Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5448Visninger
AA

4. ...3...

”Flytter I? Altså... Sådan, ligesom... væk fra London?“ 

   Chloe Johnson sad på bænken ved siden af Michael Hollow, med hendes brune hår glattet ud og hendes lyseblå og svagt grgråstribede øjne rettet imod sin lyshårede ven. Det var blot dagen inden, at familien Hollow rejste fra London og til Sydengland. Michael havde kendt til planerne i efterhånden tre uger, men havde udsat at fortælle sin veninde om det før sidste øjeblik, og som de sad der, i parken, hobede skyldfølelsen sig gnavende op i ham. Det var ikke okay at vente så længe før han besluttede sig for at sige det. Chloe havde ikke haft en chance for at vide besked, for at forberede sig, havde blot gået rundt i lyksagelig uvidenhed, troet at hende og Michael fortsat skulle dyrke deres fem års lange venskab og følge hinanden ind i gymnasiet. Hun havde allerede planlagt fester, som hun ville invitere Michael med til, og hendes 16-års fødselsdag, der lå lige om hjørnet, havde hun inkluderet ham i som æresgæst. Allerede nu, som han betragtede hendes aflange ovale hoved, så han det defokuserende udtryk i hendes blå øjenskiver og det pludseligt følelsestomme slør der syntes at have indhyllet hendes ansigt. Forstod, at nyheden var kommet som et chok for hende, og det vitterligt var en sindskamp at gennemarbejde den.

    Skam dig, Michael. Du har holdt din veninde for nar i tre fucking uger. Narhoved!

   Han kløede sig i baghovedet, og lod en fingerspids stryge det blonde hår sat ulasteligt op med voks. Tænkte over hvad han skulle sige, som hans blik viftede bort fra Chloe og istedet ned til de hvide betonfliser, som udgjorde stien foran bænken. Hørte den hvislende lyd fra Chloes jeans imod bænkens underlag af træbrædder, idet hun rykkede lidt på sig. En kort tids tavshed. Humlebier som summede dybfrekvent i rhodondendronbusken bag dem. Så lod han munden deles. ”Ja. Ja, vi rejser fra London.“

   Chloe sank en klump. Michael brød sig ikke det mindste om tavsheden, der syntes at være udbrudt imellem dem. ”Hvornår gør I det? Altså, øh, rejser?“

   ”I morgen.“ Tøvende, ganske sagte og ligeså ganske modvilligt, vendte han ansigtet imod sin veninde, og selvom hun udenpå ikke virkede synderligt berørt, kunne han nogenlunde aflæse tankerne i hendes defokuserede øjenudtryk. Beskeden var skudt igennem hende, som en pil af usynlighed, og gjort hende midlertidigt stum. Michael mærkede en sammenknugen i overmaven, og kunne ikke stå imod samvittigheden. ”Chloe, undskyld jeg ikke sagde det noget før. Jeg... Du virkede bare så glad. Jeg... Det... J... Undskyld.“

   ”Det er okay, Michael. Du...  Er tilgivet.“ Hun nikkede for at bekræfte at det var rigtigt, men veg alligevel øjnene væk fra sin ven. 

   På dette udsatte sted vidste Michael, at han nu, lige nu, kunne smide sig ned på jorden og blot græde, og banke sig selv i hovedet af frustration og fortvivlelse, at smide den maske som han ellers holdte oppe for at vise sig som en mand. Michael, der normalt elskede sin far - Farmand Hollow, der byggede et modelfly til ham da han var ti, farmand Hollow der lærte ham at spille fodbold, farmand Hollow som holdte hvad han lovede, og som, medmindre han arbejdede, altid var klar til en hjælpende hånd, klar til at lytte og være den far som Michael altid så op til og selv ønskede at blive ligesom -, havde i dette øjeblik en udtalt og nær uimodståelig lyst til at forbande far langt væk. Forbande ham langt væk, og brænde det nye hjem ned, som de skulle flytte ind til, så han kunne blive i London og ikke behøvede at såre dem han elskede. Og, særligt, så han ikke behøvede at se Chloe, trods hendes maske, være tæt på at bryde sammen. Hvorfor skulle de dog flytte? Lige nu? Hvorfor, hvorfor, åh hvorfor?

   ”Er der noget galt?“

   Chloe rømmede sig inden hun havde stillet ham spørgsmålet. 

   ”Jeg ved det ikke.“ Michael sukkede. ”Jeg er ked af at gøre det her imod dig, Chloe. Jeg ved... Jeg ved det er hårdt for dig, og jeg føler mig som en lorteven.“

    ”Det ska' du ikke. Det' jo ikke din skyld at I flytter, vel?“ Trods situationen dannede hun munden opad i et læbesmil. 

   ”Nej, men jeg kunne jo godt ha' sagt det til dig noget før. Istedet for at have ventet.“

   ”Måske, men det gjorde du ikke, og det er der jo ikke rigtig noget at gøre ved. Du er stadig min ven. Og jeg holder stadig af dig.“ Hun blinkede tre gange lige efter hinanden, og for enhver anden der ikke kendte Chloe så godt som han, ville det blot ligne almindelige refleksblink. Men Michael vidste, at Chloes tre hurtige blik var er forvarsel for snarlige tårer, og i næste splitsekund gjorde han noget han aldrig havde troet. Krammede hende. Krammede hende, hårdere og fastere og tættere end han nogensinde før havde gjort, krammede hende så hårdt at han i et par øjeblikke næsten frygtede at han trykkede hendes bløde brystparti ind, og afspærrede hendes luftveje. Og krammet efterfulgtes af to varme kildninger på begge kinder. For første gang i umindelige tider, græd Michael Hollow. 

   Resten af dagen indtil omkring ved 8-tiden om aftenen, havde han været sammen med Chloe. De tog ud at spise sammen med Chloes storebror, Jim, fortalte om hinandens drømme, udvekslede ønsker om stadigvæk at besøge hinanden, selvom de begge vidste at det ville blive yderst besværlig. Når Chloe startede på gymnasiet, ville hun få andre prioriteter, hun ville blive nødt til at koncentrerer sig mere om skolen og sin fremtid, men hun ville ikke glemme venskabet. Det ville hun ikke. Michael var og forblev hendes bedsteven, og hun ville aldrig glemme ham. Og inden Michael tog sin sidste afsked med Chloe, ville han gøre det som han havde lovet hende for lang tid siden. At tage hende med op til græsplænen tæt på parken, og lære hende at spille fodbold. Også selvom det ikke interesserede hende gik hun med til det, bare for at prøve det, fordi det interesserede hendes ven. Inden han tog hjem så han noget i hendes blå øjne, som han havde svært ved at tolke - Noget dybt og længselsfuldt, en vedvarende drømmende men samtidig smertelig stirren, der både gjorde ham varm og trist på samme gang. Resten af aftenen havde han blot ligget, og tænkt på Chloe, tænkt på deres venskab, set hende for sig. Mærket hende. Fornemmet hende. Manglet hende. 

    Chloe. 
   
    Navnet sad i Michaels hoved som han sad i bilen, på bagsædet ved siden af Kate, og lyttede til Greenday, og betragtede den regndækkede bilrude. Chloe. Han savnede og var forelsket i Chloe. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...