Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5462Visninger
AA

17. ...16...

 

 

Daniel og Michael var lykkelige. Dette var deres første far-søn-stund i umindelige tider. De hjalp begge hinanden med at samle helikopteren, og derefter afprøve den på græsplænen bag herregården, brugte timevis i hinandens selskab. Grinte sammen, lo sammen, drillede hinanden og glemte alle de givne problemer, de fra tid til tid hver især bar rundt på. Det tog to timer at samle den og henved en time at afprøve den, og Michael var givetvis overrasket over hvor lang en rækkevidde som den havde. Og på slutningen af dagen, aftenen inden skolestart og hvor Cathryn skulle til jobsamtale i Southamtpon på sin nye arbejdsplads - en specialskole af samme slags som i London -, mærkede Daniel en stolt glæde varme ham i maveregionen. Utilstrækkeligheden var forsvundet, om end for en kort stund. Snarere var han stolt over herregården, stolt over at se sin søn lykkelig. Stolt over at han kunne kalde sig for far, at familien Hollow var hans familie og Cathryn var hans kone og Michael og Kate hans børn og herregården hans hjem. 

   Han smilte derfor af samme grund ekstra meget, da han lagde sig ned ved siden af Cathryn selvsamme aften og kiggede op i loftet. Lyden af dynestof som knitrede fyldte værelset. Et suk udbød sig fra Daniels læber, hvormed han vendte sig rundt og rettede ansigtet imod sin kone. ”Dette her har nok været en af de bedste dage i mit liv.“ De kyssede. Flere gange, gled de armene om hinanden og lå der blot. Cathryn mærkede varmen sprede sig rundt i kroppen, mindedes ikke at have ligget så tæt til sin mand i ualmindelige tider, og nød det. Nød hans hud brænde hende lunt, nød at mærke hans dybe vejrtrækning, at betragte hans brune øjne. Hun var blevet genforelsket, noget hun troede hun aldrig kunne, elskede sin mand højere end hun havde gjort længe. Igen rykkede hun hovedet frem og kyssede ham, så læberne slimede sig vådt sammen, og udsendte klistersmæld hver gang de delte sig. 

   ”Det er jeg virkelig glad for at høre min egen.“ Cathryn lagde sig ned på siden igen og smilte. Sådan lå de, henlagt i stilheden, nød hinanden, fornemmede hinanden. Elskede hinanden. 

   ”Er du nervøs for i morgen?“ Daniel brød stilheden.
 
   ”Hvad tænker du på?“ 

   ”På dit nye arbejde. På fremtiden.“
 
   Hun trak på skulderen. ”Det ved jeg ikke. Jeg tror jeg har besluttet mig for at tage det roligt. At se tingene an... Tage det som det kommer.“ Et smil.
 
   ”Well, det lyder også som en god idé.“ Deres munde læbede sig sammen endnu engang i våde kys, der gav genlyd i værelsets stilhed. Herefter blev de tavse. Så sagde Cathryn atter noget.

   ”Daniel?“

   ”Hm?“ Han vendte fokus imod hende.

   ”De der rustninger... nede i riddersalen... Jeg...!“ Hun tøvede. Daniel rettede sit hoved op fra puden og kiggede på hende.

   ”Hvad med dem, skat?“ 

   ”Jeg ved godt det lyder skørt... og det er nok også bare mig, der er paranoid, men... jeg... jeg bryder mig virkelig ikke om dem.“ 
 
   Allerede nu, som hun nævnte dem, så hun det atter for sig. Så de to bevæbnede metalmænd - den ene med langsværdet og den anden med den spiddende morgenstjerne - stå der og bevogte starten af østfløjen. Så mundgitrene og udkigsspalterne. Det ilnede henover hendes hud, så hendes armhår rejste sig. En kort tanke, en ganske ubehagelig indskydelse, dukkede op i kraniet, en indskydelse der gav hende billeder. Billeder om, at rustningerne lydløst var bevæget sig væk fra deres plads i riddersalen og op ad trappen, og nu stod lige omme på den anden side ad døren, med deres våben fremme, lyttede på dem og klar til at træde ind og slå til så snart de begge sov. Tanken om et sværd, der blev hugget ned i hendes krop, igen og igen og igen, og en morgenstjerne der med en kæderaslen fejede gennem luften og borede metalpiggende ind i hendes kranie, så blodet ville sive ud ad dødshullerne sammen med hjernemassen. Hun sendte automatisk blikket hen til døren, følte ikke længere nogen sikkerhed i Daniels arme, snarere overvåget, alt alt for sikker på, at der stod nogen omme på den anden side ad døren. Nogen som vogtede. Ventede. 

   Daniel gled sin hånd gennem luften og strejfede fingrende henover hendes kind. ”Skat? Er du okay?“ 

   Cathryn mærkede mundvandet samle sig, og måtte synke gentagende gange. Det strammede sig til i hendes krop og hendes mavesæk blev hul. Hun blinkede. Daniel gentog det. ”Cathryn?“

   ”Ja?“ Hun kiggede på ham, havde i et kort øjeblik glemt hvad de snakkede om - tankebilleder af rustningerne, som vraltede vraltede vraltede henover riddersalens gulv, som kom nærmere og nærmere trappen, klar til at gå op mod soveværelset -, men så kom hun tilbage på sporet. ”Åh. Ja... Det jeg mener...!“

   Rustningerne som ville standse på den anden side ad døren og vente til hun sov, før de ville slå til og svinge deres våben. 

   ”Det jeg mener er, at de giver mig myrekryb. Som sagt, det er sikkert ikke noget... det er nok bare mig og min lidt for livlige fantasi, men jeg får det næsten dårligt bare af at betræde riddersalen.“ Hun havde, uden hun selv vidste det, sænket stemmen betydeligt. ”Jeg kan bare ikke lide dem. Og... Jeg tænker... er det virkelig nødvendigt at have dem stående? Hvilken nytte kan de reelt gøre? Det her sted er fantastisk, med eller uden to rustninger.“

   ”Du syntes de skal flyttes?“

   Hun rystede på hovedet. ”Nej... Nej, jeg syntes de skal gemmes væk. Et sted hvor vi ikke kommer så tit. Kælderen eller måske dit kontor... Bare ikke i riddersalen. Jeg kan ikke lide at de er der.“

   Stilheden lagde sig over værelset. 

   ”Undskyld... det er sikkert et latterligt forslag,“ begyndte Cathryn, men Daniel afbrød hende. 

   ”Nej overhovedet ikke. Altså, personligt kan jeg ikke se hvorfor de ikke skal være der... Jeg mener, de er med til at skabe en atmosfære, og... De er ligesom en del af charmen, men hvis du ikke kan lide at de er der, så må de jo flyttes et andet sted hen. Herregården er ligeså meget din som min. Men... At flytte dem i kælderen syntes jeg måske er lidt... drastisk.“

   ”Jamen så dit kontor! Det vil sikkert også være fedt at have sådan nogle stående derinde. Så har du nærmest dine egne... metalvagthunde. Eller noget.“ Galgehumor, Cahtryn. Det er sgu ren galgehumor.

   Daniel udstødte en svag kluklatter, og kiggede på hende. ”Okay. Jeg flytter dem i morgen. Om de kommer til at stå i kælderen eller på mit kontor, det finder jeg ud af, men jeg lover at flytte dem et sted hen hvor du ikke behøver at kigge på dem. Hvor du ikke engang behøver at komme i nærheden af dem.“ 

   ”Vil du virkelig?“ 

   ”Ja. Selvfølgelig.“ Og med de ord lænede han sig forover og kyssede hende. Cathryn tog imod kysset. Ilningerne langs med ryggen og fornemmelsen af, at de blev aflyttet på den anden side ad døren, blev dog på intet tidspunkt mindre.

*

Flere skrabelyde denne aften gjorde det sværere for Kate at falde i søvn, og disse lyde blev denne gang akkompagneret af en svag banken, som af knoer imod træ, ganske dæmpet et sted langt langt inde i væggen, og det trak ud - i minutter som blev til timer -, indtil hun endelig eftergav sig for søvnen omkring ved midnatstid.

   Søvnen der blev til den værste nat i hendes 14-årige lange liv. Drømmen, hun havde, var mere end blot en drøm, den var levende, kunne både mærkes og lugtes og endda smages. Og hun blev jaget. En skygge, menneskeformet men uidentificerbar, gled, svævede, henover gulvet bag hende. Igennem lange gange, ikke herregårdens gange, men derimod skolekorridorer. Korridorer som hun genkendte fra hendes gamle skole. Hun hørte en stemme bag sig. Den kom hviskende, snigende, hvislende. Der var ondskab i den, en ondskab der fik hendes mave til at trække sig sammen og struben til at snøre sig ind, så hun fik sværere ved at trække vejret og måtte snappe efter luft

   Kateeeeey Kateeeeey Kateeeeeeey Kaaaaaaaaaate... Kaaaaaaaaaaaaaaaaate.... Kaaaaaaatey-kaaaaaaate....

   En person - en pige - rundede gangen længere fremme og vendte ryggen til hende, så det mørke hår svang igennem luften. På beklædningen kunne hun se, at det var Miley. Hun satte farten op, prøvede at sætte farten op, opdagede hun ikke kunne løbe hurtigere end hun gjorde, og fornemmede samtidig skyggen med de menneskelige former glide nærmere og nærmere. Ondskaben voksede. Det gjorde fysisk ondt i maven, vred sig i hendes tarme og hun undslap et hyl. Miley fjernede sig længere og længere væk, eller også var det gangen der strakte sig, strakte sig, blev længere og længere. Hun løb. Spænede, men rørte sig alligevel ikke fra stedet, vidste at det ikke var til nogen nytte. En dunkende lyd. Hæse skrig manifesterede sig nedefra, smeltede op fra linoleumsgulvet. Og hun så en kvinde. Nøgen, med de fremadpegende bryster vippende op og ned i takt med hendes gang, komme gående imod hende. Først da hun var tæt på, mindre end ti meter, kunne Kate se at øjnene slet ikke var øjne, men lysende hvide huller, pegende svagt indad mod midten af ansigtet. Det mindede hende om træet, træet fra skoven som havde kigget på hende kort inden den dyriske knurren havde manifesteret sig og hun var blevet bidt i anklen af noget ukendt. Gangen strakte sig, men alligevel kom den nøgne kvinde med de hvidlysende øjne nærmere og nærmere og nærmere. Huden rynkede sig, hun så ud til at blive ældre, de ungdommelige træk rådnede væk, ansigtets kranielle træk trådte tydeligere og tydeligere frem bag huden, brysterne blev fladere og fladere og længere. Munden åbnede. Et cirkelrundt bundløst hul, der udsendte et arrigt skrig, som Kate vidste ikke var et skrig fra noget menneske, men et skrig fra noget ukendt, noget uhyrligt og noget gennemgående ondt. Det forplantede sig ind i hendes knogler, gnavede rundt i hendes krop og fik hendes sind til at vride sig i en voldsom sjælelig pinsel. Den skrigende kvinde som ikke var en kvinde, gled sine hænder om hendes strube og strammede til, borede kløerne der begyndte at vokse ud fra fingerspidserne, ind gennem halskødet. Det brændte, sved, og Kate kunne ikke få luft. Arme smeltede sig op fra gulvet og greb hende, arme med hud der var blevet skoldet væk, fyldt med glødende ildrevner. 

    Helvedet venter på dig, Katey-Kate. Helvedet venter på dig, luderskøge. Helvedet venter på dig. 

   Det trak i hende, og gulvet blev flydende, begyndte at gløde, boble op ad hendes ben, brænde sig igennem huden. 

   Men først skal du deltage i vores lille eksperiment. Kig godt efter. 

   Det var den hviskende stemme, som kom fra den natsorte menneskesilhuet, der talte til hende. 

   Kvinden fjernede hænderne fra Kates strube. Kiggede på hende. Og slyngede herefter hænderne ind i sit eget ansigt, skreg imens hun gjorde det, og borede kløerne dybt ind i kødet, længere ind og trak trevler af hud, blod og slim med sig ud i hurtige rykvise bevægelser. Kate vrælede, forsøgte at trække sig tilbage, men armene som vred sig op fra gulvet, holdte hende fast, begyndte at knuge sig længere og længere op ad hendes ben. Kvinden slog kløerne ind i ansiget igen, igen, igen, stak øjnene ud på sig selv. Sort slimende væske - Kate vidste ikke om det var blod eller noget andet - dryppede ud fra øjenhullerne. Kvinden - væsnet - strakte armene frem imod hende og kastede sig forover.

   Og da vågnede Kate. Hun blev liggende, stirrede lammet, ude af stand til at bevæge sig, som hun så mørkets skygger manifesterer sig som den skrigende kvindes ansigt, for derefter langsomt at smelte bort til ingenting. 
   
  Halsen dunkede og huden brændte. Kate placerede hånden på struben og lukkede øjnene, mærkede intet andet end den pulsende sviden, som om nogen havde revet hende imens hun sov. Det var bare en drøm og ikke andet, tænkte hun for sig selv, men alligevel følte hun at hun ikke var alene. Der var nogen i lokalet sammen med hende. Nogen der stirrede på hende. Nogen hun ikke kunne se, men som havde fulgt efter hende, muligvis fra skoven eller måske endda havde været i herregården hele tiden. Hun fik lyst til at græde, men holdt det tilbage. Det var bare en ond drøm. Ikke andet.

    Hun prøvede at gå tilbage til søvnen og vendte sig imod væggen. Det stak i hendes nakke, og hun fornemmede noget der var en del af mørket, en seperat levende del, rykke sig frem imod hende. Hun lukkede øjnene stramt sammen og prøvede at tvinge sig tilbage i søvn, men måtte til sidst give fortabt.  

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...