Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5450Visninger
AA

25. ...24...

- Dag 4 i Hildread-herregården

 

Daniel fik beroliget sig selv i sin kones arme, overbeviste flere gange Cathryn om at der ikke var noget galt, at det bare havde været et mareridt og at hun ikke skulle tænke på det, samt havde fået skyllet ansigtet i vasken. På vej tilbage over gangen imod værelset, havde han fået en instinktiv fornemmelse af, at den samme silhuet som han mente at have set bag den på klemt stående loftsdør aftenen forinde, langsomt men sikkert manifesterede sig i mørket længere fremme, og en andens tilstedeværelse syntes at kunne mærkes som en knugen i brystet og han måtte sætte farten op, imens han flere gange overbeviste sig selv om at han var helt og aldeles alene, at der ikke var nogen sammen med ham andet end hans kone, ikke en sjæl, ikke én. 

    Det tog tid for ham at få vristet billedet af sin datters grøntrådnende ansigtshud, væk fra sine erindringer. Sammen med synet da hun med de hult stirrende øjne og den diabolske latter havde peget pistolen fremefter og skudt vinduet i stykker for derefter at sende en snurrende højhastighedspatron dybt i hans skulder. Selvom det hele blot var resultatet af et ondt mareridt, syntes Danuel alligevel at kunne mærke den snurrende summen strække sig nedover sin arm fra et imaginært skudhul i venstre skulder, samt en pludselig svidende kradsen udstråle sig fra sine lår. Indbildning, tænkte han. Ikke andet. Prøv at falde i søvn igen.

   Og det gjorde han, efter at have ligget længe og blot kigget, imod vinduet med de tiltrukne gardiner, vinduet der stirrede fredeligt ud mod gårdspladsen og den tætte egetræsskov langt ude. Omkring ved fire tiden, efter han havde ligget og stirret i evige to timer, kun lyttende til den stedfaste tikken af standeruret i den anden ende af værelset og sin kones dybtrungende snorken, og kort inden han endelig faldt i søvn, syntes han at han hørte nogen pusle på gangen, lige på den anden side ad døren. Lyden af fødder, af forsigtige listende skridt, som om personen på den anden side ikke ville høres, dappede ganske sagte. En lyd som af træ mod træ, en metallisk fjederet lyd, inden forsigtige dappende skridt der hastigt blev mindre, men han nåede ikke at tænke yderlige over det, før søvnen endelig vandt magten over ham og sendte ham tilbage i drømmeland. To timer senere vågnede han ved lyden af vækkeurets vedvarende bippen, der i en stædig summen konstant svævede ud fra apparatet.

    ”Fandens til lille møgtingest,“ mumlede han og rakte ud mod den på natbordet, men fik ikke fat i den. Istedet lod han sin hånd søge hen til nattelampen, som han aktiverede ved et tryk på knappen. Lyset brændte i hans øjne, fik ham til at skære en grimasse og lokalet virkede usædvanligt koldt efter at være pakket ind i dynen en hel nat, men alligevel fik han trukket benene ud fra sengen og ned på gulvet. 

    SCHNAP

   Som hans højre fod trykkede ned på det, han ellers regnede med ville være et blødt frotté-gulvtæppe, mærkede han istedet noget hårdt, noget der føltes som træ. Han fik aldrig tid til at tænke over denne mærkværdige fornemmelse, før et smæld plantede sig igennem lokalet og en knusende smerte slog sig dybt igennem hans tæer. Skriget kom først, da han så de fastklemte tæer presset sammen i musefælden, der som en grotesk udseende sko stak ud fra hans fod. Med et ansigt trukket sammen i en forbitret grimasse af angst og smerte stirrede han vantro på musefælden, som det skingre langtrukne smertevræl udbød sig fra hans læber for dernæst at give genlyd i selv de dybeste af herregårdens korridorer.

*

Hverken Kate eller Michael forstod ret meget, da de begge med morgenhår og søvntunge øjenlåg og hjerner, der stadig var sløret efter at være blevet vækket af en dyb - og for Kates vedkommende, mareridtsfri - søvn, satte sig til bords i spisesalen klokken seks denne givne tirsdag morgen. For enden sad Daniel med vidt opspærrede øjne og en ispose pressende imod sin fod, som hans blik vandrede rundt på familiemedlemmerne, og da han var sikker på at alle var til stede, og alle lyttede, trak han musefælden frem og bankede den ned på bordet. Det var en kamp for ham at bevare roen. Vreden spændte allerede op i ham, voksede som en sugende klump bag brystbenet, der fik pulsen i vejret. 

   ”Jeg vil gerne vide... hvem af jer... der gjorde det her?“

   Intet svar. Både Michael og Kate stirrede på ham, forstod tydeligt ikke hvad han snakkede om. Daniel placerede sn fingerspids på kanten af musefælden. Hans stemme blev mere anstrengt, da han fortsatte. ”Da jeg vågnede i morges, var der en eller anden der havde sat den her musefælde lige ved siden af min seng, med det resultat at jeg trådte på den og maste mine tæer noget så grundigt. Og jeg ved at den musefælde ikke bare er havnet der af sig selv. Hvem af jer har været inde på værelset i nat og pålagt mig den her... sindssyge undskyldning for en joke?“ 

    Du kender allerede svaret.

   Den hviskende tanke, der ikke føltes som om den kom fra ham selv, men derimod fra en udefrakommen kilde, fra nogen andre i herregården, nogen han ikke kunne se, sivede sig frem i hans sind. Langsomt. Listende. Han fæstnede blikket imod sin datter. Hun bemærkede det og rettede sig op i stolen. 

    ”Hvorfor kigger du på mig?“ Hun sank en klump.

    ”Ja, hvorfor kigger jeg på dig?“ Klumpen bag brystbenet voksede. Energistråler af ren raseri trak ud i hans arme, gjorde hans muskler spændte og gav ham lyst til at kaste sig frem og klemme begge hænder om sin datters slanke fine hals og derefter kvæle hende, kvæle hende så hendes hoved blev blåviolet og groteske kvalte rallen opstod fra hendes hals. Han delte læberne, og fortsatte, fik stadigt sværere og sværere ved at tilbageholde raseriet fra sin stemme. ”Hold op med at spille så skide uskyldig, Kate. Vi ved begge to godt hvad det er der er foregået i nat, gør vi ikke?“

    ”Hvad...?“
 
    ”Nogen listede rundt ude foran værelset lige inden jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede i morges, trådte jeg på en musefælde. Jeg er ikke dum, Kate. Jeg ved godt det var dig.”

    ”Hvad?“ Kates stemme lysnede op. Hun kunne intet andet end blot stirre på sin far i vantro.

   ”Ved du hvad, jeg syntes kraftederme jeg har fundet mig i nok fra din side...!“

    Cathryn brød ind. ”Okay, rolig nu, nu syntes jeg...!“

    ”Hold din kæft, Cathryn!“ 

    Det gibbede i hende. Daniels blik hvilede på sin kone i langvarige øjeblikke, før han atter rettede det imod sin datter, hvis øjne var blevet mere spejlende. ”Jeg ved godt du hader mig, Kate! Og ved du hvad? Du kan sgu hade mig ligeså tosset du har lyst til. Det er ikke mit prohlem. Men hvad der er mit problem er, når du begynder at lade dit had blive til handlinger! Du har stuearrest, Kate. Fra og med i dag og indtil du har lært at opføre dig ordentligt! Er du med?“

    Intet svar. Hun sad blot. Stirrede. Og blinkede enkelte gange.

   ”Er du med, Kate? Svar mig når jeg snakker til dig!“

   ”Hold kæft en stodder du er, far. Hold kæft en stodder du er!“ Hun rejste sig op og stirrede på ham. Dråberne af saltvand var allerede begyndt at lave trillende striber nedad hendes kinder. ”Hold kæft en FUCKING STODDER DU ER!“ Hun slyngede hånden gennem luften, lod den ramme stolen og væltede stolen tilbage, så et brag brød op fra gulvet. Daniel blev siddende og kiggede på hende, ignorerede Michael - som blot forvirret kiggede imellem Daniel og Kate - såvel som Cathryn, der sad med et uforstående chokeret blik. Kate vendte sig rundt, lagde ikke skjul på den kvalte gråd der brød op fra hendes hals da hun forsvandt derfra.

    ”Cathryn.“ Daniel kiggede imod sin kone. Det truende blik fik det til at strammes koldt nedover hendes rygsøjle. ”Du burde få disciplineret Kate noget mere. Du behandler hende for godt. Du ved godt hun hader mig, så lad være med at sidde og se så uskyldig ud.“ Han skubbede musefælden frem imod hende. ”Få det her... lort væk. Kate løj. Der er ikke nogen mus på loftet. Det næste, hun vil bilde os ind, er sikkert at det spøger.“

   ”Daniel, jeg syntes ærlig talt godt, at...!“

    ”Nej, Cathryn. Jeg skider på hvad dig og Kate syntes! Jeg har fundet mig nok i det her, forstår du det? Jeg finder mig ikke i mere. Hun skaber sig fordi hun ikke gider bo her, men hun må bare lære prisen! Ved at skabe sig bliver det endnu værrere for hende. Den uopdragne tøs og alt hendes pis. Jeg gider det ikke mere.“ Han kiggede imod Michael. ”Hvad med dig? Har du nogen indskydelse?“

    Michael rystede på hovedet. ”Jeg vil helst gerne holdes udenfor alt det her, hvis det er okay?“

    Men Daniel blev ved. ”Kan du lide at bo her?“

   ”Huh?“

   ”Kan du lide at bo her?“ Han kiggede på ham med det samme blik, blikket der borede dybt ind i ham, som han havde brugt overfor sin kone, og Michael vidste ikke, hvorvidt han turde sige sandheden. Sandheden om, at selvom han boede i herregården, og elskede - virkelig elskede - stedet, med alt dens egetræsinventar og glimtende guldlister og flotte omgivelser, savnede han London og særligt Chloe Johnson mere og mere, for hver dag der gik. Savnede Chloe, med hendes fine bløde stemme og hendes kække smil. Chloe der altid bragte en lun følelse frem i hans krop, Chloe med den varmbløde omfavnelse han i den sidste tid havde kommet til at elske. Chloe, der havde siddet på bænken i parken dagen inden de flyttede, og med tårerblinkende øjne havde tilbageholdt gråden. Eller hans venner, Dean og Jack, hans fodboldkammerater og bedstevenner, han altid nød at være i byen med eller spille videospil med. Den vennekreds, han var blevet rykket ud fra. Han ønskede sig tilbage til London, tilbage til alle ungdomsaktiviteterne, drukfesterne og de lange vilde nætter med vennerne. Men i dette øjeblik fortalte den gnavende fornemmelse i baghovedet ham, at han ikke skulle være ærlig overfor sin far. 

    ”Selvfølgelig. Jeg elsker at bo her. Men...!“ Han tøvede. Daniel hævede brynene op i panden.

    ”Men? Men, hvad?“ 

    ”Ikke noget.“ Han skulede kort hen mod indgangen til hallen. Ønskede bare at komme væk. Der var noget ved hans fars tilstedeværelse, noget der krøb langsomt ind i hans krop, som han ikke brød sig om. Noget koldt og mørkt. Noget fremmet, som ikke var hans far. 

    ”Jo, Michael. Men hvad? Hvad mener du med det men?“ 

   ”Daniel, stop nu...!“ begyndte Cathryn ængsteligt, men Daniel afbrød hende i en grusom hvæsen. 

    ”Så klap dog i, kvinde! Jeg prøver at kommunikere med drengen!“

   ”Ved I hvad, det her vil jeg ikke være med til. I kan diskutere i fred.“ Michael rejste sig op, undlod at kigge sin far i øjnene, som han mærkede lysten til at spytte ham i ansigtet, og skrige ad ham. Han kunne ikke være den opførsel bekendt. Det kunne han bare ikke. 

    ”Michael, sæt dig ned og svar mig. Michael, sæt dig ned og svar mig! MICHAEL!“ Hans søn skyndte sig væk. Daniel rejste sig op, kom til at lægge vægten på den skadede fod og udstødte en smertefyldt gurglen imellem sine sammenpressede læber. Cathryn gled stolen tilbage og greb fat i ham.

    ”Daniel, hvad fanden i helvede går der dog af dig?“

    ”Slip mig...“

    ”Hva'? Hvad går der af dig? Du opfører dig fuldstændig uansvarligt!“ Hun ruskede ham og kunne ikke lade være med skingert at hæve stemmen. ”Den der opførsel! Den der opførsel, den syntes jeg faktisk...!“

    ”Jeg sagde slip mig!“ Han rykkede i et hvæs mellem sammenbidte tænder, sin hånd til side, og langede ud efter hende så hun måtte bakke et par skridt tilbage. Stilheden, den samme borende stilhes som havde sænket sig over spisebordet, over herregården, aftenen forinden, fyldte atter lokalet. Daniel blev stående, støttende til sin stol og hivende efter vejret. Læberne skiltes.

    ”Det er jeg ked af, Cathryn.“

    Hans kone blev stående et par øjeblikke. Så bevægede hun sig hen imod ham. Placerede forsigtigt en hånd på hans kind og lod den hvile der, indtil deres blikke mødte hinanden. ”Hvad er det der sker, skat? Du er helt ved siden af dig selv.“

    Daniel besvarede spørgsmålet med en kort hovedrysten. ”J... Jeg ved det ikke. Jeg ved det ærlig talt ikke.“ Tungheden der vred sig i halsen indikerede snarlig gråd, og han måtte rømme sig et par gange for at stå imod. Tanken sivede sig hånligt frem igen. 

    Hader dig... dårlig far... hader dig, hader dig, hader hader hader...

   ”Er det stress? Det er stress, er det ikke?“

   Han trak på skulderen, og måtte rette blikket væk fra sin kones omsorgsfulde og sympatiske blågrå øjenskiver. Han forbandede sig selv. Skammede sig over at han havde haft mordtanker mod kvinden foran ham. Kvinden han elskede, som altid var der for ham, som på intet tidspunkt havde forladt ham dengang nervesammenbruddet indtræf, som altid havde opmuntret ham. Hjulpet ham igennem depressionen og selvmordstankerne. Forsikret ham om, at selvom han måske havde svigtet, svigtet fordi han blev syg, elskede familien ham stadig. Hun var hans kone, i medgang og modgang, præcis som hun havde lovet foran ham under kirkevielsen 19 år tilbage, og som var et løfte hun havde holdt lige indtil nu. I dette øjeblik drænede afmagten igennem ham, gjorde ham kortvarigt overbevist om at han fortjente at dø. Fortjente at hænge sig selv op i en gren i skoven, eller kaste sig ud fra trappen eller måske skyde sig selv igennem kraniet. Fortjente at dø for de grusomme tanker, han havde tilladt sig selv at få imod sin familie, imod sin kone og til særdeleshed imod sin egen datter. Mord var forkert og ikke nogen løsning, uanset hvad. Uanset hvor arrig ens datter gjorde en, var det aldrig okay at dræbe hende...

   Han mærkede Cathryns arme omkring sig, og løftede hovedet. ”Jeg er virkelig bekymret for dig. Jeg er?“

   Han fremtvang et smil, et kvalt og ikke just overbevisende et af slagsen. ”Det... Det skal du ikke være. Jeg klarer mig.“

    Men han var ikke selv overbevist om ordende der forlod hans mund. 

   


   

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...