Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5448Visninger
AA

15. ...14...

Klokken var elleve, da Kate bevægede sig ned ad trappen, iklædt cowboynederdel og sorte strømpebukser, og krydsede henover Hall'ens blanke trægulv, videre gennem den brede åbning indtil spisesalen og køkkenet. Hun bevægede sig langs med den fint tapetserede væg, forbi den udskårne afrikanske træstatue, igennem den brede døråbning til køkkenrummet. Her var gulvet belagt med marmorskinnende hvid-sorte terrakottafliser, der i netformation favnede sig udad og udfyldte lokalet, og der stod fire rækker af køkkenborde med tilhørende vaske, som strakte sig fra den ene til den anden ende. For enden af lokalet, ved siden af gangen med døren der førte ud mod drivhuset og redskabsskuret, stod de blanke egetræsreoler med de tilhørende skabsudhæng og skuffedarier. Morgenmadsprodukterne - cornflakes, cocopops, havrefras - stod på bordet under skabsudhængende, samlet sammen i en systematisk bunke i den ene ende. Kate vidste, at tallerknerne var at findes i skuffedariet. Hun skridtede derhen imod. Fandt en dyb tallerken, hældte cornflakes og mælk op. Få øjeblikke senere gik hun tilbage i spisesalen, og satte sig ved det ovale træbord. Som hun begyndte at spise, mærkede hun en snigende trykken bryde frem i sit hoved. 

 

*

 

Cathryn sad i opholdsstuen på første etage og læste, var næsten lige begyndt på en spændingsfyldt scene, da hendes datter dukkede op i glasdøren og hidkaldte hendes opmærksomhed. "Mor?" 

  Hun løftede hovedet og krydsede blikket henover opholdsstuen til døråbningen. Kate lænede den ene skulder imod karmen. Hendes rødbrune hår var redt tilbage i en hestehale. 

  "Ja, søde, hvad er der?"

  "Jeg går en tur, så hvis du ikke kan finde mig, ved du hvorfor."

  "Åh. Okay, det er bare i orden, men sørg for at være tilbage inden frokost." 

   "Jaja." Hun vendte sig rundt og gik tilbage ad gangen, imod trappen. Hun overvejede dog alligevel at vende om, gå tilbage i stuen og fortælle mor om hendes mistanke til musene på loftet, samt om de dårlige bøjler der åbenbart ikke kunne understøtte vægten af hendes tøj, men lod være. Det kunne vente. Lige nu var det bedre at hun kom udenfor og fik sig noget luft til hjernen, så tankerne ikke længere ville være den slørede tågesuppe de var i dette givne øjeblik. 

  Hun bevægede sig ud ad hovedindgangen, den der åbnede ud til gårdspladsen, og stak hænderne i lommerne som hun gik. Smedejernsporten stod åben, som den altid gjorde om dagen, og hvis ikke den gjorde, vidste hun at hun kunne gå ind på sin fars kontor og finde fjernbetjeningen dertil. Solen var gledet længere op på himlen og lunede sine blide stråler imod hendes hovedbund. Hun snuste ind, mærkede luftens friskhed stikke hende imod næseslimhinderne, og allerede nu klarede det hendes hjerne op. Hun vidste ikke hvorhen hun ville gå, ej heller hvor langt, var også ligeglad. Måske kunne hun stikke af. Måske kunne hun løbe ud til landevejen og blaffe sig ind til storbyen, eller måske endda blaffe sig hele vejen til London. Tanken var fristende, fik hendes puls til at stige, men hun vidste at den var urealistisk. Hun havde ingen penge på sig. Og hvis hun endda havde haft det, ville hendes forældre begynde at lede efter hende hvis hun var for længe væk. Hun ville få stuearrest, og måtte kun komme ud i forbindelse med maden og skolen. Hun var fristet, men konsekvenserne af handlingen var for store. Og det ville ikke gøre chancerne for, at de flyttede fra herregården, større. Tværtimod. 

  Fuck det hele, tænkte hun. Der var ikke nogen udvej, hun var fanget i et hjem hun ikke gad være i, og var for træt til at tænke på nogen som helst alternativer. Andet end at snakke med mor. Hun ville sikkert ikke lytte, men det var da et forsøg værd. 

   Gruset knasede under hendes fødder og natursangen fra fugleorkestret i skovbarrieren, som vejen slangede sig ind i nogle hundrede meter længere fremme, var alt hvad som fyldte luften. Et sted højt oppe drev et fly henover himlen, kun med sporet af hvide udvidende dampstriber imod et lysblåt tæppe til at bekræfte om sin eksistens. De forkrogede træer, der hævede sig opover vejen og dannede naturtunnelen, kom stadigt nærmere. Vejen vred sig i bløde buer henover græsstæppet, forsvandt ind i tæppet af brunt og grønt. Hun fortsatte, fortsatte, skubbede tankerne bort og koncentrerede sig kun om naturen der omgav hende. I morgen skulle hun starte på en ny skole i Southampton. En ny skole med nye mennesker, hun ikke kendte. Hun ville sikkert blive lagt mærke til grundet den fremmede London-accent, og ville sikkert også blive gjort til grin. På samme måde som Bill fra sydengland tre år tidligere blev gjort til grin på hendes forrige skole grundet den sydlige accent og sjove talemåde. 

  Endnu en grund til at det var en dum beslutning at flytte. Det var uretfærdigt og egoistisk og på ingen måde i orden. Men hun kunne ikke brokke sig, måtte ikke brokke sig, for så blev far bare sur. Den idiot. Den stodder. Den... selvoptagede nar, den fucking egoist, den... 

  En lyd fra skoven, fangede hendes opmærksomhed netop som hun var nået til naturtunnelen. Hun stoppede op, vendte hovedet imod venstre. Blev stående, lyttede, men hørte intet andet end sangfuglenes glædesvals og lovprisninger til moder sol. Det var sikkert ikke noget. Hun satte kursen fremad. Så snart hun trådte ind i skoven, og de sammenvoksede trækroner afspærrede for solens varme, faldt temperaturen drastisk og efter yderligere få skridt, netop som hun rundede et sving, fortrød hun at hun ikke havde taget en jakke på. Naturtaget mellem ti og femten meter over hende, gjorde ikke bare denne sektion af skoven koldere, men også mørkere, fik farvenuancerne til at blive dybere og mere skyggebetonet. Hun gik videre. 

  Hjælp

  Det var en kvindestemme. Kate stoppede på ny, og vendte atter hovedet i retning mod venstre. Rynkede panden og blev stående. 

  En eller anden, hjælp mig

  Hun sank en klump, overvejede at gå videre men nysgerrigheden begyndte at trække i hende, blandet med den pludselige bebrejdende stemme i hendes hoved, som fortalte hende at når folk bad om hjælp var det bedste at hjælpe. Hvad nu hvis det var en der var faret vild? Tænk nu hvis det havde været hende, som havde stået i samme situation, kaldt efter hjælp, men ingen var kommet til undsætning? 

  Men Kate tvang tankerne bort, og gik videre. Der kunne være utallige grunde til, at personen i skoven råbte efter hjælp. Men vedkommende måtte da have en telefon på sig. Eller også kunne personen da selv finde vejen ud igen. 

  En anden tanke begyndte at tage form, en tanke som fik hende til at spænde musklerne i kroppen. Hvad nu hvis det var en, der blev jaget? En person, der var i livsfare, blev forfulgt af en morder? 

  Er der ikke nogen der kan hjælpe mig? Jeg har brug for hjælp. Hjælp mig!

  Stemmen lød tættere på nu og Kate stoppede for tredje gang. Hun kunne ikke bare ignorere det, hvor meget hun end havde lyst til det, det vidste hun, og hvis hun gjorde det ville samvittigheden holde hende vågen, vokse og gnave og vokse. Hun kunne heller ikke vende om og tage hjem, for hvis det virkelig var en forbrydelse, som var ved at blive begået, var hun et vidne. Hun var der og kunne hjælpe, men så havde hun bevidst valgt at lade være. Hvis det nu var en, der var ved at blive myrdet - tanken sendte fingre af kulde ned igennem hendes nervesystem -, kunne hun gøre noget for at forhindre det. Ringe til politiet, et eller andet, men hvis hun bare fortsatte eller vendte om, var hun måske skyld i en anden persons død. 

  Hun bandede i sit hoved, forbandede sin far langt væk. Det var også hans skyld, og hvis hun endte med at blive angrebet, kunne hun bebrejde ham for det, for det var ham der syntes de skulle flytte ind i herregården. Modvilligt og med stigende puls trådte hun fra vejen og ind i skoven, skubbede sig vej gennem krat og buske. Egetræerne klumpede sig tættere sammen, med bølgende og forvredet stammer, og grene der forknudrede sig i fantasifulde abstrakte former. Stemmen lød igen, skråt til venstre. 

  Hjælp mig, please, hjælp mig. 

  En natursti åbenbarede sig foran hende. Hun trådte ned på den. Grene smældede under hende da de eftergav sig for hendes vægt. Igen stoppede hun. Prøvede at lytte efter tegn på bevægelse, et knæk, et gisp, en hivende vejrtrækning, et eller andet, men der var stille. Ikke engang lyden af fuglesang kunne høres. Kun hjertet, der suste pulserende i øregangene, og barkflis og kviste og visne nåle, der knirkede under hende. 

   Hjælp

   Stemmen lød længere væk denne gang, dybere inde i skoven. Hun drejede hovedet, kiggede ligefrem for sig, på naturstiens opadskrånende græsrabat, der førte op igennem tjørnekrattet, ind i en stadigt tættere og mørkere sektion af skoven, med ældre træer og tæt stedsegrønt vegetation. En indskydelse, hun ikke kunne sætte ord på, men fornemme som en rislen i kroppen der drev ned i hendes ben og udhulede hendes mave for følelser, ramte hende. Hun skulle ikke bevæge sig længere ind, hun skulle vende sig om, vende sig om nu, det var en fælde. Nogen ventede på hende, ville rykke sig nærmere og nærmere når hun ikke kiggede. Nogen som gemte sig i den tætte mørke skovvegetation og bag de forknudrede ædeltræer.

   Stemmen skreg.

  Hjælp mig!

  Hun måtte ikke bevæge sig længere ind, skulle ikke bevæge sig længere ind, det var farligt. Der var noget ukendt derinde, noget ukendt som udspionerede hende. Noget som forfulgte hende. Hun rystede på hovedet. Nej, nej, der var ikke noget derinde andet end planter og dyr og en kvinde der havde brug for hjælp. Hvorfor så paranoid? Det var træer, forhelvede, fucking træer, ubevægelige planter som ikke foretog sig andet end blot at stå der. Stå der, med deres forkrøblede fingre af grene og rynkede bark, der lignede den udspændte nøgne hud fra en gammel gammel dame som havde været død i dagevis.

   Nej. Det lignede ikke hud. Det gjorde det ikke. Det lignede bark, ikke hud. Hun skulle lade være med at tænke sådan.  

  Hun tvang sig selv fremad, besteg den lille forhøjning og skubbede de stedsegrønne buske til siden. En svag sviden brændte hende på venstre arm, da en tjørnegren strejfede henover huden, og hun fortrak sine mundvige en anelse, men ignorerede den efterfølgende kløen. Den imaginære stemme i hendes hoved blev mere bestemmende. Nu kom den ikke med forslag. Nu kom den med ordrer. 

  Vend om. Det er en fælde. Vend om! Vend om, Kate! Vend om!

  Og da mærkede hun det. Netop som hun rundede det næste træ, som så ud til at bukke sig for hende, begyndte kolde fingre at prikke hende på ryghuden, at dele sig i hundredvis, sprede sig op langs med rygsøjlen. Luften blev tung, begyndte at presse ned på hendes skuldertoppe og gjorde det pludseligt sværere at bevæge fødderne. Hun havde det som om hun gik igennem vand. Den tomme kulde i hendes mave snørede sig sammen, hjertet rullede i hendes bryst, og hun fortrød at hun nogensinde var gået derind.

   Kvindestemmen var holdt op med at råbe efter hende, var blevet tavs og sygnet hen. Foran hende var der blot en grotte af træer, en mund af natur der bød hende nærmere, der ønskede at hun betrådte den. Og foran munden så hun grenen, den aflange og smalle gren med den skældagtige bark, der som en slange strakte sig op fra skovbunden med spidsen rettet imod hende. Og hun forestillede sig hvordan den ville begynde at bevæge sig, forestillede sig de sprøde knæk da den vred sig, smældet da den kastede sig frem og den knirkende knasen da barken eftergav sig, idet den vred sig tættere og tættere på hende og i et snuptag slyngede sig om hendes fod, strammede til og trak hende ind i skoven, langt langt ind. For at dræbe hende, og gemme hende så hun aldrig nogensinde ville blive fundet. Med en stadigt voldsommere dundrende puls gled hendes blik fra den stivfrosne træslange og til det forkrøblede egetræ bag den. Træet var dødt, bar ingen blade overhovedet, og barken vred sig om stammen i dybe furer. Det mindede om skind, om gammelt indtørret skind der var blevet vredet om sig selv flere gange. Og roden var delt i to, udstrakte sig som fødder, der forsvandt i skovbunden bag slangegrenen. Armene - nej, grenene - strakte sig fremad, dannede lange forkrøblede fingre som endte i drabelige spidser. I kløer. 

  Men det var ikke det, som drænede Kate for al energien, som syntes at fjerne al glæde og al håb og istedet erstatte det med en sugende gnavende rædsel, der åd sig længere og længere ind i hendes krop. Det var det rynkede hul med barkspidserne, hullet der grangiveligt lignede en mund med tænder, og de to øjenlignende smalle huller, der pegede indad øverst på barkens stamme. Træet havde et ansigt, det var Kate overbevist om, et ansigt der fik rædslen til at gnave sig længere ind. Og det kiggede på hende. Holdte øje med hende. 

  En svag dyrisk knurren sivede frem gennem luften. Kate klynkede, vendte blikket imod trægrotten, men så ikke noget. Den knurrende lyd kom tættere og tættere og tættere, og hendes øjne begyndte at kildre.

  Noget bed hende. Hun mærkede noget skarpt bore sig igennem hendes strømpebukser på venstre ben, gnave ned i huden og skære igennem muskler og muskelfibre for til sidst at hugge sig fast i skinnebensknoglen, og et vræl udbød sig hæst fra hende. Hun drejede sig om, og kastede sig væk, humpende og gispende. En smælden af bark, der bevægede sig, en knirken af træer der strakte sig, og endnu en uhyrlig grotesk snerren lød lige bag hende, og i et kort øjeblik var hun overbevist om, at hun kunne mærke grene strejfe ryggen. Hun humpede ud på naturstien, fortsatte ind i den lysere del af skoven, så sig ikke tilbage én eneste gang. 

  

  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...