Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5426Visninger
AA

19. ...18...

Cathryn kørte afsted med Michael og Kate klokken halv otte, og regnede med at være tilbage i herregården to timer senere. Hun skulle nemlig også på indkøb i byen, samt have hentet musefælder. Daniel og hende havde dog inden da snakkede om hvad der foregik og hvorfor Kate var så oprevet, og da Daniel så fandt ud af hvad der var grunden, havde han været tæt på at gå op til Kates værelse for at give hende en reprimande, skælde hende ud over hendes uacceptable opførsel, men Cathryn fik talt ham fra det. Brugte det samme argument som de andre gange. "Hun er bare træt," "hun har sovet dårligt i nat, Daniel", "hun er bare en teenager". 

  Undskyldninger som Daniel - trods han var ved at være umanerligt trætte af dem - tog imod. Istedet gik han i bad og kyssede Cathryn farvel, ønskede Michael og Kate en god tur og lovede samtidig, at han og Michael ville få ridderrustningerne flyttet ind på kontoret senere om dagen, så hun ikke længere behøvede at kigge på dem.

  Han bevarede sit smil, og observerede dem gennem vinduerne indtil bilen var forsvundet igennem smedejernsporten. Så lod han smilet blive bortvisket af et opgivende, næsten irriterende, suk hvor han lukkede øjnene. Han kæmpede for at bevare kontrollen, for ikke at flippe ud over Kates respektløse opførsel - der var ingen undskyldning for de ord hun brugte, heller ikke at man ikke havde sovet godt -, og måtte stå et par øjeblikke og sunde sig, før han atter var klar nok i hovedet til at genoptage arbejdet. Han fjernede sig fra Hallen og bevægede sig istedet ned gennem vestfløjen, forbi de enkelte mødelokaler, gæsteværelset og nåede kontoret, hvor han satte sig foran sin computer og straks gik ind på nettet. Tankerne om Kate, om hvor utaknemmelig hun var, hvor umoden, hvor forkælet, gled frem i hans sind, men han skubbede det tilbage som han gik ind på bankfirmaet, Stephenson Inc, han et par dage i forvejen havde oprettet en aftale med. Det var noget med en nært forestående opkøbning af et stadigt større firma. De havde brug for en god forhandler. Daniel Hollow var rygtet på nettet til at være blandt landets bedste i den dur, havde sin egen hjemmeside hvor han kom med ikke blot råd men aktiv hjælp og udregninger til diverse skattehenseender, og derfor havde de oprettet kontakt med ham. Han skulle tage sig af det økonomiske. Noget, deres revisor ikke kunne, da han havde sagt op. 

   Det var da hans fingre dansede henover tastaturet, under samtalen med chefen, at han mærkede det pludselige temperaturfald. Det fik ham til at rykke på sig, til at stramme musklerne og rynke panden, og dette pludselige fald i temperaturen fulgtes snarligt efter af en metallisk banken, stammende fra radiatoren i den modsatte ende.

  Donk-donk-donk

  Daniel blev distraheret. Vendte sin opmærksomhed i den retning, lyden var kommet fra, og strakte hals. Lod blikket fare i lokalet. Pulsen steg. 

  Den metalliske banken gav atter genlyd og brød stilheden. 

  Donk-donk-donk

  Han rejste sig op, stadig forundrende, for herpå at sætte sig i bevægelse, henover gulvet. Det var ikke en lyd, han før havde hørt fra en radiator. Det lød ikke som det normalt gjorde, når rør udvidede sig. Istedet mindede lyden ham om, når to hænder bankede imod radiatorgitteret, eller vandrørerne udefra. Men det var umuligt. Der var ikke andre tilstede end ham i lokalet. Der kunne ganske ikke være nogen udefra, som bankede imod radiatoren. 

  Han gik på hug foran varmelegemet, lagde sit øre imod metallet - der trods det pludselige temperaturfald var varmt imod øret, endnu en ting der givetvis undrede ham -, lyttede. 

  Lyden gentog sig. Højere.

   DONK-DDDDDONK-DONK

  Han trak sig tilbage i en spjættende bevægelse. Det sugede i brystet. Det var som om der havde stået en person, en usynlig person til højre for ham, som narrefuldt bankede hænderne imod radiatoren. Det krybede koldt imod ryghuden, men han affejede dog de tanker, der kom snigende - tanker om spøgelser, om usynlige mennesker, om overnaturlige gespenster. Der var en ganske rationel forklaring. Efter temperaturskiftet at dømme, havde det måske noget med det store kælderfyr nede ved den modsatte sydfløj at gøre. Det var værd at undersøge.

   Derfor satte han sig i bevægelse, væk fra kontoret og op gennem fløjen. Forbi hall'en og riddersalen. 

   Den næste lyd, der nåede hans ører, netop som han trådte hen til starten af østfløjen, de to ridderrustningers bevogtelsessted, var ikke en metallisk banken. Det var istedet en raslen. En raslen af fødder, af nogen som puslede rundt - en person, ikke et dyr - et sted langt langt nede i fløjen, enten i biblioteket tyve meter nede eller længere bagved. Hans opmærksomhed blev vagt, og billederne filmede sig henover hans hjernebark. Billeder af en mulig tyv, der luskede rundt i herregården, udså sig diverse værdigenstande vedkommende kunne tage med sig hjem, og den trykkende ubehag af angst blev opfulgt af noget andet. Af vrede. En vrede, der spændte op i kroppen, en vrede han ikke havde følt længe, som truede med at ekplodere ud i et raseri, som ikke blot var af den verbale type, men direkte den morderiske. Hvor vovede uvedkommende personager at luske rundt i hans herregård. I hans domæne. Hvem var den lille forbandede idiot, som troede kunne luske rundt og udse sig tyvegenstande uden at blive opdaget? 

  Han havde to muligheder. Han kunne gå ad den pacifistiske vej, ringe myndighederne op, så de kunne tage sig af det og snuppe tyven, eller han kunne tage situationen i egen hånd. Og han valgte det sidste. Han skulle vise den luskede stodder, at han ikke slap godt fra at rende rundt i hans herregård og fratage noget fra hans familie. Han vendte blikket imod den ene af rustningerne, og greb fat i sværdet som blev presset imod gulvet. Måtte ruske et par gange på at få det fri af jernfingrene, blev derefter overrasket hvor tung den var, og måtte af samme grund holde begge sine hænder om skaftet. 

  Den puslende lyd kom igen, lidt højere og tættere på døren. Med et målrettet blik, satte han sig i bevægelse, løftede samtidig sværdet i processen og gik frem. Nærmede sig døren, tættere og tættere. En ubehagelig krablen krøb henover baghovedet, idet rustningerne befandt sig bag ham, men han skubbede fornemmelsen bort. Standsede foran den opadstrækkende dør med guldhåndtaget, lod forsigtigt, næsten lydløst, sværdet hvile med spidsen imod trægulvet, hvorpå han førte sin venstre hånd hen til grebet. Drejede. Et klik. Den puslende lyd stoppede. Han holdte luften inde i lungerne, som han langsomt, forsigtigt, åbnede døren. Længere og længere, og først da den var halvvejs oppe lagde han kræfter i og lod den banke ind i væggen. Han ramte intet andet end luft på vejen. Sværdet løftede han op, som øjnene afsøgte biblioteket, det fine møblement og de høje reoler som nogen kunne gemme sig bag. 

  En trækkende lyd. Herefter høje serievise bump, idet noget blev raget på gulvet. Han rettede blikket imod vægreolen på hans venstre hånd, ved siden af sofagruppen. Det var to bøger, der var gledet ned, og de var landet oven på hinanden. Han slap dørhåndtaget, strammede atter begge hænder om sværdskæftet og holdt det i op og fremadpegende position som han forsigtigt trådte ind. Bevægede fødderne henover uldtæppet. Hen mod sofagruppen, men da han bøjede sig frem, i forventning om at se en bortkrybende menneskekrop - en krop tilhørende en forpulet tyv -, var der intet andet end et egetræsbord med guldkant og fint hvidt uldtæppe. 

   En metallisk lyd fra radiatoren under vinduerne i modsatte side ad biblioteket. Den samme dundrende udhulende lyd. Han rettede blikket fremefter, men opdagede intet. Det sugede i kroppen og pulserede krampagtigt i brystregionen. Han sænkede sværdet, ikke længere så sikker på at der var indtrængere. Det var måske blot noget han havde hørt. Måske kom det blot fra fyret i kælderen. 

  Men en fornemmelse, der gnavede sig frem i hans hjernebark, sagde ham at det ikke stemte. Han var ikke alene, luften havde en spænding over sig, der fik hans dybeste instinkter til at reagere. Håndmusklerne strammede sig om sværdet, blikket viftede fremad, til den næste dør indtil mellemlokalet, hvis funktion stadigvæk ikke var blevet afgjort. Der var nogen bag den dør. Han var overbevist. Nogen, der absolut ikke hørte til i hans hjem, og som han ville skræmme væk, langt langt væk, så vedkommende ikke vendte tilbage igen. Nogensinde. Med endnu et kropssug bevægede han sig frem, forbi sofagruppen, skridtede lige igennem biblioteket og åbnede uden tøven døren ind til det næste lokale. Sværdet holdt han i kampposition. 

  Stadigvæk ikke tegnet på liv. Måske tog han fejl. Måske var han bare paranoid. Måske var det han havde hørt, ikke noget særligt. Men den fornemmelse...

  Braget der gennemskar luften bag ham, fik ham til at fare sammen og vende sig rundt. Døren indtil biblioteket var smækket i, havde grangiveligt lukket sig helt på egen hånd, og holdt ham tilbage i salen. Hans brune øjne spilede sig op. Han blev stående, med sværdet hævet, rørte sig ikke og brugte kun tiden på at lytte. Lytte efter bevægelser, efter en anden vejrtrækning der ikke var hans, lytte efter den knitrende stofhvislen fra et andet menneskes beklædningsgenstande og den eftergivende lyd af fødder der trykkede ned på et gulv af egetræsplanker, men der var intet. Kun de enkelte trilleruller fra sangfuglene brød igennem herregårdens tavshed, der i dette mystificerende øjeblik forekom Daniel at være levende. En tavshed der på en mærkværdig måde trak vejret, og slugte alt det omkringværende til sig. 

  Pjat.

  Men der måtte være nogen andre end ham, for en dør kunne ganske enkelt ikke lukke sig af sig selv. Han skiftede kurs og bevægede sig tilbage. Forbi sofagruppen - her løftede han atter sværdet op i den givne kampposition, og kunne ikke unddrage at kaste et søgende blik, bare for at være helt sikker på der ikke gemte sig nogen - og hen til døren. Han lagde øret ind mod egetræet. Lyttede. Han kunne svagt høre den susende lyd fra blodet der hvislede i øregangene, men stadig intet tegn på liv udefra. Alligevel måtte han vide sig sikker. Derfor vred han håndgrebet, med langsomme bevægelser, ventede på klikket og rykkede. Trin for trin, centimeter for centimeter, lød han døren vippe indad. Først da han havde klart nok udsyn til riddersalen, strakte han sværdet frem gennem åbningen inden han selv viftede blikket omkring hjørnet. Intet som kastede skygge imod gulvet. Han skulle alligevel vide sig ekstra sikker. Derfor trådte han frem.

   Men han var alene. Der var ingen til stede i lokalet, bortset fra de to rustninger ved starten af østfløjen, som blot stod tavse og kiggede på hinanden. 

   Og i dette øjeblik mærkede han en dragende, en trækkende fornemmelse, som om han var afkoblet fra sine ben og bevægede sig på automatik. Bevægede sig imod rustningerne. Samtidig begyndte vreden at suge i hans krop, gnave og vride i knoglemarven, og han så Kate for sig. Og med billedet af sin fjortenårige datter, kom lysten til at kvæle, til at trække sine fingre rundt om hendes fine runde hals for derefter bare at presse, presse, presse, indtil hendes krop begyndte at sprælle. Og når han havde presset længe nok, og livet og bevidstheden begyndte at drive bort fra hende sammen med luftbeholdningen, ville han vride og rykke, indtil han hørte knoglesmældet idet halshvirvlerne separerede sig skævt fra hinanden. Og når han havde gjort det, ville han gennemruske hende, så hovedet vippede slapt op og ned og frem og tilbage... 

  Han blinkede i forfærdelse over tankerne, som sammen med fornemmelsen af koldt, var drevet igennem hans hoved på hans kurs imod rustningerne. Han fik kvalme og måtte stoppe op. At han overhovedet kunne tænke sådan om sin datter... Det var jo grotesk. Uhyrligt.

  Aflever sværdet, Daniel

  Tanken manifesterede sig i hans hoved da han befandt sig fem meter fra den venstre rustning. En tanke, han ikke kunne placere hvor kom fra. Han dragede blikket fra rustningen og ned til langsværdet i sit greb, som han i et kort øjeblik havde glemt at han holdt. 

  Aflever sværdet, Daniel

  Tanken gentog sig, og hvis ikke han vidste bedre var han næsten sikker på, at det var rustningen, som kommunikerede med ham. Talte til ham. Forsøgte at drage ham til sig.

  Sværdet, Daniel. Vær sød at aflever det. 

  Han satte sig i bevægelse, med en voksende forvirring i hovedet, stoppede foran rustningen og kørte blikket ned imod hånden. Synet der imødekom hans blik, forbavsede ham vitterligt. Venstre hånd så ud til at have drejet sig rundt, så håndfladen vendte skævt opad, i en modtagende gestus. Han måtte blinke nogle gange og hæve brynene op i panden for at være sikker på, at han så rigtigt. Han mente da så bestemt ikke, at hånden havde set sådan ud da han havde taget sværdet. Det kunne være han huskede forkert...

   Sværdet, Daniel

  Nåh ja. Sværdet. 

   Han førte sværdet over i den anden hånd, greb rustningens håndled og gled skaftet ned imellem de stive metalfingre. Herpå vred han hånden rundt og førte den sammen med den anden, pressede nogle gange så sværdet atter var i den position den havde været i før han tog det. Han kiggede herefter på rustningen, betragtede mørket bag udkigsspalten og mundgitteret, og i dette øjeblik var han sikker på at metalmanden foran ham kiggede tilbage, med taknemmelighed men også alvor i blikket. Han måtte dreje hovedet væk. 

   Mange tak

  Tanken fik ham til at stoppe og sende endnu et chokeret blik på rustningen, men intet yderligere skete. Den stod der blot, med sværdet spidsende imod egetræsgulvet, uden at foretage sig noget yderligere. Han blev stående længe, men intet skete, og til sidst vendte han sig om og buede omkring hjørnet inden han bevægede sig henad riddersalen, tilbage imod indgangspartiet. En klam tomhed havde ophobet sig i maven, og oplevelsen gøs kriblende under huden. 

  

   

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...