Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5460Visninger
AA

30. ...29...

Daniel betragtede sin datter nøje, som hun sad der skråt overfor ham, med hænder der vippede fra side til side i en ukontrollerbar chokinduceret skælven. Kiggede efter tegn på at hun lavede skuespil, bare ét tegn, bare det mindste, men syntes ikke umiddelbart han lagde mærke til noget. Han gled blikket over til Cathryn, der sad med en hånd på Kates ryg, i forsøget på at berolige hende. Så igen på sin datter. Og skilte sine læber.

    ”Fortæl mig hvad der helt nøjagtigt skete, Kate?“ 

   Cathryn lænede sig indover Kate, med brynene løftet i bekymring som hun aede sin hånd op og ned ad ryggen på hende. Kate lukkede øjnene og vendte ansigtet væk fra sin far. Fornemmede hvordan hun blev lystigt, hånligt, begloet bagfra og forestillede sig nogen bevæge sig nærmere og nærmere og nærmere... 

    ”Kate? Darling? Hvad skete der?“ Daniel blev ved med at betragte hende med det samme ulæselige blik da han ikke fik hevet nogen yderligere information frem fra hende. Den fremmede tanke snakkede til ham. 

    Hun prøver at snyde dig, Daniel. Uanset hvad hun fortæller dig, skal du ikke tro på det. Hun hader dig. Hader dig. Hader dig. Hader... 

   Han lod tungen danse i munden. Lænede sig langsomt tilbage i stolen. ”Ved du hvad der skete, Cathryn?“ Øjnene viftede han imod sin kone. 

   Cathryn rystede på hovedet og lod en kort gang blikket vende sig væk fra sin datter. ”Nej. Jeg hørte hende skrige, og så skyndte jeg mig op... Hun var helt i panik.“

    ”Og Michael ved heller ikke noget?“

    ”Nej. Nej, han virkede ligeså forvirret da han kom ud af døren, som jeg gjorde.“

    Katey-Katey-Katey-Kaaaaaaate

   Kate fremgræd en kvalt hæs klynken, da hun hørte den spinkle døde hvisken et sted bagfra. Det lød til at komme fra foden af trappen i hallen. Hun mærkede musklerne i kroppen blive spændte, og hun var klar til at kaste sig op fra stolen og springe væk fra trappens synsvinkel, så der ikke var nogen der kunne holde øje med hende. Hun var klar over, hvor meget hun prøvede at benægte det for sig selv, virkelig benægte det, at der ikke var nogen mulig måde at hændelsen på badeværelset kunne bortforklares. Der var andre beboere i herregården. Beboere, som Kate var sikker på ikke ønskede at de var der. Og for første gang i måske hele hendes liv, var hun sikker på at det overnaturlige fandtes. Sikker på, at spøgelser virkelig fandtes og det var hvad der befandt sig i herregården. Kulden borede sig dybt ind i knoglemarven. Hun havde aldrig troet at hun nogensinde ville finde sig selv med en sådan tanke. Men hun var ikke et sekund i tvivl.
   
    Herregården var hjemsøgt. Hun vidste det. Var overbevist om det. Det kunne umuligt være hende som var blevet sindssyg. Det nægtede hun. Herregården var hjemsøgt, hjemsøgt af noget hun var fuldt og fast sikker på var noget ondt og ganske modbydeligt, som de skulle væk fra i en fart, før det forvoldte skade imod dem, og hvis hun på en eller anden måde kunne fortælle hændelsen til sin far, og overbevise ham om at det der skete på badeværelset virkelig skete, kunne de måske flytte. Tilbage til London. Måske ville det overbevise hendes far. Måske...

    ”J...!“ Hun tøvede og måtte rømme stemmen for grådklumpen der stadig gjorde hende svagt hæs. Ville far overhovedet tro på hende? Hun tvivlede. Men hun måtte forsøge. ”Jeg... Der var nogen. På badeværelset.“ 
    
    Det vil ingen tro på Kate. Det ved du. Og nu får du en gedigen skider og bliver hængt ud som løgner. 

    Daniel løftede brynene og vendte hovedet en anelse på skrå. Cathryn kiggede blot på hende med ansigtet tilrettet i den samme bekymrede mine. ”Der var nogen på badeværelset, siger du?“

    Hør hende, Daniel. Hun tror ovenikøbet at du er så dum at du hopper på en sådan løgn. Du kan se det stråle ud af hendes forræderiske grønne øjne. Hun vil bare finde på en eller anden forklaring for at flytte fra herregården. Hun hader at I bor her og hun vil gerne bestemme. Det vil du ikke tillade dig, vil du vel?

    Daniel bevarede sit smil. I hovedet havde han lyst til at runde sine hænder om Kates hals og klemme til. Og blive ved og ved og ved med at klemme indtil livet forsvandt fra hendes læber i en behagelig dødsrallen.

   Kate sank en klump og mærkede atter hvordan tårerne pressede sig frem bag øjeæblerne. De troede ikke på hende. Det vidste hun. Men havde man først sagt A...

    ”Please. Der var nogen på badeværelset... Der...!“

    ”Der var nogen på badeværelset du... tilfældigvis... ikke kunne se... som tilfældigvis skræmte dig, og fik dig til at løbe grædende ud i armene på mor. Som hvis du havde set et spøgelse? Nej vent. Det er jo det du mener at have set, er det ikke?“

    Cathryn rettede sig langsomt op fra Kate og kiggede på Daniel, og igen så hun øjnene, der gav hende kuldegysninger og som - ligesom da hun havde stået nede på kontoret dagen forinden og skændtes med ham - gjorde hende overbevist, blot for en kortvarig stund, at den person hun kiggede på, ikke var hendes mand, men blot en tom skal som en anden person havde taget bolig i. Øjnene var alt for skarpt fokuserede og brynene var blevet for sammentrukne, panden en anelse for tilfuret og halssenerne var blevet mere fremtrædende, som aflange blå streger der fingrede sig op langs siden af halsen. Munden smallede sig ind og rettede sig ud i en lige streg. Smilet var fuldstændig borte. I dette givne øjeblik, turde hun ikke sige ham imod, turde ikke åbne munden, turde ikke andet end blot sidde der og overvære samtalen far og datter imellem. 

   ”Der findes ikke spøgelser, Kate. Det ved du også godt.“

    Det snurrede og prikkede fra toppen af ryggen og i en langsom spredning op langs med nakken, op mod baghovedet. Kate havde mindre og mindre lyst til at kigge sig tilbage. Det, som hun var næsten overbevist om havde siddet og kigget på hende ved foden af trappen, havde nu rykket endnu nærmere. Stod måske allerede ved indgangen mellem hallen og spisesalen, med de usynlige øjne rettet direkte imod hende og en mund, hun ikke kunne se, der buede sig opad i et frydefuldt smil over optrinnet. Som nød det at Kate ikke havde nogen at hente hjælp hos. Hun følte temperaturen i lokalet falde, men det kunne ligeså godt være indbildning.
   
    ”Men...“

    Kaaaaaaaaatey-Katey-Katey...

   ”Ikke noget men. Der findes ikke spøgelser!“ Daniel fornemmede hvordan han var ved at miste kontrollen. Lysten til at rejse sig op og hæve stemmen drev over ham, og hans vejtrækning blev mere hivende. Han gjorde sig intet forsøg på at stoppe det. Tog blot imod vreden, som den fremmede tanke affødte, og lod følelsen gnave og suge igennem hans krop. Han skulle kraftederme vise hende, skulle han. Han skulle vise hende... 

   ”Kate, du burde saftsuseme skamme dig! At sidde der og spille offer... At sidde der og lyve op i mit, såvel som mors, åbne ansigt og tro at vi virkelig er så dumme at vi bare hopper i med begge ben!“ 

   Normalt ville Kate på dette givne øjeblik have rejst sig op i protest, råbt tilbage til sin far og fortalt ham hvilken stodder hun nente han var og derefter resolut vendt tilbage på sit værelse, men ikke denne gang. Denne gang turde hun ikke engang rejse sig. Fornemmede allerede det ukendte, det ukendte som hun var sikker på var rykket endda endnu tættere end døråbningen, som nu stod lige bag hende og gjorde klar til at tage sine hænder frem og hive fat i hendes trøje, for derefter at trække hende væk, langt langt ind i herregården hvor ingen nogensinde ville finde hende igen. Det krympede sig sammen i hendes indre. Hun var tæt på at skrige, og fornemmede allerede en kold saltvandsdråbe forplante sig nedover venstre kind, men kunne ikke gøre noget. 

    Daniel flyttede atter blikket til sin kone. ”Har du nogen indvendinger, Cathryn?“

    Hun rystede på hovedet. ”Nej.“

   ”Godt. Så er vi vel enige. Og Kate. Se på mig.“

    Hendes øjne flimrede og hun mærkede hvordan det skælvede i hendes mundvige idet hun kiggede imod sin far. Modvilligt og ganske tøvende. Ud af øjenkrogen syntes hun at fornemme en menneskelignende skyggesilhuet, men hun var ikke just sikker. 

   ”Hvis jeg hører mere... Én ting mere af dit pis, så ryger der brænde ned. I stor stil. Forstår du det, Kate? Jeg vil ikke høre mere om spøgelser eller at du ikke gider være her... Eller noget som helst andet. Fra nu af har du en positiv attitude og ellers holder du din kæft. Forstået?“

    Hun kunne intet andet end blot nikke imens gråden kvaltes i hendes hals. Cathryn havde lyst til at skælde sin mand ud for sprogbruget, at bede ham om at snakke ordentlig til Kate og tage sig sammen, men heller ikke hun turde gøre noget. Hun fornemmede en atmosfære af tunghed, og havde en ubehagelig rislen langs med rygsøjlen af samme slags som når nogen kigger på en. Det krablede henover baghovedet på samme måde som når hun blev betragtet af rustningerne, og endnu en kold gysen gik igennem hendes krop.
  
    Der var noget der bare ikke var som det skulle være. Og det vidste hun. 

*

Efter at have afleveret Michael og Kate på deres respektive skoler, fortsatte Cathryn igennem Southampton og i retning mod skolen ved havnen. Og idet hun standsede for rødt lys - et af den slags som varede længere tid end de fleste -, strammede hun sit greb om rattet og skar tænder så underkæben og hagen skubbede sig frem. Hendes mand havde fortjent at blive straffet for hans utilgivelige og nederdrægtige opførsel. Ikke nok med at han skældte sin datter ud - hun forstod udmærket godt at han blev sur over at hun lagde den musefælde ved siden af sengen - for noget hun ikke havde fortjent, men han lod det også gå udover resten af familien. Michael begyndte han at true. Gjorde et eksempel ud af Kate og fortalte ham at han heller ikke skulle tro at han kunne gå bag om ryggen på sine forældre, for det ville blive opdaget med det samme. Udspurgte ham derudover flere gange, om han kunne lide at bo i herregården, og kom med så ledende spørgsmål, at Michael var tvunget til at svare ja. Og endelig stillede han hende, sin egen kone og egen elskede, til regnskab overfor Kates opførsel. Selvom han vidste, at hun ikke kunne gøre for det. Selvom han så udmærket vidste, at Kate var blevet sådan pågrund af de forkerte venner og fordi han - nervesammenbrud eller ej - havde svigtet som forælder. Han, ikke hende. Hun gjorde alt hvad hun kunne for stadigvæk at holde styr på familien, for at opdrage deres børn. At opdrage Kate. 

    Og så gav han hende skylden?
   
    Det var kraftederme ikke fair. Det var det satme ikke. Og tanken, der i det sidste døgns tid syntes at have taget bolig i hendes hjerne og nærmest så ud til at kommunikere skjult til hende, gav hende ret. Hun var en fantastisk mor og en fantastisk kone. Hun skulle ikke finde sig i den behandling.

    Din mand er en egoistisk nar, Cathryn. Og han tager dig bare for givet. Det eneste han vil er bare at styre det hele. Måske elsker han dig ikke mere. Har du tænkt over det? Måske... Elsker han... dig ikke... mere... 

    Hun betragtede hvordan bilerne farede afsted i lyskrydset foran hende, kørte i alle retninger, og hendes fod begyndte at stramme sig imod speederen, klar til at trykke den ind. En voldsom lyst til at køre direkte ud i lyskrydset, imens der stadig var rødt, trak i hende, og hun så allerede øjebliksbilledet af hvordan bilen blev smadret ind af en lastbil der med 60 i timen bankede ind fra siden og krøllede og bukkede bilen på midten, så hun blev slået ihjel på stedet. Måske ville Daniel fortryde sin opførsel, hvis hun døde lige nu og her. Måske ville han indse sine fejl. Eller hun kunne slå sig selv og Kate og Michael ihjel ved en bevidst ulykke på tilbagevejen, så den svagpikkede svagpisser af en mand blev efterladt tilbage alene i verden. Måske ville hun enddog være så heldig at han ville få endnu et sammenbrud, og det ville gå op for ham, at dem han havde allermest brug for - hans egen familie - til at støtte ham, ikke længere var der. Han ville smuldre ind i en fantasiverden. Måske ende med at begå selvmord. Det ville være den perfekte hævn.

    Hun var tæt på at gøre det, tæt på blot at køre ind og afslutte det hele, da fornuften kom væltende og hun til sin rene rædsel indså hvad hun havde for sinde. Hun rettede sig omgående op i sædet og undslap et gisp. Hvad gik der af hende? Hun elskede sin mand. Elskede ham, og hvis der var noget hun ikke ville - uanset hvor svær han nogengange kunne være at leve sammen med - var det at forlade ham. Det ville hun ikke gøre, hverken imod ham eller sine børn. I dette givne øjeblik var hun sikker på, overbevist om, at tankerne ikke kom fra hende selv, men derimod andetsteds fra. Hun blinkede flere gange, og mærkede en øjeblikke hovedpine dunke og skære sig frem gennem kraniet.

   Der blev grønt i lysreguleringen. 

   Carhryn trak i gearstangen og trykkede på koblingen hvorpå hun satte i gang, henover vejkrydset. En ubehagelig intuition om at nogen hun ikke kunne se sad sammen med hende i bilen, nogen der ønskede hende ondt, fik det til at snøre sig sammen i maven og hun måtte tænde for radioen for at kunne koncentrere sig om vejen.

   Hele vejen til det nye arbejde prøvede hun at rationalisere tankerne bort. Der var intet galt. Kate havde bare bildt sig noget ind. Daniel var sikkert bare træt efter nogle hårde dage. Der var ikke noget galt. Ikke det mindste.

*

De hader dig.

   Daniel sad i stolen på sit kontor, med Big Ben kaffekoppen i den ene hånd, tilbagelænet og benene strakt ud fra stolen foran sig. Blikket fokuserede han blot ud i luften, fjernt, indsunket, kiggede ikke på noget særligt definerbart punkt, blot ud. 

   De hader dig, Daniel. Ønsker bare at latterliggøre dig. 

   Hans finger som var krummet om kaffekoppens hang, blev strammere. 

   De hader dig. Hader dig. Cathryn er upålidelig og vil skade dig. Kate hader dig. Michael vil gå bag om ryggen på dig. De hader dig... hader, hader hader hader... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...