Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5439Visninger
AA

3. ...2...

”Jeg vil for fucking helvede ikke flytte!“ udbrød Kate Hollow højlydt og havde sidenhen smækket og låst døren til sit værelse. For at bekræfte at hun rigtignok gjorde oprør imod forældrenes - efter hendes mening - sindssygelige forslag, var hun blevet derinde resten af aftenen, ignorerende sin fars udskældende tilråb. Tilråb om at hun skulle tage sig sammen, lade være med at brokke sig, at hun var alt for vant til at få sin vilje og at der ikke var noget at komme efter. Kate havde ikke haft tal på, præcis hvor længe han havde stået der, omme på den anden side ad hendes dør, og råbt efter hende, men det havde til sidst gået op for ham at han ikke på nogen mulig måde ville kunne få mere kontakt til hende, hvorfor han gav op. 

   Kate havde herpå ligget det meste af natten og blot stirret op i loftet, imens den hule tomhed syntes at svulme i hendes krop, og billederne af Jamie og Miley, hendes to bedsteveninder - eller "superfriends", som gruppen på tre havde for vane at kalde sig -, filmede sig i en strøm for hendes blik. De havde et motto, som Miley på et tidspunkt havde skrevet på skoletoilettets røde murstensvæg. "Superfriends means that we stay together - No one can pull us apart, not now or ever. Superfriends are just three best friends forever - Miley and Katey and Jamie." Den var fulgt af et hjerte. Det var tre og et halvt år siden. Selvom indbyrdes skænderier fra tid til tid ganske nok opstod imellem de tre piger - nogen gange omkring drenge, andre gange omkring misforståelser eller misundelse -, formåede de alle tre altid at tilgive hinanden, forsone sig og ikke lade småting pågå deres venskab. Kates, Mileys og Jamies venindegruppe var som en printplade - Var der blot én manglende lodning, ville de elektriske signaler ende blinde steder og efterlade kredsløbet defekt, ubrugeligt. De havde lavet et hjerteløfte om aldrig at skilles. Kate havde været nødt til at bryde det løfte. Hun kunne ikke skilles fra dem. Ville ikke skilles fra dem. De to piger betød uendeligt meget for hende, hun ville komme til at savne dem, og så var det ej heller den type veninder man bare byttede ud. Disse piger var rigtige veninder, og Kate var oprigtigt i tvivl om hun nogensinde ville finde nogle der var som dem. 

  Men det som havde fået tomheden til at knytte sig sammen og med skærende vrid at dreje sig i hendes krop, var ikke tanken om at skulle væk fra Miley og Jamie. Det var tanken om aldrig nogensinde igen at se den dreng, hendes hjerte dunkede for. Alex Stidd. Han havde kun gået på skolen i et år, havde hele tiden været en klasse over hende og dermed et år ældre, men Kate kunne alligevel ikke lide drengene på hendes egen alder. De var for barnlige, tænkte ikke på andet end damer og sex og fisse og på at spille seje.
 
   ”Som om det er sejt at ryge,“ tænkte hun. ”Som om det er sejt at true og gøre nar ad dem der er svagere end en selv. Hold kæft nogle tabere.“ 
   
   Godt nok var der også en del af dem fra den niende årgang, som røg og havde for vane at intimedere de yngre. Men ikke Alex. Hun indrømmede at hun ”stalkede“ ham, havde gjort det længe, men det var Cassandra Kentons fest for et halvt år siden, som først rigtigt gjorde hende forelsket i ham. Det var den første fest hun var blevet fuld til, og det var ikke alt der skete som hun kunne huske. Hun vidste og huskede dog, at Alex var blevet inviteret med. Hun kunne huske at han selv - ”oh my god, oh my god, oh my god, Alex er her, hvad gør jeg, hvad fuck gør jeg“ - var gået hen til hende for at starte en samtale. Hun var blevet mundlam. Kunne ikke røre sig, havde følt sveden slime hendes håndflader og hvordan halsen fik en tør fornemmelse over sig. Det var Alex som havde ført an i samtalen - ”Hey, hvem er du?“ ”Hvordan går det?“ ”Har jeg ikke ser dig før?“

   Kate var dog endt med at bløde op. Selvom hendes tunge slog knuder flere gange, og hun havde en nær uimodståelig trang til at vende sig rundt og stikke af, flygte fra Alex, fra samtalen, blev hun der. Prøvede at skjule sin angst igennem pådragede tandsmil og heftige øjenblink. Om Alex havde knækket hendes usikkerhed og måske havde regnet ud at hun følte sig tiltrukket af ham, var Kate ikke klar over, men hvis han gjorde, var det i hvertfald ikke noget som så ud til at gå ham det mindste på. Han havde endda fulgt - eller nok snarere hjulpet - hende hjem da hun var blevet for fuld til at kunne deltage i festen, og snakkede med hende på skolen i perioderne efterfølgende. Selvom Kate ganske vist havde følt mere for ham end ham værende blot en ven, udviklede de i første omgang et tæt venskab, hvor de delte hinandens oplevelser. Måske ville venskabet med tiden udvikle sig til noget mere, måske havde Alex følelser for hende ligeså, men hun turde ikke spørge ham. Hvad nu hvis venskabet fuckede op? Hvad nu hvis hun... hvis hun mistede ham?

   Men efter hun fandt ud af, at far mente de skulle flytte, var hun klar over at der aldrig ville kunne blive noget imellem hende og Alex, for de skulle flytte ud på bøh-landet, langt langt væk fra London, langt langt væk fra hendes venner, sikkert med ringe interntetforbindelse og langt til både busser og toge. Hun fik i den grad sværere ved at kontakte sine venner. Besøge dem og være sammen med dem. 

   ”Jamen, så er det godt vi lever i år 2005 hvor der er noget som hedder "internettet." Og telefoner. Der er både tog og busforbindelser til London, så medmindre du bruger alle dine penge på ting, har du råd til at besøge dine venner ligeså tit som du har lyst til. Der er ikke noget at være ked af. Vi skal nok klare os, Kate. Jeg forstår hvordan det må være, men se nu tingene fra den positive side, istedet for at brokke og beklage dig,“ havde hendes far sagt aftenen inden de forlod London for sidste gang. 

  Men Kate vidste at han ikke forstod det, aldrig ville forstå det, og hun hadede ham for det, hadede ham, fucking hadede ham. Hun skulle bytte sine fantastiske venner ud med bonderøve. Der var ingen positiv side. Absolut ingen.
   
Hun overvejede flere gange at løbe væk hjemmefra, eller på en eller anden vis at hævne sig på sin far, men kunne ikke få sig selv til det. Der var intet andet for. Så den følgende dag ringede hun til sine to veninder, aftalte en tur i byen og sidenhen biografen, inden de tog hjem på Kates værelse. Hun havde dernæst, roligt og med velbevaret mine, fortalt dem hvordan og hvorledes tingende forholdte sig. At hun skulle flytte indenfor en uge. At hun kom til at savne dem, og at der ikke var andet for, samt om hvor meget hun hadede sin far for at have truffet det valg. Hendes veninder forstod hende, selvom Jamie dog indvendte at der sikkert var en god grund til, at Kates forældre mente det var på tide at flytte, til hvilket Kate så responderede, at hvis der endelig var en god grund, så havde det ”kraftederme også bare at være en ordentlig grund!“ Mere af den sag blev ikke diskuteret, og pigerne tilbragte deres sidste overnatning sammen hvor de nød det til fulde, vel vidende at de måske ikke ville få sådan en aften sammen igen i lang lang tid.

   Præcis to dage før indflytningen, ringede Kate til Alex, fortalte ham hvilken situation hun stod i, kæmpede imod de tilpressende tårer, men uanset hvor mange gange hun prøvede at fortælle ham det, fortælle ham sandheden om hendes følelser og deres forhold, kunne hun ikke udføre det. Hun endte med at lægge på, og først der slap hun tårerne og brød sammen.

   Og det var hans ansigt, der manifesterede sig for hende, som hun kiggede ud ad sideruden, ud på regnen og de hvide glimt af lyn som enkelte gange oplyste det sydengelsk landskab. Det var ikke hendes egne grønne øjne eller rødbrune hår med pandelokker der var redt imod venstre og gik nedover øjet, eller hendes egne fregner. Ansigtet der afspejledes i den regndråbefyldte siderude, var Alex Stidds. De afgrænsede kæber, det mørkeblonde, næsten brune, hår og de nøddebrune øjne. Ansigtet der altid varmede hende i brystet og fik hjertet til at pulsere. Ansigtet, som hun vidste hun ville komme til at savne, og som hun ingen idé havde om hvornår hun ville komme til at se igen.

Hold kæft hvor hun hadede sin far...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...