Herregården (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2014
  • Opdateret: 6 jun. 2014
  • Status: Færdig
Familien Hollow er en ganske almindelig engelsk familie fra London. Der er moderen, Cathryn, som til dagligt arbejder på en skole for børn og unge med speciale behov. Der er faderen, Daniel, der bruger det meste af sin tid på at arbejde hjemmefra med økonomiske regnskabsforhandlinger og skatteoptegnelser. Børnene består af den 16-årige Michael, en typisk britisk teenager der elsker piger og fodbold, samt den 14-årige Kate, en pige som til tider er lidt for vant til at få sin vilje. Denne helt normale familie får snart en betydelig ændring i deres hverdag, da Daniel får et tilbud om at flytte ind i en majestætisk herregård i det sydlige England. Han tøver ikke et sekund med at trække sin familie med til det nye hjem, der praktisk talt har alt hvad den gennemsnitlige familie overhovedet kunne drømme om. Men ingen af dem ved, at dæmoniske kræfter hviler over landstedet... kræfter, som snart vil forvandle familien Hollows liv til et mareridt, der truer med at ødelægge dem én efter én...

51Likes
295Kommentarer
5434Visninger
AA

14. ...13...

- Dag 2 i Hildread-herregården

Klokken var fem over 8, idet Cathryn åbnede øjnene og langsomt satte sig op i sengen. Hun vendte blikket rundt, hen til Daniels side ad sengen, så at den var tom og rettede istedet øjnene hen mod vinduet. Gardinerne var blevet trukket for og den ene af ruderne stod på klem, så en svag lufstrøm tillod at løbe ind i værelset og køle omgivelserne ned. De rullende drosseltriller fyldte, ligesom den forgangne morgen, luften. Cathryn kunne ikke tilbageholde sit smil. Hun vidste, at Daniel havde efterladt værelset i denne tilstand for hendes skyld. Så hun vågnede op til et behageligt køligt værelse, og lyden af naturmusik der ikke blev hindret af en glasbarriere. Fordi han udmærket var klar over, at dette var den bedste måde, som hun overhovedet kunne ønske sig at vågne på. 
  
    Det lunede hende i kroppen.

    Hun blev siddende lidt, indtog sig indtrykkene, betragtede udsigten med den blå himmel, hvor kun enkelte skyer blev skubbet frem. Herpå stod hun op, besluttede sig for at gå i bad men tog badeværelset på deres egen gang istedet for den i riddersalen. Hun var klar over, at hun skulle få gjort noget ved de rustninger, måske få dem stillet ned i kælderen hvor de ikke var fremme til fuld skue. De gav hende stadig kuldegysninger. Det var heller ikke just fordi de gjorde nogen yderligere nytte. De stod der bare. Var blot til pynt. Familien Hollow havde masser af nipsgenstande i forvejen, så det at flytte rustningerne, at gemme dem væk, ville ej heller gøre nogen særlig forskel. Herregården var et flot hjem, et majestætisk sted, og det ændrede sig ikke blot fordi to metalmænd blev fjernet fra en af fløjerne.

   Efter badet, som havde varet længere tid end sædvanligt, omsluttede hun sin krop i den flødefarvede badekåbe, spændte den til ved ryggen og trådte ud på gangen. Istedet for at gå ned i køkkenet og lave sig den obligatoriske morgente, svang hun sig til højre, bevægede sig igennem glasdøren og ind i opholdsstuen med de bløde frotté-tæpper og de sirlige viktorianske møbler. I retning mod højre, i en niche barrikeret af en tremmedør, var baren omhyggeligt placeret, med skinnende blanke egetræshylder udplyndrede for de mange spiritusflasker, som de ellers var beregnet til. Hun undslap et suk, som hun krydsede tværs over opholdsstuen, forbi sofagruppen med det runde glasbord, potteplanterne langs med egetræsvæggen og hen til solstuen, der var lavet som en halvcirkelformet tilbygning ragende tre meter ud fra hovedbygningen i modsatte ende af lokalet skråt overfor gangen. Standsede ved glasvæggen opdelt i stænger af blågrønt smedejernsstål. Hun havde panoramisk udsigt i retning øst, kunne svagt skimte hustagene ved Poxbeshire fem kilometer borte bag den udstrækkende egetræsskov. Solen stod i en bue opad og svagt mod højre, var i gang med at glide længere op på himlen og slå kursen rundt om syd i dens vestgående rejse. Himlen var havblå, på en måde Cathryn ikke mindes at have set den være i samtlige uger. Hun blev stående længe, betragtede synet, vendte blikket til højre, hvor hun så markerne og højderyggene bølge ud i den fjerne horisont et sted mod sydvest. Herpå trak hun sig tilbage, skridtede atter tværs over opholdsstuen og hen mod gangen for at tage ned i køkkenet og lave sig sin te. 

   Hun undlod at kigge ind i riddersalen, da hun nåede enden af trappen, og drejede istedet til højre, krydsede egetræsplankerne og ind i spisesalen hvor hun fortsatte ud i køkkenet. Hun hørte et sted langt bagude, nede fra enden af vestfløjen, nogen pusle rundt. En fløjten, ganske svag, som hun straks genkendte. Og hvis dette alligevel ikke havde været nok for hende til at genkende sin mand, var den svagt nynnende stemme ganske afslørende. Hun stoppede alle sine aktiviteter, stod istedet og lyttede, prøvede at fange ordene, men alt hun hørte var en svag mumlen. Ordene blev slugt af de mange døre og lokaler, der udfyldte vestfløjen og adskilte hende fra hendes mands kontor hvor han opholdte sig. Hun drejede sig istedet rundt imod køkkenbordet og skyndte sig at lave teen.

*

Familien Hollow havde en herregård, ååååh ja de havde, sang Daniel, som han stillede de to blå ringbind på den øverste hylde i reolen bag skrivebordet. Og på det sted havde de det godt, åååååh ja de havde. Han vendte sig om mod sin computer, gik hen til den og bøjede sig frem for at trykke startknappen på computerkassen ind. For der var skønhed her, og der var skønhed der, ja der var skønhed overalt. Resten af sangen reduceredes til en fløjten, som han foroverbøjet ventede på at computeren blev vagt til live. Den bærbare stod sammenklappet på det ovale træbord med løvefødderne henne ved væggen et sted midt i lokalet, langt ude fra rækkevidde, sammen med telefonen. Han skulle bruge de næste par timer på den stationære, særligt for at tjekke de seneste aktier samt finde ud af, hvorvidt advokat James Dentow havde besvaret den mail som han fik tilsendt i forbindelse med en skatteforhandling. Cathryn havde ofte givet udtryk for, nogen gange mere irriteret end andre, at hun da så gengiveligt ikke kunne begribe, hvorfor i alverden han stadig havde et sådant monstrum af en hjemmecomputer, når han så fint kunne benytte sig af den bærbare. Det var ikke blot upraktisk - det kunne hun da have set bort fra - men direkte strømforbrugende. Den åd på elregningen, og han vidste det godt, så hvorfor blev han ved med at have den?

   Old habits die hard, darling, var Daniels standardsvar, og det bedste svar han kunne komme med. For han vidste det ikke selv. Måske fordi han havde haft den så længe, måske fordi den bragte så mange minder med sig - særligt minder fra dengang, for snart syv år siden, hvor de lige havde fået computeren. Dengang Kate og Michael var mindre, hvor de tit sloges om at få lov at prøve, hvor farmand Daniel viste dem hvordan man brugte den, lærte dem at bruge "internettet". I forhold til nu, syv år senere, hvor computere kunne meget mere og havde langt bedre hukommelseskapacitet, var denne computer en snegl, blot et oldtidslevn, men den virkede stadig. Den virkede, og minderne den bar på, var ikke nogen der forsvandt. Det var nogen, der syntes at have taget bolig i apperatet, var blevet levende, og som åbenbarede deres eksistens for ham hver gang han satte sig foran den og prøvede tastaturet. Minder fra før sammenbruddet. Fra dengang hvor han var den perfekte far, og den perfekte mand, med mange arbejdstimer, som kunne forsørge sin familie og som havde overskud til børnene. Som kunne finde ud af at have det sjovt. At gøre det rigtige. At...

   Computerskærmen bølgede og flimrede, idet den blev bragt til live, og rev Daniel tilbage i virkeligheden. Han trykkede escape-knappen ind, for at komme forbi de obligatoriske startdataer, ventede herefter yderligere et par langdragende minutter, indtil han nåede startsiden, hvor han skulle indtaste sin adgangskode. Han nåede kun at lade fingrende danse henover tastaturet, før han hørte klikket fra døren, kort inden Cathryn stak sit smilende hoved frem fra hjørnet i den anden ende af kontoret.

   ”Godmorgen min skat,“ sagde hun, hvorpå hun trak resten af kroppen med ind på kontorets gulvplanker. Hun løftede koppen med te og tog en slurk, som hun skridtede i bevægelse.

   Daniel løftede blikket fra computeren og hævede brynene så furer bølgede hans pande. ”Du glemte at banke på.“

   ”Oh!“ Cathryn standsede og bankede på væggen til venstre for sig, lige inden vinduerne. Endnu en slurk af teen som hun fortsatte. 

   Daniel rystede på hovedet og fremsendte en enkelt klukken. ”Det er ligemeget nu, skat. Og godmorgen til dig også.“ Han rystede med musen for at få den vækket til live, hvorpå han kørte cursoren henover baggrundsskærmen der viste et billede fra Kates trettenårs fødselsdag, som familien havde fejret ved allesammen at tage en tur op i Big Ben. Et billede, der trak minderne frem fra hans underbevidsthed og altid skabte den tørre halsklump. 

   Cathryn bevægede sig rundt om bordet, stillede teen fra sig og omfavnede Daniel bagfra, inden hun gled sit ansigt ned til hans. ”Jeg nød det i går, Daniel. Det var virkelig den bedste sex længe. Du har det stadig i dig.“

   Daniel drejede hovedet og smilte. ”Jamen, selvfølgelig har jeg da det. Hvad regner du mig for, Cathryn? Det er selveste Danel Effing Hollow, du snakker med!“

   ”Årh, du er da også bare så arrogant.“ Deres læber smældede hinanden. Hun fortsatte. “Kommer du ikke ud og spiser lidt morgenmad med mig? Kate og Michael sover stadigvæk, så jeg har ikke rigtig nogen til at holde mig med selskab.“ 

   ”Jeg har desværre spist.“ Han vendte sit fokus tilbage imod computerskærmen, og gik ind i sin mail. Cathryn rettede sig op, lod stadig hænderne hvile imod hans skuldrer. 

   ”Det er vel meget muligt, men så kan du da i det mindste bare holde mig lidt med selskab? Det er søndag, skat. Du behøver altså ikke at arbejde på en søndag.“

   ”Det kan jeg vel godt.“ Han lagde hovedet tilbage så han kunne kigge op i hendes ansigt. Det blonde hår hang ned fra panden. De blågrå øjne kiggede indgående på ham. ”Men jeg skal altså lige tjekke den mail først. Det håber jeg er okay.“

   ”Hvis du kommer ud og spiser sammen med mig bagefter.“

   ”Det lover jeg.“

   ”På ære?“

   ”På ære.“

   Hun lænede sig frem og plantede sine læber imod hans, så endnu en våd smældende lyd ekkoede i lokalet. 

*

Kates hoved var tungere end det plejede, da hun vred sig og vågnede klokken 10:30. Hun smaskede, smagte metal i den klistrede tørre mundhule, og tog sig til nakken. De skrabende lyde - som hun gik ud fra var mus - var blevet ved næsten ustoppeligt, og netop som stilheden lagde sig over værelset, og Kate troede at nu var de stoppet, begyndte det igen. Den samme vedvarende skraben, som flyttede sig rundt og blev henholdsvist højere og lavere, og først klokken tre var hun endelig faldet i søvn. 

   Hun måtte hellere få snakket med mor om det, hvis det gentog sig, så der kunne blive sat musefælder op. Hvis disse skrabende lyde var noget der kom hver eneste nat, fik hun spat. Bogstavelig talt. Så ville hun forlange sin far at de flyttede, og så havde hun en god grund til det. Denne tanke fik hende til at tøve, og for et kort øjeblik ønskede hun næsten at det fortsatte. Fortsatte så hun havde en undskyldning for at de ikke skulle bo i herregården, så de kunne tage tilbage til London, tilbage til Hollow-huset, tilbage til hendes veninder og, vigtigst af alt, tilbage til Alex Stidd. 

   Hun rejste sig fra sengen og slentrede henover gulvplankerne, hen til skabet. Kiggede en enkelt gang ud af det nordvendte vindue. Blå himmel. Få skyer. Hun betragtede sine ben. De små lyse hår stak frem fra huden, en anelse tydeligere end om lørdagen, men ikke noget af betydning. Hvis vejret var til at iklæde sig shorts, ville hun nu alligevel gå ud og barbere sig. Bare for en sikkerhedsskyld.

   Hun åbnede skabet. Hvorefter hendes krop udsendte et ufrivilligt spjæt, der fik hende til at udstøde et gisp. Alt hendes tøj var blevet revet ned fra bøjlerne, lå opstablet i bunden af skabet i en rodet bunke. Hun førte sine grønne øjne op til stangen, der gik tværs henover undersiden af skabsloftet, men fandt intet tegn på at den var knækket. Alle bøjlerne hang der endnu. Det var blot tøjet, der var gledet af, som hvis nogen havde rykket dem løst og blot smidt dem på skabsgulvet. Men det vidste Kate var umuligt. Det kunne ikke lade sig gøre. Der havde ikke været andre inde på hendes værelse end hende selv. Nej. Tøjet var bare gledet af. Intet andet. Det var sikkert bøjlerne, der var dårlige. 

    Alligevel krøb en ilning ned langs med rygsøjlen ved synet der imødekom hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...