Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5462Visninger
AA

28. ...27...

Cathryn betragtede de eksploderende bobler, der brusede henover spabadets vandoverflade, i forsøget på at fjerne den mørkeknude som kvaltes om hendes hjertemuskulatur. Den vedvarende krablen der forkrøb sig henover hendes hovedbund, for særligt at manifestere sig i baghovedet, blev bestemt ikke formindsket af at hun var alene i svømmehallen. Daniel havde ikke snakket til hende siden skænderiet, havde ikke skænket hende en tanke og ej heller kigget på hende. Han havde lukket sig inde på sit kontor, fordybet sig i sin egen verden, var kun kommet ud til aftensmaden. Der var noget galt, og hun vidste det, og i et kort øjeblik fornemmede hun at det var selve huset, der var noget galt med. At det ikke var hendes mand, men herregården. Herregården der manipulerede med den hun elskede, fik ham til at forsvinde ind i en fantasiverden, som en hån imod familien, fordi herregården ikke brød sig om dem. Fordi...

  Hun rystede tankerne bort. Det var latterligt. Det var ikke herregården der var noget galt med, det kunne det umuligt være, det var blot en bygning og bygninger har ingen bevidsthed. Fuldstændig ligesom at middelalderrustninger heller ikke har nogen bevidsthed. 

   Det gøs. Hun ville ikke tænke på metalmændene. 

  "Jeg er bekymret for dig, Daniel," hviskede hun svagt for sig selv, og lukkede øjnene som hun lod sin ryg glide længere ned, indtil det øverste af hendes bagparti trykkede ned imod fremspringet der fungerede som bænk. Hendes hage stak lige over det boblende vand. Tankerne begyndte at dreje i hendes hoved, begyndte at cirkle som de blev gradvist mørkere. Og spekulationer, ubehagelige og grusomme spekulationer, sivede sig frem. Spekulationer om at det ikke var Daniel der var noget galt med, men hende selv. At det var hende, der var en dårlig mor. En dårlig mor, der ikke havde fortjent en mand eller en familie, som burde forlade dem, som burde kaste sig ud foran en bil eller tage en overdosis af sovepiller. 

  De vil ikke savne dig, Cathryn. De vil ikke savne dig. 

  Det var først da hun så sig selv føre rebet om sin egen hals og stramme til, at hun omgående blev kastet tilbage i virkeligheden og med et skingrende gisp rettede sig plaskende op i boblebadet. Hjertet begyndte at pulse. Hvordan kunne hun dog overhovedet tænke på at få sådanne tanker? Hun var absolut ikke nogen dårlig mor. Hvis der var nogen som var en ordentlig mor, var det da hende. Selvom Kate kunne være frustrerende, gjorde hun alt for at opdrage hende ordentligt. Det var ikke hendes skyld, at hendes datter lukkede af når hun prøvede at snakke fornuft til hende. Uanset hvad Daniel så end beskyldte hende for, var det absolut ikke hendes skyld. Absolut ikke. Og det var svinsk, usandsynligt svinsk, af hendes mand at te sig så modbydeligt. Dumme paranoide stodder. 

  Nej. Paranoid var ikke ordet.

  Lortemand. Egoistiske forpulede fucking lortemand.

   Nej. 

  Svagpikkede svagpisser. 

  Ja. Forpulede, arrogante, egoistiske, højrøvede fucking lorte svagpikkede svagpisser af en mand. Det var for langt. Forpulet Svagpisser var en fin beskrivelse. 

  Hun skulle vise ham skulle hun. At han behandlede hende sådan - hende, som altid havde støttet ham. Altid havde hjulpet ham, kæmpet for deres forhold dengang han fik et sammenbrud. Han vidste hvor meget hun prøvede, virkelig prøvede at disciplinere Kate. Fandeme ikke om hun forkælede hende. Det var da i hvertfald det sidste hun foretog sig. Hans opførsel var skammelig, kvalmende skammelig, og hun nægtede at finde sig i det. Han kunne selv tage noget ansvar, istedet for at henslænge tiden i arbejde. Istedet for at henslænge tiden med at dyrke herregården som var det en guddom, som var det en erstatning for hans egen kone. Hans kone der tilmed elskede ham og altid var klar til at kæmpe for ham. Han kunne kraftederme ikke være det bekendt. Det kunne han satanederme ikke. 

  Hvad vil du gøre ved det, Cathryn

  Tanken sneg sig frem, og fik den sugende had til at stråle dybt ind i hendes knogler. 

  Vil du virkelig finde dig i den behandling fra din mand? Vil du virkelig det?

  Hun var tæt på at rejse sig op fra boblebadet og med spændt krop kaste sig ud til håndklædet for at tørre sig og derefter finde sin mand og konfrontere ham. Konfrontere ham og skælde ham ud, skrige ind i hans ansigt og måske skubbe ham et par gange hvis det blev nødvendigt. True ham med, at hvis han ikke snart tog sig sammen, ja så kunne han sgu fandeme godt regne med at hun var skredet og ikke kom tilbage før han ændrede opførsel.

   Hun rystede på hovedet, i øjeblikkelig forfærdelse over de grusomme og modbydelige tanker, der syntes at bombardere hendes hjerne som hun sad der i boblebadet. Der var intet galt med hende, hun var ikke en dårlig mor og Daniel var heller ikke en dårlig mand. Men hjerteknuden tilstrammede sig alligevel ved tanken om, hvordan hendes mand havde opført sig overfor hende, og episoden blev ved med at bide sig stadig dybere ind i hendes sind. 

*

Kate så sig flere gange lyst til at stikke af. Til at springe ud fra vinduet og sprinte henover de rullende græsbølger som udstrakte sig fra hendes værelsesvindue, men tanken om hvor langt ned der var - mindst ti meter - afholdte hende fra at forsøge. Hun ville brække op til flere knogler i kroppen. Hvis hun var heldig ville hun flække begge ben. Det var ikke forsøget værd, og hun var fanget. Hun kunne ligeså godt lægge sig til at sove - selv trods klokken knapt var ni - og istedet forsøge at drømme sig til en vej væk. Hun anede ikke hvor længe hendes stuearrest varede, så hun havde stadigvæk ingen idé om hvornår hun havde mulighed for at tage til London og besøge veninderne. Selvom hun havde lovet at komme om to uger, var hun klar over at hun nok hellere måtte bryde aftalen. 

  Og efter Cathryn havde været inde og sige godnat - selvom Kate ikke følte nogen umiddelbar lyst til at respondere - og hun havde slukket lyset og lukket døren, begyndte hun at mistænke far for bevidst at have trådt i den musefælde, så han havde en undskyldning for at skælde hende ud. Det ville i de fleste tilfælde virke absurd, men ikke her. Lige nu, som hun lå på puden med ryggen til klædeskabet og stirrede ind i den mørklagte væg, tilbageholdende på raseriet, virkede tanken mere og mere logisk. At hendes far nød at straffe hende. At hendes far hadede hende, fordi han var en dum stodder, en led psykopat. 

  Ikke ligesom den far hun havde engang. Ikke ligesom dengang mor og far ikke skændtes, dengang hvor ingen af dem altid havde travlt og ingen af dem dømte hendes venner. Michael ville sige, at nervesammenbruddet havde forvandlet far, gjort ham mere skrøbelig hvilket nemmere gjorde ham vred. Men Kate var i dette øjeblik overbevist om, at det såkaldte nervesammenbrud, blot havde fået ham til at vise sine sande farver. 

  Meget kunne hun alligevel tilgive - at han mistænkte hendes venner for at udnytte hende, at han var overbeskyttende, at han til særdeleshed ikke brød sig om Alex Stidd og bare mente at den dreng prøvede at finde på enhver undskyldning til at gå i seng med hende. Men at de flyttede fra London, kunne hun ikke tilgive ham. Han gjorde det med fuldt overlæg, fordi han hadede hendes venner, fordi han tænkte på sig selv og ikke kunne se verden fra hendes synsvinkel. Hun havde brug for at være ung, for at være social, for at blive voksen, og det tog han fra hende. Så var det godt hun havde mor. Mor, som altid kunne tale hendes sag, som plejede at blødne hendes far og få ham til at skifte mening. Få ham til at... 

  Dok dok dok dok

Den hule banken, der forekom Kate at lyde som knoer imod træ, kom i modsætning til de forrige nætter, ikke fra væggen men istedet inde fra værelset bag hende. Hun stoppede øjeblikkeligt med at spekulere, stivnede istedet og trak brynene sammen som hun lod øjnene køre imod venstre. Lyttede. Der var stille, i få øjeblikke. Så kom lyden igen.

   Dok-dok-dok-dok

Det kom fra skabet. Kate fornemmede hvordan energien i dette givne øjeblik sivede ud fra hendes muskler så hendes krop blev tynget imod sengen. Hun var ikke alene, det vidste hun bare. Selvom hun ikke kunne se bagud, var hun alligevel sikker på at en person bevægede sig imod hende. At personen lige nu, som hun med øjne der pludselig var vokset sig større stirrede blindt ind i væggen foran sig, stoppede op lige ved siden af sengen for derefter bare at stå og kigge. En kulde rullede indover værelset. Hun lukkede øjnene. Det kunne stadigvæk bare være mus. Måske havde de gnavet sig gennem væggen og ind i skabet. Det var bare mus, bare mus, bare mus, bare... 

  Den hule banken, som lod til at stamme fra indersiden af den lukkede skabslåge, blev erstattet af en langt mere grusom lyd, som Kate på ingen måde så sig i stand til at kunne bortforklare. En hvisken. En kold, spinkel hvisken, der remsede sætninger op på et ukendt sprog hun aldrig havde hørt før. Stemmen var hurtig, ekstrem og unaturlig hurtig, som når et bånd blev spolet fremad, og en stikken begyndte at manifestere sig imod indersiden af Kates skind. Kuldegysningerne spredte sig som slimede hudorme, og sveden sprang klistret frem på hendes håndflader. Den hviskende stemme var hul, ligesom de forgangne bankelyde, og hvis Kate ikke tog meget fejl, stammede de ligeledes inde fra skabet, men det var uladesiggørligt. Hun var alene på værelset, og der kunne umuligt gemme sig nogen i skabet. Mus kunne ikke hviske. 

  Hun skar tænder, tvang sig selv til at ignorere det, prøvede desperat at bilde sig selv ind, at det foregik i hendes eget hoved. Hun var måske allerede faldet i søvn. Det var bare det. Det var ikke noget, absolut ingenting, hun skulle bare ignorere det, så gik det væk.

  Den hurtige hviskende stemme stoppede ikke. Den blev ved, i den samme lave aggressive messe. Kates øjne pressede sig stadigt hårdere sammen, så farveprikker sprang frem og sim ilfdluer begyndte at danse rundt i mørket bag øjenlågene. 

  Og stemmen skiftede sprog og begyndte at snakke enten om hende eller måske endda til hende. Kaaaaaatey-katey-katey-katey-katey-kate. Kaaaaaaaaatey-katey-katey-katey-kate. 

  En lyd af træ der eftergav sig. En lyd, Kate kendte lidt for godt. Det var lyden af skabslågen, der gav efter og åbnede, ikke meget men på klem, og hun var i dette øjeblik klar til at kaste sig op fra sengen og hen til lyskontakten, for at fordrive det unaturlige der holdte hende med selskab, men hun kunne ikke bevæge sig. Og selv hvis hun kunne, ville hun ikke. Turde ikke at kigge, i frygten for at se noget uhyrligt, som ville hjemsøge hendes tanker resten af livet, som ville skræmme hende til døden. Stemmen hviskede videre, en anelse tydeligere, og skabsdøren fragav et lille klagefuldt piv da den blev skubbet længere op. Det snurrede imod hendes rygparti, og usynlige hænder strakte sig indover hende, men hun ignorerede fornemmelsen. Lukkede øjnene og prøvede at tvinge sig selv til at sove, men uden held. 

  Og den hviskende stemme i skabets udefinerbare mørke hviskede hendes navn på ny. Messende. Hånligt. Kaaaaaaaaaaaaatey-katey-katey-katey-kate... Kaaaaaaaaatey-katey-katey-katey-kate. 

  Men Kate ville ikke flytte sig. Ville ikke. Der var ikke noget. Der var... ikke... noget... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...