Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5423Visninger
AA

24. ...23...

 

Daniel lå og stirrede op i loftet, med lyset fra sengelampen skinnende orange ind på hans kind. Døren åbnede med et klik og Cathryn trådte ind, men han rørte sig ikke. Lå blot og stirrede. Lyden af skridt henover et gulvtæppe voksede, en tung lys vejrtrækning fulgte. Kort tid efter hoppede sengen svagt da Cathryn satte sig ned. Daniel blinkede, mærkede tankerne dreje rundt i kraniet, dunke ind i hjernen, og hørte den fremmede stemme, der som en parasitisk tanke sivede ind og ud af hans bevidsthed med jævne mellemrum.

Hader dig... hader dig... de hader dig allesammen... hader, hader, hader, hader...

”Daniel.“ Cathryns stemme lød tyngene, svag. Daniel blinkede, blev liggende og stirrede på loftspanelerne og lampetræet der hang i den vævede ledning. 

   Hun vil fortælle dig at Kate har ret. Fortælle dig at du er en dårlig far. Hun sætter ikke pris på dig, Daniel... Hader dig bare... hader, hader, hader...

   ”Skat.“ Cathryn kiggede imod sin mand, der lå udstrakt, med kun et hævende og sænkende brystparti der indikerede nogen som helst form for bevægelser. Kates ord hang stadig i hendes tanker. 

    Du slikker bare røv på far. Jeg hader ham. Hvorfor gør du ikke noget ved det? Han er en egoistisk stodder...

   Hun så atter Daniel skrige, med vibrerende skinger stemme. Fornemmede igen den borende tavshed, stilheden der åd sig ind i hendes krop og drænede energien, som gav hende lyst til at græde. Hun blinkede imod den pressende sviden. Daniel blev liggende. Svarede hende ikke.

    ”Skat, hvad sker der? Jeg... D... Skat...!“ Hun snørede læberne sammen. Havde lyst til at læne sig frem og knuge sine arme om ham, holde ham tæt til sig, og græde smerten ud. Ville bare glide sin hånd hen til ham, flette deres fingre sammen og kysse ham, men kunne ikke. Som han lå der og stirrede, virkede det næsten som om han ignorerede hende, som om han ikke ville snakke til hende. Det gjorde ondt i hendes hoved. Hun begribede ikke det mindste, hvad fanden der egentlig gik for sig.

   ”Jeg elsker dig.“

    Daniel reagerede og drejede hovedet imod hende. Han så hende sidde der, kiggende på ham med overlæben presset ned bag underlæben og et blik, der forekom ham lidt mere uskarpt end hvad det burde. Ordende var kommet så svagt, så tøvende, at han næsten tvivlede på at hun mente det. Men han nægtede at tro på at hun hadede ham, nægtede det, nægtede det bare. Hun elskede ham. Det måtte hun gøre. 

    Han skilte læberne. Stemmen var ru og kvælende. ”Jeg elsker også dig.“

   Cathryn sænkede hovedet, og lod fingrende tromme svagt imod sengetæppet. Og som hun sad der, trak mordlysten i ham. Han kunne tage lampen der stod på bordet ved siden af ham, og slynge foden ind i hovedet på sin kone. Sprække kraniet op på langs og sende myriader af glassplinter ned i hendes hjernehinde, dræbe hende på stedet. Han så allerede blodet forgrene sig fra den lange ujævne revne i skalpen, og dele sig ud på sengetæppet, suge sig ind i dyne og træværk. Han løftede hånden imod hende og strakte sig, så dynen knitrede. Greb fingrende om hendes kind og løftede hendes ansigt. Han kunne trække tommelfingeren op imod hendes øje og trykke indad, indtil der sprang hul i øjeæblet og hun ville skrige forpint i smerte. Hyle og vræle, idet han slog lampen ned i hendes ansigt, og tvang hende til at sluge glasskår efter glasskår. Straffe hende for at forkæle Kate, at forvandle hans datter til en egoistisk tøs, der ikke havde respekt for andre end sig selv. Straffe hende for hendes hjernetomme idioti. Ville ruske hende når glasskårerne fik hende til at gurgle rødt, skrige i hendes ansigt, hævne sig...

    Han surrede læberne sammen, og tvang tankerne bort som han lænede sig frem og lod sine læber smældes gentagende gange imod hendes. ”Jeg elsker også dig,“ gentog han, med et fremtvunget smil. Herefter lagde han sig ned, vendte ryggen til hende og slukkede bordlampen. Cathryn blev blot siddende og stirrede på ham. Havde lyst til at fortælle ham om det, hende og Kate havde snakket om, så hun ikke behøvede at holde hemmeligheder for sin egen mand, men hun havde givet Kate et løfte. Et løfte er et løfte. Og sådan et bryder man ikke. Hun lagde sig ned på ryggen og stirrede op i loftet, indtil søvnen efter et par timer endelig skyllede indover hendes øjne og fik loftet til at forvandle sig til filmiske fantasibilleder.

*

Det var lang tid siden, Daniel Hollow havde haft mareridt. Og det var første gang nogensinde, han havde haft en i samme kaliber som den han fik denne givne septembernat mellem mandag og tirsdag. Han havde først drømt om, at han var ti år tilbage, før sammenbruddet, dengang Kate var en lille pige. Han så sig selv, som han skridtede igennem køkkenet, hen til vinduet der stirrede ud mod baghaven. Pegefingeren krummede han om kaffekoppens hang. Hans datter, hans lille Katey-Kate, var klædt i lyserødt ballerinaskørt der svang gennem luften i takt til hendes dansende piruetter, og der i sollysets skær glimtede i eventyrligt pinket stjerneglitter. Måden hvorpå hun drejede sig rundt, med armene udbredt fra kroppen som vinger. Hendes dengang mørkeblonde hår, der svang og faldt og svang og faldt. Han vidste at hun sang. Vidste, at hun sang om sin familie, om sin storebror og mor og far. Han kunne recitere hvert et ord, for det var ham der havde introduceret hende for sangen. Hver eneste givne aften siden hun var ganske spæd, havde han siddet på sengekanten og sunget sangen for sin datter. Sangen hans mor havde sunget for ham dengang han selv havde været lille, og som hun havde fået fra sin egen mor. 

    Læg dig ned og hvil så trygt, Guds hånd passer på dig, mor og far, de elsker dig, og intet stygt vil hænde dig
   Solen smiler og ler i dens himmelplads
    Og månen og stjernerne griner hjerteligt i deres nattevals
   Og glæde og kærlighed er dit hjem
   Og det håber jeg virkelig, at du ikke må glem'

Og så standsede hun. Med ryggen til ham og armene bredt ud i vingeformation, stoppede hun sine glædesfyldte piruetter, som var der blevet slukket på en kontakt, og stod blot i solens lys, der pludseligt fremkom mørkere og mere truende. Og Daniel vidste, uden han helt selv var klar over det, at noget faretruende kom snigende, noget der gemte sig inde i hans egen lille Katey-Kate, noget der gemte sig inde i ham selv, i hans eget hoved. Noget ondt, modbydeligt, som gnavede og vred og åd og som ville kvæle, skære, myrde. 

   Og hans datter vendte sig, med et tomt smil på læben og øjne der blot stirrede, stirrede imod ham men ikke på ham, og hun løftede sin arm. Pegede pistolen imod vinduet, imod sin egen far, som hun reciterede glædesvalsen, men denne gang med andre ord, modbydelig ord, ord rettet imod far. 

    Læg dig ned og hvil i frygt, far, for Djævlens hånd vil dig tage, og din datter dig hader, åh så voldsomt hader
   Solen håner i dens himmelplads, ønsker du brænder i helvedet
   Og månen og stjernerne har vendt dig ryggen, mobber dig bag din ryg
   Og evig had og lidelse venter på dig
   Det syntes jeg bare du skal vide

   Og hun lo og klikkede aftrækkeren ind. Daniel tabte kaffekoppen, vrælede som kuglen smadrede vinduet for ham og forplantede sin kraft i hans venstre skulder. Smerten vred sig og strålede, snurrede igennem armen og siden af halsen, og han faldt. Glas klirrede omkring ham, som han drejede sig rundt og med armen slæbende efter sig kravlede henover glasskår, der knirkede op igennem lår og knæ, så blodet sivede ud fra huller i huden, og en svidende brændende kradsen stak ham, dybere og dybere og dybere...

   Og Kate, lille uskyldige Katey-Kate, stod foran ham, med det samme plasticsmil og med øjnene der stirrede imod ham, men ikke på ham, øjne der bare kiggede. Og pistolen rettede hun imod sin kind, rettede den til således at den pegede skråt op imod kraniet. ”Og det her, far, det gør jeg til ære for dig.“ Og hun skød så krudtbraget ekkoede, og den modsatte kind blev flænset til blodige kødstrimler, og livet sivede ud fra hendes farveløse blik, så hvidt knoglepulver og gråblegt hjernemasse i brunrøde kødelige blodklumper separerede sig ud fra venstre kranie, og klaskede sig kunstnerisk ud på den ene væg. Og han så sin datter som hun kollapsede foran ham, hørte det langtrukne hæse vræl der umenneskeligt voksede sig ud fra hans strube. Mærkede tårerne kildre varmt, som de trillede og trillede, ustandseligt og ubørnhørligt. 

    Og han så sin datter, det blodige lig med det sønderskudte hoved, bevæge sig. Så hende trække sig frem imod ham, så hende løfte ansigtet og kigge på ham. Og han så ikke sin datter, men derimod en identisk pige, en pige med hud der langsomt rådnede op i grønlige nuancer, og øjne der tørrede ind og blev mælkehvide. Hendes kæbe, der grusomt knirkede da hun åbnede og lukkede munden i den samme skingre latter, en gammelkonelatter, der umuligt kunne tilhøre hans datter, men istedet lød som hans egen mor, mor Grace Hollow, som han havde elsket ubeskriveligt, som var gået bort fra denne verden alt alt for tidligt. Og han ville ønske han kunne bevæge sig, at hans ben ikke svigtede, ønskede at flygte, da den identiske pige løftede pistolen. 

    ”Helvedet venter på dig og din datter, Daniel.“

    Og hun trykkede på aftrækkeren, så højhastighedspatronen flænsede igennem luften og borede sig ind i kraniet, vred sig dybere og dybere igennem hjernen og ud gennem baghovedet...

    ... og han vågnede i det hæse vræl, mærkede den svidende kradsende smerte forplante sig igennem lårkødet og fornemmede det klistrede blod indhylle hans krop i et varmt organisk net, som han rullede ned fra sengen og vrælende vred sig på gulvet. Han hørte den skingre latter overalt omkring sig, mærkede hænder gribe fat om hans hals i forsøget på at kvæle, kvæle, prøvede at skrige efter hjælp da lyset blændende fortrangte mørket og Cathryn panisk sprang ud fra sengen og løb henom fodenden, hen til sin mand der havde krøbet sig i fosterstilling, klynkende og gispende. Og hun kastede sig hen til ham og slyngede armene om hans krop. Da og først da brød Daniel sammen. 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...