Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5428Visninger
AA

27. ...26...


Daniel ventede indtil Kate og Michael og Cathryn var hjemme, men han vidste at han var nødt til at gøre hvad der skulle gøres efter hans kone blev beskæftiget med andre ting. Han ventede, ventede, frygtede at han ikke ville nå det, men da han hørte lyden af klaverspil fra pianostuen på første etage, forstod han at Cathryn var travlt optaget med andre ting. Rustningerne skulle flyttes nu, før det var for sent og før Cathryn ville stikke sin næse i det og blande sig, og som han bevægede sig op ad trappen, op mod Michaels værelse på anden etage, begyndte han at få idéer om at skræmme hende. Skræmme hende ved at stille rustningenre frem så det ville være det først der mødte hende så snart hun kom ind i riddersalen fra trappen, så hun måske troede at de var levende. Var levende og var kommet tilbage for at hævne sig på hende over at de blev stillet ned i kælderen. Det var måske fejt, men det var nødvendigt. Den fremmede tanke som havde taget bolig i hans hjerne, tanken der kom andetstedsfra, støttede ham. Fortalte ham, igen og igen, at det var det eneste rigtige at gøre, den bedste måde at få forbedret familiesituationen. Rustningerne skulle stilles tilbage hvor de hørte hjemme, tilbage i riddersalen, og ingen skulle have lov til at pille mere ved dem. Nogensinde. 

   ”Michael?“ Han åbnede døren uden at banke på da han nåede op til værelset. Michael løftede hovedet og trak den ene øreprop ud af øret. 

    ”Yes?“

    ”Du skal hjælpe mig med noget.“

    Michael rynkede panden, forsøgte at aflæse sin fars brune øjne som han i en tøvende bevægelse rejste sig op. ”Hvad drejer det sig om?“

    Klaverspillet stoppede i et kort øjeblik, og Daniel sendte blikket imod trappen, frygtede pludselig at hans kone ville fjerne sig fra pianostuen og istedet bevæge sig op, så planen røg i vasken, men da den klingrende ekkoende lyd af pianoet få øjeblikke senere atter spillede gennem luften, kunne han ikke undlade at drage et suk af befrielse, selvom det dog samtidig stadig mindede ham om, at han skulle skynde sig.

   ”Det er bare... Du ved, de der rustninger der har stået nede i riddersalen. Dem kan du godt huske, kan du ikke?“ 

    ”Jo...?“

    ”Ja, dem. De skal flyttes tilbage til riddersalen, og det skal jeg bruge din hjælp til.“

    ”Nu?“

    Han nikkede. ”Ja. Nu! Kom nu med ned.“ Et ryk med hovedet i retning mod trappen. Michael rejste sig op, med forståelsen for at hvad han så i Daniels brune øjne, var alvor. Han fulgte med ham, ned ad trappen, forbi gangen med pianorummet og mor og fars soveværelse, videre ned i hallen og gennem riddersalen. Fornemmede en underlig tunghed, han ikke kunne sætte ord på og ikke mentes at have fornemmet før, som syntes at rulle sig nedover ham og tynge musklerne i kroppen mod gulvet. Det føltes en anelse, ikke meget men lidt, sværere at flytte fødderne, men Michael lod sig ikke bide mærke af det. Selvom det dog var underligt så køligt det var det sted hvor rustningerne plejede at stå.

    De fortsatte igennem det vidstrækkende bibliotek, ind ad arbejdsværelset hvis funktion endnu ikke var blevet besluttet, henover de brune bløde tæpper der hvislede fredeligt imod strømpestoffet, hen i vaskerummet med de blanke flisegulve og rækken af overdådige vaskemaskiner med reflekterende guldkanter. De nåede døren ned til kælderrummet. Daniel drejede håndtaget rundt og tændte lyset, hvormed han trådte ned ad stentrappen udbygget fra den røde murstensvæg, som vred sig i en halv omgang ned mod bunden af kælderen.

    ”De står herhenne!“

    Michael følte hvordan det stak koldt i kroppen. Hans mavesæk snurrede rundt, og han fik lyst til at vende sig om og stikke af. Var bange for at fortsætte, for at betræde denne kælder, var næsten overbevist om at noget ondt og ganske uhyrligt gemte sig hernede. Fingre af mørke forgrenede sig igennem hans sind, fik glæden til at visne ind og en underlig sorthed til at bide frem, fik hverden til at snurre og blive koldere. Lyset som udsendtes fra væglamperne, var bleggule, og Michael var i et øjeblik næsten sikker på at pæren ville smuldre bort og henlade ham og farmand Hollow i en blændende sorthed, som der ikke var nogen udvej fra. Og når mørket havde lukket sig om dem, ville noget skjult trække dem ind i kælderen, længere og længere og længere ind, få dem til at forsvinde fra omverdenen. Hvad Det Skjulte kunne finde på, var ikke til at vide, men Michael turde ikke forestille sig det.

    Han nåede bunden af trappen lige efter sin far, og standsede. Han så rustningerne stå der, på hver side sad væggen og fronten vendt mod hinanden. Ansigterne med mundgitterne, gittere der lignede tænder, og de sorte tomme udkigsspalter. Deres våben - langsværd og morgenstjerne fra middelalderen - som metalfingrende krampagtigt knugede om, nærmest helt nægtede at give slip på. Fordi våbene var deres og deres alene, og ingen måtte røre dem. Det krablede imod baghovedet og hans krop fragav et par ufrivillige gys, hvormed han fulgte efter sin far. 

    ”Du tager den ene side, så tager jeg den anden.“ Daniel greb fat under rustningen med langsværdets højre arm med den ene hånd og lod den anden arm slynge sig rundt om skulderpartiet. Michael hjalp til på den anden side, lagde kræfterne i og hjalp med at løfte rustningen. Og lige her, netop som de trak den ud fra væggen og lod den vælte kontrolleret tilbage, var det som om en fremmed bevægelse skød igennem metalmanden. En bevægelse der strakte sig ud mod den ene fod, fik den til at vippe sig og skubbe kroppen på plads. Michaels øjne blev store og han tog et kig på sin far. Daniel virkede ikke til at tage nogen form for notits af det. Måske var det ikke noget alligevel.

    De begyndte at bære.

*

Jo længere tid, Cathryn lod fingrende danse og spille henover klavertangenterne, jo mere hun mærkede de glatte flader og eftergivelsen da hun trykkede ned, desto mere blev de ting, hun havde tillært sig, manifesteret igennem fingermusklerne. Melodierne, hun i sin tid havde spillet, for lang tid siden, til familiefester og familiesammenkomster ja selv til hende og Daniels bryllup. Melodierne, der allesammen ekkoede i hendes hoved, som hun så filmende billeder for sit mentale blik - da hun som 10-årig for første gang nogensinde var til klaverøvelse, og hvordan den daværende skrappe Mrs. Pilleywyth havde skældt hende ud over de forkerte C-toner. Hun skulle bruge de hvide tangenter og ikke de sorte, melodierne skulle være perfekte. Når først hun blev bedre, kunne hun begynde at bruge de sorte lidt mere, men de hvide først. Do Re Mi og så videre. Hun skulle huske det. Det skulle hun, og hun skulle blive ved med at tvinge sig selv indtil hun havde lært det. Hvordan hun blev bedre og bedre, havde imponeret venner og familie. Hendes bedstefars begravelse, den sørgelige sørgelige dag hvor mange tårekrakelerede ansigter vendte blikke fra kirkebænken og imod den blanke egetræskiste på piedestalen. Hun havde løftet sorgen den dag, løftet den ved en omgang lystig klaverspil, en sammenkobling af mange forskellige engelske folkesange, til familiesammenkomsten. Mor Maggie var stolt over sin datter, sin datter på kun femten, som kunne spille så godt. Et smil viste sig på Cathryns læber over alle de minder, klaverspillet hun lige nu var i færd med, fremkaldte. Hun stoppede med at spille få øjeblikke senere, kun for et kort øjeblik, så hun kunne række frem imod nodesbogen - nodesbogen som hun havde hentet ned fra loftet ikke længe efter hun var kommet tilbage fra arbejdet - og bladre. 

    The Streets of London. Hun kiggede på sangen, lod sine blågrå øjne vifte henover noderne, kun i få øjeblikke, for at memorisere dem. Det var en lavere C. Hun gik i gang med at spille, ikke længe, øvede først A,B,C akkorderne, inden hun så spillede tonerne til 70'er sangen, som hun var vokset op med da hun var helt lille. Sangen der bar utallige minder, sangen som hendes mor havde øvet sammen med hende da hun var blevet ældre. Hun spillede og spillede, slog forkert an på tangenterne op til flere gange, men fik efterhånden styr over melodien. Efter næsten en halv time blev hun træt af det og besluttede sig for at gå ned i biblioteket og få lagt sidste hånd på papkassen med bøger, som skulle ordnes i de diverse hylder. Hun lukkede klappen for og trak atter plastikpresseningen henover klaveret, inden hun satte sig i bevægelse. 

    Glæden forsvandt allerede da hun nåede foden af trappen, og hun måtte stoppe lige inden hun nåede indgangen til riddersalen for derefter at snappe efter vejret. Hun vidste at noget ikke var som det skulle være. Måden hendes hjerte pludseligt begyndte at tromme imod indersiden af brystkassen. Måden hvorpå hendes håndflader blev slimende tilklistret. En tunghed sneg sig over hende, begyndte at suge hende fast til gulvet. En tunghed hun kendte alt for godt, og med en gradvis lyst til at skrige og flygte, at kaste sig langt langt langt væk fra herregården bevægede hun sig tøvende nærmere. Lod blikket runde omkring åbningen indtil riddersalen hvorpå hun stoppede op. Hendes hånd smækkede ind imod mundpartiet som hendes blik frøs fast imod rustningen med morgenstjerne i den fjerne ende af riddersalen. Rustningen der kiggede på hende med den smalle spalte forrest på den hule hjelm. Rustningen som blot helt uskyldigt stod der, stod der og stirrede, men som hun i dette splitsekund vidste var langtfra uskyldig. Rustningen der overvågede hvert et skridt hun foretog sig. Rustningen som bare stod der, men som ikke burde være der, som istedet burde være i kælderen hvor hende og Daniel havde stillet den ned sammen med dens makker dagen forinden. Rustningen burde ikke være der, det burde den ikke, det burde den bare ikke, men det var den. Cathryn bakkede tilbage, fjernede sig gradvist fra åbningen. Forventede hvert øjeblik at metalmanden ville røre på sig. Forventede hvert øjeblik at armen ville rykke på sig, så morgenstjernen med en metallisk skrigende lyd ville blive skuret henover riddersalens blankbrune trægulv. Forventede at den ville bevæge sig, skramlende, knirkende, ville søge hen imod hende, løfte sit modbydelige våben og kaste det. Hun fjernede hånden fra munden og hev en mundfuld luft ind, som hun stoppede med at bakke. Prøvede at kontrollere sig selv og lægge en dæmper på den vedvarende sitren hendes muskler frembragte i dette givne øjeblik. Der måtte være en rationel forklaring. Hun vendte ryggen til, yderst modvilligt, og satte sig i bevægelse. Kiggede sig ikke tilbage, heller ikke da den elektriske fornemmelse der brændte imod hendes ryg voksede og næsten gjorde hende sikker på at hun blev forfulgt. Hun rundede rundede køkkenet og forsvandt ud fra rustningens synsfelt.

    Metalmanden blev blot stående i den samme stilling, med dens udsigtsspalte rettet udefinerbart fremad. 

*

Efter far og søn havde fået båret rustningerne op på deres retmæssige plads ved starten af østfløjen - noget, som tog lidtover ti minutter - takkede Daniel for hjælpen og søgte tilbage til sit kontor. Han havde netop nu, i dette givne øjeblik, fået sat sig ned bag skrivebordet og åbnet en mappe, for at tjekke regnskaber, da Cathryn dukkede op i døren og fjernede hans opmærksomhed. 

    ”Daniel!“ Hun gik hen imod ham, hendes skridt var hurtige og kløvede luften i glidende bevægelser.

    Ved synet af rædslen bag hendes opspilede øjne, mærkede Daniel en trang til at grine som kildrede sig frem, men han formåede at holde den tilbage. Han vidste præcis hvad der havde fået hende til at reagere sådan. Hævnen er sød, Cathryn. Hævnen er sød.

    ”Hvad er der, skat?“

    Han rejste sig op. Cathryn nåede hen til skrivebordet.

    ”Daniel... Rustningerne er blevet flyttet... De... de er blevet flyttet tilbage i riddersalen. Nogen h...“

    ”Det ved jeg godt.“ Daniel bevarede roen, selvom fryden stadigt voksede. Cathryns bevægelser stivnede og hendes bryn trak sig sammen til en lodret pandefure. 

   ”Det... Ved du godt?“

    ”Ja. Det var mig som flyttede dem.“ Han fjernede sig fra stolen og begyndte at bue rundt om bordet. 

    Cathryn bevarede fokus imod ham. Der gik længe før hun lod sine læber deles. ”HVAD gjorde du?“

    ”Flyttede dem.“

   ”Hvorfor? Jeg troede vi havde en aftale... Vi blev enige om at de skulle stilles væk...!“

    ”Fordi de ikke hører til i kælderen.“ Han stoppede foran hende. Truende. ”Ridderrustninger hører til i en riddersal. Jeg ved ikke hvad der farede gennem hovedet på mig, men jeg har ombestemt mig, så jeg fik Michael til at hjælpe mig med at flytte dem tilbage. De er en del af inventaret. Og det forbliver de.“ 

    Cathryn blev længe stående, med øjnene hvilende tungt på sin mand, kunne knap fatte hvad hun hørte. Så. ”Det syntes jeg ærlig talt ikke du kan være bekendt!“ 

    ”Hold da op. Herregården er ligeså meget min som din. Jeg bestemmer ligeså meget. Og jeg bestemmer at de rustninger står i riddersalen og der bliver de. Det kan godt være du har vendt min datter imod mig, men du får sgu ikke lov til at bestemme hvordan jeg gerne vil have at mit drømmehjem skal se ud.“

    ”Okay, nu syntes jeg simpelthent du skal styre dig.“ Cathryn kunne ikke lade være med at gøre sin stemme en anelse højere. ”Vendt din datter imod dig... Ikke en skid jeg har. Vi bor her allesammen, Daniel. Der skal være plads til alle. Jeg kan simpelthent ikke forstå hvad det er for en opførsel du kommer med. Vendt dig ryggen... Det eneste sted der er nogen som har vendt dig ryggen, er i dit eget hov...!“ 

    Og Daniel reagerede, hurtigere end han selv havde forestillet sig han ville, hurtigere end Cathryn endda havde kunnet regne ud. I det ene øjeblik stod hans kone foran ham, udskældende med opspilede øjne i alvor, for i det næste at blive tvunget op imod væggen af to stærke hænder som knugede sig til hendes krave så hendes trøje blev opkrøllet. Han trykkede hende hårdere imod væggen, som hans læber blev stadigt smallere. ”Cathryn, jeg vil gerne have at du holder din fede kæft! At du holder din kæft fra nu af, og ikke blander dig i, hvordan fanden jeg vil indrette herregården! Det er DIN skyld at Kate er blevet sådan. Din skyld! Din skyld, og jeg er så forpulet træt af det!“ 

    Cathryn vred sig, rykkede sig til siden og fik endelig kæmpet sig fri af sin mands greb. ”Hvad helvede er det du har gang i, Daniel? Du er jo ikke dig selv!“ Hun bakkede tilbage, med stigende puls, og i et kort øjeblik havde hun nærmest en anelse af at det ikke var hendes mands øjne der mødte hende, men derimod en fremmed person, en ond person, som ønskede hende tilintetgjort. Det forkrøb sig koldt henover hendes hud. 

    Daniel krummede fingrende og trykkede neglene ned imod håndfladen i en tilstrammende knytnæve, og havde givetvis lyst til at kaste sig frem. Kaste sig og frem og vælte Cathryn, bore sin knyttede næve ned i hendes ansigt mellem øjnene, så næsebenet blev slået ind med et kvasende knæk. Paralysere sin kone, som han blev ved og ved og ved med at slå hende, banke livet ud af hendes alt for engleagtige og alt for uskyldige ansigt, straffe hende for at være så uduelig, så blødsøden, så dum. Han kæmpede den strømmende mordlyst tilbage. 

    ”Jo. Jo jeg er.“ Han vendte ryggen til hende og trådte tilbage imod bordet, hivende efter vejret. ”Jeg er mig selv.“

    Men Cathryn var ikke overbevist. Klumpen i hendes hals, klumpen som kunne eksplodere som både gråd og skrig, begyndte at vride og dreje, vokse og presse i en opadgående bevægelse. Hjertet bankede stadig voldsomt. ”Nej... Nej, det er du ikke. Det er du...!“

    ”JEG ER MIG SELV, CATHRYN! JEG ER MIG SELV! JEG ER MIG SELV!“ Hans stemme skingrede ud mellem de sammensnerpede læber i hans skrigfortrukne ansigt, idet han vred sig rundt og viftede armen igennem luften, henover mapperne der i en lang række fejede nedover kontorstolen og gulvet. Stilheden fulgte som det næste. Daniel blev stående, kroppen dirrede svagt i lyset fra vinduerne som vendte ud mod gårdspladsen. Cathryn blinkede, modstræd de tilpressende tårer. Hendes mundvige var blevet mere fremtrædende sammen med de to halssener i hver side, som tegn på den snarligt forestående gråd. 

   Daniel fortsatte. Hans stemme var ru. Anstrengt. ”De rustninger bliver ikke flyttet! Jeg vil gerne have at du går ud herfra og lader mig være i fred, og istedet begynder at tænke over hvad fanden det er du har gjort ved Kate. Det er altsammen din skyld. Og du kan umuligt være så dum at du ikke ved det. Jeg nægter at være et offer. Efter alt det jeg har gjort for jer... Jeg nægter det. Nægter!“ 

   Cathryn var tæt på at gå hen til ham og give ham ikke bare én men flere lussinger, skrigende og grædende, men hun turde ikke komme nærmere. Vidste heller ikke hvad hun skulle sige hvis hun endelig gjorde det. Alt hun tænkte på, alt hvad hun brød hjernen med, var den frustrerende uforståelse over, hvad der fik hendes mand til at handle på sådanne nederdrægtige måder. Aldrig siden han fik sit sammenbrud den december fem år tilbage, havde han overtrådt hendes grænser. Men det var første tang, første gang nogensinde, hvor han havde reageret sådan. Hun vendte sig bort fra ham, uden et ord, og lod sine ben styre sig tilbage imod indgangen til kontoret. På vej op gennem vestfløjen trak den ophobede spænding i hendes indre sig sammen til en hivende gråd. 

 

 
   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...