer det?“ 

    ”Ja. Det gør det.“ Kate kiggede væk fra ham, lod blot øjnene rette sig til et blindt punkt i luften. Michael satte sig tøvende i bevægelse. Det prikkede og sitrerede koldt mod ryggen, men han forsøgte fortsat at ignorere det. Ventede først med at sige noget indtil han var nået helt hen til hende og derefter havde sat sig ved hendes sengekant. ”Hvad skete der ude på badeværelset, Kate?“

    Han lod en hånd trykke imod skulderpartiet. Kate frembragte hverken ord eller nogen anden reaktion, andet end blot fortsat at stirre med øjne der blev spejlende af fugtighed. 

    ”Kate?“

    ”Jeg vil ikke snakke om det,“ fremgurglede hun. Stemmen var blevet mere anstrengt. 

   Men Michael blev ved. ”Jeg er ikke som far, Kate. Jeg tror på dig. Fortæl mig hvad der skete.“

   Hun lukkede øjnene. En tåre gled stribende ned langs med næsen på venstre side. ”Jeg ved det ikke. Jeg blev angrebet... Men det er ikke første gang.“

    ”Er det ikke? Fortæl.“

    ”Jeg har ikke lyst. Jeg kan ikke li' at tænke på det.“

    Og der så han det, på hendes venstre håndled. De cirkelrunde tandmærker der omkransede leddet, røde og alt for perfekt formet. Hans øjne blev store og han rakte frem imod hendes hånd. ”Hvad er det her?“

   Hun vristede hånden fri og så væk. ”Det er ikke noget.“

    ”Du er jo blevet bidt.“

    ”Jeg vil ikke snakke om det!“

    Michael rejste sig op og bakkede et skridt tilbage. ”Hvornår skete det?“

    ”I nat. Tror jeg.“

    ”Hvorfor viste du det ikke til mor? Kate, du er jo for pokker blevet BIDT! Hvis du nu viste det her til vores forældre, kunne det måske være at de ville forstå at...!“

    ”Far vil bare komme med en bortforklaring. Michael, fatter du ingenting? Hvorfor tror du far reagerer som han gør? Hvorfor tror du at mor ikke gør noget som helst ved det?“ 

    Michael svarede ikke. 

    ”Det er fordi der ikke ER noget at gøre. Hvad det end er som er i den her herregård, er det noget som ikke ønsker vi flytter. Det er noget som har LYST til at vi er her. Noget som nyder at vi er her så det kan ødelægge os. Det er derfor far opfører sig så underligt! Han er ikke sig selv, og har ikke været det lige siden vi flyttede herind, og jeg tror ikke på du er så dum at du ikke selv kan se det!“ 

    Stilheden lagde sig indover værelset, og Michael mærkede atter den brændene stikken imod huden, som indikerede at nogen holdte øje med dem begge. Og det blandet med kendsgerningen om at Kate havde ret, havde ret omkring far, at han særligt i de sidste dage havde opført sig helt anderledes end han plejede, ikke blot overfor dem men også overfor mor, som han ellers plejede at elske og gøre alt for. Han havde selv lagt mærke til det. Det vred sig koldt i hans krop, og han var øjeblik sikker på at han skulle kaste op. 

    ”Men hvad med mor?“

    ”Ja hvad med hende?“

    ”Hun ser ikke ud til at være påvirket af... ja, hvad det så end er som hjemsøger det her sted.“

    ”Ja det er sgu da fordi hun ikke ved noget. Og jeg forstår sådan set godt, hvis hun tror mere på far end på mig. Jeg mener, hvis jeg havde en datter som fortalte mig, at hun blev angrebet af et spøgelse, vil min første tanke nok ikke være at det passer... Eller, det vil det måske nu, men det ville det ikke tidligere.“ 

   ”Jeg kan godt følge dig, men jeg syntes alligevel at vi skal fortælle det til mor. Måske har hun svært ved at tro på os, men hun er ikke dum og det ved du godt. Og hvis vi viser hende mærkerne og fortæller hende alt... Ja, så kan det godt være hun vil ende med at tro på os.“ 

   Kate trak på skulderen og snøftede ind. ”Sikkert. Eller også er der bare ikke noget at gøre.“

    ”Jo der er. Der findes sikkert eksperter i hjemsøgelser og sådan som kan hjælpe os, og hvis vi får snakket med mor i morgen, så er jeg sikker på at alt nok ordner sig. Jeg syntes vi skal gøre det.“ 

    Kate svarede ikke. Kiggede blot ned i dynen, som hun fumlede med fingrende. ”Jeg syntes altså virkelig vi skal gøre det, Kate.“

   Da han stadig ikke fik noget svar, vendte han blikket imod døren, men fik aldrig taget et skridt. Han turde ikke. Vidste ikke hvad som mon gemte sig lige omme på den anden side, og om han ville blive angrebet så snart han trådte ud på gangen. Han kunne ikke. Turde ikke. Ville ikke...

    ”Kan du ikke være her i nat, Michael?“ Kates svage stemme fjernede hans fokus fra døren. Han kiggede på sin lillesøster. Så atter hvordan hun knugede tøjkrokodillen ind til sig, i en frygtsom omfavnelse. Han tænkte atter fem år tilbage, på den yngre udgave af Kate, som han havde holdt om og trøstet til langt ud på natten ved lyden af mor og fars højtråbende skænderier. Og han vidste, i dette øjeblik, at han ikke kunne sige nej. At han var nødt til at være der for sin lillesøster, sin egen lille Katey-Kate, bettesøs som han skulle passe på og beskytte. 

   ”Jo... Jo, det kan jeg.“ 

   Han måtte kæmpe imod for ikke at græde, for ikke at knække sammen og vræle ved at se sin elskede søster så skrøbelig. Og før han vidste af det havde han bevæget sig frem, sat sig på sengen og slynget armene om hende og ladet hendes tårer forsvinde ned på hans bare skuldrer og ryg, ligeglad med det ukendte i mørket som han var overbevist overvågede dem lige omme fra den anden side ad døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...