Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5460Visninger
AA

20. ...19...

"Du kan allerede starte fra og med i morgen, tirsdag." Det var hvad som Cathryn havde fået at vide til jobsamtalen på skolekontoret. Til at starte med, havde hun blot siddet der og stirret på sin fremtidige arbejdsgiver, som siddende der foran vinduet med udsigt til havnekvarteret, i fuld alvor lænede sig roligt tilbage i stolen. Kunne det virkelig passe, var hun fristet til at spørge, men det kunne det og det vidste hun. De papirer, hun havde tilsendt dem ugen forinden, var blevet godtaget. Hun vidste, at der havde været mange ansøgere, og endnu flere af ansøgningerne blev afvist - det var en yderst krævende skole, hun søgte stilling på, langt mere krævende end den hun havde arbejdet på i London -, så alene det at de havde godtaget hende, fik hende næsten til at overveje, hvorvidt nogen holdte hånden over hende.

  Hun havde uden tøven rejst sig op og trykket skoleleder Bakers hånd flere gange, takket ydmygt og inderligt, tilkendegivet hvilken glæde hun havde for at få denne gudgivne mulighed. Inspektør Bakers virkede ikke ydermere komfortabel ved håndsrækningen, og lignede snarere en der helst ville have dette lille møde overstået hurtigst muligt. Men de fik taget afsked på en ordentlig måde - "Der bliver fundet ud af, hvem du skal være kontaktperson for i løbet af ugen, men først syntes vi lige du skal falde lidt til her" havde Bakers sagt ved døråbningen ud til parkeringspladsen -, og Cathryn mærkede en behagelig spænding samle sig bag brystbenet, da hun krydsede over parkeringspladsens asfalt og satte sig ind i Golfen. Havde hun været religiøs, ville hun have bedt en takkebøn. Det var hun sikker på.

   Efter at have været til samtale på skolen, kørte hun ind i supermarkedet længere inde i Southampton, hvor hun købte de diverse ingredienser til aftenenes pastaret. Kørte videre til udkanten, hvor hun fandt et isenkrammarked hvor musefælderne var at findes. Dem valgte hun at købe tre af, bare for det tilfældes skyld at der var mere end én mus på loftet. Og efter det satte hun kursen hjemad, og ankom til gårdspladsen klokken 11:30. Daniel befandte sig - ikke overraskende efter hendes mening - på sit kontor, da hun trådte ind i bygningen med en indkøbspose i den ene hånd. 

  "Så er jeg hjemme, skat!" 

  Intet svar. Det undrede hende ikke. Daniel befandt sig sikkert bag flere lukkede døre. Selvom det dog forbavsede hende, hvis ikke han hørte hendes gennemtrængende stemme.

  Hun lukkede døren efter sig og søgte ud mod køkkenet. Pakkede de diverse materialer ud, som ikke blot skulle bruges til aftensmaden, men givetvis også senere hen, satte dem i det store køleskab og gemte indkøbsposen væk i en beholder i skuffedariet. Daniel var dukket op i spisesalen da hun kom tilbage fra køkkenet. Han imødekommede hende med et smil. De omfavnede hinanden, og lod deres læber mødes i en række af kys. 

  "Fik du købt det hele?"

  "Jeps. Både musefælder og mad... Så kan vi klare os lidt igen." Hun hældte fælderne ud på bordet. En skramlen. Den sorte plasticpose lagde hun ved siden af. Daniel kiggede med. 

  "Tror du ikke det er bedst at sætte dem op nu? Du må hellere gøre det imens du husker det. Ellers begynder Kate bare at brokke sig. Igen!" Daniel forsøgte at lægge en dæmper på irritationen, men alligevel opfangede Cathryn den tydeligt. 

  Hun sukkede og gjorde et opgivende kast med hovedet. "Daniel, hold nu op...!"

  "Med hvad?"

  Hun rystede på hovedet og greb den sorte plasticpose. En knitren da hun begyndte at krølle den sammen. "Det ved du godt, Daniel. Med det der... Jeg ved godt du er frustreret over Kate, men som jeg også har sagt, så..."

   "Så er hun en teenager, som prøver at finde sig selv, og så videre og så videre. Jeg har hørt den. Rigtig mange gange. Efterhånden for mange gange." 

  Cathryn kiggede på ham. Længe. Indstuderende. Der var noget der ikke var som det skulle være, og det bekræftede den underlige tunghed der syntes at lægge sig over hende. "Daniel, er du okay? Du virker meget oprevet."

  "Oprevet? Jeg er da ikke oprevet. Hvad er der at være oprevet over?" 

  "Daniel...!"

  "Hvad er der, Cathryn? Det er da ikke nogen hemmelighed, at Kate går mig på nerverne for tiden! Det ved du."

  "Daniel, fortæl mig hvad der er galt. Du er ikke dig selv lige nu." Det prikkede i hendes krop. Daniel virkede anspændt, særligt i måden hans kæber trådte frem, langt mere end sædvanligt. 

  En skærende tavshed.

  Så.

  "Jeg har bare haft nogen... Der er bare... Sket nogen lidt mærkelige ting her til morgen. Det... Jeg tror måske bare jeg er lidt udkørt i hovedet. Ikke andet. Min hjerne er ikke helt på dupperne i dag, kan jeg mærke, og jeg tror bare det er det."

   Rustningen som grangiveligt snakkede til ham. Ikke fysisk, men mentalt. De pludselige tanker om at kværke Kate, der var bølget ind i hans sind for en kort stund, som havde blusset hans krop op i et varmt raseri, i rent had, og derefter syntes at dræne al hans energi, havde chokeret ham og han havde haft svært ved at tænke på andet ligesiden. Det skræmte ham. Han var ikke sikker på, at han nogensinde før havde haft så meget lyst til at myrde et andet menneske, som dér, og han forstod ikke hvorfor. Selvom Kate havde for vane at gå ham på nerverne, at pisse ham direkte af, elskede han hende rigtig rigtig højt, og kunne aldrig drømme om at skade hende. Aldrig. Det lignede ham ikke at have sådanne tanke om andre mennesker. Og da særligt ikke uprovokeret. Nok havde han været lettere frustreret over hens endog ret så uacceptable opførsel ved morgenbordet, men langtfra nok til at få mordtanker. Han var nok bare udkørt. Stresset. Det var sikkert bare det.

   Men rustningerne... Han havde det som om, at det var rustningerne, der stod bag de tanker han fik. Rustningerne... 

  "Daniel?" 

  Cathryn trådte hen til ham og knugede sin hånd om hans skulder, da hun så hvordan hans blik begyndte at flakke.

  "Skat, er du helt sikker på du har det godt?" 

  Han rystede på hovedet. "Nej. Nej... jeg ved det ikke. Min hjerne er ét stort rod lige nu. Jeg tror jeg har brug for at sidde ned." Han trak en stol ud fra bordet og satte sig tungt. Et pust udbød sig herefter fra ham. 

  "Skal jeg gøre noget for dig?"

  Han rystede på hovedet og støttede panden i hånden. "Bare lige lad mig være et øjeblik. Du kan bruge tiden på at sætte de musefælder op." 

  Cathryn betragtede ham, bekymret, som han sad der med hovedet støttet i panden. Hun måtte gøre som han bad hende om, at lade ham være - det lignede ham så sandelig ikke at te sig på den givne måde -, så derfor vendte hun sig om mod musefælderne. 

   Hans hånd greb frem og knugede om hendes albue. Hun gav et spjæt fra sig og kiggede tilbage på ham, med en stigende hjertepuls. "Cathryn...!" Han sank en klump, skød et blik ned ad gangen, ned mod riddersalen og viftede herefter øjnene tilbage imod sin kone. "Det du sagde... om de der rustninger."

   "Ja...?"

   "Jeg er enig. Jeg tror heller ikke at jeg vil have dem stående. Der er noget... noget skræmmende over dem, som jeg ikke kan forklare. De skal under ingen omstændigheder ind på mit kontor... Eller stå nogen som helst andre steder i huset, hvor andre kan se dem. De skal gemmes helt væk... De skal i kælderen, et eller andet sted hvor man ikke kan se dem." 

   Begge fik en ubehagelig forvisning om, at det de sagde kunne høres, og at dem der hørte det absolut ikke var tilfreds med samtalen. De kunne mærke det, som en kvælende tunghed der vejede sig nedover deres kroppe, fik det til at prikke koldt og ubehageligt på huden. Cathryn nikkede og så sig en trang til at rømme sin stemme. 

   "Jeg forstår. Jeg forstår hvad du mener. Skal vi så ikke flytte dem nu?" 

   Han nikkede. "Jo. Det ville nok være en god idé. Efter du har været oppe med dem der." Han indikerede med hovedet imod musefælderne på bordet.

    "Selvfølgelig." Hun tog fælderne op i favnen og trådte i bevægelse. "Jeg elsker dig." Deres munde smældede sig sammen. Herefter fortsatte hun imod Hall'en. 

   "Jeg elsker også dig," svarede Daniel tilbage, og så efter hende. Den ubehagelige fornemmelse af koldt snigede sig indover ham, og han fik lyst til at rykke sig hen hvor han ikke længere havde fuldt udsyn til riddersalen. Billedet af hvordan han forestillede sig selv kvæle sin egen datter, runde grebet om hendes skrøbelige følsomme hals, havde brændt sig fast og fik det til at vende sig rundt i maveregionen. 

   Du er bare overanstrengt, Daniel, forsøgte han at overbevise sig selv. Du er bare overanstrengt.        

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...