Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5443Visninger
AA

21. ...20...

 

Snobber. Snobber hele bundtet. Snobber og sydengelske bonderøve, det var hvad de var. Kate ville gøre alt for at komme tilbage til hendes gamle klasse, hvor pigerne ikke bagtalte og hånede hinanden ligeså meget. Det hændte da at de gjorde det, og hun havde da givetvis selv været med til det op til flere gange, men så absolut ikke i den grad, som hun oplevede her i Southampton. Der var hendes nye sidekammerat, Megan, som var blandt nogle af de værste af dem - En pige, som ikke syntes at have ret meget andet i hovedet end sig selv, sine venner og sin kæreste, som Kate hurtigt mistænkte ikke var en rigtig kæreste men mere bare et objekt der skulle glorificere hendes selvværd. Hun var en taber. Kate hadede hende, men hun undlod at vise hende det. Spillede blot med, smilte på de rigtige tidspunkter, grinte når tid var, og lod ikke det mindste spor ad utilfredshed undslippe hverken sine læber eller sit ansigt. Fyrerne på denne nye skole var så absolut heller ikke noget at råbe hurra for - Bumser, fedtet hår, flere der nørdede tiden væk på computerspil og ligegyldigt internetfordriv. Ingen erstatning for Alex Stidd - ikke fordi den dreng kunne erstattes, for det kunne han da så absolut ikke -, end ikke nogen som bare lignede den dreng.

   Hun var heller ikke velkommen. De kølige miner, de kortfattede svar der henkastedes til hende når hun spurgte ind til noget, samt de hyppige kolde skuldre som blev givet til hende på gangene og på de udendørs fællesarealer. Det overraskede hende ikke synderligt. Sådan var det altid med nye - sådan havde det også været i London, dem man ikke kendte gad man ikke spilde tiden med, de måtte selv tage kontakt og vise at de var værd at tilbringe dyrebar tid med, før de ville blive inkluderet i gruppen. Men eleverne på den nye skole i Southampton virkede endnu mere reserveret og tilbageholdende. De havde dannet deres egne kliker, og fungerede nærmest som et immunsystems forsvarsceller, der ikke tillod nyankomne fremmedlegmer - i dette tilfælde Kate - at blive medlem af grupperne. Og det gik også hurtigt op for hende, at de kunne finde på enhver undskyldning for at holde andre udenfor. Endda skoleuniformerne, selvom 6-8 klasserne havde nøjagtigt samme type uniform - Sorte bukser og hvid skjorte med sorte ærmer og sort slips for drenge, sorte trøjer og sorte bukser med hvide ærmer og slips for pigernes vedkommende. ”Amen din skoleuniform mangler noget,“ ”Din skoleuniform er grim til dig... .“ Ikke at hun havde hørt bemærkningen blive brugt imod hende selv - havde det været tilfældet, var hun end ikke et øjeblik i tvivl om at hun var brudt ud i et hidsighedsanfald uden lige -, men hun havde observerer en pige, med et ansigt som var måske en anelse mere filipensprikket end de flestes, blive skubbet rundt på ude bag hegnet til multibanen, hånet af de andre og nedgjort for at have en grimmere skoleuniform. Latterlig ting at hakke på. Men dem om det. Hun skulle i hvertfald ikke fornøjes med at involvere sig.

   ”Hvor kommer du så henne fra, Kate, og kan du fortælle os om hvor du bor og dine fritidsinteresser samt din fødselsdag?“ Engelsklæren, Pamela, vidste alt om Kate. Havde læst hendes papirer og var blevet informeret om hendes skolestart gennem inspektøren, så Kate mente nu at hun gjorde et lidt for stort nummer ud af tingene end hvad godt var. De andre var ikke interesseret - og hun var såmænd heller ikke interesseret i dem, hadede at være der og havde ikke rigtig intentioner om at stifte bekendtskaber -, det kunne hun tydeligt se, og der var derfor ingen grund til at fortælle dem om sig selv. Men hun var tvunget. Som god etikette, bare for den sikkerhedsskyld at Daniel ikke endte med at få besked. Så derfor svarede hun, med et påtvunget læbesmil der trodsede hendes ellers ret så store uvilje. Hendes navn var Kate, hun kom fra London og hun boede på en eller anden usædvanligt nederen herregård ude på en røvbakke på røvlandet. Mere ville hun ikke fortælle. Det ragede jo alligevel ikke de andre. Og således gik skoledagen med en gnavende utilfredshed, og en voksende svulmende tomhed samt en udmattese efter den dårlige nattesøvn, der gjorde hoveder tungt og øjnene klistrende tørre hver gang hun sad ned for længe. Dette var en rent ud sagt, lortedag, og det var kun et mirakel at hun ikke var kommet med nogle dumme bemærkninger til de øvrige.

    Michaels skoledag, derimod, var gået langt bedre end han havde forestillet sig. Der var den obligatoriske morgensamling inden fysik og kemi. Herefter, i den efterfølgende pause, var han taget ud på græsplænen med nogle af de andre, for at spille en omgang bold. Her lærte han meget om de øvrige at kende - James, som var på hans alder og havde fødselsdag to dage før ham selv. Han drømte om at blive reporter. Viktor, den næste dreng, syntes utrolig godt om Michael, og fortalte selv at han havde en utrolig irriterende lillesøster, Julia, som var ”til at spatte sig amok over!“ Den sidste af dem var en pige. Emily. En rigtig drengepige, som ikke var interesseret i hverken kærester eller noget andet, men derimod sport og som så sig en drøm om en dag at blive verdenskendt olympiademester. Hun var en stærk pige, det regnede Michael hurtigt ud, både stærk mentalt såvel som fysisk. Alle sammen personager, han hurtigt kom til at syntes endog vældig godt om. Den første skoledag havde overrasket ham ganske positivt, og da Cathryn kom sammen med Kate og hentede ham om eftermiddagen for at køre tilbage til herregården, reflekterede han over dagen, og havde svært ved at tilbageholde et påtrængende læbesmil. Det eneste, som manglede, var dog Chloe.

*

Ridderrustningerne var tunge. Som Daniel og Cathryn kæmpede for at få dem båret igennem østfløjen og biblioteket, i retning mod kælderdepotet, var det ganske som om at metalmændende ikke ville afsted. Som om de ville blive stående hvor de hele tiden havde været, og så absolut ikke ville flyttes rundt på. Fødderne søgte på en mærkværdig måde hele tiden ned til gulvet, trykkede sig  hårdere og hårdere imod gulvplankerne, så de fungerede som bremser, og uanset på hvilken måde Cathryn og Daniel bar dem, formåede de altid at glide ud af deres greb og ryge ned på gulvet. Det tog næsten en time at få dem båret i depotet. Og da de var færdige, havde Cathryn kvalme og følte sig forfærdeligt tung i hovedet, fik pludseligt nøje besvær med at opretholde sine øjenlåg så de ikke flimrede i, og af samme grund var hun nødt til at gå op og lægge sig. Daniel måtte løbe en tur for at få frisket hovedet op. En frygt prikkede og sugede i ham som han kastede sig igennem Hildread-skoven, og en følelse af ondskab forfulgte ham, gjorde træerne der bøjede og vred sig omkring ham, truende og rædselsindgydende, gav indtrykket af at de ville lukke sig sammen og opsluge ham, få ham til at forsvinde sporløst for tid og evighed. Hvad hændte der dog? Et kort øjeblik drev tankerne indover ham, tanker om at forlade herregården, at tage tilbage til London, men straks som tankernd var kommet, dukkede en ny tanke om.

   Ingen skulle forlade herregården. Ingen. Det var deres. Det var en engangschance, en chance han måske aldrig i sit liv ville få igen. De skulle nok få tingene til at fungere. Ridderrustningerne var bare metalmænd, ikke farlige, og de tanker han havde fået - tankerne om at fastklemme Kates luftrør med sine frie næver - var stressprovokeret. Kate kunne være en kælling. Hun sårede ham. Men ingen grund til at overdrive, for hun var hans datter, han elskede hende og det var heller ikke okay at slå folk ihjel. Var han ved at gå fra forstanden? Muligvis. Det havde i hvert fald på ingen måde noget med herregården at gøre, for der fandtes ikke noget overnaturligt. Alt kunne forklares videnskabeligt. Bankelydende? Enkelt. Det var rør, som udvidede sig pågrund af temperaturforskelle i vandreguleringen. Det forklarede givetvis også det pludselige temperaturfald. Hvis det var noget, som gentog sig, havde det højest sandsynligt noget med fyret at gøre, og så skulle han få tilkaldt en blikkenslager. De mystiske puslende lyde? Endnu en forklaring, der var ganske ligetil. Til dels var det husets træværk, der fra tid til anden gav sig efter for herregårdens vægt. Til dels var det mus, som med stor sandsynlighed havde gnavet lange gange i væggen, og brugte dem til at kravle frem og tilbage. Alt det andet, som gik for sig - overvågningen, rustningerne der syntes at være levende, tankerne der ikke kom fra ham selv -, foregik i hans hoved. Der var ikke noget at være bange for, det vidste han, og ved at te sig som han gjorde, viste han at han ikke var en ordentlig mand og derved heller ikke en ordentlig far.

   Måske var det derfor, hans datter havde taget afstand til ham. Måske var det derfor, hun så ud til at hade ham. Fordi han... Fordi han var en dårlig far. En svag far, der knækkede sammen psykisk når han ikke kunne overskue livssituationerne. En dårlig far, der aldrig kunne gøre noget rigtigt. Som svigtede, svigtede, svigtede... 

    Nej, Daniel. Nej. Tag dig sammen. Der er ikke noget galt med dig. Kate er bare alt for vant til at få sin vilje. Alt for vant til at få sin vilje, fordi Cathryn behandler hende for godt. Fordi hun undskylder hendes gerninger. Med ord som at hun bare er en teenager, eller bare er træt, men at hun nok skal blive god igen. Cathryn. Det var Cathryns skyld, at Kate var blevet sådan en utaknemmelig lille selvglad kælling, der ikke kunne se udover sin egen næsetip. Hans kone ville have godt af en røffel. Af et slag med en hammer i pandebrasken. En hammer, der blev hugget frem og tilbage gentagende gange, så blodet ville sprinte ud fra kraniehullet og forgrene sig i et mørkerødt net nedover ansigtet. Så lyset ville forsvinde fra hendes øjne og hendes krop ville spjætte og blive slap...

   Han stoppede op og tog sig til hovedet. ”Daniel, hvad fanden går der af dig? Tag dig sammen. TAG dig SAMMEN!“ Han daskede sin flade hånd indover sin kind, en gang, to gange, tre gange, og rystede på hovedet. Blev stående med lukkede øjne, som han drog en række dybe indåndinger. Lod sin opmærksomhed søge hen mod lyden af fuglesang, der dansede i luften fra trætoppene. Den svage knirkende hvislen af grene og blade, der eftergav sig fra vindens påvirkning. Ventede indtil hjertet var holdt op med at trække sig sammen og udvide sig og trække sig sammen og udvide sig så heftigt som den gjorde lige nu. Lod afslapningen bruse igennem musklerne, gøre hans krop lettere. Han skulle til at slappe af. Hvis han fortsatte som han gjorde, ville han måske ende i endnu et nervesammenbrud, måske endda den indlæggelse, hans psykolog for længe siden havde advaret ham om ville blive konsekvensen. Efter at have stået lidt og sundet sig, kastede han sig i bevægelse på ny. Og som han løb nedover den knirkende grusvej, lykkedes det ham at overbevise sig selv om at der ikke var det fjerneste galt med herregården, og det var lige før han ærgede sig over, at rustningerne var blevet stillet væk. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...