Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5455Visninger
AA

18. ...17...

- Dag 3 i Hildread-herregården

 

Daniel nåede metalbommen for enden af stien, rundede den og fortsatte et par meter, til det sted hvor grusstien mundede sig ud og blev til en vej. Lyden af morgentrafik fra landevejen et sted mod venstre, fyldte luften, og længere fremme kunne han se den dobbeltsporede asfaltvej svinge imod venstre og forsvinde bag en skrænt. Starten af Poxbeshire lå der foran ham, og han så antydningen af et stråtækket hus bag et hvidt plankeværk, omgivet af en frodig og ganske velplejet have. Han tog sig til knæene, bukkede sig forover og hev efter luft. Efter at have stået og genvundet pusten, rettede han sig op på ny, tørrede sig henover mundpartiet med håndryggen og drejede sig om hvorpå han i løb satte kursen tilbage. Over ham var himlen dækket af et hvidt skylag, der dog delte sig i enkelte huller med udsyn til den blå himmel. 

 

*

 

Kate sad på sengekanten, stirrede blankt frem for sig. Hendes søvntunge øjenlåg var flere gange ved at rulle i og klistre sig sammen, trække hende tilbage til den ulidelige søvn. Søvnen hvor hun så kvinden med de lysende øjne, der skreg dyrisk og slog sine kløer ind i sit eget ansigt. Billedet alene, billedet af de sorte øjenhuler med den slimende mørke væske der gled nedover kinderne, var nok til at hun rettede sit hoved frem og spærrede øjnene op og fremdrog en svag gysen. Drømmen havde holdt hende vågen i timevis. Hun var først faldet i søvn klokken fem, havde knap sovet mere end en sølle halvanden time før Cathryn ruskende havde vækket hende, fortalt hende at hun skulle stå op for første dag på den nye skole ventede. 

   Hun havde ikke lyst til at rejse sig og gå hen til skabet. Kvinden med den cirkelrunde mund var brændt sig fast i hendes nethinde. Hun lukkede øjnene og strammede musklerne i hånden, men måtte åbne øjnene igen da kløerne som jog ind i det dæmoniske kvindeansigt, glimtede frem for hendes indre syn.

   Tag dig nu sammen, Kate.

   Hun pustede ud og besluttede sig for at rejse sig. Krydsede hen til skabet. Tøvede med hånden på grebet. Fingrene strammede sig til, hårdere og hårdere, men til sidst tog hun sig sammen og åbnede garderobeskabet. Synet, der imødekom hende, fik atter engang hendes muskler til at foretage en spjættende sammentrækning. Alt hendes tøj hang nydeligt i de rækker, hun havde hængt dem i lørdag aften, og stangen med bøjlerne var ikke knækket, men istedet intakte og i samme tilstand som da hun havde åbnet skabet første gang. Hun gav slip på dørgrebet, bakkede tilbage og sank klumper af spyt, som hjertet begyndte at pulse hurtigere. Kunne ikke tro sine egne øjne. Dagen inden havde stangen været knækket og alt hendes tøj var revet ned og lå som en rodet bunke i bunden af skabet, men det gjorde de ikke nu. Og hun mente så bestemt ikke, at hun havde fået hængt bøjlen på plads. 

   Måske huskede hun forkert. 

   Eller måske var hun ikke alene. 

   Det prikkede koldt henover hendes hud, og hun lod blikket pile omkring i værelset, overbevist om at nogen holdte øje med hende. Følelsen af ondt, følelsen der havde plaget hendes drøm, kom snigende og begyndte at få hendes mavesæk til at vride sig for derefter at udhule den tomt for følelser. 

 

*

 

"Du ser da ikke helt frisk ud, Kate. Har du ikke sovet godt?" Det var Cathryns første indskydelse, idet Kate søvndrukkent satte sig ned ved bordet med en skål cocopops i favnen. Michael løftede hovedet fra sit toastbrød, og kunne ikke undgå at slippe den næste kommentar ud i fri luft. 

  "Hun er sgu bare morgensur. Det er sikkert ham der... Alex Stidd, som hun crusher på og er utilfreds over ikke at kunne være sammen med...!" 

  Kate løftede hovedet og surrede læberne sammen, på nøjagtig samme måde som mor gjorde når hun blev sur, men undlod at kommentere det yderligere og fokuserede sig atter om sin mad. 

   "Michael! Lad være med at være flabet. Det var en latterlig kommentar, og det ved du også godt," skød Cathryn ind, og henkastede et alvorsfuldt blik over bordet og mod Michaels plads.

  "Hvad? Det passer sgu da. Hun er jo så hammer knotten...!"

  "Michael, hold din kæft!" Kate drejede herpå blikket imod deres mor. "Jeg har sovet af helvedes til. Okay? Derfor. Og jeg gider ikke snakke om hvorfor." 

  "Du har sikkert haft mareridt, som den lille umodne tøs du er...!"

  "Michael, nu stopper du!" Cathryn måtte hæve stemmen for at angive, at dette var alvor. Michael sukkede, og koncentrerede sig istedet om sin mad. 

   "Kate, er der en grund til at du ikke har sovet godt?"

   "Jeg har bare ikke sovet godt. Behøver der at være en grund? Jo, måske én... jeg tror der er mus på loftet. Det larmer helt vildt. Og så har jeg bare ikke sovet godt. Vil du ikke være sød at lade være med at spørge ind hele tiden, mor? Jeg vil rigtig gerne have noget at spise nu... uden forstyrrelse." 

   Men Cathryn blev ved med at spørge ind. "Mus på loftet?"

   Kate klirrede skeen ned i tallerknen og vendte sit skarptfokuserende blik imod sin mor. "Mor, jeg gider ikke snakke mere om det! Okay?" 

  "Hvem søren har pisset på din sukkermad, om man må spørge? Du er da vildt knotten i dag," indskød Michael. 

   Kate bankede i bordet og rejste sig demonstrativt op. "Jeg sagde du skulle holde din fucking KÆFT!"

  "Okay, SÅ stopper I! Lige nu!" Cathryn råbte op, hidkaldte sig begge sine børns opmærksomhed. "Det her barnepjat, det kan I godt tage at stoppe! Og jeg vil gerne have du snakker ordentligt, Kate. Også dig, Michael. Det kan godt være I ikke har sovet godt, eller at Kate ikke har sovet godt, men derfor kan I ærlig talt godt tage at føre jer en ordentlig tone. Jeg ved da ikke hvad det her ligner!

  "Hvad det ligner? Skal jeg fortælle dig det, mor? Skal jeg fortælle dig det? For du er tilsyneladende for fatsvag til selv at regne det ud." Hun strammede sine læber som hun fortsatte, med dirrende toneleje. "Jeg hader det her sted. Jeg hader det og har hadet det ligesiden vi flyttede ind. Men fordi du slikker røv på far og skider på os, gik du med til at vi skulle flytte ind i det her lortested! Og hvis du forventer at jeg vil finde mig i det, så tager du fejl." 

  "Jamen, det kan du nu engang blive nødt til, Kate." Cathryn var chokeret. Det var første gang i lang lang tid, at Kate havde ført en sådan opførsel overfor hende. Og måske kunne Kate til tider overreagere - det var hvad man forventede sig af en pige i hendes alder -, men sjældent havde hun oplevet hende te sig sådan. Hvad i alverden gik der for sig? 

  "Ved du hvad, dig og far, I kan rende mig kan I." Hun vendte sig rundt og forlod sin morgenmad, med anspændte kropsmuskler, bevægede sig henover hall'en og mod trappen, netop som døren til gårdspladsen åbnede og den forpustede Daniel, iklædt løbetøj, trådte ind. 

   "Hej med dig, Kate," begyndte han, men Kate ignorerede ham, gav ham bevidst den kolde skulder og drejede omkring inden hun med hastige skridt fortsatte op ad trappen og efterlod sin far stående midt i Hallen, i forvirring over hvad som gik for sig.   

 

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...