Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5443Visninger
AA

22. ...21...

Bestikket klirrede imod tallerknen. Daniel lod sit blik skanne udover aftenbordet, på de andre, med et gnavende ubehag over den tunge stilhed der havde sænket sig over dem siden de havde sat sig til bords. Cathryn kiggede kun på ham enkelte gange. Og Kate og Michael skænkede hverken ham eller hinanden nogen blikke. I et kort øjeblik, sneg tanken sig frem igen, tanken der var kommet da han løb gennem skoven efter at have sat rustningerne ned i kælderen. At de allesammen, selv Cathryn, var sure på ham, fordi han var en dårlig far og en utilstrækkelig mand, der ikke kunne gøre noget rigtigt. At ingen af dem, ikke engang Cathryn, brød sig om herregården. Det vred og skar i brystet. Han tog sig sammen og brød stemningen.

   ”Har I lyst til at fortælle hvordan jeres skoledag har været?“ 
   
   Bestikkets klingren imod porcelæn, standsede. Daniel fortrød i et kort øjeblik at han havde spurgt, og havde lyst til at slå blikket ned i tallerknen så han kunne kigge på sin egen mad, og ikke behøvede at løfte blikket før de engang var færdige. Kate svarede tilbage. Tonefaldet borede sig dybt ind i hans krop og slog luften ud af hans lunger. ”Næ. Egentlig ikke.“

    ”Kate...,“ begyndte Cathryn stille, men Daniel rystede på hovedet. 

    ”Skat, det er okay. Det er okay.“ Istedet sendte han blikket hen til Michael. Musklerne i hans krop strammede sig. Han havde lyst til at rejse sig op og kaste tallerknen hen i hovedet på Kate. Gribe hendes krop og ruske hende. Ruske hende. Ruske, ruske, ruske... Han blinkede billederne bort. Hvad gik der dog af ham?

    ”Hvad med dig, Michael? Du virker usædvanligt stille. Gik det ikke så godt i skolen?“

   ”Det gik skam fint nok.“ Michael rømmede stemmen og vendte sine øjne imod Daniel. ”De virker som nogle virkelig nice fyrer, gutterne i min nye klasse. Og så er en del af dem United fans. Så...!“ Han tøvede. Daniel fik endnu en tanke, der igen gjorde ham bange og fik det til at vride i brystet. Han vil kritiserer dig, Daniel. Han vil til at fortælle dig hvor meget han hader dig. Hader dig. Hader...

    ”Men jeg savner Chloe, far.“

    Hjertet bankede. ”Chloe...?“

    ”Ja... Du ved... Chloe Johnson. Fra min tidligere skole. Du ved...!“

   ”Åh. Hende.“ Han nikkede og pustede ud. Det pulsede stadig igennem kroppen. ”Tjah... Hun var også en rigtig sød pige. Men... altså, ikke for at være streng eller noget, men... du kommer med garanti til at få nye venner. Og hvis dig og Chloe er så gode venner som du jo siger I er, så er jeg sikker på at I nok skal finde en måde at bevare kontakten. Det vil gå over igen. Det er jeg sikker på.“

    ”Jeg er ikke i tvivl om at du har ret, far. Men jeg savner hende stadigvæk.“ Han trak herefter på skulderen. ”Men hvad pokker, det har været en rigtig god dag, så... Der er ikke nogen grund til at fokusere på det negative.“

    Cathryn løftede hovedet fra tallerknen og bredte læberne i et smil. ”Sikke en god indstilling, Michael. Det er sådan det skal være!“ 

    Kate rullede med sine øjne og stak gaflen ned i salaten. Daniel bemærkede det og tilstrammede musklerne i kroppen. Han så da hun rystede på hovedet og da hendes læber åbnede og lukkede sig i en lydløs beklagelse. Så hvordan Cathryn ignorerede hende, og blev overbevist om at det var med fuldt overlæg. At hun ikke ville gøre noget ved sin datters uacceptable opførsel. Og det gik først op for ham hvad han havde sagt efter ordene havde forladt hans læber. ”Hvorfor er du sådan her, Kate? Hva'? Hvorfor skal du hele tiden brokke dig? Hvad har jeg nogensinde gjort dig? Det virker som om du hader mig.“

    Han fortrød kun kortvarigt at han havde sagt det. Han følte sig høj. Det frembragte en ondskabsfuld men tilfredsstillende velvære, der trak ned gennem undermaven. 

    ”Skat...!“ begyndte Cathryn med ansigtet trukket i en sammenbidt forpinelse. 

    Men Daniel fortsatte. ”Jeg er træt af at se dit sure fjæs hele tiden, Kate. Vi har været her i tre dage, og jeg har ikke set dig smile én gang... Ikke én eneste gang. Hver gang jeg snakker til dig eller bare kigger på dig, er det som om du bare prøver at behandle mig med så lidt respekt som muligt. Hvorfor? Er det fordi vi er flyttet, er det det? Ved du hvad, hvis det er derfor, så kan jeg ligeså godt fortælle dig rent ud, at din attitude ikke ændrer noget, for vi flytter ikke. Ikke nu, ikke i morgen, ikke om en måned. Vi flytter højest sandsynligt ikke så længe du bor hos os, så medmindre du har lyst til at gøre dine næste fem år til dit eget helvede, så syntes jeg saftsuseme godt du kan droppe dit negative pis! Som jeg allerede HAR sagt, så har jeg gjort alt det her for jeres alles skyld. Det her er en gave til familien... Og derfor syntes jeg ærlig talt jeg har krav på en smule taknemmelighed fra din side af!“

   En klirren da Kate lod bestikket dumpe ned på tallerknen. Uden et blik til sin far, uden at lade et ord undslippe sine læber, rejste hun sig op. Skubbede stolen tilbage. Hun tog sin mad, bestikket, glasset og gik. Vendte ryggen til alle, som hun med raske skridt gled strømpesokkerne henover gulvet, igennem åbningen til hallen så hun forsvandt ud af syne og kun hendes hastende skridt kunne høres. 

   ”Daniel, helt ærlig. Det kunne du godt have ordnet på en anden måde.“ Cathryn sendte et enkelt bebrejdende blik til sin mand og rejste sig op. 

    ”SÆT DIG, CATHRYN!“ skreg han, næsten skingrende, et råb der afløstes af en dyb slugende tavshed. Cathryn blev stående med den ene hånd hvilende imod toppen af stoleryggen. Hendes blå øjne var fastfrosset på sin mands ansigt. Daniel trak luft ned i lungerne, dybt, hivende, og lukkede øjnene.

   ”Undskyld. Det var ikke meningen. Undskyld.“ Han blev siddende, med øjnene lukket og lod hånden dække munden, hengivet i den tunge stilhed der pressede sig nedover dem. Et sted borte hørtes lyden af Kates dør, som smækkede i. Cathryn stod stadig bag sin stol, med blikket chokeret klistret til Daniel. 

    ”Jeg tror det er bedst, hvis jeg lige går en tur. I... I kan bare spise videre, hvis I er sultne.“ Han tørrede sig om munden og rejste sig op. Bevægede sig forbi sin kone, som blot blev stående, målløs bag stolen.

*

Han blev ved med at gå. Lod herregården forsvinde længere og længere bag sin ryg. Tog lange skridt, havde ikke rigtig nogen idé om hvor han gik hen, lod blot sin krop blive styret af benene. Ind i skovtunnelen, forbi træer efter træer efter træer. Først da han var langt nok væk, eksploderede tyngdepunktet i mellemgulvet som en hikkende gråd. Saltvandsdråber brændte vådt imod hans kinder, idet han lænede det øverste af panden imod en træstamme. Ryggen bølgede i takt til de hæse kvalte gurglelyde, som i rykvise stød blev udgrædt fra hans mund.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...