Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5433Visninger
AA

31. ...30...

Dampen dansede op fra middagen, som Kate sad i kantinen og blot bestirrede. Hun havde sat sig så langt væk fra de andre hun kunne, og havde en underlig mavefornemmelse om, at der blev snakket om hende. Men det kunne blot være indbildning. Hun var ligeglad med dem alle. Det var ikke dem, hun tænkte på. Det var ikke dem, som fik hende til at sætte sig i det fjerneste hjørne. 
   
    Det var derimod det som hun var overbevist om fulgte efter hende. Den vedvarende krablen langs baghovedet som hun havde følt lige siden hændelsen på badeværelset. Den konstante skyggebevægelse hun fornemmede sig ud af den ene øjenkrog, og som hun vidste forsvandt hver gang hun kiggede. Da hun var gået på toilet efter engelsktimen, og havde låst døren efter sig, havde nogen skrabet imod væggen i nabobåsen. Og hun havde blot stivnet, og holdt vejret, og havde mærket hvordan det trak sig sammen i maven så hun fik større besvær med at trykke indholdet ud. Det var lyden af kløer, af lange spidse kløer, der blot kradsede op og ned og op og ned, det var hun overbevist om. Kløer tilhørende det samme som hjemsøgte hende på værelset, som havde både banket på væggen og skrabet på loftet og hvisket til hende med den grusomme spinkle stemme inde fra skabet, og det samme som hun havde set på badeværelset da hun var blevet skræmt ud fra brusernichen. Og hun så atter for sig det forvrængede indtørrede ansigt af den gamle gamle mand, sløret igennem den matterede rude, som trykkede sig imod glasset og stirrede på hende med den sammenbidte tandsnerren. Et stød jog igennem hendes krop og fik hende til at spjætte. Og hun forventede også denne gang, at den stille hånlige skraben af kløer ville transformerer sig til den samme døde hvisken, kort inden noget usynligt ville gribe hurtigt fat om hendes ben, hive hende ned fra toilettet og tynge hende ned under den smalle åbning mellem båsen og gulvet. Men der skete ikke andet end en skraben, som blot blev ved og ved, indtil der trådte to andre piger ind på badeværelset, men selvom hun efter det ikke var alene, følte hun sig på ingen måde i sikkerhed. 

   Hun ville bare hjem. Det var alt hvad der gik igennem hovedet, som hun sad der og med en voksende kvalme betragtede den dampende mad. Hun ville bare hjem, ikke til herregården nej, men derimod hjem til London, men det var ikke nogen mulighed og alt var håbløst. Hun kunne ikke engang stikke af, for så ville hun måske fare vild i skoven, skoven med de uhyrlige forvredne træer som bare stod der, som om de ventede på at gå til angreb. Endnu en gysen kildrede i hendes krop. Endnu en bevægelse, en skygge der gled unaturlig hurtigt gennem luften i venstre synskant, for derefter at smelte sig bort mod vinduet ud til gården. Hun ignorerede det, prøvede det i hvertfald. Nogen hånede hende. Det var hun sikker på, da hun greb fat i bestikket og modvilligt begyndte at spise maden. 

*

Der var noget galt med far, og det var Michael udmærket klar over. Og bekymringen gnavede dybt i ham i løbet af skoledagen, som han tænkte på hans måde at være på og på hvor bange Kate havde været. De skrig, som havde vækket ham denne givne morgen, de skingre vrælende skrig fra hans paniske lillesøster, var ikke skuespil. Noget havde skræmt hende, noget ganske uhyrligt, og uanset hvad Daniel så sagde - at Kate var forkælet og ville gøre alt for at de kom tilbage til London, at han ikke skulle høre på hende hvis hun begyndte på noget og at han gerne måtte give hende reprimander hvis det var -, troede Michael ikke på ham. Kate var blevet skræmt. Og det havde vitterligt plaget ham hvad der dog kunne få hans søster til at reagere sådan. Og på vej til skole havde han været fristet til at spørge Kate direkte, og måske også spørge mor, som var blevet underlig stirrende i blikket og usædvanlig tavs, men han kunne ikke få sig selv til det. Daniels ord, ord om at han ikke skulle gå bag om ryggen, sad stadig fast. 

   Hans far var ikke sig selv. Han var ondskabsfuld. Mistroisk, paranoid... Og aggressiv. Det havde stået på i tre dage, syntes at være blevet værrere som dagene skred frem, og det mindede ham om dengang far fik sit sammenbrud, hvor han bare lå på værelset og ikke ville komme ud. Bare lå og stirrede og græd og vrissede ad familien og truede med selvmord. Han overvejede at ringe til familiepsykologen, eller måske snakke med mor, men en fornemmelse dybt i ham pressede sig hårdt frem, sagde ham at han ikke skulle tænke på det, at det var en dum idé. I en af de store pauser havde han skrevet med Chloe, spurgt om de kunne snakke sammen i løbet af dagen. Han havde brug for at lufte sine tanker til en han vidste han kunne stole på. Tanker om far. Han kunne ikke selv konfrontere ham. Det ville aldrig gå. 

   Og som timerne skred frem, fik Michael endog stadig sværere og sværere ved at fastholde sin koncentration. Han spekulerede, dybt og længe, spekulerede over hvad der dog kunne få hans søster til at blive så bange, og igen tænkte han på de underlige riller, som grangiveligt lignede klomærker, der var blevet afsat på hans gulv i løbet af de første nætter. Riller, som han stadigvæk mente hele tiden havde været der. Men en tvivl trykkede ham i brystkassen. En tvivl der fulgtes op af en kold gru, der gjorde ham pludseligt bange for at vende hjem til herregården. En gru om at der var andre som boede der, andre end dem, nogen der drev gæk med dem og måske forsøgte at vende hele familien imod hinanden, for at tilintetgøre dem. Han rystede dog spekulationerne af sig. Det var vanvid. Spøgelser findes ikke. Din søster havde sikkert bare mareridt.

    Men derfor var han stadig bekymret for far.

*

Selvsamme aften, da Kate gik i seng, efter en lang og ubehagelig dag hvor hun syntes nogen hele tiden havde forfulgt hende - særligt da hun trådte ind i herregården, hvor hun vidste at noget hun ikke kunne se vandrede lige bag hende, hvor hun var sikker på at hun ville blive angrebet selvom det ikke blev til en realitet - holdte hun lyset tændt og blev ved med at kigge ind i væggen, turde ikke betragte skabet, af frygten for at døren ville glide op på klem og noget uhyrligt ville træde ud. Lyset der brændte over hende var en falsk sikkerhedsfølelse, og det vred sig koldt i hendes indre, og selvom hun slap for de ukendte kolde hviskende lyde denne aften, faldt hun alligevel yderst sent i søvn.

    Men denne aften skulle vise sig at blive skæbnesvanger, grusom, ikke for Kates vedkommende, nej, men derimod for Michael. Det var denne aften, der ændrede alt, som gjorde hans skjulte frygt til en grusom realitet han ønskede at kunne flygte fra, som han ønskede var en ond drøm, selvom det var ren virkelighed. Han snakkede med Chloe i næsten en time, en fantastisk samtale der bragte varme frem i brystkassen og fik hans hjerte til at banke som aldrig før. Og efter samtalen, som sluttede halv elleve, slukkede han lyset og lå herefter og stirrede på gardinet, der enkelte gange bølgede liftligt i vindpåvirkningen fra den påklemt-stående rude. Selvom området omkring herregården var fyldt med myg særligt om natten, vidste Michael at de opholdte sig tættere på landjorden, og han derfor intet havde at bekymre sig om her. Det blev tusmørke udenfor, og Michael mærkede gradvist trætheden rulle tungt henover øjenlågene, og medvirkede til at det blev sværere og sværere at holde øjnene oppe.

   Men netop som han var ved at glide ind i den liflige søvn, fangede en lyd hans opmærksomhed og fik ham til at vende sig rundt imod døren i den modsatte ende af værelset, i ren og skær forbløffelse. Døren stod som et firkantet omrids, uidentificerbar, i nattemørket. Men han mente alligevel at det var derfra lyden kom. Han blev siddende, med blikket rettet derhen imod, ventede, og da han ikke så mere, lagde han sig tilbage på puden og kiggede op imod loftet.

    Kreeeeeeeeeeek

    Døren knirkede beklagende, og Michael vendte øjeblikkeligt hovedet imod døren og strakte armen frem til bordlampen, for at aktivere den. Dørens omrids bevægede sig, åbnede sig længere og længere indad, og han krympede sig i sin seng og turde ikke tænde lyset. Hans blik havde blot frosset sig fast til døren, der langsomt men ganske sikkert åbnede sig indad, som blev den skubbet af en person på den anden side, og han aktiverede lyset så mørket fotrængtes. Døren stoppede med at bevæge sig. Den stod i en skrå vinkel, så Michael lige akkurat kunne ane det natsorte der havde samlet sig i gangen omme på den anden side. Han så ikke noget, der bare tilnærmelsesvis mindede om en menneskesilhuet. 

    Måske var det vinden. Han vendte sit fokus tilbage imod lampen og strakte hånden frem men fik aldrig slukket den, før endnu en lyd fra døren brød stilheden i værelset. Hans øjne spærrede op, hvorpå han langsomt førte blikket hen til døren på ny. Den bevægede sig igen. Han mærkede pulsen stige og hjertets taktfaste slag forplante sig hele vejen op langs siden af halsen, og i et par korte øjeblikke blev han overbevist om, at det var Kate som drev gæk med ham, ligesom Daniel påstod at hun havde drevet gæk om morgenem. Men da døren vippede langt nok op til han fik fuldt udsyn ind til gangen, vidste han at den mulighed var udelukket. Der var ikke nogen på den modsatte side ad døren. Lyset ramte blot trævæggen omme på den anden side af gangen. Døren standsede med at bevæge sig. Michael blev siddende, nægtede at tro synet der imødekom ham. Hvis han ikke tog meget fejl, lignede dette næsten at der var en usynlig person tilstede sammen med ham. Men det kunne ikke passe, det kunne det simpelthent bare ikke, for han vidste da at spøgelser ikke fandtes i andet end gysere og eventyr. Nej, tænkte han, nej han havde sikkert bare ikke lukket døren godt nok, og så havde vinden fra ruden fået tag i den og begyndte at rykke i den så den tilsyneladende åbnede af sig selv. Det var bare det. Intet overnaturligt. 

   Men det næste der skete kunne overhovedet ikke forklares. Døren gav sig, vippede svagt frem og tilbage hvorefter den i et ryk blev trukket tilbage for til sidst at smælde på plads i karmen. Et gib forplantede sig i Michaels krop og sengestoffet under ham sugede ham ned. En kvælende tunghed, den samme form for tunghed som havde trykket imod hans skuldre da han og far bevægede sig ned ad kældertrappen for at bære rustningerne tilbage, fyldte værelset op. Det blandet op med et brat temperaturfald, der fik en pludselig kulde til at favne sig indover hans krop. Og han vidste at han blev betragtet. Kunne mærke øjne han ikke kunne se, hvis blikke brændte igennem hans hud. Og hvis han kunne, hvis ikke hans strube havde vredet sig sammen og hans krop havde frosset sig fast i den samme stilling, ville han have skreget op og kastet sig hen til døren og flygtet ned ad gangen og ned til sine forældre. Men han kunne blot sidde der, magtesløs og med en krop der hastigt drænedes for energi, og overvære de næste begivenheder udfolde sig for sit ganske blik. 

   Crrrrtch... Crtch... Crrrrrrrrrtch

    Lyden af kløer der skrabede langsomt imod gulvet, var det næste som gennembrød stilheden. Michael førte blikket ned imod de aflange blanke brædder, ned til det bare stykke lige inden gulvtæppet, det sted hvor klomærkerne var. Men han så intet, hørte kun den grusomme lyd af kløer eller negle som blot skrabede og skrabede og skrabede...

    Lydene standsede. En aflang fløjten fulgte, en fløjten som gled direkte forbi hans ansigt og hen mod venstre, i retning mod natbordet med den tændte lampe. Han fulgte lyden med blikket, kunne stadig ikke tro at det han oplevede virkelig skete. Lyden standsede, og han opfangede noget der lignede en skygge, der samlede sig til en menneskesilhuet i retning mod højre. Noget, der krøb sig sammen på den anden side af natbordet, noget der mindede om et menneske men højest sandsynligt ikke var et menneske og aldrig havde været det. Hans benmuskler spændte sig til og han var klar til at kaste sig frem. 

    Han lukkede øjnene. Hev luft ind. Der var ikke noget. Der var ikke noget. Når han åbnede øjnene igen ville han opdage, at det hele blot var en drøm, og at han vågnede op til et mørklagt værelse med en lukket dør, uden uindbudte usynlige gæster. Der var ikke noget. Der var ikke noget. Der var ikke noget...

   En lille spinkel latter, hviskende, krøb frem lige bag ham og han var sikker på at noget langsomt trykkede ned på hans højre skulder og derefter knugede grebet. Han slog øjnene op og kastede sig frem, hivende efter vejret, sprang med store skridt henover gulvtæppet og i retning mod døren. Men han nåede aldrig derhen, før  lampen slukkede og henlagde værelset i mørke. Han råbte op og greb fat i dørhåndtaget. Rykkede, vred og drejede, men døren havde låst sig fast og han var fanget. 

   Endnu en lys fløjtelyd, der drev gennem luften ovre fra sengen og hen imod ham. ”Det her sker bare ikke, Michael,“ hviskede han og snørede læberne sammen. ”Det her sker bare ikke. Spøgelser er ikke virkelige! Spøgelser er ikke virkelige, du drømmer, du drømmer, det her sker bare IKKE!“ 

    Igen rykkede han i håndtaget. Stadig intet skete. Den fløjtende lyd var standset. Værelset var atter stille. Men alligevel var han ikke alene og det vidste han så udmærket. Langsomt drejede han sig rundt, fokuserede imod sengen og pressede ryggen op mod døren. Ved siden af sengen for enden af værelset, bølgede gardinet fredeligt fra vinden imod vinduet. Og som Michael stod og afsøgte værelset, uden at høre mere, begyndte han at berolige sig selv. Der var en rationel forklaring. Selvfølgelig var der det. Det var bare vinden der fik døren til at åbne og lukke. De skrabende lyde? Mus. Lampen der slukkede? Enkelt. Pæren var bare sprunget. Han kunne ovenikøbet bevise det. Han drejede sig rundt og lod hånden glide henover væggen, op mod stikkontakten, hvor han trykkede knappen ind. Loftslampen tændtes. Der var ingen andre end ham i lokalet. Han lod blikket fæstne sig imod kommoden med den nu slukkede natlampe, som han langsomt bevægede sig fremad. Ventede til hver en tid en snigende lyd, men hørte intet andet end føddernes hvislen imod tæppet og hans egen hivende vejrtrækning. Han standsede ved siden af lampen og mærkede en skælven forplante sig igennem armen. Rakte frem imod lampen og trykkede kontakten i siden ind.

   Han gibbede da den tændte. Det var ikke pæren der var sprunget. Nogen HAVDE virkelig slukket lampen. 
 
   Et klik bagfra. Hans øjne spærredes op på ny, hvorpå han sagte og ganske modvilligt vendte blikket bagud, imod døren, hvorpå han på ny blev stiv. Han så hvordan døren åbnede, gled langsomt men sikkert op. Et kvalt, hæst gisp undslap fra hans mund hvorpå han bakkede tilbage imod sengen, indtil hans ben ramte kanten og han ikke kunne bevæge sig længere. Døren stoppede da den var halvvejs oppe. En fløjten som gled fra værelset ud i gangen. Døren gav sig. Et smæld da den kort tid senere lukkede i, og efterlod Michael siddende tilbage med bankende hjerte. 

 


   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...