Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5448Visninger
AA

23. ...22...

 

Kate bøjede sig frem mod sengen, som hun strakte dynen ud. Hun stod klædt i bare ben, med nattrøjen til at dække for det øverste af kroppen.

   Cathryn kom ind uden at banke på. ”Kate?“

   Hun vred sig rundt, tydeligt forskrækket, så blot sin mor træde ind på værelset og lukke døren efter sig. ”Kate, vi bliver simpelthent nødt til at snakke sammen.“

   ”Ud, mor.“ Kate vred læberne sammen, strammede halsmusklerne så hendes stemme blev skarpere. 

    ”Jeg skal nok gå ud efter at vi to har fået os en ordentlig samtale. Det er ikke skældud. Jeg bliver bare nødt til at snakke med dig, okay?“

    Kate blev stående, blinkede, og satte sig herefter på sengekanten. ”Hvad er der så?“

   ”Må jeg sidde ned?“ Hun nikkede indikerende imod sengen. Kate drejede hovedet imod højre, og viftede atter sit grøntonende blik imod mor. En hårlok var gledet ned foran hendes pande, og dækkede lidt af venstre øje.  

    ”Ja, ja, whatever.“ 

   Cathryn gled sig frem i bevægelse og satte sig ned ved siden af sin datter, hvorefter hun samlede hænderne foran sig. En kort tavshed udbrød sig imellem dem, som Cathryn i kraniet afspillede de givne ord hun ville fremsige. Vandet i radiatoren rislede hult gennem metallet og spredte sig i værelsets stilhed. Så delte læberne sig. 

    ”Hvad er der galt, Kate? Hvad sker der?“

    Kate rullede med øjnene og rystede på hovedet. ”Ej, vel mor? Du kender godt selv svaret på det latterlige spørgsmål.“

   ”Det er fordi vi er flyttet?“

   ”Nej, overhovedet ikke. Det er fordi der er mus på loftet, og så syntes jeg bare det ville være vildt sjovt at skælde far ud for det.“ 

  Stilheden brød på ny frem. Cathryn så væk fra sin datter, rettede i stedet blikket frem for sig. ”Jeg ved godt du er træt af det, Kate, men...!“

   ”Mor, lad være med at gøre det der, du kommer til at lyde ligesom far, og jeg er ærlig talt ved at være ret så træt af hans pis.“

*

Lyset blev aktiveret i pulterkammeret da Daniel trykkede hånden ind på lyskontakten. Lokalet med de blege trævægge udstrakte sig foran ham, endte ved den fjerne væg med døren, som altid plejede at være låst. Halvvejs henne, imellem skuffer og poser med nipsgenstande, lå musefælderne gemt af vejen. Daniel besluttede sig for at tage et kig på dem, se om der var blevet fanget nogen. Gulvbrædderne knirkede da de eftergav sig for hans vægt, som han gled sig frem igennem lokalet. Forbi kufferter, poser, papkasser. Han kiggede rundt om hjørnet. En af de fire musefælder var skubbet hen og bag en papkasse, klemt op imod den blegbrune væg, og tittede kun lige akkurat en anelse frem. Han trådte hen til den, skubbede papkassen en anelse tilbage og tog et kig på fælden. Ostestykket sad stadig påhæftet til klemmen, uden at være blevet berørt. Daniel pustede ud og rettede sig op, skulle til at vende sig rundt for at gå tilbage til trappen og nedenunder igen, da han hørte træ eftergive sig bag ham. Han standsede. En svag klagefuld knirken. Han kiggede sig over skulderen, rettede blikket hen imod døren, døren for enden af pulterkammeret, der hele tiden havde været låst, som han ikke havde nøglen til og ikke havde kunnet åbne. Men den var åben. Ikke meget, men alligevel nok til at man kunne se ind, og se lokalet indhyllet i kulsort nat der skjulte sig på den anden side. Han rynkede panden som vagtsomheden opstrammede musklerne i hans krop. Der var nogen sammen med ham. 

  Som han stod der, med hovedet drejet imod døren, fremkom der en fornemmelse af at mørket betragtede ham. At det sorte bag døren var levende, kiggede tilbage imod ham, med alt andet end gode intentioner. Han fik lyst til at løbe væk, men blev stædigt stående. Det gnavede i baghovedet ved tankerne om, hvad der kunne have fået en låst dør - en dør, han aldrig havde haft nøglen til - til at åbne sig, men han satte sig dog alligevel i bevægelse. Hørte intet andet end gulvbræddernes eftergivende knirken samt den svage mumlen af stemmer i værelset under sig, der sivede op gennem træbrædderne. Jo tættere han kom på døren, jo tungere blev luften. Det kvaltes i hans hals, men han blev stædigt ved med at fortsætte, selvom mørket bag døren syntes at manifestere sig, blive forvandlet til noget menneskeligt, en person, lidt bredere end åbningen og omtrentlig på samme højde som døren. En person med et ovalt hoved, og brede skuldre. Han blinkede. Og tog sig sammen. Det var bare et mørke. Intet andet. Et mørke lyset ikke gennemtrængte. Han løftede hånden og knugede om dørknobet. Det prikkede elektrisk foran ham, og han var sikker på at mørket kiggede på ham. Han lukkede døren. På vej tilbage til trappen gik han lidt hurtigere end vanligt, uden at kigge sig tilbage og med en pludseligt vokset puls. Han havde nær glemt at slukke lyset efter sig.

    Døren åbnede sig ikke af sig selv, Daniel, tænkte han da han gik ned ad trappen. Den åbnede sig ikke af sig selv. Den har sikkert aldrig været låst, men dørknobet har nok bare siddet fast. Måske var det mus, eller en luftstrøm, det var i hvertfald ikke mørket. Det vidste han. Mørke var intet andet end mangel på lys - mangel på fotoner -, og var kun skræmmende fordi menneskeøjets lysfølsomme celler skulle påvirkes af fotoner før man kunne se ordentligt. Mørke var intet andet end fravær af fotoner. Intet andet... 

   Men var huset ikke mørkere end det plejede? Det var den givne tanke der ramte ham, da han gik igennem galleriet. Mannequindukkerne, som stadig stod klemt i hjørnet og endnu ikke var blevet sat på loftet, virkede meget mere levende og deres ellers døde plasticøjne syntes at genskære loftslyset, der var blevet svagere, som om pæren var ved at miste sin glød. Måden de spejlede ham på, måden hvorpå de stirrede, var alt for levende. Alt for fokuseret. Alt for ondt. 

    Han satte farten hurtigere op, skyndte sig igennem den åbne glasdør og ind på gangen der skar sig i en lige linje hen forbi værelserne og trappen for til sidst at blive ædt op af mørket i den modsatte ende. Han fortsatte, forbi badeværelset - døren var åben, og han havde ikke lyst til at kigge ind - og i retning mod lyset fra Michaels værelse. Loftslyset her virkede ligeså svagt, mere bleghvidt end gult, kastede grånende nuancer. Han modstod lysten til et skulderkig. Fortsatte blot. 

    ”Jeg hader ham, mor!“ 

   Kates stemme bag døren på hans venstre hånd, fik ham til at standse og vende hovedet rundt. Hader ham? Hader hvem? 

   Dig, Daniel

   Tanken i hans hoved manifesterede sig fra ingenting, og han var næsten sikker på, at den da så absolut ikke kom fra ham selv. Tanken, der fik et isnende jag til at skråne igennem det indre af brystregionen, og forplante sig dybt dybt ind. Tanken, der omgående fik ham til at lytte efter samtalen på den anden side ad døren.

    Cathryns stemme brød stilheden. ”Nu overdriver du, Kate.“

    ”Nej. Det gør jeg faktisk ikke! Jeg hader ham for det han har gjort. Far er en svagpisser og en egoistisk stodder!“

    Hør hende, Daniel. Hør hvordan hun tramper på dig. Hør hvor utaknemmelig hun er. Prøv og hør, hvilket skarn din datter er. Hør hvordan hun hader dig. Mærk hendes had. Mærk det!

   Det strammedes hidsigt i hans muskler, og hans blik rettede sig ned mod dørgrebet. Han mærkede sin hånd knuge sig sammen. 

   ”Far er ikke egoistisk. Okay? Det ved du godt. Lad være med at sige sådan noget, Kate...!“

    ”Mor, lad dog være med at forsvare ham, når du syntes det samme! Du forsvarer ham kun for at slikke røv på ham, og det ved du godt! Du gik ikke med til at bo her fordi du havde lyst, men fordi du ikke vil såre far. Jeg er sgu da ikke dum, vel?“

    Efter alt det, som du har gjort for hende, Daniel, pisser hun bare på dig. Får dig til at føle dig som en dårlig far. 

    Daniel strammede kæbemusklerne og løftede langsomt hånden igennem luften og hen mod dørknobet. Billederne filmede sig igennem hans sind. Billeder af hvordan han ville nyde at flå døren op, og vade uanmeldt ind på hendes værelse. Billeder af hvordan han ville nyde, elske, at gribe hende i håret og rykke til så hun skreg. Fornemmede allerede hendes gennemskærende skrig da han huggede knæet op i hendes underliv, og derefter hamrede knytnæven mod hendes tandparti. Den kvaste lyd af tænder, der i blodspyt og slimet savl løsrev sig i stumper fra mundhulen efter gentagelsesvise slag, for derefter at sprede sig udover sengetæppe og gulv. Næsebenet, der med et sygeligt knæk ville brækkede til den ene side og blive deformt, med blod rendende udover hendes ansigt, da han bankede næven ind i hende igen. Hendes kvalte gurglen efter hjælp. Samtlige hjertefølte bønfaldelser om nåde, som han bevidst ville ignorere. Hvordan han bare bankede sin datter, til hun til sidst lå blødende på gulvet, med opsvulmede forskelligfarvede mærker, knapt ved bevidsthed, lidende og klynkende... 

  Hans hånd standsede milimeter fra dørknobet. Hans krop rystede og det sugede hult i maven. 

   ”Skat, jeg elsker ham... Og jeg vil ikke høre sådan noget fra din mund. Forstår du det?“

    Det lyder ikke overbevisende, gør det vel, Daniel? Din kones ord lyder bare som selvindbildt pladder. Tror du virkelig selv på, at hun mener det pis, hun lige nu sidder og lirer af? 

    Han anede det ikke. Men han kunne ikke tro det. Hans hånd blev ved med at hvile over dørknobet. Øjnene havde han lukket stramt til, med en lidende ansigtsgrimasse. Hans datter, hans egen lille Katey-Kate, som han havde været så stolt af, givet al sin kærlighed. Lille Katey-Kate, der som niårig havde sunget Hallelujah-sangen inde fra sit værelse af, dengang han var sygemeldt pågrund af nervesammenbruddet. Hvor smukt det havde lydt, hvor klingende det havde lydt, og de våde dråber der var gledet op i hans øjne. Hvordan han engang, før sammenbruddet, havde været en far, der kunne forsørge familien, der kunne hjælpe sine børn, være der for sin børn. En far der ikke brød sammen pågrund af stress, en far der ikke græd over de mindste ting, som ikke skreg af sin kone hvis han blev frustreret, som ikke blev overbeskyttende overfor sine børn og som ikke var bange for svigt. En far, der ikke led mareridt og ikke var ramt af uforklarlige angstanfald, og til særdelseshed en far som ikke pludselige fik tanker om at skade sine nærmeste, fordi de var utilfredse. En far der ikke var et skvat som den Daniel Hollow, der stod foran døren nu. En rigtig far. En far, som man ikke hadede men kun elskede.

Din kone hader dig. Din datter hader dig. Michael snakker sjældent til dig. De hader dig. Hader dig. Hader, hader, hader, hader... 

Han så sig selv med et jagtgevær i hånden. Så sig selv gå bag om huset og pege imod sin egen pande og trykke aftrækkeren af, så hjernemasse og blod sprængtes ud fra kraniet. Eller måske hvordan han bandt et reb om sit hals og hængte sig op i en gren i skoven, lige ved starten af skovtunnelen hvor grusvejen blev opslugt, og hvordan hans døde krop efterfølgende roligt og ganske svagt ville dreje i rebet og ville dingle og gynge ganske sagte fra side til side og frem og tilbage. Han så sig selv gå frem, gribe fat i gelænderet for enden af gangen ved toppen af trappen og kaste sig forover, hvordan hans krop faldt og faldt, blev suget imod trægulvet femten meter længere nede. Forestillede sig kvaset da hans hals og kranie ville flække. Hvordan han herefter blot lå der, med en mørekerød sø flydende ud fra hovedet og bredende og voksende sig til alle sider. 

   Han opdagede at han rystede, og fjernede hånden fra døren. Det gjorde ondt i maven og gangen syntes at vippe. Han tog sig til hovedet, der dunkede tungt. Det brændte bag øjnene og en klump kvaltes i hans hals. Han satte sig i bevægelse, ned ad trappen, måtte hele tiden støtte sig til gelænderet. Lysten til flere gange at kaste sig udover trappegelænderet og ned mod gulvet, i håbet om at flække og brække halsen, kom trækkende indover ham, og han måtte knuge hårdt om gelænderet og tvinge sig selv til at fortsætte. Billedet af Kate, med blodrøde kvaste tandstumper i mundhulen og skævtvredet næse, gled atter ind foran hans blik, sammen med billedet af hvordan han tog et gevær frem og pegede den imod sin kones hoved, og trods hendes allernådigste grædende bønfaldelser om at lade hende overleve, alligevel plantede et skud igennem hendes kranie så det sprængtes og blodet flød. 

   Han gik ud på badeværelset og knælede nedover kummen. Så brækkede han sig. 
    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...