Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5413Visninger
AA

29. ...28...

 

- Dag 5 i Hildread-herregården

 

Kate var ved at segne af træthed, da hun trådte ind i brusenichen. De hviskende lyde sad stadigvæk fast i hendes baghoved, gav hende flere gange lyst til at kaste sig utrygge blikke over skulderen. Selvom hun flere gange prøvede at sige til sig selv, at det blot var en ond drøm, at det foregik i hendes eget hoved, var hun ikke det mindste overbevist. Hun tænkte tilbage på træet med den runde mund og slangegrenen, på de knurrende lyde der sivede usynligt gennem luften og på det ukendte som bed hende og efterlod et cirkelrundt tandmærke på hendes ene ankel. 

  Denne morgen var hun vågnet op til et nyt mærke. Denne gang langs håndleddet. Efter en nat, hvor hun først var faldet i søvn ved 2-tiden, var hun vågnet op til synet af de røde cirkelrunde tandmærker og en voldsom svien, der ikke ville forsvinde. Havde mærket været mindre, kunne hun have slået det hen som insektbid, men det vidste hun at det ikke var. Ingen insekter var så store og kunne efterlade mærker i den kaliber.

   De hviskende lyde manifesterede sig atter i hendes hoved. Hun turde ikke at kigge på skabet og havde skyndt sig at samle sit tøj i en klump og fortsætte videre ud på badeværelset. Der findes ikke spøgelser, Kate. Der findes ikke spøgelser. Der findes ikke spøgelser. Den tanke gentog hun, igen og igen, da hun lukkede skydedøren i efter sig og rakte armen frem imod vandbatteriet. Der findes ikke spøgelser. Der findes ikke spøgelser. Der findes ikke spøgelser. 

   Hun lod de lune vandstråler fra brusehovedet, glide beroligende nedover huden på sin krop. Hun stod i bruserstrålen længe, med lukkede øjne som hun tvang sig selv til at tænke på positive ting. Hun prøvede at forestille sig, hvordan Alex Stidds læber ville føles imod hende. Hun havde hørt, at læber var bløde, samt en anelse klistret, og at ens første kys var akavet. Det skulle nok passe. Måske var ens første kys akavet i virkeligheden, men hun måtte udelukkende tænke positivt, og derfor var hun nødt til at lave en fantasiversion. En fantasiversion hvor ens første kys var vidunderligt, hvor der ikke fandtes akavede ting. Hun ville sikkert blive lykkelig, stige mentalt til himlen og blive båret lifligt på skumpudeskyer henover et eviggrønt paradis. Hun ville ikke slippe Alex når først de begyndte, ville blot blive ved med at smælde sine læber op og ned og op og ned. Trykke sig stadig tættere ind til hans kantede krop, så hun kunne mærke hans fremtrædende brystmuskler og hans vejrtrækning der fik brystkassen til at skubbe sig frem og tilbage. Det fugtedes i hendes nedre skridtregion. Hun havde i et kort øjeblik glemt den natlige episode, som indtil nu havde prikket og kildret i det bagerste af kraniet. Istedet blev hun stående i regnen fra brusehovedet, hengivet til liflige fantasier - hvordan hun holdte Alex i hånden imens de løb igennem en meterhøj græsmark, eller gik hen langs strandkanten til lyset fra solopgangen, eller måske hendes største ønske. Nemlig at betragte den vidstrækkende udsigt fra toppen af Eiffeltårnet, med Alex ved sin side, og bare mærke ham og elske ham og... 

  Donk-donk-donk-donk

Hun gispede og strakte instinktivt sin hånd frem imod vandbatteriet ved lyden af hænder, der bankede imod træ. Strålen slukkedes hvorpå hun blev stående, stadig med hånden knuget om vandregulatoren, som hendes grønne øjne mere opspilet end vanligt fokuserede gennem den matterede plexiglasrude. Blæserens sugen et sted fra venstre samt hendes bankende hjerte - pulsen forplantede sig helt ned gennem maven - var alt hvad der udgjorde badeværelsets lyde. 

  Men hun vidste alligevel at hun ikke var den eneste, som var der. 

  Hun sank en klump. Blæseren fortsatte med at suge og hvæse og brøle. Pulsåren dunkede ind imod maven, i vedblivende konstante stød. Hun fornemmede en tunghed samle sig over sine skuldre. 

  Der er ikke nogen, Kate. Hold op. 

  Hun strammede håndmusklerne, tvang sig til at kigge væk fra plexiglasruden og istedet ned på vandregulatoren. Hun gjorde klar til at dreje håndtaget rundt og starte strålen, da lyden af håndfladers bank imod en solid overflade atter brød igennem badeværelset. Denne gang lød det til at komme fra spejlet over håndvasken. 

  Donk-DONK-donk

Kate havde lyst til at græde, og våde dråber begyndte allerede at trykke sig op fra øjnenes undersider og fugtiggøre hornhinderne. Hun kunne ikke bevæge sig, kunne blot stå og vente, uden at vide på hvad, imens nogen hun ikke kunne se kom nærmere og nærmere, og måske truede med at gå til angreb. Hun ville lukke øjnene, men kunne ikke. Blikket havde fastfrosset sig på den matterede slørede udsigt, som plexiglasruden frembragte. Hun fornemmede bevægelse, sort flimmer der vibrerede ud af synsfeltet mod højre, men det kunne også være synsbedrag.

  Blæserviften drejede bag udsugningsgitteret. Kløvede og skar luften i dens hånlige elektriske summen, der forekom Kate at vokse og vokse og vokse... 

   DONK-DONK-DONK

  Hun fjernede omgående hånden fra vandbatteriet og udstødte et kvalt piv for derefter at trykke sig imod flisevæggen. Nogen bankede imod ydersiden af brusenichen. Døren havde skælvet. Det var hun så grangiveligt overbevist om. Det sitrede i kroppen og hun fik kvalme. 

  En våd skurren var den næste lyd, der fangede hendes øre. En skurren der skrånede fra midten af døren og i retning mod højre, nedad og mod siden. Hun fulgte lyden med blikket mod den nederste venstre side, blev mere og mere overbevist om at det hun hørte var en vaskeægte hånd, også selvom hun ikke kunne se hvad der frembragte lydkilden. Hendes hænder begyndte at ryste da hun trykkede fingrene hårdere og hårdere sammen.

  Den våde skurren standsede. For et øjeblik. Kate hev så lydløst som overhovedet muligt en mundfuld luft ind. Det kvaltes i halsen og hendes øjne sved. Hvis hun kunne havde hun skreget, skreget efter mor eller far eller Michael, efter en eller anden som kunne komme og hjælpe hende, redde hende. Lige her, i denne bruseniche hvor hun var overladt til noget ukendt og yderst truende på den anden side ad den matterede rude, var hun blevet et lille barn, bange for det mørke hun ikke forstod, som skulle haver sin mor ved siden af sig for at bekræfte at der ikke var noget monster under sengen eller nogen ond mand i mørket der ville gå til angreb så snart man sov. For første gang så langt tilbage Kate kunne huske, var hun helt og aldeles magtesløs. 

  Et klik. Herefter forplantedes et ryk igennem vinduet. Kates tåreblanke øjne blev større, da døren begyndte at glide tilbage, centimeter for centimeter for centimeter. Så standsede den. Stilhed. Det sugede fra ventilatoren, hvis vifte intensiverende skar igennem luften i den samme cirkelbevægelse.

  Et metallisk knirk. Vandregulatoren drejede om på det yderste, så en stråle af dampende skoldvarmt vand blev skudt ned fra bruserhovedet og brændte Kate nedover ryggen. Et skingert vræl undslap hendes læber, idet hun kastede sig ud fra bruseren og nær var snublet over brusekanten. Hun vendte sig rundt efter et par meter, bakkede forbi vasken og imod døren, som hun snappende efter vejret kiggede imod den åbne skydedør og ind i brusenichen. Hun syntes at have hørt en svag latter, ganske spinkel og utydelig da hun havde kastet sig ud fra nichen, men var ikke just sikker. 

  Bruservandets hårde plasken imod gulvfliserne og ventilatorens brølen fyldte badeværelset. 

  Og hun hørte en knirken og så hvordan skydedøren atter gled tilbage på plads. Med en mund åbnet op i vid gab og endnu en kvalt hæs lyd fra den pressende strubeklump i hendes luftrør, så hun hvordan en utydelig silhuet langsomt tog form i vanddampen der fyldte brusenichen op på indersiden af skydedøren. Den hæse lyd blev til en klynken, da en dyb, ru og sammenbidt tandsnerren begyndte at manifestere sig fra den menneskeformede dampsilhuet. Dampsilhuetten bevægede sig, og i et kort men forfærdeligt øjeblik så hun et sammenfuret og grimasserende ansigt - et ansigt der kunne tilhøre en gammel mand, måske endda et indtørret lig, selvom det var svært at se gennem den matterede plexiglasrude - tilsynekomme sig, presset op imod skydedøren og stirrende direkte imod hende. Og hun var næsten overbevist om, idet hun vendte sig rundt og med de gennemskærende hyl sprang frem imod døren, at den snerrende stemme fortalte hende at hun skulle dø, eller frembragte ordet "dø" eller "død" eller noget meget lig det, og derefter var alt hvad hun tænkte på at komme ud og væk, at flygte og gemme sig. Hun rev i dørhåndtaget, skreg efter mor og far, havde i et kort øjeblik glemt at den var låst, alt imens de snerrende sammenbidte lyde blev højere. Den skurrende lyd fortalte at nogen skubbede skydedøren tilbage, og den efterfølgende slaskende klappen af fødder der trak sig henover et badeværelsesgulv, var bevis på at nogen var på vej imod hende. Hun fandt nøglen og drejede den rundt, ligeglad med sit tøj eller at hun var splitternøgen. Hun rykkede døren ind, idet noget uhyrligt greb fat i hendes lange våde hår for derefter at hive, hvorpå hun vrælende og hulkende og med lange tårestriber brændende nedover sine kinder sprang ud på gangen og styrtløb i retning mod trappen. Hørte hele tiden den grusomme snerren lige bag sig og mærkede flere gange noget der grangiveligt føltes som kløer strejfe hende imod hendes bare rygparti. Og lige inden hun nåede trappen, dukkede Cathryn løbende op, chokeret over at se sin datters paniske tilstand. 

  "Kate, hvad sker der?" Og Kate styrtede i armene på hende, trykkede sig så langt ind imod hendes krop at Cathryn nær var væltet, hvorpå flere serievise kvalte skrig som skar sig ind i Cathryns øregange, forlod Kates mund. Skrig der hurtigt blev til gråd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...